Medlem ruldal

Åh, faktorernes orden er bare slet ikke ligegyldig. Jeg går jo ret meget op i de der klassiske biler, så da Mercedesen blev kørende igen købte jeg faktisk en frakke, der passede til den. Men nu er bilen jo solgt! […]

Den sjoveste i år: Datsun 2000 Fairlady var med på det hele Her er den så, den bil jeg for c […]

Jeg mener, hvis ikke det er “Super Minx”? Ja, jeg spurgte på Facebook i går, meningerne var delte og svaret er heller ikke nemt. Men er det så måske Mondial T, da…
I en ganske anden sammenhæng (som vi dog kommer tilbage til – engang) ledte jeg efter billeder af overtøj fra dengang, og på ét af dem var der i baggrunden en Hillman Super Minx. Det er billedet herunder.

Brun jakke i forgrunden, uidentificeret mærke – men i baggrunden står en Hillman Super Minx.

Den er ikke uden charme, sådan en Super Minx – men den er slet heller ikke nogen lækkerbidsken i mine øjne. Der er faktisk mange andre Rootes-modeller, jeg foretrækker. Og Rootes var generelt ret friske med navnene. “Sceptre” er der virkelig schwung over, og “Vogue” brugte Rootes længe før Range Rover. Hillman Hunter er et besnærende enkelt og melodisk navn, mens Singer Gazelle og Hunter Arrow-modelserien virker som om nogen virkelig har moret sig med navnene – sådan set i sammenhængen.

Men da jeg lige kom til at tænke over det, så er de ovenfor nævnte eksempler alligevel lidt for indspiste, lidt for lokale og provinsielle. De er engelske, og i dag hvor alt er det, så er der ikke meget kosmopolitisk og stort over det længere. Og det var egentlig hér, at den her tankerække startede, engang i sidste eller forrige uge. Jeg bragte på Facebook (også et meget engelsk navn) et billede af en motorcykel, lige netop fordi den maskine havde et storslået navn: Honda Bol d’Or.

Det var ganske rigtigt en 900 kubiks firer, men tilnavnet, dét er guld.

Hva’be’har? Det er et godt navn – og det var en god maskine, dengang i 1979. Navnet fik den efter fire Hondasejre i træk i det klassiske franske 24-timers løb for motorcykler, der hedder Bol d’Or. Og ingen brok over japanske cykler, tak: Triumph vandt løbet i 1971, men siden har japanske maskiner delt rovet imellem sig.

Men som sagt, det var navnet: “Bol d’Or” på lige netop en japansk motorcykel med sportslige ambitioner om at erobre verden er perfekt. Det signaleret netop international cool, kosmopolitisk flair, man of the world. Fordi det ikke er engelsk. Ja, kulturformidleren kommenterede på billedet, at mange motorcykler har fede navne, og så rablede han følgede remse af sig:

Fireblade, Bandit, Thundercat, Thunderrace, Monster, Raptor, Blackbird, Eliminator, Black Shadow, Superior

Ikke alene er de alle engelske, samtlige lyder også som det onde i en Schwarzeneggerfilm. Og det er sikkert også meningen, men det er der ikke meget kosmopolit over. Det er der over “Bol d’Or”, og jeg har altid været vild med det navn.

Det siger sig selv, at Hondaen ikke kan vinde titlen af verdens bedste bilnavn. Men efter min bedste overbevisning skal vi over i den bol(!)dgade for at finde kandiaterne. Blandt bilerne har jeg altid været vild med Jensen Interceptor, for omend efternavnet er ligeså engelsk som remsen ovenover, så er der ingen plathed at spore i det, og kosmopolitfaktoren ligger i mærkenavnet Jensen, der afspejler aner fra det gamle fastland. Det er i øvrigt også en sindssygt dejlig vogn, som jeg prøvede hér. Men noget mangler der endnu.

Strengt og lækkert og flot og maskulint.

Her skulle jeg måske lige indskyde noget helt selvfølgeligt: Samtlige “nummernavne” er ude af spillet. Fra 99 og 127 til 250, 500 og 911, 928 eller sågar 1000: Det er for billigt, det er ikke rigtige navne – om igen.

Men det er ikke let: Lotus har gjort det endnu sværere for sig selv ved at insistere på, at navnene skal begynde med “E”. Der er mange gode imellem – men også mange, som nogen selv tredive år efter ikke kan udtale. Lamborghini har også et dogme, nemlig det med tyreracenavne. Og det har ført til samme dilemma, nemlig at mange af de flotte navne er både uforståelige og uudtalelige. Men flotte på skrift. Amerikanerne derimod, de ER bare bedre til det med markedsføring, og det har også givet noget flotte navne: Nogle er for flotte, såsom Allanté, andre er for tegneserieagtige, såsom Superbird. “Corvette”, derimod – et navn SÅ meget i øjet, at det har overlevet over 60 år. Men storslået, internationalt og glamourøst, nej.

Tegneserieagtigt, selvom de ikke var for børn

Min kandidat er fra Italien. Hvor Ferrari lavede en bil, der skulle besejre verden. Verdensmesterskabet for sportsvogne blev første gang kørt i 1954 og Ferraris våben hed:

Mondial

Sådan.

