Koncentreret Køreglæde: Autozam AZ-1

Denne bil er svaret på ALT: 700 kilo centermotoriseret turbobil med fed lyd, manuelt gear, mågevingedøre – og flot økonomi der kun overgås af selve køreglæden. Hvad skal man med mere?

Jeg ved snart ikke hvor jeg skal begynde – men der kommer en masse begejstring senere, det kan jeg love for. Måske også fordi det var et langt tilløb til den her bil. Forhistorien er tilbage fra 2021, hvor jeg på min sommerferie så en Autozam AZ-1 for første gang – og allerede der var helt oppe at køre, hvilket man kan læse ud af artiklen fra dengang, Mazdas centermotorminisuperbil: Autozam AZ-1. Blandt andet skrev jeg at “Dette er nok den fedeste bil jeg har set på hele min ferie!”, hvilket jo egentlig ikke sagde så lidt, da jeg så mange andre gode sager også. 

Men hele konceptet med den lille AZ-1 fandt jeg bare fascinerende, og dén del er stort set dækket af den gamle artikel, så genlæs bare den for at få baggrunden med og et indblik i teknikken og konceptet.

Hvad er idéen bag AZ-1? Det står faktisk i billedteksten her: “Product Concept 1: Handling pleasure”. Heri ligger to ting – nemlig selve det at prøve et koncept af samt hvad det koncept handler om. Og det vilde er, at konceptet viste sig at fungere!

Efter artiklen blev jeg så kontaktet af Rune, der har den eneste AZ-1 i hele Kongeriget. Om jeg ville prøve hans? Jamen, det var jo et af de nemmeste spørgsmål i verden at svare ja til. Det skulle så vise sig, at det ikke var helt så nemt at få et møde til at gå op, men heldigvis holdt Rune ved og i sidste uge lykkedes det så. Det er klart at forventningens glæde efter to år var stor, men utroligt nok skuldrede den lille sportsvogn det som ingenting, og overgik dem alle.

Ja, faktisk kan jeg stort set gentage sætningen fra 2021 og sige, at “Dette er den sjoveste bil jeg har kørt i hele 2023!”.

Jeg kunne simpelthen ikke få tørret det smørrede grin af efter dén her prøvetur: Hvilken vidunderlig køremaskine!

“Sjov” er et meget bevidst og velvalgt ord i denne sammenhæng. 2023 er et godt bilår for mig, der som faste læsere ved netop har nydt fantastisk meget køreglæde bag rattet af min Alpina C1/2.3. Jeg har også kørt nogle af de helt store ikoniske klassikere fra RS 2.7 over Countach til M1 og sågar EB110. Samt nogle nyere sportsvogne og superbiler, som det vil føre for vidt at komme ind på.

Men: Runes Autozam AZ-1 var sjovere end dem alle! Virkelig. Det lyder utroligt, men det mener jeg faktisk. 

Karosseriet er glasfiber og teknikken er klog genanvendelse af megen anden Kei-car-teknik.

Årsagen er sådan set enkel, når man lige tænker over det: Ligesom selve forbrændingsmotorens efficiens er bedst under hård belastning, så fungerer en sportsvogn nu engang bedst, når man giver den gas. Når man gør det i en Lamborghini Countach, så kan man som bekendt køre hundrede kilometer i timen i første gear. Det ER sjovt – eller mere end det, faktisk, i en Countach, der bare er en af verdens allerfedeste superbiler. Basta. Men allerede ved skiftet til andet gear når man så hastigheder, som ikke er lovlige nogen steder i Danmark udover på en racerbane. Bevares, det er stadig sjovt – men det medfører nogle dilemmaer. Og de gælder for alle superbiler: Hvis man skal mærke fornemmelsen af superbil, så kommer man meget hurtigt til at køre for stærkt. I de nyere af slagsen bliver det helt absurd. 

I en Autozam AZ-1 er det stik modsat, og det er GE-NI-ALT!

Centermotorlayoutet og mågevingedørene er ren superbilsfornemmelse.

