Medlem jewer

Gårsdagens skønne vogn var en GT af den fineste skuffe, født til lange stræk på Europas veje. En vogntype, der blev gjort overflødig, da flyvning blev hvermandskost. Det var en lang proces, men engang i tresserne var det så vidt: Jetfly tog stort set over og siden har verden ikke været den samme.

Jeg har skrevet om GT-vogne talrige gange: Det er og bliver min foretrukne vogntype, søbet ind i historier om smukke køreture langs Europas højdepunkter, gerne tilsat frivol brug af hestekræfter og dekadent omgang med penge, damer, spil, røg og alkohol undervejs.  For mig er sentressernes GT-vogn et højdepunkt i automobilhistorien, hvor fabrikanterne spillede med alle muskler om købernes gunst – købere, der var mere velbeslåede og ivrige efter at vise det end nogensinde før.

I den perfekte sentresserdrømmeverden havde de endda noget at køre efter: Måske var de forretningmænd, der fra baser i det sydtyske, Schweiz eller Norditalien bedrev handel eller fabrikation, der jævnligt krævede transport til mødepunkter hundreder eller tusinde kilometer væk. Eller gammelpengearvende playboys, der efter en arbejdsuge bestående af en tirsdag og en onsdag begyndte weekenden med frokost i Paris, besøg hos elskerinden i Bruxelles for så at slutte på casino i Monaco? Hvorom alting er, så er GT-vognen bygget til at klare det – de bedste af dem endda i en stil, der kompletterer eller ligefrem forstærker billedet af verdensmand hos chaufføren. Og man kunne stadig argumentere for, at bilen skam var anskaffet (på firmaets regning) som et transportmiddel, der var det mest funktionelle og effektive til formålet.

Det kan man ikke mere, og hulheden i argumentet begyndte at runge, da flyrejser blev mere og mere kosteffektive. Nu var der intet nyt i kommerciel flyvning i tresserne overhovedet, for den begyndte vel omtrent i samme øjeblik det første fly med mere end ét sæde blev bygget. Men i praksis var det allerede under anden verdenskrig, der kom højtryk på udviklingen inden for flyvning. Det siges, at krigens fem år indeholdt tyve års udvikling af luftfarten, og i hvert fald var der efter 1945 nye materialer, strukturer, motorer og også navigations- og kommunikationssystemer til rådighed. Som sædvanligt blev krigsteknologien kanaliseret over i den civile verden, men med en vis forsinkelse. I dette tilfælde blandt andet fordi flyselskaberne skulle have noget rentabel drift ud af deres indkøbte propelmaskiner.

Datidens passagerfly havde ofte militære aner, og DC3 og DC4 og den utroligt elegante Constellation (herunder) var alle også fra før krigens tid. Tre ting afslørede dem som tilhørende den gamle generation: Størrelsen, hastigheden, og flyvehøjden. Det er utroligt at tænke på, at de første DC3 rummede bare 20 (tyve!) passagerer, DC4’eren fyrre og den store Constellation normalt mellem 60 og 100 passagerer. Men så havde de altså oftest også mere plads end man har i dag, skal det lige siges.

På alle andre fronter var de selvfølgelig, som det også gælder bilerne, ringere end i dag. Det var ikke mindst motorerne, der satte begrænsninger: Propelmotoriserede fly har en praktisk grænse for flyvehastigheden og -højden, der er væsentligt lavere end jetmotoriseredes, og selvom den mest opdaterede Constellation faktisk var hurtigere end en japansk Zero-jager i topfarten, så var den med moderne øjne stadig langsom i sin cruisehastighed. Den lå på godt 500 km/t i en flyvehøjde af cirka syv kilometer (Constellation var også det første passagerfly med trykkabine).

Netop Constellations blev populære som passagerfly og blev indsat af mange selskaber på berømte ruter over Atlanten. Farten rakte i 1957 til en verdensrekord fra Los Angeles til London på atten-en-halv-time, men de ordinære flyvninger tog længere tid. Skønheden til trods var Constallations ikke elskede af alle, for deres motorer var problematiske og støjniveauet og stabiliteten i luften langt under moderne niveau. Ikke desto mindre sad amerikanerne efter krigen på langt den største del af markedet for passagerfly, primært grundlagt på efterladenskaberne af tunge transportmaskiner fra krigen.

Det havde dog været åbenlyst allerede under krigen, at jetmotorer var fremtiden. Men fra en jagermaskine med en kort tidshorisont fra udvikling til levetid og til en rentabel passagerjet var der er stykke vej. Det var ny grund og blev faktisk betragtet som ganske risikabelt som forretning og amerikanerne valgte at sidde på hænderne.