Det bliver ikke mere enkelt, internationalt, perspektivrigt, storslået eller rigtigt – med det lille frække twist, at Mondial jo ikke er et italiensk ord, men fransk. Navngivningen er med andre ord ligeså fin og smuk og enkel som bilen selv: Mondial tilhører Ferraris firecylindrede periode, baserer sig teknisk på Grand Prix-raceren fra de to foregående sæsoner – der vandt to verdensmesterskaber. Det er også en bil smukkere end alt det øvrige ovenstående nævnte, nok særligt i Spiderform, omend de første var coupéer. Som for eksempel også min yndling af dem alle – den blå 1953 berlinetta her. Den fortjener lige et par billeder, så navnet Mondial bedre kan sætte sig. Trods det store navn er det en fysisk lille bil, men med to liter og 170 hestekræfter til godt 700 kilo var det en hurtig vogn. Ikke hurtig nok, dog – og først med tre liter (som 750) kunne den vinde. Konkurrencen om navnet synes jeg dog den har vundet: Det bliver ikke bedre end Mondial.

Og hvis man prøver at overgå det? Ja, italiensk har jo nok at byde på, som jeg hyldede i det gamle indlæg “Verdens bedste benzinnavn og andre ting på italiensk“. I halvfjerdserne monterede Ferrari en gearkasse på tværs i deres Formel 1-racere, og det hed “Trasversale”, en betegnelse jeg altid har elsket. Og i firserne genoplivede Ferrari så Mondialnavnet. Hvis man sætter de to ting sammen – og det gjorde Ferrari i 1989 – så får man selvfølgelig en “Ferrari Mondial T”. Men det er ligesom maleren, der ikke stoppede i tide: Det bliver ikke bedre af det.

Desuden var bilen Mondial ikke rigtigt noget mesterværk, hvormed vi er tilbage ved Hillman Super Minx. Det er et flot navn, men resten er ikke helt op til den standard.

Firepersoners centermotorbiler har aldrig været nemme og Mondial figurerer næppe på listen over Pininfarinas største. I T-modellen var teknikken faktisk væsentligt forbedret – men udadtil var det ikke så tydeligt, at det gjorde noget.

For første gang i ViaRETROs historie skriver vi i dag et indlæg til én eneste læser: M, du ved hvem du er. Og VI ved, hvad du skal lave denne vinter. Læs det selv:

Kære M

Tak for hyggeligt selskab og mangen en god snak på Ring Djursland i weekenden. Din Triumph TR5 var flot og vellydende og i det hele taget bare en dejlig vogn og det var frisk at tage den fra Sjælland til Djursland. Så vidt så godt. Men i løbet af weekenden viste det sig jo, at du godt kunne tænke dig at køre historisk motorløb, og det vil jeg gerne hjælpe dig med. Så det prøver jeg nu.

M, du fortalte jo, at du hjemme i garagens dyb havde en 1969 Chevrolet Corvette med manuelt gear og L46-Hi-Po-option, som du aldrig brugte til noget. Well, her er jo en kærkommen lejlighed. Var der nogle Corvetter ude på Ring Djursland? Næ, ikke en eneste. Betyder det, at det er en umulig og ubrugelig racerbil? Næ, de kørte skam Le Mans og alt muligt med dem. Det er da en FED racerbil!

En anden M i perioden og påklædt derefter. Jeg synes det hører med.

Så den synes jeg du skulle hive ud af gemmerne og gøre klar til race i 1971-klassen. Og ikke mindst synes jeg du skulle gøre med et absolut minimum af modifikationer: Dels for at gøre det billigere, dels fordi den med 350 hestekræfter må være hurtig nok – og dels for at vise, at det ikke behøver gøres mere kompliceret end højst nødvendigt. En styrtbøjle eller bur, racersæde og seler, nogle racerbremseklodser, frisk undervogn og nogle gode gadedæk. Så kører vi! Eller du gør.

Det gør ikke mig noget, at bilen står i grå primer: Spar pengene og lad være med at lakere den i denne omgang. Det gør heller ikke mig noget, at interiøret ikke er perfekt: De fleste andre racere har slet ikke noget. Det gør ikke mig noget, at den ikke vinder: Det er der kun én der kan, så der vil altid være flest af dem, der ikke vinder. Bare slap af med det.

Ikke alle kan komme først. Og så er det jo rart at køre i en lækker bil, uanset hvad.

Som vi stod der ved lægterne var vi jo enige om, at det var godt race i 1971-klassen, ikke? Spændvidden var stor, fra Datzun Z over Ford Escort, Opel Kadett og BMW 2002 til Ford Mustang, Volvo P1800 og Rover 3500. Din Corvette vil bare gøre feltet endnu bedre, tro mig!

Til inspiration er her nogle billeder af en af de lækreste Corvette-racere jeg kender: BFG-Corvetterne kørte i sæsonerne 1972 og 1973 blandt andet på Sebring, Daytona og Le Mans. Og de gjorde det på BF Goodrichs nye gadedæk, Lifesaver Radial T/A. Det var ikke det bedste dæk i feltet, da de andre selvfølgelig kørte på rene racerdæk. Hele pointen med BFG-teamet var at vise, at dækkene kunne holde til det. Corvetterne var præpareret af Greenwood til de voldsomste specifikationer man kunne få en Corvette i, og bilerne ydede imellem 500 og 750 hestekræfter. Så kan du nok også nøjes med et gadedæk i dag til dine 350 heste.

Men det vigtigste er slet ikke specifikationerne eller farven eller farten: Det er, at du kommer ud at køre racerløb. Og når du nu HAR en Corvette. Hvorfor så ikke?