Medlem Claus Ebberfeld

Le Mans-historien kan deles op i mange kapitler, men min favoritperiode er nok (lidt afhængigt af dagsformen…) midttresserne: Bilerne var smukke som bare pokker, udviklingen gik stærkt og den store dyst mellem Ferrari og Ford på sit højeste. Og i 1965 var GT-bilerne meget overraskende endda med i kampen om pokalerne.

Jeg har skrevet om lige præcis Le Mans 1965 før, nemlig om den ligeså overraskende vinderbil, Ferraris 250LM (eller 275LM, retteligen – I ved hvad jeg mener). Det er den herunder:

Vinderen fra Le Mans 1965 var Ferrari 275 LM nummer 21.

Jeg har altid været fascineret af historien om, hvordan denne egentligt ikke konkurrencedygtige Ferrari slog alle de meget hurtigere prototyper og vandt på sin pålideligehed.

Nu skal man selvfølgelig ikke tage helt fejl af den, for rent teknisk ER Ferrarien også en prototype . Men det var mest fordi Enzo Ferrari ikke havde held til at overbevise motorsportsmyndighederne om, at det var en GT-bil, thi det var egentligt hele tiden hans mening med modellen. Forskellen er, at en GT-bil er baseret på en standardvogn, som kan købes og køres på gaden, mens en sportsprototype fra starten var tænkt som en racerbil.

Som GT40 så ud i 1965 – med finner. Men det var nu ikke nok.

Motormæssigt var 250 LM af den årsag udstyret med en tre liter stor V12-motor, der var helt magen til den i gadebilerne – hvis man da kan kalde en Ferrari 250 GTO det. Men den var dog i det mindste en rigtig GT-bil, jævnfør reglementet. Bare ikke rigtigt konkurrencedygtig længere, hvorfor Enzo forsøgte at få lusket en centermotorbil ind i GT-klassen. Det handlede nemlig om at slå Ford også i GT-klassen, hvor de med Cobraerne allerede i 1964 var blevet for stærke for Ferrari.

Toliters Porschene 904 endte som nummer fire og fem.

Med den lille motor var 250LM aldrig tænkt som kandidat til den samlede sejr. Men den gik som et urværk, og mens de store prototyper (Ford GT40 med 4,7 og 7-liters V8 motorer og Ferraris egne 330’ere med 4-liers V12) slog hinanden ihjel, så cirkulerede LM’erne støt rundt og endte som nummer 1 og 2.

Efter midnat var alle Ford GT40 udgået:

Efter 2 timer: Ford GT40 Roadster, #109, gearkassedefektEfter 3 timer: Ford GT40, #1004, toppakningdefektFå minutter senere: Ford GT40, #1005, også toppakningdefektEfter 4 timer: Ford GT 40 Mk II (7-liters), #106, gearkassedefektEfter 6 timer: Ford GT40, #1006, toppakningdefektEfter 7 timer: Ford GT 40 Mk II (7-liters), #107, gearkassedefekt

Den andenplacerede blev den her.

LM-sejren og LM-andenpladsen var en lille sensation – og kigger man på de næste placeringer, så er de næsten ligeså overraskende. På trediepladsen var der en GT-bil, nemlig Ferraris 275 GTB (i øvrigt med samme 3,3-liters V12) og på fjerde- og femtepladsen to to-liters biler! Foran endnu en 250 LM på sjettepladsen, i øvrigt. Jo, der sker noget, når favoritterne går ud.

Ferrari 275 GTB’eren var teknisk set en GT-bil, men også her havde Ferrari nu bøjet reglerne en del, for den var væsentligt anderledes end den 275 almindelige mennesker kunne købe. Se nøje på karosseriet – og nyd i øvrigt, hvor smukt det er!

Med denne bil fik Enzo Ferrari så alligevel sin vilje, for med sin “gamle” GT-bil på trediepladsen slog han nemlig alligevel Fords GT-bil. Som ellers var den mest formidable Cobra-udvikling til dato, den såkaldte Daytona Coupé. Den gjorde det nu godt så længe den kørte, for den ene var i løbet af natten oppe på en tredieplads generelt, og dermed Fords bedste håb, da alle GT40 var udgået.