I stedet tog briterne fat, og i 1945 var Vickers klar med en turboprop-motoriseret maskine, den 24-personers Viscount. I en turboprop er det populært sagt en jetturbine, der trækker en propel, og selvom de kan være mere kraftfulde, så lider de af stort set samme hastighedsbegrænsninger som rene stempelpropelmasiner. Men Viscount blev berømmet for sin komfort: Rolls-Royce-turbinerne var mere lyd- og vibrationssvage end stempelmaskinerne og modellen blev en salgssucces til kortdistance- og mindre trafikerede ruter.

For at kunne drage fuld fordel af jetmotorerne måtte der helt nye designs på bordet, og det stod englænderne også for. Det var tydeligt, at præstationsfordelene var så store at mange aspekter af flyet måtte nytænkes: Det nye fly ville flyve hurtigere og højere end nogensinde set før. Det førte til en meget langvarig udviklingsproces efterfulgt af en særdeles omfattede testperiode også, men i 1949 var det så vidt: De Havilland præsenterede deres nye Comet, der med fire Halford Ghost turbojetmotorer kunne cruise med over 700 kilometer i timen og med en flyvehøjde langt over ti kilometer kunne gå over eventuelt dårligt vejr, en signifikant fordel frem for den ældre generation. Alt dette fandt sted i en lydkomfort, der langt overgik de stempelmotordrevne konkurrenter.

Da BOAC satte Comet ind på ruten London-Johannesburg i 1952 så fremtiden derfor lys ud: Comet var verdens mest avancerede passagerfly – og den nye teknologi var endda pakket elegant ind. Jetmotorerne var indbygget i vingen tæt på kroppen for at nedsætte luftmodstanden, selvom traditionel “pod”-montering havde været overvejet. Comet så ligeså dynamisk ud som det faktisk var: Rejsetiden fra London til Tokyo faldt i 1953 fra 85 timer til 36 timer! Men passagertallet var stadig ganske lavt, for de første 12 fly rummede under halvtreds sæder. Og så var der lige den detalje, at Comets rækkevidde faktisk var ganske kort, så mellemlandinger var mangfoldige.

Imidlertid var der langt mere grundlæggende problemer med Comet, der alt for hurtigt hurtigt satte en ny og kedelig rekord: Comet stod for den første dødsulykke med en passagerjet, da en canadisk maskine i marts 1953 kørte af for enden af runway i Karachi, Pakistan og alle elleve ombord blev dræbt. Et halvt år forinden var noget lignende sket i Roms Ciampinolufthavn, dog uden dødelig udgang. I betragtning af, at der på dette tidspunkt var solgt færre end tyve Comet var statistikken katastrofal. Men som bekendt siger tal ikke det hele, og begge disse ulykker blev tilskrevet pilotfejl.

Dermed var der åbent for de egentlige katastrofer for De Havillands Comet. Senere i 1953 styrtede et fly ned seks minutter efter start fra Calcutta, i januar 1954 faldt en Comet ned over Elba og i april efter start fra Rom. Derefter blev alle Cometer taget ud af drift og De Havilland begyndte på endnu flere nyskabelser inden for flyindustrien. Denne gang i den kedelige disciplin at efterforske ulykker og yderligere testprocedurer på jorden. Dette siges i virkeligheden at være den allerdyreste del af udviklingen af De Havilland Comet, og indsatsen var heller ikke forgæves.

Det blev bare ikke De Havilland, der drog fordelene af dem. Det viste sig efter kæmpe testarbejder og efterforskning af vrag der måtte bjærges fra havet, at metaltræthed i forskellige former var årsagen til Cometens problemer: De store trykforskelle under flyvning i store højder (dobbelt så store som i eksempelvis en Constellation) belastede strukturen hårdt, og de nye lette aluminiumslegeringer udviklede revner. De Havilland havde fra starten været opmærksomme på belastningsbrud som følge af træthed, men testprocedurerne var simpelthen ikke præcise nok i forhold til de egentlige belastningsmønstre, som flyene oplevede i drift. Den omfattende nye viden på dette område kom alle efterfølgende producenter til gode, men kostede briterne meget, meget dyre udviklingsomkostninger.

Et grundlæggende redesign af Comet var klart i 1958 og blev indsat i oktober på transatlantiske flyvninger, nu med 80 passagerer, længere rækkevidde, bedre fart og grundlæggende alle problemer løst. Men flyet hed stadig Comet (4), og navnet må siges at være stærkt belastet. Under de fire års stilstand havde alle luftfartsselskaber sløjfet deres ordrer på Comet, og primært briterne selv holdt ved.

