Vector, Iso, Corvette og om at gå over åen efter vand

Jeg mener faktisk at Vector er en af de største “hvad kunne det ikke være blevet til”-bilhistorier på amerikansk jord. Omvendt skal man ikke lade sine bilambitioner gå ud over en Iso Grifo. Medmindre det er en Corvette.

I ugens løb blev der solgt en Vector. Helt i mærkets ånd – måske solgt. Det vides ikke helt med sikkerhed: Det var en onlineauktion, hvor den tilsyneladende ikke opnåede sin mindstepris. Men sælgerens kommentar i sporet derunder antyder, at han solgte den bagefter auktion. Klassisk Vector: Man ved aldrig helt om det bare er røg eller der rent faktisk er ildebrand. Men der er i auktionsbeskrivelsen en video, der viser bilen i kørende stand, og det er en lille sensation i sig selv: Vector fungerede aldrig ret godt i praksis, men så altid spektakulære ud.

Solgt for 740.000 USD. Måske.

Både berømt og berygtet er jo historien om, at en af de allerførste kunder André Agassi ville levere sin bil tilbage efter en mindre (bagatelagtig…) brand i nogle tæpper eller noget. Vectors forklaring var, at bilen ikke var færdigudviklet. Nærmest utroligt i betragtning af, at få biler havde en længere undfangelsesperiode end Vector, der blev præsenteret som koncept i de tidlige halvfjerdsere – og Agassi fik sin bil femten år senere. Ikke desto mindre og til dels også på grund af har jeg altid elsket Vector: Kæmpestore ambitioner, mindst ligeså store armbevægelser og et virkelig vildt design – og så blev det bare ikke til noget. 

Det lykkedes mig bekendt ALDRIG nogle seriøse magasiner at teste Vector længe nok (inden de gik i stykker) til at kunne sige noget fornuftig om hvor godt de egentligt kørte. Men det bidrager jo bare til myten.

Rigtigt. Der blev i allersidste ende bygget et antal biler, men om det lige er 17 eller tyve eller noget andet kan der sikkert stilles spørgsmålstegn – ved ligesom til salget af den der bil. Den var beskrevet som en 1990 Vexctor W8 og det højeste bud var 740.000 USD. Jamen, selv de to ting kan man komme i tvivl om! Vectors historie var eet langt eventyr og det kunne have været noget i stil med Den Grimme Ælling. Men det blev det ikke. Jeg elsker den alligevel, og der er faktisk få biler i hele verden jeg hellere ville have end en Vector W2. 

Jeg har ALTID elsket Vector W2 og gør det stadig.

Sådan har jeg det ikke med den anden ting, der fandt sted med det amerikanske marked for øje: Iso Grifo. Eller jo, det har jeg faktisk – bare ikke med den, der blev solgt i går. Iso Grifo er en hybrid mellem italiensk design og amerikansk drivline, og måske en af de mest vellykkede af slagsen. I hvert fald at se på. Den var også hurtig: Motor og gearkasse er fra Corvette, og den solgte bil var en 1967’er og dermed en Serie 1 Grifo af den smukke slags, der debuterede i 1965. Om det var en god bil er lidt en anden snak: Jeg er ret sikker på, at den var bedre end en Vector.

Siden jeg opdagede klassiske biler har Iso Grifo var helt oppe i toppen af listen.

Den solgte bil havde imidlertid været igennem hænderne på en karosseribygger, der nærmest havde lige så store ambitioner som Vector-grundlæggeren Gerald Wiegert: Den engang så smukke Grifos deroute startede åbenbart i 1986, hvor næsen blev konventeret til Grifo Serie 2-look. Et klart tilbageskridt, men hvis det bare var blevet derved, så havde den stadig været en Grifo. Men den kom i hænderne på en karosseribygger, der gav den brede skærme i en stil, der formelig skriger “Pimp My Ride” og får den førhen stilige GT til at ligne et årtusindskifte customprojekt. En pladesmeds fortabte ambitioner om at blive bildesigner skal man efter min bedste overbevisning ikke udsætte en Grifo for, for den er kommet til at ligne en dårlig efterligning af en Corvette C3. Men den solgte alligevel for 230.000 Euro, så det burde kunne lade sig gøre at bygge den tilbage. 

Historien havde været komplet, hvis jeg lige kunne finde en Iso Grifo 90, der også blev solgt i ugens løb. Men så godt spiller klaveret ikke: Der er mig bekendt også kun lavet een af den genfødte halvfemservariant, og det er et godt spørgsmål om den nogensinde kom til at køre. Historien var ellers bedre end for de fleste andre genfødte mærker, da den var den gamle grundlægger Renzo Rivoltas søn Piero, der i slutfirserne mente, at tiden var moden til en ny Iso. 

Opskriften var næsten den samme som i gamle dage, italiensk design med amerikansk power – denne gang fra Gandini, Dallara og Callaway. Det lyder et advokatfirma, men er en fin cocktail og endnu en af de her “hvad kunne det ikke være blevet til”. Dårlig timing ind i en økonomisk krise gjorde dog at svaret blev “ingenting”. Men det er næsten overflødigt at fortælle, at Iso Grifo 90 kan jeg også godt lide, ikke?

Man kan selvfølgelig også stille spørgsmålet, om det hele ikke er at gå over åen efter vand? På mange måder er en Corvette af anden generation sammenlignelig med en Iso Grifo. Hvordan kunne det være anderledes, når italieneren låner drivlinen derfra? Så kan man selvfølgelig sige, at Isoen er meget smukkere – men det synes jeg bare ikke den er: Corvetter af dén generation er efter min mening noget af det bedste amerikanske bildesign nogensinde. Ligesom den frække dreng nede bagved i klassen måske kunne finde på at spørge, om ikke den genfødte Iso Grifo 90 ligner en Corvette for meget til at det er sundt? 

Den nemme løsning: Corvetten fra 1963 er et fantastisk design.

Vector virkede til at ville slå Lamborghini på hjemmebane, men det viste sig at være svært, når kvaliteten var ringere, prisen højere og de i øvrigt ikke kunne få bygget de forbandede biler færdigt. Plus at drivlinen i netop dette übereksotiske luftlag nok er vigtigere, end Vector-grundlæggeren lige havde forestillet sig: Twin Turbo var mere end godkendt i halvfjerdserne og de tidlige firsere – men en V8 havde man jo set, og den automatiske tretrinsgearkasse var nok endnu værre. I en fantastisk tragikomisk slutspurt mod den endegyædige slutning på eventyret endte Vector faktisk med at få transplanteret en Lamborghini V12 – og så var cirklen fuldendt. 

Vector M12: Nu med Lamborghinimotor og designet, historien og ånden ødelagt.

Bortset fra, at dem kunne de heller ikke rigtigt få til at flyve. Og for at det ikke skulle være løgn opdagede jeg i går, at den kørevideo med Vectoren til salg, som imponerede mig sådan, fordi bilen helt åbenlyst fungerede – øhm, faktisk var tre år gammel og slet ikke lavet til salgsvideoen. På en måde passer hele mixet at røg og blå briller og ufortalte historier perfekt til Vector. Jeg drømmer stadig om een. 

Måske er dén verdens mest perfekte kandidat til at blive restomodded?