Alle biler kan sammenlignes.
En læser kommenterede i går om ikke sammenligningen mellem Ferrari Mondial og Dino/Ferrari 308 GT4 var lidt skæv, da der er tale om to forskellige tidsepoker? Det synes jeg overhovedet ikke – måske nærmere tværtimod. Alt kan sammenlignes og bliver det på tværs af tidsperioder, så bliver det efter min mening bare mere interessant.
Min Reliant Scimitar SE6A kom på markedet i 1976, men kan efter min mening sagtens sammenlignes direkte med en BMW 2002 Touring fra 1971 eller en SAAB 900 Turbo 16. Den slår dem begge på motorlyd og sjældenhed og formentlig rustmodstandsdygtighed – og de slår den nok på alt andet. Tre lande, tre perioder, tre biltyper (vil nogle sige) – men i min bog alle noget jeg kunne overveje op imod hinanden i direkte konkurrence. I en grad, så jeg har haft de to af dem allerede!
BMW 2002 Touring var en fin bil.
Det er klart, at sådan nogle realistiske sammenligninger er noget styret af prisen også – nogle af os har jo ikke uendeligt budget. Men faktisk synes jeg ikke det bliver spor mindre interessant at sammenligne på tværs af priser heller: Tænk for eksempel på Fiat X1/9, gårsdagens Ferrari 308 GT4 og Lamborghini Countach LP400S. Tre italienske centermotorsportsvogne fra halvfjerdserne med linier af Bertone – og masser af køreglæde.
Fra fire til otte til tolv cylindre stiger prisen mere end forholdsvist cylindertallet – men gør køreglæden også det? Er en 308 GT4 et bedre design end en X1/9? Hvilken giver mest for pengene? Hvilken er mest halvfjerdserne? Mest italiensk? Nemmest at leve med? Hurtigst? Mest komfortabel?
Så jo: Man kan sammenligne alt. Og det bør man også gøre. Nogle gange vil man opdage, at det ved førate øjekast svageste valg slet ikke er så ringe endda. Og andre gange vil man opdage, at tolv cylindre bare er bedre. Men som oftest vil man opdage, at hver eneste bil i verden har sine styrker og svagheder. Og dermed indirekte, at den perfekte bil ikke findes. Hvilket jo et-eller-andet sted er livsbekræftende også.
Især når man bare ved af erfaring, at ens Scimitar ikke er denne perfekte bil. Men elsker den alligevel.
God weekend
Claus Ebberfeld
Ikke perfekt. Men heller ikke dum.
ViaRETRO handler om Alt om Klassiske Biler og det gør Klub ViaRETRO også.
Som medlem får du:
- Klub ViaRETRO-reversnål i ægte emalje
- det kendte og eftertragtede Klub ViaRETRO-klistermærke til bilen
- adgang til alt på ViaRETRO
- rabat på udvalgte varer
- garanteret godt selskab på nettet og i virkelighedens fem årlige arrangementer
- samt ikke mindst dybfølt tak fra redaktionen for din støtte til ViaRETRO – for dét er et medlemskab naturligvis også.
Volvo 200 – årenes bil
Tekst Michael Sehested Lund
Foto Volvo Cars Heritage og Michael Sehested Lund
Tiden er inde til at kigge på endnu en fødselar, denne gang Volvo 200-serien, som netop nu fylder 50 år. Volvo 200 har det til fælles med fødselaren i sidste matiné, Citroën XM, at begge har et kantet design. Mens Citroën XM tillige har ”kant”, er det nok for meget sagt, at det også gælder Volvo 200. Alligevel fortjener Volvo 200 at blive omtalt, da mange af os på et eller andet tidspunkt har været i nærheden af en.
Ved lanceringen af Volvo 200-serien i 1974 vil det nok være for meget at kalde den en teknisk revolution. Det var snarere en evolution, da Volvo 200 på mange punkter havde ligheder med forgængeren Volvo 140-serien, der stammede fra 1966.