Vi var ikke kommet mange kilometer ud af landevejen med mig bag rattet, før det gik op for mig. Rune opfordrede mig til at give lidt gas, og jeg troede simpelthen ikke mine egne ører, ballefornemmelser eller øvrige sanseapparat: Over 4.000 omdrejninger tager Fanden nemlig ved den lille 660 kubiks trecylindermotor, der rykker mere end man tror det muligt på den motorstørrelse i en bil. Med de korte gear skal det næste hurtigt knaldes ind, og den vrælende motor giver det mest vidunderlige blow-off pift ved løftet af speederpedalen – og så fortsætter det: klik, klik med et kort og velfungerende gearskifte, BrrraaAAAAAAPP-piiiift!, BrraaAAAAAP-Pfieewwww!!, kraftigt tryk i ryggen, hold godt fast i rattet, den 112 centimeter lave sportsvogn flyver ud af rundkørslen og ned af landevejen med en kæmpe dramatik som vitterligt er essensen af sportsvognskørsel og aldeles rendyrket køreglæde og da jeg kiggede ned på speedometeret, så kørte vi 80 – og jeg grinede fra øre til øre.

Og igen: Det lyder overdrevet, men det er det ikke, og jeg prøver egentligt at holde mig helt objektiv – men det er svært, så her kommer endnu en helt vildt begejstret analogi: Motoren er som sagt turboladet komplet med den kendte piftelyd når overtrykket lukkes ud ved gearskiftet. Og da den også er trecylindret har den en lidt “off-beat” melodi, som den slags nu har. Hertil kommer så dén der vilde karakteristik, hvor den kommer kraftigt på ladetrykket, og så rykker hastigt igennem de tætte gear – og fornemmelsen er ærligt talt rigtigt meget henad Audi quattro S1. Ja, det er som bekendt en af verdens fedeste og vildeste rallybiler! Indrømmet, jeg har aldrig kørt en S1 – men alene det at den lille Autozam giver den fornemmelse og tanke er da noget af en bedrift. 

Herunder sker der ting og sager!

Jeg elskede derfor den leg med motor og gear og indstyring ind i og acceleration ud af rundkørsler, og havde på min rute fundet en strækning, hvor der var tre rundkørsler med få hundrede meter imellem, så jeg gjorde det igen og igen. Én enkelt gang op til 7.000 omdrejninger, men mest bare til 5-6.000 og her er motoren virkelig et lille pragtstykke: Lyden er lækker, den forbliver på ladetrykket efter gearskift, og man tænker igen og igen, at det simpelthen ikke kan være rigtigt, at det er 660 kubik, der leverer al den dramatik, så man har svært ved at skelne mellem om fornemmelsen er rallybil på en asfaltetape eller om det er mere racerbil?

I virkeligheden står der meget præcist hvad en Autozam AZ-1 er på selve bilen.

Men den er god nok: Jeg havde som sagt høje forventninger til den samlede pakke, som en Autozam AZ-1 nu engang er fra koncept til design til mågevingedørene – også fordi jeg i ventetiden havde læst andres beretninger om den lille vellykkede centermotor Kei-car. Men at den blå kile i dén grad leverede en ægte supersportsvognsoplevelse i destilleret snapseform kom alligevel bag på mig: Det var nærmest helt surrealistisk.

Det hører med til historien, at Runes eksemplar er tunet og optimeret på flere måder og nu leverer over 100 hestekræfter. Det er en ret voldsom opgradering fra de medfødte 65 heste ved 6.500 omdrejninger – hvilket ellers allerede er en litereffekt på 100! Jeg fik ikke lige fat i hvor i omdrejningsregistret den leverer de over 100 heste, men der var edderbankemig tryk på “allerede” ved 7.000 – og den lille turbomaskine skulle uden problemer dreje op til 9.000 omdrejninger. Og – ikke uvæsentligt – kunne holde til det. Øhh, det kunne den ganske vist ikke første gang Rune skruede op for ladetrykket – men nu, hvor den efter en sprængt toppakning blev renoveret med nye smedede stempler, stærkere pakning og andet godt virker det.

De små skilte på bilen balancerer på en knivsæg hvor man tænker, om de mon er alvorligt ment eller ej.