Let anskudt Cobra Daytona Coupé, men den kom i mål som nummer otte.

Det var et forfængeligt håb, for den bedste Daytona udgik også. “Gentleman” Jack Sears og Richard Thompson fik dog båret deres anskudte Coupé i mål på ottendepladsen, så dér var da endnu en GT-bil i spidsen. Allermest overraskende var måske den enlige fuldførende MGB på 11.-pladsen. Eller de to Triumph Spitfires på 13. og 14. pladsen? De tre var alle listet op som GT-biler, omend deres modifikationer nok overskred om ikke reglementets ord, så i hvert fald dets ånd.

Sådan så den ellevteplacerede MGB ud i 1965. Har nogen købere nogensinde modtaget deres MGB med den front? Forhåbentligt ikke!

Tiden var fløjet fra de ærede gentlemen, der stillede op i deres sportslige biler og kørte 24 timer med en vis chance for succés: Ford og Ferraris våbenkapløb havde hævet overliggeren, så almindelige produktionsbaserede sportsvogne ikke havde en chance. Medmindre alle de hurtige favoritter udgik!

Den tredieplacerede 275 GTB havde også fået en næseoperation – men det var sket under løbet: Den overophedede, så teamet klippede lige hul i alufronten…

Nøjagtigt det skete i 1965. Det blev GT-bilens svanesang i den franske klassiker, og mens alle husker året for Ferraris (sidste nogensinde) sejr med 250 LM, så vil ViaRETRO gerne hylde trediepladsens 275 GTB. Det er den herover.

Nederst lidt flere billeder fra 1965 – men inden er der også lige en påmindelse til på fredag:
[adrotate banner=”39″]
Hvis du også er fascineret af Le Mans, menneskene, bilerne og historierne, så kom til Le Mans- og filmpremiereaften på Strøjer Samlingen på fredag kl. 19-21. Samlingens egne biler bliver suppleret af en håndfuld biler fra MATRA til CAPRI, der illustrerer hvor vidt Le Mans-løbet egentlig favner. Herunder med et besøg af vores danske nummer to fra Le Mans Classic i sommers – for ja, løbet er så legendarisk, at de historiske biler kører det igen. Klik herover for at købe billetter – husk, de sælges KUN i forsalg, ikke i døren.

Velkommen til et nyt tiltag på ViaRETRO: Den virtuelle sammenligning, hvor vi serverer tallene og I serverer erfaringerne, holdningerne og subjektiviteterne.
!–more–

Biler ER meget mere end tal, ikke? Kigger […]

Efternavnet lyder bekendt, ikke? Og det er rigtigt nok den samme Breedlove-klan, der er tale om, for Lee var gift med Craig Breedlove, verdens hurtigste mand i 1965. I Sonic 1 blev han den første mand over 500 mph på landjorden. Og så lod han sin kone køre…

Craig Breedlove var bidt af fart. Han fik som 13-årig (i 1950) overtalt sine forældre til at give ham en udtjent 1934 Ford Coupé. På den betingelse, at han ikke kørte i den, før han havde fået kørekort. Det overholdt han – men til gengæld kørte han en del i lånte biler. Stærkt, for det var nu engang sådan han kørte. Forden fik han også gang i, og satte med 148 mph en rekord i klassen i Mojave-ørkenen.

Håndmaling, selvfølgelig. Bemærk kompressoren på motoren – den donerede Craigs high school-lærer til ham.

Det var kun begyndelsen, for han opdagede hurtigt effekten af strømliniekarosserier, og byggede i 1958 sin første strømliniebil. Den gik så 236 mph. Her bør vi lige huske at regne om, inden vi går videre i teksten. 236 mph lyder rimeligt uskyldigt, men det er altså cirka 380 km/t. 380! I 1958. Og Craig Breedlove var 21.