Volvo havde allerede tidligt fokuseret på sikkerhed med introduktionen af sikkerhedsseler og senere nakkestøtter, men det var ikke helt konsekvent, for Volvo hang længe fast i den gammeldags placering af styrehuset langt foran forbroen, hvorfra ratstammen udgik og pegede direkte på førerens bryst. Det blev der rådet bod på i Volvo 200-serien, da hele fortøjet blev ændret til et McPherson-ophæng og tandstangsstyring, hvor ratstammen var koblet til den lavtsiddende tandstang via kardanled. Volvo 200 lånte flere detaljer fra konceptbilen VESC (Volvo Experimental Safety Car) fra 1972, hvor de kæmpestore kofangere a la radiobil og fronten med det store underbid var de mest iøjnefaldende. De store kofangere var dog allerede blevet introduceret på den sidste årgang af Volvo 140-serien. Fra passagerkabinen og bagud var karrosseriet som på Volvo 140-serien, men inde bagved var der yderligere tiltag for at forbedre den passive sikkerhed. Først i 1979 blev bagenden ændret med nye pladedele og baglygter.
Volvo 200 fandtes som 2- og 4-dørs sedan og stationcar eller herregårdsvogn, som en stationcar jo hedder i Sverige. Mens vi er ved herregårdsvognen, har chefredaktøren tidligere været inde på, at herregårdsvognen aldrig fik de bagdøre, den egentlig burde have haft. I stedet for kom den til at eksistere med bagdørene fra den 4-dørs sedan fra 1968 til 1993, hvis vi kombinerer 140- og 200-serien. Det kan da kaldes topmålet af fedtspilleri fra Volvos side, men trods det var herregårdsvognen alligevel populær.
Bagdørsproblematikken blev først løst i den senere 700-serie, men det foregik ved, at også sedanen havde en lige taglinje. En Volvo 200 hører ikke til de mest kurvede biler, men 700-serien var det endnu mindre. En Volvo 700 herregårdsvogn gik i øvrigt i Sverige under øgenavnet ”sosse containern”, som en henvisning til, at Sverige på den tid, en stor del af tiden, var under ledelse af socialdemokraterne med Olof Palme i spidsen. Mange Volvo 700 herregårdsvogne kørte som firmabiler (tjänstbil) i Sverige og var vel bilen, der på den tid passede ind i det svenske folkehjem.
Tiden er inde til at se på, hvad der lå under motorhjelmen. I de første årgange af Volvo 200 fandtes der indstigningsmodeller 242L og 245L med B20-motoren, der stammede helt tilbage fra 140-serien. B20-motoren på 2 liter var en opboret version af B18-motoren på 1,8 liter, krumtappen med de 5 hovedlejer var den samme. Det var solide sager, og der var potentiale i motorblokken til at bygge videre på. De senere B19-, B21- og B23-motorer var derfor baseret på den, i princippet, samme motorblok, men i stedet forsynet med et topstykke i letmetal med en enkelt tandremstrukket overliggende knastaksel. Som med andre OHC-motorer betød det, at motoren blev højere og derfor lå tiltet i motorrummet – det var endnu en grund til at gå over til et McPherson-forhjulsophæng for at få et bredere motorrum.
Men det var ikke det eneste motorudvalg, for der var jo også afløseren til den 6-cylindrede 164-model med B30-motoren (i princippet en B20 med 2 ekstra cylindre), 264-modellen. Den blev forsynet med PRV V6-motoren på 2,7 liter til en start.
I den forbindelse er det lige værd at nævne et par modelvarianter til, nemlig coupéen 262C og den forlængede 264TE. Den sidste var yndet blandt DDR-ledelsen med Erich Honecker og fru Margot (die Blaue Hexe) i spidsen, når de bl.a. blev kørt til regeringskvarteret ved Unter den Linden i Berlin fra “Volvograd” (Waldsiedlung i Wandlitz).
I slutningen af 1970’erne blev det mere almindeligt også at kunne tilbyde, typisk større, sedaner med dieselmotor. Sådan nogle motorer havde Volvo ikke i den rette størrelse og måtte derfor på indkøb hos VW-koncernen. Det er i den forbindelse værd at bemærke, at der på den tid var flere år til dieseler med commonrail-indsprøjtning i kombination med turboladning dukkede op – og diesler var derfor generelt nogle snegle.
Hvordan var det så at køre en Volvo 200-serie? Drivhuset er ret smalt i en Volvo 240, fordi dørkarmene, i modsætning til andre biler, sidder udvendigt i stedet for indvendigt. En Volvo 240 har således ”skuldre”. Køreoplevelsen i en Volvo 240 var ikke specielt dynamisk og følingen med vejen ret indirekte, men forudsigelig, Til gengæld havde Volvo 240, som mange andre Volvoer, en meget lille vendediameter, selv for en baghjulstrækker – en stor fordel ved rangering.