Ligesom i så mange andre sportsvogne er motoren en væsentlig del af karakteren i AZ-1’eren, og der er ingen tvivl om, at min meget positive oplevelse er forstærket af effektforøgelsen. Men Rune forsikrede, at motormusikken havde omtrent den samme melodi som før, samt at den førnævnte offbeat trebenede vrælen og waste-gate pift heller ikke er blevet (meget) mere højlydte end før, da den monterede udstødning er af den konservative slags. Og min oplevelse var nestemt også, at det samlede hele stadig virkede ganske harmonisk: Der var meget mindre turbotøven end i min gamle Renault 5 GT Turbo, og utroligt nok kan den højtydende motor i Autozam (der er den HALVE størrelse af Renaultens turbomaskine!) også trække på momentet ved et par tusind omdrejninger, og således køres stille og roligt. Men det var aaaalt for sjovt at give den nogle snoninger og hurtige gearskift, for den lille turbokværn formelig sprudlede af energi og levelyst og leverede hver gang. Jeg havde ALDRIG troet at 660 kubik kunne have så meget karakter.

Fuld af attitude. Men på en charmerende måde.

Det er klart at det også hænger sammen med, at den ikke havde ret meget at slæbe på. Godt 700 kilo er standardbilens egenvægt, men Rune havde tilføjet et par fine tuningsdetaljer mere. Ultralette racerhjul sparede tre kilo per fælg, og det er meget for det fleste biler – men på en Autozam skal alt jo ses i et lidt andet størrelsesforhold end andre biler, og så er tre kilo per hjørne og altså tolv kilo i alt faktisk virkelig vigtigt. Hjul er som bekendt uaffjedret vægt, det bedste sted at spare for køreegenskaberne. Han havde sparet næsten ligeså mange kilo ved at erstatte det medfødte blybatteri til et i racerspec, men så også tilføjet lidt vægt igen i form af tårnstivere for og bag. Dén slags forbedrer dog også køregenskaberne, da karosseriet så bliver stivere, og hjulbevægelserne dermed kommer under bedre kontrol. Rune havde prøvet begge dele, og forsikrede at forskellen var mærkbar. 

Jeg kunne bare konstatere, at det virkede. Nu kørte jeg jo ikke bilen til grænsen på offentlig vej, men det føltes dels som om der var enormt meget vejgreb og dels som om at bilen var virkelig neutral i kurverne. Ikke mindst med den vildeste indstyring jeg nogensinde har oplevet i en gadebil. Det ER selvfølgelig også fordi der kun er de omkring 700 kilo at slæbe på, men der er mere i det end det. Tillad mig lige at sammenligne med min gamle 5 GT Turbo igen: Den havde omkring 115 hestekræfter fra sin 1,3-liters turbomotor, og vejede knap 850 kilo. Og jeg kan skrive under på, at den også var sjov at køre i på grund af både køreegenskaber og en motor med karakter og jo også var ganske hurtig med under 8 sekunder til 100 km/t. Efter min mening stadig en undervurderet firser-GTI. 

Men Runes Autozam var bare på et HELT andet niveau. Han har selv målt den til godt syv sekunder til 100 km/t og dermed er den faktuelt set hurtigere – men der er meget mere i det end præstationerne. Fornemmelsen i 5 GT Turboen var en hverdagsbil spiffet op med en fræk turbomotor. Men fornemmelsen i en Autozam er sportsvogn, ÆGTE, rendyrket sportsvogn af den vilde slags. Supersportsvogn, faktisk – fordi centermotor er racerteknik, mågevingedøre er playboyteknik og hele konceptet ligner noget der er undsluppet fra et prototypestudio. Jeg har hørt det så mange gange med “styrer som en gokart”, og generelt passer det bare ikke på nogen bil overhovedet. Men en Autozam AZ-1 kommer faktisk tættere på end noget andet jeg har prøvet. Den er simpelthen bare vild, fandenivoldsk og helt sin egen og i også komplet ligeglad med hvad andre tænker. Det ER en supersportsvogn – bare mindre, hvilket ingen åbenbart har fortalt den. 

