Medlem ruldal

ViaRETRO har fulgt Johns renovering af den sjældne 400GT over flere gange og set frem til resultatet med spænding: Lamborghinien fik hele turen. Derefter skulle den selvfølgelig køres til. Og hvorfor ikke lige smutte en tur til Torino? Det er jo en GT-vogn. Sådan gør man det!

John er ikke ked af det. I mere end en forstand: For det første er dette hans anden tolvcylindrede Lamborghini (den første, en sort Islero, prøvede jeg hér), for det andet købte han den som et vrag, for det tredie har renoveringen taget seks år – og nu er den færdig. Så han er glad. Og det blev jeg også, da jeg hørte hvordan han fejrede det.

En Lamborghini 400GT 2+2 er nemlig Gran Turismo, altså vogn til store ture, af mere end navn: Den er simpelthen en rejsevogn par excellence. Den er det dels i selve sin udførelse, design og teknik, men næsten ligeså vigtigt i selve sin raison d’etre. For som mange ved, så byggede Ferruccio Lamborghini sine første biler i tresserne lige præcis for at vise, at han kunne bygge en bedre bil end konkurrenten Ferrari – og “bedre”, det betød i den virkelige verdens brugssituationer, ikke på racerbanerne. Hans allerførste model var 350GT, som man kan læse mere om hér. 350GT var den direkte forgænger til denne 400GT, og da jeg kan læse mig til, at allerede 350’eren var imponerende god og at denne 400 skulle være endnu bedre, så er der altså her tale om en absolut verdensklasse Gran Turismo-vogn.

I hvert fald da den kom til verden i 1967. For da John købte den fyrre år senere var den ikke særlig grandios. Det skulle da lige være i sit forfald. John havde da allerede nogle erfaringer at trække på fra klargøringen af sin første Lamborghini, Isleroen, og jeg husker han engang holdt et indlæg om hvordan dét var gået for sig. Man kan vel opsummere hans erfaringer med, at det med en Islero var ligesom andre renoveringer: Noget adskillelse, noget indkøb af reservedele, noget svejsning og noget lak og (måske) læder. Hvis jeg ikke husker helt galt, så sammenlignede han det med en MGB uden at der var nogen nedgøring i det. Et par advarende ord om, at Lamborghinis reservedelspriser er anderledes end MGs faldt der dog.

Og angående det sagnomspundne håndarbejde, som de store italienske kunstnere hos Lamborghini havde dyrket dengang i tresserne? Det tog han også ret afslappet på: Pragtcitatet “hvis det er håndlavet én gang, så kan det vel håndlaves igen” runger stadig i mine ører. Biler fra tresserne er ikke atomfysik, heller ikke en Lamborghini, og hvis man kan skrue på en MGB, så kan man i princippet også på en Lamborghini.

I mellemtiden er der dog sket det, at priserne på tidlige Lamborghini (ja, alle Lamborghini, næsten) er skudt i vejret, og alene mens projektet var undervejs skete der noget med 400GT’ens status. John var derfor ganske bevidst om, at den skulle laves ordentligt, og han entrerede derfor med håndværkere, der kunne deres kram. Karosseriet overlod han til Lunds Auto i Randers, hvis slogan er “pladearbejde til alletiders biler”. Hvilket må siges at være sjældent velanbragt i denne sammenhæng.

Flemming Lund kom på arbejde og John kom på besøg. Mange gange. Hvorfor ser man på billederne herunder. 400 GT’eren kom fra Amerika, og der kan de selvfølgelig også ruste. Det var denne, og John og Flemming kender i dag hinanden særdeles godt. Der var meget arbejde ved den, og den eneste trøst undervejs må have været, at bilens værdi steg imens arbejdet stod på.

Det gjorde omkostningerne selvfølgelig også. Motor og gearkasse blev lavet ude i byen, lakken (selvfølgelig!) ligeså, rustbeskyttelsen med Mike Sanders fedt var jeg med til og læderarbejdet lavede Alberto som gæstearbejder på et lånt værksted.

