Europas nye bedste bilmuseum: Nationales Automuseum i Dietzhölztal

På basis af sin private bilsamling har Professor Doktor Friedhelm Loh åbnet et bilmuseum: Det skal I se.

Det er flere år siden at jeg først hørte om angiveligt fantastisk bilsamling i Tyskland, nøje sammensat over de sidste tyve-tredive år og fuld af nogle af automobilhistoriens største perler. Men det var først i vinters at jeg hørte, at samlingen skulle udvikles til museumsstatus – og lige siden har et besøg været på ønskelisten. Jeg kunne ikke på pressedagen, det passede heller ikke i sommerferien, men det lykkedes for et par uger siden på vej hjem fra nogle bilkig i Sydtyskland. Og det var det hele værd, så hvis I ikke orker at læse mere, så notér bare lige “Dietzhölztal”, og se at komme afsted.

Verdens eneste privatejede Le Mans-vinder fra Audi står i dette nye museum. Samt meget, meget mere.

Dietzhölztal? ja, det er et bynavn, som man er nødt til at notere frem for bare at huske, for det ligger langt fra Alfarvej og de gængse turistområder (men i grove træk: Mellem Köln og Frankfurt – sådan cirka). Det siger i sig selv en del om projektet, for baggrunden for beliggenheden er ganske enkelt, at det er her ejerens formue er skabt. Den gode Professor Doktor Friedhelm Loh er Tysklands stålkonge og eneejer af Rittal, Stahlo og utallige andre virksomheder i et konglomerat, der udspringer fra Dietzhölztalområdet – og det ville han give noget tilbage til, hvorfor han lagde sit museum hér. Særdeles sympatisk, ligesom den kendsgerning at stedet også huser uddannelser og campus for at motivere og dygtiggøre de næste generationer. 

Indgangen (i det gratis område, faktisk) rummer en lille udstilling om hvor det hele startede i området: Med stålproduktion helt fra de meget gamle dage – og det blev senere til blandt andet Rittalimperiet, der har finansieret museet.

Men jeg forstod det først, da jeg kom indenfor og startede med området til højre for receptionen, der netop er dedikeret stålhistorien. På en meget fin måde forklarer det stålignoranter som undertegnede hvordan det hele startede og sidenhen udviklede sig. Men jeg er sikker på, at selv udenforstående kan forstå, at stål er en grundbyggesten i den tyske industialisering – og dermed en god forretning. Man kan endda sige, at den nyere tyske industrihistorie er tæt knyttet til blandt andet bilindustrien, hvormed ringen jo faktisk er sluttet – The Loh Collection er blevet til Nationales Automuseum, og hvis man vil have en benzinindsprøjtning af høj oktan, så skal man simpelthen besøge det. 

Mandag bag det hele, Professor Doktor Loh – på en elektrisk trike, som hans studerende lavdet til ham. “Loh Rider” er tysk humor, når det er bedst.

Udover den lille hors d’œuvre- udstilling medstålhistorien, så er der groft sagt to afdelinger i museet: En særudstilling og den permanente udstilling. Man kan købe separate billetter, men lad være med det: Man skal se begge. Da jeg besøgte det samt resten af året var særudstillingen dedikeret Le Mans’ 100 års jubilæum, og de biler der er udstillet dér er alene rejsen værd.

Jeg har aldrig således aldig før set en Porsche 917 stå udstillet ved siden af en Ferrari 330 P4 – men her var de. Sammen med Tim Birkins Bentley, Mercedes CLK protototype, den eneste privatejede Audi Le Mans-vinder, en Aston Martin DB4 GT Zagato, Herbert von Karajans Porsche 550 og meget, meget mere. 

Ikke en tilfældig Bentley, men Tim Birkins, en af de oprindelige Bentley Boys. De havde også een fra Woolf Barnato…

Jeg var allerede ved bare at se bilerne på min første hurtige rundvisning vildt imponeret – men da jeg gik tgennem dem i ro og mag alene gik det op for mig, at Lohs biler ikke kun var valgt efter modellerne, men at mange af dem havde helt særlige historier også. Således stod ikke bare Birkins Bentley på Le Mans-udstillingen, men en af Woolf Bernatos Bentleys stod andetsteds i den permanente samling! Jeg var helt paf – og inden nogen siger “sikke nogle gamle kasser”, så kan jeg lige fortælle, at det samme var tilfældet i den nyere afdeling. 

…og Barnatos bil stod også i original og urestaureret stand – et speciale i samlingen.

For eksempel: En af nyere tids store heltebiler er Mercedes-Benz CLK GTR, den store GT1-racerbil der i slutningen af halvfemserne vandt to mesterskaber og skulle bygges i mindst 25 gadeeksemplarer for at kunne godkendes. Der blev bygget 28 i sidste ende, heraf to prototyper – og Nationales Automuseum har en coupé, en roadster og den eneste overlevende prototype – samt mindst een racer!

“Mindst”? Ja, for de omkring 150 udstillede biler jeg så udgør faktisk ikke hele samlingen – der er omtrent det samme antal biler på lager andre steder, og når jeg engang imellem spurgte til biler, der måske manglede, så var dét altid svaret: Jo, sådan een har vi – bare ikke lige her. Så jeg holdt op med at spørge. Nåja, så havde de også lige den eneste overlevende af de tre efterfølgere kaldet CLR, da de to blev destrueret ved nogle spektakulære flyveture på Le Mans. Samt den Bentley, der blev nr. tre da Tom K vandt (vinderen har Bentley selv), Stefan Bellofs mesterskabsvindede Porsche 956 OG hans Tyrrell Formel 1-bil fra 1984, Niki Laudas første Ferrari, Sennas Monacovindende McLaren und so weiter und so fort. 