Og dermed viste amerikanernes forsigtige tilgang til jetflyet sig som den klogeste. Boeing fløj få uger efter Comet 4 første gang med 707’eren, også på transatlantiske flyvinger. Deres 707 rummede bare 50% flere passagerer, var hurtigere og endnu mere lydsvagt. Uofficielt skulle Boing senere have sagt, at hvis ikke De Havilland var løbet ind i problemerne, så ville de selv have gjort det. 707’eren blev et umådeligt succesfuldt fly, og det første der realiserede jetmaskinernes potentiale fuldt ud. Og det blev 707’eren, der for alvor satte fart på jetalderen og et luftfartsrejseboom, der førte til at trenden meget hurtigt gik mod større og større fly.

For lige at komme tilbage til GT-bilerne: Strengt taget kan man ikke sige, at det var hverken Comet eller 707’eren som sådan, der dræbte GT-bilen. Men de gjorde det indirekte: Med lufttransportens succes fulgte i løbet af ret kort tid til faldende omkostninger ved flyvning, og det blev omsat til lavere billetpriser. Infrastrukturen i lufthavnene flugte med, og da jets så blev indsat på selv de kortere ruter, så blev tidsgevinsten ved at flyve fra eksempelvis Berlin til Paris så betragtelig, at en rigtig forretningsmand ikke kunne sidde den overhørig.

Det bedste han kunne gøre var så at køre sin GT-vogn til lufthavnen og lade den stå der. Så var den da i det mindste ikke på vejene længere. I virkeligheden var GT-bilen nemlig under angreb fra to sider, både fra luft- og landsiden. Mens lufttransporten eksploderede gjorde antallet af biler det samme, og med millioner af indkøbsvogne i vejen for den overlegne langturscruiser svandt dens fordele langsomt ind. I stedet opstod der nye rejsemuligheder over meget længere stræk, og betegnelsen “jet set” blev født og den klassiske rute London-New York var deres varemærke.

 

Som udgiver af daglige udgydelser om biler går ViaRETRO meget ind for læsning, så her på vej til sommertiden følger en dobbeltanmeldelse, der viser HVOR forskelligt man kan gribe bilbøger an. Skandinavisk Racerelite er utrætteligt faktabaseret, A Question of Speed er pure følelser. Begge er gode.

De her to kunne dårligt være mere forskellige, og ved første øjekast kan man sagtens forklare det med, at Carsten Frimodts bog om Skandinaviens engang bedste racerkørere er et dokumentarisk opslagsværk, mens Fred Bonattos hvide album om dagens historiske motorsport er en fotobog. Jeg er dog overbevist om, at der er mere imellem linierne, så at sige.

Begge går bag om kulisserne, men som sagt vi(l)dt forskelligt. Carsten har brugt tre år på at researche hans bog, Fred en sæson på at fotografere. Carsten bruger over 300 sider på at lægge fakta på bordet, Fred under 100 på at bære følelserne uden på papiret. Carstens er endda i A4-format og Freds i A5.

Imidlertid havde de to forfatteres værker også været vidt forskellige, hvis de havde indgået en pagt om at formidle i samme tekniske format, tror jeg: For deres sigte er forskelligt, og deres metoder også – og selvfølgelig deres emner.
Skandinavisk Racerelite
Efter at have læst Skandinavisk Racerelite sidder man tilbage med en sjælden fornemmelse af, at nu kan der ikke være mere at fortælle i den historie: Ikke en sten er uvendt, og bogen starter med kørernes pure barndom, dækker i minutiøse detaljer deres aktive karrierer og rækker til afslutningen – og sågar bagefter. Man sidder tilbage med en fornemmelse af, at dette er det definitive værk om de tre racerkørere, og for de tos vedkommende er den i hvert fald rigtig.

Ronnie Petersson er der selvfølgelig skrevet andre bøger om, for han nåede jo i Formel 1, hvor han gjorde det fabelagtigt godt og som følge deraf er husket af mange. Reine Wisell nåede også i Formel 1, hvor han fordelt over fem sæsoner kørte lidt på må og få og som følge deraf ikke registrerede noget bemærkelsesværdigt samlet resultat og formentlig er glemt af alle udover de hårdeste Formel 1-entusiaster. Og Ole Vejlund, ja, han nåede jo aldrig i Formel 1.