Tallene mere end antyder, at han var besat af fart, og stadigvæk var han kun i begyndelsen af sin karriere. Det var i disse år, at fart begyndte at betyde noget i Amerika – både på gaden og på racerbanerne. Og den unge Craig havde held med at få sponsorer til sit egentlige livsprojekt: At vriste fartrekorden for landkøretøjer fra briterne, der længe havde siddet på tronen. Breedloves middel var en aflagt jetmotor i et strømlinet trehjulet “karosseri”. I modsætning til de tidligere rekordbiler var Breedloves “bil” Spirit of America” rent jetdrevet, og det er bevidst, at “bil” er i anførselstegn: Da den ikke overførte kræfterne til fremdrift via hjulene, så kunne den ikke anerkendes som en bil – og der manglede også lige et hjul, da en trehjuler officielt måtte være en motorcykel.

En slags motorcykel…

Den slags detaljer blev imidlertid hurtigt glemt, for da Breedlove i 1963 blev den første mand over 400 mph (hans gennemsnit af to kørsler var 407 mph, 655 km/t), så var han jo uanset teknikaliteterne den hurtigste mand på landjorden. Og det var populært stof i de år, hvorfor Breedlove blev verdenskendt på rekorden.

…bare mere strømlinet.

Som ikke var enden på Spirit of Americas muligheder: Året efter, 1964, kørte han påny i “bilen”, og nåede da op på utrolige 526 mph – 846 km/t. Det afgørende rekordforsøg var nær blevet hans sidste, for bremsefaldskærmene svigtede, og han forlod det markerede område med over 300 km/t og pløjede flere træpæle ned inden han endte i et sumpet og hullet område, hvor Spirit of America sank – og Craig Breedlove nær var druknet!

Selv saltsletterne har en ende.

Bilen var færdig, men det afskrækkede ham ikke – og det motiverede ham nærmest bare, at hans rekord med livet som indsats (og titlen som første mand over 500 mph) blev slået af Art Arfons to uger senere. Breedlove gik med fornyet energi igang med det næste projekt. Det blev til Spirit of America Sonic 1, som – jeg er ked af at sige det – ikke besad samme romantiske skønhed som den oprindelige Spirit. Den bare et år nyere maskine ser langt mere moderne ud, og i samme proces lidt mere kluntet.

Spirit of America Sonic 1 fra 1965.

Til gengæld havde den nu fået fire hjul og var dermed en “bil”, og ikke mindst, hvilket må siges at være afgørende i sammenhængen, var den hurtigere: 15. november 1965 kørte han to pas med en gennemsnitsfart på 600,6 mph eller 966,5 km/t. Rekorden tilhørte igen Craig Breedlove og Amerika, og denne gang stod den indtil 1970 (hvor den blev slået af Gary Gabelich i Blue Flame, som man kan læse mere om hér).

Craig Breedloves plads i historien er således sikret, og man kan ikke stille tvivl ved hans titel som en af verdens absolut hurtigste mænd. Han lever stadig, og drømte indtil for få år siden om et nyt projekt, der skulle tage rekorden fra briterne endnu en gang.

Men hvem står bag en sådan verdens hurtigste mand? Verdens hurtigste kvinde, såmænd! Breedlove blev gift som 17-årig, og senere skilt – hans første kone forstod ikke hans passion, siges det. Men det gjorde den anden, Lee – der efter sigende var god til at køre motorcykler på baghjul og i hvert fald også fartglad. Lee Breedlove var med sin mand på banerne ved rekordforsøgene, og hvad var så mere naturligt, end at lade konen køre selv?

Onde tunger siger godt nok, at det var et taktisk stunt fra Breedloves side, der skulle gøre banen mest muligt opkørt, så konkurrenterne fra Green Monster-teamet fik sværere ved at køre deres forsøg senere på måneden. Men resultatet var uomtvisteligt: Lee Breedlove blev med 308 mph (496 km/t) den hurtigste kvinde på landjorden i 1965. Selvom rekorderne siden er slået enkeltvis og de to også er blevet skilt igen, så er Craig og Lee Breedlove stadig det hurtigste mand og kone-par verden endnu har set.

ViaRETRO-bonusmorale: Der kan komme noget godt ud af at lade din kone køre engang imellem.