John samlede trådene – og sammen med sønnen Martin også delene, når det kom til praksis. Der var mere end én gang jeg hvor fik at vide, at den var kørende til den og den dato – og så fik at vide, at “nej, vi ville ikke jappe det igennem” (“bare for at nå Lamborghinis 100-års jubilæum”, eksempelvis!). Men denne sensommer var det endelig så vidt. Der kom flere og flere detaljer på og til sidst blev der lukket strøm igennem det nye ledningsnet – og Bizzarrinimaskinen vågnede op til dåd.

Da var sæsonen så meget på hæld, at de to vidste, at NU skulle det være. Og sådan blev det, og med lidt tilretninger hist og her blev bilen så synet og toldsynet og afgiftsberigtiget og fik plader på og så kunne, måtte og skulle den jo ud at køre. Men hvorhen ville være en passende tur?

Hmm, hvordan kan man hædre Lamborghinis ånd bedre end ved at bruge bilen som den var tiltænkt af sin åndelige fader?

 

På ingen måde. Så det gjorde John og sønnen Martin. Efter seks år og en del missede deadlines undervejs hastede det jo med at komme afsted, da den ende af sæsonen herhjemme godt kan blive forskrækkeligt kort hvis vejret ikke spiller med. Det var der selvfølgelig råd for ved at køre over Alperne! Præcist sådan en tur signor Lamborghini formentligt har set for sit indre, da han specificerede bilen i begyndelsen af tresserne. Måske har datidens GT-mænd haft et mål med deres ture? Det opfandt John og Martin også: De kørte til Torino for at få tilpasset bilens tæpper af Alberto. Det manglede da bare, og forinden nåede de at få købt sig kørehandsker, der passede til Albertos læder.

Så vidt angår undskyldninger for at køre en tur, så er den med tæppetilpasningen i den tynde ende. Men det er helt i orden, at målet helliger midlet i denne sammenhæng hvor vi taler GT-vogn. Det er målet at køre langt. Og det gjorde de to så. Komplet inklusiv opvisning i, at grand touring også indebærer grand omveje, hvis man ikke lige er helt vågen ved papirkortet. 300 kilometer igennem Østrig virkede efter sigende som i genvej i situationen, men når de tolv cylindre spiller deres melodi, så er de 300 kilometer vel bare en slags ekstranummer.

Og de spillede: Undervejs ramte den nyrenoverede Lamborghini selvfølgelig alt fra skybrud til 30 graders varme, men intet bragte den genopstandne GT ud af fatning. Som sagt var den jo endnu ikke kørt til, så en behagelig marchfart var 140 km/t, hvilket også passede med, at der ved højere fart optrådte nogle vibrationer. Da de næppe kunne tilskrives tæpperne kan korrigeringen af dem jo være en ny undskyldning for en lang testtur senere. Og så kan det måske ligefrem blive til en prøvetur, hvem ved?

Fra en ultrakort tur i passagersædet kan jeg i hvert fald berette, at den fire liter store V12’er spiller som et veløvet orkester. Og at den imposante maskine i øvrigt tillader at man til motorløb kan køre ind og parkere lige hvor man har lyst til. En frynsegode, som GT-mand nok forstår at sætte pris på til kaffepauser og andre stop. Apropos stop, så udstråler den sølvgrå GT en værdighed, som de fleste omkringstående fornemmer helt umiddelbart – selv uden at gen(kende), hvilken bil der egentlig er tale om. 400GT 2+2 er langt fra Lamborghini i dag, men på en måde det hvor det hele startede.

Derfor er det også så vanvittigt livsbekræftende, at Johns bil er genopstået. Men endnu mere, at han bruger den: Fra nyrenoveret og nysynet til Torino på en uge er ikke for tøsedrenge. De 400GT’er jeg de sidste par år har set på udstillinger i Essen er så flotte, at det kunne være løgn. Og på en måde er det løgn: Hvis en GT-vogn ikke kører grand tours, hvad er det så? Den her ER en GT-vogn.

Og jeg skulle hilse fra John og sige, at han lørdag tager den på en smuttur til Bella Italia-træffet i Nyborg, hvor den ultralækre Lamborghini 400GT 2+2 kan ses, formentligt med fluer og det hele. Så må den også snart være kørt til.