Jeg har aldrig selv ejet en Volvo 240, men min daværende svigerfar havde en herregårdsvogn, som jeg har kørt i. Ligesom jeg ved andre lejligheder har kørt en Volvo 240. Det skal dertil siges, at jeg aldrig har været bag rattet i en skrappere 240, så måske der en oplevelse, jeg er gået glip af og beskrivelsen derfor ikke fuldt dækkende …
Hvordan med jer, hvordan er jeres oplevelser med Volvo 240? Er I vokset op i en? Har I haft en? Eller måske ligefrem har en som klassiker?
Volvo 200 fik en lang levetid som model på næsten 20 år, selv Volvo gjorde en dyd ud af nødvendigheden og omtalte sig selv i markedsføringsmateriale som: Volvo – årenes bil. Tillykke med det lange modelliv og den runde fødselsdag, Volvo 200!
Den anden svensker:
SAAB og Volvo har altid ligesom stået i modfase til hinanden. Hvad er I til?
Apropos Volvo og SAAB: En mand der hedder Ove…
Ugens Fund: 1980 VW Scirocco GTI til 80.000 kroner
Apropos den snarlige tur til Torino og som modvægt til den stoute Volvo 240-historie herover tager vi med Ugens Fund en hurtig tur rundt i bilhistorien: Som så meget andet godt var den nemlig designet af Giugiaro og fejrer i øvrigt også jubilæum – den kom i 1974, ligesom Volvo 240. Utroligt nok.
To år senere kom den i GTI-udgave. Teknisk var den jo baseret på Golf, og dén GTI-historie sparkede liv i en hel klasse af biler, der op igennem firserne og de tidlige halvfemsere virkelig havde tur i den. Sciroccoen var faktisk ikke helt med til den fest, fordi den som sportscoupe var lidt sin egen – meget smartere end Golfen, men også mindre praktisk og mere sportsvogn.
I den periode opstod der også en vældig trend med at modificere på bilerne, ikke mindst inspireret af motorsport, og skærmforøgere og spoilere var en del af dét show. Og i VW-verdenen var Kamei nogle af de fremmeste.
Og se så her: Denne Uges Fund har det hele! Javist kan man diskutere det med Kamei-sættet på Giugiaros smukke former, men det er faktisk uhyre tidstypisk og nogle skal jo særge for at fortælle den historie også – det gør Sciroccoen her. At den er rigeligt sænket via montering af gevindundervogn er jeg sikker på at mange vil synes er fint. Og at den er tilhørende ludertappe med (står der i annoncen selvom jeg undrer mig over at den ikke er monteret endsige vist på billederne) fuldender bare billedet af en rigtig hot 1980’er GTI-raket.
Det vigtige er også her, at denne Scirocco skulle være født som GTI. Dette hele skønne miks hjalp den til titlen som Ugens Fund. Jeg er med på, at den ikke er for alle og jeg ville selv også foretrække en tidlig Scirocco som Giugiaro tegnede den – men der er faktisk mere automobilhistorie i denne her. Ikke?
Tak for tip til Niels Vegger. Find annoncen her: VW Scirocco GTI
Med lørdagsserien “Ugens Fund” vil vi hjælpe potentielle klassikerejere godt på vej: Vi udvælger ganske enkelt vores favoritbil til salg fra ugen der gik. Og inviterer læserne til at dele deres synspunkter, erfaringer, gode råd eller slet og ret og røverhistorier om den konkrete bil og model. Indsend forslag til kommende “Ugens Fund” på ugensfund@viaretro.com med link til annoncen, så indgår den i næste uges pulje.
Ugens supersvensker:
Jeg forstår det ikke. Jeg har altid syntes en 240 skulle have firkantede lygter. Men når jeg nu ser på de mange dejlige billeder herover, virker de runde pludseligt mere harmoniske. I’m getting Old…
Tak for at vise en række af mine tidligere favoritbiler. 2002 tii touring var længe en jeg tilbad da jeg tog kørekort i en. De der store glas sideruder er stadig fantastisk design. Så er der Scimitaren som jeg dagligt kørte forbi i skolegade i Aarhus ved teateret og endelig et fantastisk flot SAAB billede og den har jeg haft. Sådan og så på en solskinsdag med fødderne i vesterhavet.
Volvo producerede også en 262 uden C og “Bertone” (anførselstegn fordi Bertone kun samlede bilen, men ikke havde designet den). 262 uden C er uhyre sjælden!