Bogens tese er vel egentlig at undersøge, hvorfor det gik de tre som det gik. Og det er også et uhyre spændende spørgsmål. Imidlertid er det også uhyre komplekst, og det lykkes ikke helt overbevisende at besvare det. Svaret cirkler noget om, at Ole Vejlund var for tilbagelænet og ikke hård nok, at Reine Wisell var for opmærksom på risikoen efter at have set utallige kolleger afgå ved døden og at Ronnie Petersons nemme omgangsform, store talent og ikke mindst evnen til altid at yde sit bedste gjorde forskellen. Det er ikke voldsomt hårdt trukket op, men det gør heller ikke noget.

Efter min mening lever bogen nemlig slet ikke af ordene: Frimodts tekst og sprog er lidt ujævnt, og ikke mindst gør bogens format den egentlig svært læselig som en sammenhængende tekst betragtet. Dens minutiøse kronologiske gennemgang af hele tre racerkøreres løb for løb for løb er trættende at læse, ganske enkelt. Næ, dens store clou for en nostalgiker er billederne: Jeg har ALDIG læst (set!) en bog, der i den grad er et overflødighedshorn af periodebilleder fra racerbanerne i tresserne og halvfjerdserne, og den viser sin styrke ved også at gå udenfor banerne, bag kulisserne og sågar ind i privatsfæren. Her brillerer den med nogle pragtfulde aldrig før sete billeder, og der er masser af dem. Vi har på ViaRETRO ofte brugt udtrykket, at et billede siger mere end tusind ord – og det gælder virkelig i de bedste af Skandinavisk Motorelites illustrationer.

Og det er derfor, at jeg stærkt anbefaler bogen til alle os, der har hang til racerhistorien fra dengang: Illustrationerne kan man drømme sig tilbage over – igen og igen, for de er hårrejsende autentiske og gennemgående gengivet i høj teknisk kvalitet. Bogen koster 369,- kroner og kan købes i ViaRETROs webshop hér.

A Question of Speed
Fred Bonattos fotobog er helt, helt anderledes end Skandinavisk Racerelite. Men som det fremgår går jeg meget op i billederne og den historie de fortæller og den stemning de formidler. Og her er Freds bog meget enkel: Alle billederne er optaget i 2013, gengivet i sort/hvid og de står i stærk kontrast til Frimodts bog helt alene. Næsten.

Som sådan er der en drømmende kvalitet over bogen – læseren kan nyde billederne uden baggrundsviden og dykke helt ind i SELVE billedet. Det er en sjældent set kvalitet, synes jeg – og bogen er i sin distance til detaljerne meget overskudsagtig og smuk på en kunstnerisk måde. I sig selv, altså. Rent faktisk er det en fin coffeetablebook, hvis man gårop i den slags: Den passer med sit lille format på selv det mindste kaffebord, hvor den kan ligge og udsende signaler om, at ejeren er en feinschmecker indenfor historisk motorisk motorsport og nydelse af biler.

Og nydelse af fotografier og det værktøj, som de er optaget med. Bogen er nemlig  også interessant for os teknisk interesserede, da Fred Bonatto fotograferer på film. Jep, 35 mm sort/hvid, 400 ASA og med diverse dejligt analoge linser. Man kan læse mere om dette aspekt på The Leica Camera Blog hér.

Selv uden denne baggrundsviden kan man dog nyde at svømme ind i billederne: Der er ikke mange traditionelle actionskud imellem, men de bedste af skuddene har i stedet den kvalitet, at de ligner noget fra dengang bilerne var nye. Dermed har Fred Bonatto en anden måde at være tro mod historien på.

Mere tro end nogle af hovedpersonerne i bogen, bilerne og kørerne: Det er sikkert utilsigtet, men Freds ubønhørligt perioderigtige optagelser og gengivelser udstiller ret tydeligt kontrasten imellem en ældre mand i en moderne fullfacehjelm og den fine historiske racerbil, han nu måtte sidde bag rattet af. Men bogen handler faktisk heller ikke om bilerne som sådan, men om historisk motorsport og alt omkring den.

Stemningen i dén verden gengiver den smukt, og det er vel også det ord, der bedst beskriver bogen: Det er en smuk lille sag. Sjovt nok er den sparsomme tekst i denne fotobog mindst ligeså velovervejet og nøjagtig som billederne. Jeg kan godt lide indledningens afsluttende passus om, hvorfor nogle af kørerne kører historisk racerløb: “Some race simply to feel alive”.

Fred Bonattos A Question of Speed kan købes hér for 23,50 Euro.