Man vil i sidste ende opdage at træerne ikke vokser ind i himlen, hvis man lukker sin minisupersportsvogn ud på en Autobahn: Standardbilen var elektronisk begrænset til 140 km/t, og hvis man fjernede begrænseren kunne den presses op på 160 km/t. Alt i designet er ligesom udlagt til disse grænser, og selvom Runes tunede eksemplar i princippet ville kunne køre meget hurtigere, så er det et godt spørgsmål om man vil det? Gearingen rækker ikke til det, og bilen føltes allerede ret travl at køre i ved 110 km/t og Rune holdt sig da generelt også under 130. På dén måde er den også en ægte sportsvogn, ikke en GT. Men ingen havde vel forventet andet? Man kan vel vende det om og sige, at gearingen er perfekt til trackdays på racerbaner – hvilket Rune også har brugt sin AZ-1 til. Alle normale gadebiler er alt for langt gearet til den slags – men her er det nok meget passende, og jeg kan sagtens se for mig, at Runes AZ-1 løber femte gear ud for enden af langsiden på Jyllandsringen og Padborg Park. 

Topfart er ikke Auzozam AZ-1’s kernekompetence.

Når alt det er sagt, så er selve affjedringen faktisk en positiv overraskelse: Det er ikke nemt at få afstemt en 700 kilos sportsvogn med superintentioner til også at køre behageligt på almindelige ujævne og hullede danske landeveje. Men her ramte Autozam altså også plet, for samtidigt med at styre ind i sving som en flagermus på vej ud af Helvede så ruller den over skarpkantede huller og vejbump og andre asfaltfejl med autoritet og kontrol der er en større bil værdig. Det er, tør jeg sige det, næsten Lotusagtigt. 

Det tør jeg godt! Jo, jeg er begejstret og i mine følelsers vold – men det er altså en vanvittigt velfungerende bil.

Jamen, er den så helt perfekt og fejlfri? Nej, så ville det jo ikke være en ægte superbil, så selvfølgelig ikke. Det er en anelse trivielt, men faktisk lider Autozam AZ-1 af det samme ergonomiske problem som mange andre superbiler – føreren sider skævt for rattet, med fødderne meget længere inde mod midten af bilen end rattet – der igen sidder længere inde end overkroppen i sædet. Så kørestillingen er ikke perfekt. Langt fra, faktisk, for det er ret udtalt i en AZ-1. Formentligt fordi mennesker engang har den størrelse de nu har, uanset hvor stor selve bilen er, så er problemet endnu mere udtalt end i en fuldstørrelses supersportsvogn som eksempelvis en Countach. I denne lille bil har man fødderne helt ude imellem forhjulenes ophæng, og derfor bliver benene vinklet ind mod midten. Jeg kørte ikke bilen langt nok til at det blev et problem, men kunne bare mærke, at det ville man skulle arbejde lidt med. Runes egen løsning var en sindrig velcromonteret pude, men han havde også netop været på decideret langtur til Norge i bilen. Med kæreste. Og oppakning. 

Runes Autozam i Norge.

Hvilket fører mig til det sidste og afgørende pluspunkt for Autozam AZ-1: Rune havde i gennemsnit kørt over 21 km/l i hans tunede minisupersportsvogn, og havde undervejs givet den gas. Hvordan kunne man ikke gøre det på Norges skønne køreveje? Nej, netop – det er AZ-1 alt for sjov til, som det måske fremgår af det forudgående. Så de 21 km/l er ved sjov kørsel i en klassisk sportsvogn – og det er flot ingeniørkunst og en lille praktisk ting at have i baghovedet også. Autozam AZ-1 giver ny gammel mening til ordet “bæredygtighed” indenfor biler, så også dén kan krydses af og ingen ejer skal have dårlig samvittighed og ingen tilskuer ondt i røven over denne (snart) gamle sportsvogn.

Det er dét jeg mener med, at Autozam AZ-1 er svaret på alt. Gal og genial i det helt korrekt afmålte forhold og en ærefrygtindgydende underholdende sportsvogn, der er kompetent nok til at kunne bruges i hverdagen. Jeg bøjer mig i støvet i respekt og er SÅ glad for at have prøvet dette vidunder: Årets maksimalspas på hjul, og det siger ikke så lidt.