Og som svar på spørgsmålet Volvo eller SAAB: SAAB til mig, tak!
Jeg er helt enig med dig @carsten goth , en Volvo 240 bør have runde forlygter. Det er først i nyere tid, hvor lyset kan komme ud af en “brevsprække”, at andre former giver mening.
Det kan godt være, at jeg har en Volvo som klassiker, men når alt kommer til alt @claus-n , er jeg Saab fan. Når den rigtige Saab 900 T-16 Turbo Cabriolet i turkisblå med aero-fælge dukker op, er jeg klar til at hugge til! Jeg har haft hele 3 Saab’er som dagligbil, og det er mere end jeg kan sige om Volvo.
Egentlig handler historien om Volvo 200, men jeg har jo selv bragt 700-serien på banen, som også indgår i “Apropos Volvo og SAAB: En mand der hedder Ove…”. For hvad kan en Volvo 740 “sosse container” også bruges til … Det fremgår af en artikel i Ekstra Bladet tilbage fra nullerne: “Carl Mar: – Jeg boller tit i bilen”. I dag er den nok politisk ukorrekt, men i et retromagasin, går det nok alligevel. Artiklen er trods alt skrevet af en kvindelig journalist https://ekstrabladet.dk/biler/bil_nyheder/article4411756.ece
Jeg har aldrig været fan af svenske biler, men har dog haft et par Volvoer. En 740 stationcar, frikørt taxa. Fantastisk meget plads, og hyggeligt sofa arrangement i tweed. Men det forbavsede mig virkelig hvor få hestekræfter Volvo kunne få ud af en 2 liters motor. Til gengæld løb benzinen lige igennem bilen! Senere har jeg haft en Cross Country. Igen meget dejlig plads, men en forfærdelig plasticagtig kabine, og ikke særligt dynamiske køreegenskaber. Men den film med Ove er sjov!
BMW!?..
Jeg kørte Volvo 740 og 760 i firserne da jeg som ingeniørstuderende i Odense havde et studiejob som testkører hos Roulunds Fabriker.
Senere kørte jeg Volvo 240 herregårdsvogn som servicevogn på arbejde. De kører og lyder meget ens, 740 er bare et nyt større mere kantet karosseri på den gamle platform.
Da vi skulle have barn nr. 3 mente jeg at det krævede en 740 herregårdsvogn. Som min bror nævner, løb benzinen lige igennem. Jeg skiftede den derfor ud med en Jaguar XJ40. Skal der være fest så lad der være fest…
Jeg havde simpelthen aldrig gættet, at du har haft en “sosse container” @ole-wichmann . Min svoger havde den sjældne 740 GLT 16V, den havde alligevel næsten 160 hk. Det var ham vi drillede med Carl Mar historien, efter han helt usentimentalt havde solgt den og fortrød.
Jeg kørte 245 1988 i min læretid på reservedele. Jeg synes den kørte godt. Det var mest by(buds)kørsel i Esbjerg og der føltes den hverken træg eller tung. Nok mere lasket men havde jo også gået knap 400.000 og fået lidt tæsk. Den kunne skyde gode brag under jernbanetunellen inde i byen. Jeg valgte senere hen at købe en 740 1988 som kom ind i bytte. 20 år gammel til 13000 kr. Jeg valgte den pga referencen til 245. Motoren var den samme og følelsen under kørsel næsten den samme. Jeg synes den virkede lidt tungere men måske blev jeg snydt af man jo mærkede bagenden lidt mere i 245. De havde også en ret god venderadius, hvilket jeg opdagede da jeg fik 850 og derved forhjulstræk. Jeg plejer at sige 740 kørte 10 km/l uanset hvad. Og det siger jeg såmænd næsten også om senere 855 aut og V70 170 hk. Men de kunne komme ned på 8 km/l over til de fortabte familiemedlemmer på Sjælland, men der var der jo også mere last end bare konen og to sportstasken i bag.
For en god ordens skyld vil jeg nævne at Volvo lavede en todelt ratstamme på Amazon 1968 modellen og 140 serien
Nu der tales om rat. En Mascot med
Bukket rat
Fandt lige et billede af ratstamme
Jeg kender godt Volvos løsning med ratstammen @sbla , men den var rudimentær og ikke varig. Det nyttede i det lange løb ikke at have styrehuset siddende som på en førkrigsbil og samtidig i markedsføringen hævde, at sikkerhed var tænkt ind i alle detaljer.