Vær ikke i tvivl: Dette museum er verdensklasse, bedømt på bilerne alene. Som sagt dels de tilstedeværende bilmodeller, men også de historier, den konkrete bil måtte have. For lige at nævne to eksempler mere, så er Le Mans-særudstillingens Ferrari Daytona ikke “bare” en original racer-Daytona, men den eksakte bil vandt klassen i 1973 og blev nummer seks generelt. Den permanente udstillings Lamborghini Countach LP400 er således heller ikke “bare” en Periscopio: Den er den eneste i den farvekombination og blev fra ny leveret direkte til en rigmand på et ørige (jeg tror faktisk det var Tahiti?), der dengang i midthalvfjerdserne havde tredive kilometer motorvej. Det kan ikke have givet nogen mening, og dermed giver det jo for en Countach perfekt mening. 

Den orange Countach var nok min yndlingsbil.

I stor forventning til endnu en fantastisk historie sprugte jeg så til den undselige Folkevogn, der stod helt oppe ved de første biler: Men nej, dén havde ingen særlig historie. Hvilket, da jeg kom til at tænke over det, egentlig giver fin mening. En Folkevogn var aldrig noget særligt i sig selv, men var en afsindig vigtig del af det tyske Wirtschaftswunder – så den anonyme arbejders historie var sådan set på sin plads.

Et Wirtschaftwunderfinansieret bilmusuem SKAL have en Folkevogn – og det havde de.

Andre gange skulle man lide lede efter sammenhængen, og jeg undrede mig først over den pragtfulde Lancia Aurelia Spider i selskab med Porsche 356 Speedster og Mercedes-Benz 300 SL. Fællesnævneren var Max Hoffman, for uden denne ihærdige ambassadør for europæiske sportsvogne i Amerika ville ingen af de tre have eksisteret. 

Hoffmannafdelingen: Behøver jeg sige, at deres 300SL ikke var en “almindelig”, men en af de ultrasjældne aluminiumsbiler?

Endnu mere overbevisende personrelationer kunne et trekløver af en Ferrari GTO, en Porsche 959 S og en Mercedes-Benz 2.5-16 Evo II opvise: Ferrarien havde tilhørt Albert Uderzo, Porschen Walter Rörhl og Evo’en Niki Lauda. Nogle vil måske sige at Uderzo er det tynde øl i det trekløver, men hvis man er så stor beundrer af hans mest kendte tegneserie Asterix som jeg, så er de tre på omtrent lige fod. 

Tre biler med tre prominente tidligere ejere.

DTM-entusiaster kan også bare komme an: Fra de helt tidlige dage til de nyeste, de er der allesammen, og det er en fest. Jeg kom nærmest i en eksistentiel krise over spørgsmålet “BMW M3 eller Mercedes-Benz 190E 2.3-16” – men glemte det igen i beundringen af en Alfa Romeo 155 V6 TI, den vildeste af dem alle. Og nogle skæve er der også smidt ind i udstillingen: Jeg vidste for eksempel ikke, at Mercedes’ store luksuscoupé 500SEC havde været indsat på racerbanerne – gjorde I?

Dén havde jeg aldrig set før!

Så det er præcis som det skal være på et museum: Jeg lærte også noget nyt. Herunder om gamle bilmærker og nye motorer. Jeg var noget paf over en Bucciali, som på trods af at være en uhyre imposant vogn, nærmest smuk, var et mærke jeg aldrig havde hørt om.

En ud af tre Bucciali: Et 1932-design, der udtrykker magt og elegance på een gang.

Og ligeså paf over størrelsesforskellen på en 1600-heste Bugatti Chiron-drivline og en 2000-hestes Rimac-drivline, der stod udstillet ved siden af hinanden sammen med mange andre markante motorer fra Mercedes 300 SL til Audi quattro S1. Hvor elmotoren meget tydeligt demonstrerede hvorfor man aldrig hører en elbilsejer sige “vil du se motoren?”, for det ligner noget fra en vaskemaskine. Eller to. Bugattimotoren demonstrerede til gengæld fint hvorfor Veyron/Chiron er så store og tunge, og det er heller ikke nogen god idé og bilen ikke en rigtig sportsvogn.

Så tilbage til dem og et eksempel mere på, hvordan intet er overladt til tilfædighederne på dette musuem: De har to Jaguar E-typer, begge meget tidlige Serie 1’ere fra 1961 – en coupé og en roadster. De to biler er i samme (sjældne) farve, de har samme interiørfarve også – og så står de begge i original stand, herunder original lak!

Jeg tør ikke tænke på hvor svært det har været at finde dét sæt, men tager hatten af for det. Det viser igen, at når I engang besøger dette Nationales Automuseum, så tag jer tiden til at gå ind i de enkelte bilers historie – og nyd dem. Om det er en Cobra i original stand, den første Ferrari 250 med to gange Le mans-deltagelse og én sejr i Mille Miglia, en Miura SV eller en Bugatti Atalante i original stand. den store udstilling af mikrobiler eller den sidste Lincoln Continental, som JFK stod levende ud af: Det her er ganske enkelt en verdensklasse samling, og Tyskland (og Europa) kan prise sig lykkelig for at det nu er blevet et museum også. 

Læs mere her: Nationales Automuseum. Samt se flere smagspøver fra museet herunder: