Medlem Claes

Racing igen på ViaRETRO? Ja, såmænd – men dagens racing team har en alternativ og komplet kompromisløs tilgang til race: Det skal være sjov – rigtigt sjovt!

Besøgende til Classic Race Aarhus kan næsten ikke undgå at have lagt mærke til de totalt gennemførte krigstidsracere, der igen i år løb med showet i opvisningsklassen. Nej, de kører faktisk ikke racing som sådan, men det forhindrer dem slet ikke i at give fuld gas. Teamets showgener er nok mere solidt end deres bilers effektkurver, for de har optimeret på rekvisitsiden i en grad, som næsten er skræmmende: Selv flyvemaskiner indgår i deres opsætning! Hvor har de dog alt det grej fra?

Piben og Pelsen passede den fremskudte lejr til Classic Race Aarhus…

…mens Poeten kørte med damerne, der som bekendt ikke kan stå for mænd i uniform.

Fra mange års samlermani, viser det sig: Airmen Motor Racing består primært af de tre gode venner Thomas, Michael og Kent, der dyrker nostalgien i fuldt overgear og har gjort det længe. Kent påstod nærmest, at han var født nostalgisk, og det er i hvert fald hos ham, at rænkerne smedes: På hans gård er den ene lade reserveret deres eskapader. Det ser man bare næsten ikke udefra. Her er så diskret landligt og roligt som om modstandsbevægelsen holdt til derinde bag den røde port.

Hvem skulle ane, at der herinde gemmer sig en veritabel mandehule?

Det gør de på en måde også, for de tre her er vitterligt en bevægelse imod gamle dage, på en mission for nostalgi: Kaffen og kagen blev serveret på et stel, der ville have gjort Laura fra Matador grøn af misundelse – og kagen var efter sigende bagt efter gammel opskrift. Påstod de.

Jeg fornemmede dog, at man skulle tage nogle af de tre herrers udsagn med et gran salt. Når de faldt tilstrækkeligt meget ind i rollen som flyverlevemænd i gamle dage, så blev grænserne mellem fantasi og virkelighed noget udviskede, og jeg forstod da bedre, hvorfor deres lejr i Classic Race Aarhus er så populær. Det er så uendeligt meget mere end en samling døde rekvisitter, og når statister og karakterrolleindehaverne giver den gas og selv deres talesprog bliver gammeldags, så er det svært ikke at blive grebet af stemningen.

En dag de tre tog damplokolotivet: Fra venstre Michael, Thomas og Kent.

I fredstid er der mere ro i laden, og kaffestellet bliver mere brugt end håndvåbnene. Ja, for begge dele indgår i samlermaniens overdrev. Og værktøj. Og cigaretautomater. Og og og. Man er slet ikke i tvivl om, at Airmen Motor Racing er et seriøst team. Der bare har lagt deres fokus et andet sted end de fleste andre. Mange andre leger jo, at de er racerkørere – men i Airmen Racing leger de nærmere, at de er piloter på eller lige efter krigens tid  og de kørte nu engang også race.

Det her kunne også drive mig til samling: “Implematic Livedrive”. Hvem har ikke lyst til dét?!?!

Biler har de derfor også, det er klart. Austin, Morris og MG i meget passende udgaver, som piloterne dengang meget vel kunne have kørt i. Ja, faktisk, så HAR en RAF-pilot ejet Kent Austin herunder. Det er meget muligt, at det ikke går så hurtigt som så meget andet – men det er ikke fordi de er fedtede med at give gas: Der er bare grænser for farten, når trekvart liter slagvolumen skal drive voksne mænd bevæbnet til tænderne frem.

En dag Kents Austin fik gas.

Trods den begrænsende motorkraft kørte Kent hjem fra London, da han købte sin Austin i 2010. Det er skam også i bedste britiske tradition, at de tre går ind for at bruge bilerne, og det er ikke kun show det hele. De tager dem skam også på almindelige ture – omend de heller ikke på søndagsudflugten kan lade være med at spille med showgenet. Og mere som reglen end undtagelsen kører den ganske gennemførte stil igennem, selvom der ikke er noget publikum. Det er ægte entusiasme, og man er sådan set ikke i tvivl om, at de gør det for sig selv og hinanden: Som et toptunet racerteam er de tre venner helt på bølgelængde i deres interesse for at leve de gamle dage ud, og indforståethederne og deres fællessarkastiske sorte humor fornægter sig ikke, selv ved en ordinær eftermiddagskaffe.

Detaljerne i garagens dyb kunne jeg ikke stå for. Og der er da heller intet overladt til tilfældighederne: Selv dæknavne har de tænkt på. Piben, Poeten og Pelsen – i den faste overbevisning om, at anonymiteten giver dem større frihed til at gøre som det passer dem…uanset om det er til Classic Race Aarhus, Bunker by Night eller på en søndagstur på kro. Med revolveren skjult under skjorten og højt humør udenpå!

Jeg gik ellers til den, hvilket ejermændene nok kan bevidne. Men bagenderne tog imod hårdhændet behandling uden at kny. Ja, da først de var varmet op, så var det faktisk som om, de var med på legen. Og så fik de bare mere pisk. Jeg elsker tysk!

Har I lagt mærke til, at der ikke har været så meget om Porsche 911 på ViaRETRO på det seneste? Det er selvfølgelig en fejl, hvilket jeg straks skal beklage og med dette indlæg rette op på. For lykkeligvis fik jeg en ordentlig dosis 911 på Jyllandsringen i sidste uge og kom ud på den anden side lykkeligere og klogere. Det var Børsmægleren, der bød først op til dans: Hans dejlige 911 var jeg med nede at hente i Tyskland, så havde jo kørt den før. Og det havde han også selv siden, flittigt endda – få uger forinden havde han været i Stuttgart i bilen for at besøge Porsches museum. En stor oplevelse, og en note mere til min “må huske at se”-liste.

Men bane havde han aldrig kørt på før, og den var jo våd fra starten af, hvorfor vi alle dansede rundt med et øje på de glatte curbs og et andet på de forslugne sandkasser. Børsmægleren lavede ingen ulykker, men erkendte jo også, at han holdt sig langt fra grænsen. Imidlertid var der jo nogle ganske rutinerede herrer med, og han inviterede storsindet den mest rutinerede af dem alle til at vise banen rundt bag rattet af den hvide 911. John Nielsen, thi ham var det, har kørt tusindvis af baneomgange i Porsche 911 i hans tid som dæktester, og kunne nærmest på rygraden vise Børsmægleren, hvad sådan en 1978 911 SC egentlig kan.

Resten af dagen snakkede Børsmægleren ikke om andet! “Super-Johns” omgange på den da tørre bane havde været en øjenåbner af format, og den gode mægler havde aldrig troet, at bilen kunne det John gjorde med den. Så da mægleren overlod rattet til mig, så var jeg ikke umiddelbart bange for at give den lidt gas, for dels var bilen jo testet af, dels var ejeren hærdet. Så det gjorde jeg, og blev følgelig ligeså imponeret som Børsmægleren. Jeg vidste den kørte godt på landevej, men for pokker hvor den var i sit es på en racerbane også.

Jeg prøvede to forskellige 911 SC. Road & Track skrev i deres test i 1978 at SC’eren “måske var den sidste 911″…

…”og måske også den bedste”. Det samme kunne man vel med en vis ret skrive om alle de efterfølgende 911’ere.

Jeg synes i grove træk godt stadig man kan nøjes med at beskrive en klassisk 911 af denne SC-aftapning som “gearskiftet er slasket, men resten er bare supergodt”. Indstyring, bremser, motorkraft, balance i sving. Hov, “balance i sving”? Ja, den har vi jo drøftet mange gange på ViaRETRO, den med “hækmotor svarer til at kaste en hammer med skaftet forrest”. Og det er stadig noget ævl. Jeg syntes det gik pænt stærkt rundt i svingene, og når man nærmede sig grænsen, så var der ingen antydninger af pludseligt snap-overstyring, men tværtimod den der sigende “let på tå”-fornemmelse som man får, når bilen signalerer, at nu er der ikke mere greb tilbage: Selv derude kunne man i den hvide 911 give mere eller mindre gas, mere eller mindre ratudslag og bilen blev bare ved med at gribe det bedste den kunne, helt forudsigeligt og hjælpsomt og uden hysteri eller lumskhed. Alle de kloge bardiskteoretikere burde have chancen, for det var en fin demonstration af, at i hvert fald i 1978 var der styr på hækmotoren.

Og hvis nogen så tror, at det skyldes Børsmæglerens helt ualmindeligt perfekt banefintunede 911-undervogn, så tager de fejl: Den hvide ’78 står på en stort set original undervogn med gode almindelige gadedæk. Ingen trackdayspecial her, bare originalt Porsche. Og de vidste altså godt hvad de lavede. Hvis så en kunde ønskede sig mere, så kunne man altså godt få en mere sportslig opsat vogn – og tadaaa, sådan én var der også på Jyllandsringen denne dag. Og den fik jeg også lov at prøve, lykkelige jeg.

Børsmæglerens 911 på Jyllandsringen og den uskyldscremefarverede ligner ikke et trackdayvåben…

…og næsen af Iwans Cabriolet i baggrunden. Ja, billeder havde jeg ikke mange af, men jeg fik kørt.

Iwans røde Cabriolet SC stod på en lavere undervogn, var fastere, havde kortere gearskift og rattet tættere på køreren. Og så var den med 200 hestekræfter også 20 heste stærkere end Børsmæglerens. Men nogen baneracer var der langt fra tale om her heller: Iwan havde såmænd også lige været på tur i Porschen, og syntes efter 4500 kilometer på ferierundtur i Tyskland at det var passende at runde af med en trackday, hvor bilen virkelig kunne strække ud. Det gjorde han så. Og opfordrede mig til det samme, da jeg kom bag rattet. Og det gjorde jeg så.

Der var jo ingen tvivl om, at den røde maskine var et par tænder skarpere på alle fronter: Selv gearskiftet var bedre, omend de korte bevægelser i en stadig grundlæggende upræcis gearkasse krævede noget tilvænning. På Yokohamas mere sportorienterede 048-dæk så var den røde 911 helt klart også hurtigere – omend vi ikke tog tid. Alligevel var der ingen tvivl om, at alle grundlæggende karaktertræk var de samme, og at heller ikke denne 911 bare ventede på, hvornår den kunne slå sin fører ihjel. Den var i dén grad med på at lege racerbane, og fortroligheden med den steg hurtigt. Her var det så, at jeg begyndte at eksperimentere med, hvor tidligt og hvor meget man egentligt kan gå på gassen ud af sving med en 911.

Dét blev så dagens åbenbaring for mig. Jeg havde jo kørt de fleste omgange i den cirka 100 heste stærke Spitfire, der rask væk spinder kræfterne væk, hvis man bliver for ivrig i udgangen. I 911’erne var der så dobbelt så mange hestekræfter – men man kunne få fire gange mere ud af dem, for grebet ud af sving var helt vildt imponerende. Jeg gik tidligere og tidligere på mere og mere gas, og den greb og greb. Jeg har aldrig oplevet noget lignende, og jeg grinede hele vejen ud på langsiden: Hold nu op, hvor er hækmotor et genialt koncept! Jeg bestemte mig på stedet for at lave et indlæg med dagens overskrift, og nu har jeg gjort det.

Og Porsche 911 må være den bedste af slagsen – hækmotor, altså: I 1978 havde tyskerne arbejdet på konceptet i 15 år, og var kommet langt ud over hammerkastet. Jeg skal ærligt indrømme, at den store tyske klassiker havde været lidt ude af min radardækning, men det var som sagt en fejl. Denne oplevelse gav mere bagage til min tese om, at Porsche 911 er verdens bedste allrounder.

Eneste problem er, at nu vil jeg igen gerne have en.