Medlem ruldal

Midt i gigantbyen Rio de Janeiro, Brasilien, står kolossen Maracanã og rager op i fem etagers højde. For folk udenfor Brasilien er her tale om et ordinært fodboldstadion, omend et af enorme dimensioner.

For brasilianere derimod er Maracanã et tempel. Et gudernes tilholdssted hvor den inderste sjæl af den nyere brasilianske folkekultur har sit udspring. Det er her “jogo bonito” begyndte, er modnet og til dels også destrueret igen. “Jogo bonito” betyder “spil smukt” på portugisisk, og begrebet anviser formålet med det brasilianske fodboldspil. For sande tilhængere af det smukke spil er kunsten at spille smukt med fantasi og kreativitet. Vigtigere end den egentlige sejr – næsten.

Maracanã – hvis helt officielle navn er Estádio Jornalista Mário Filho – var et resultat af store tanker helt fra begyndelsen. Fodboldspillet var kommet sent til Brasilien, men havde i løbet af kort tid forført hele nationen. Fodbold var blevet udbredt på grund af sin tilpasningsevne til alle egne og steder at spille spillet. Selv på små områder kunne legen med bolden udføres, og der krævedes kun den runde bold. Reglerne var simple, og spillet var i Europa kendt som “Det simple spil”. I Brasilien var det dog legen med bolden, som gav spillet en rivende udvikling og ikke selve konkurrenceelementet. I løbet af 35 år op til Anden Verdenskrig havde hele verden hørt om den store nation på det sydamerikanske kontinent og deres evner indenfor boldspillet med deres særligt legende og kunstneriske omgang med bolden.

Anden Verdenskrig danner en naturlig skillelinie i verdenshistorien, og efter de næsten altopslugende ødelæggelser var der i slutningen af fyrrerne brug for internationale positive strømninger. Et globalt verdensmesterskab i det folkekære spil var et af de greb, man benyttede til at samle den nye verden. World Cuppen havde været afholdt før krigen, men de to verdenskrige havde afholdt forskellige hold fra at deltage hver gang, så turneringen havde indtil 1950 fremstået en anelse amputeret og ikke som en egentlig international turnering. I 1950 var alle med, og Brasilien var blevet udvalgt til stedet, hvor turneringen skulle afholdes. Sikkert hjalp det til udnævnelsen at landets spillestil repræsenterede noget smukt, underholdende og livgivende.

Udnævnelsen til Brasilien som værtsland passede landets politikere fortræffeligt. Det var en glimrende lejlighed til at præsentere landet i en international kontekst, og derfor stak forberedelserne til turneringen i 1950 langt dybere end til det rent logistiske. Brasilien var i en rivende udvikling, og regeringen var opsat på at placere landet på det globale landkort som et fremtidens land. Rio var på dette tidspunkt hovedstad i Brasilien, men ved hjælp af avantgardistisk arkitektur var en ny, grundlagt fra bunden, hovedstad planlagt. Den nye hovedstad skulle hedde Brazila og var planlagt til at stå færdig i 1960. Det nye stadion i Rio måtte være et manifest i denne plan, og man havde enorme ambitioner for det nye stadion. Det skulle udstråle modernitet og imponere alle i hvor hurtigt og stort, man kunne bygge konstruktioner i Brasilien.

Den første sten blev lagt den 2. august 1948. På under to år – og på trods af at byggeriet sakkede bagud, og gik over det planlagte budget – var stadion klar til at lægge græs til turneringen, herunder finalen – og hvad brasilianere til denne dag kalder den vigtigste fodboldkamp i historien. Det blev bygget på en gammel hestevæddeløbsbane, tæt på centrum og i et område af byen, der voksede under moderniseringerne i midten af århundredet, der særligt pågik i den nordlige ende af byen, og som sådan var det et symbol på denne udvikling og udvidelse af byen. Den store betonskål som omkransede græsbanen gav ikke megen intimitet eller luksus for tilskuerne (toiletter var dårligt nok klar til brug i 1950), og arkitektonisk var det ikke dengang særligt inspireret. Men det gjorde en forskel og var et rum med betydning for samfundet.

Maracanã blev bygget til at rumme 205.000 tilskuere, og til slutrunden i 1950 havde man det største antal tilskuere med 199.000 sjæle i templet til den vigtige finalekamp mellem Uruguay og Brasilien. Ikke overraskende var der en del kritik af det nye stadion. De enorme omkostninger fik kritikerne til at hævde, at der var bedre og vigtigere område at spendere de store summer på. Trods kritikken var langt den overvejende del af den Brasilianske befolkning mere end begejstret for beslutningen om det nye fodboldmonument.

Finalekampen i 1950 fandt sted den 16. juli, og de 199.000 tilskuere havde set frem til kampen i flere dage. Den brasilianske selvtillid var grænsende til det hovne, og intet så ud til at kunne hindre landsholdet i at besejre den lille nation Uruguay. Første halvleg forløber målløs, og dermed er VM trofæet i sikre hænder hos brasilianerne. Dengang benyttede man et andet pointsystem i turneringen, og uafgjort i finalen var nok til at Brasilien ville vinde. Beretninger fra førstehåndsvidner fortæller, at støjniveauet på Maracanã var øredøvende fra de næsten 200.000 tilskuere.

I kampens 47. minut scorer Brasilien, da Friaça sætter bolden i nettet. 1-0 og lydniveauet kan tage et par tænder mere op. Nu kan det ikke gå galt for Brasilien, der dengang altid spillede i hvid trøje.

I løbet af det 66. minut scorer den uruguayanske wing Juan Schiaffino det udlignende mål. Stadig intet at bekymre sig om for de brasilianske tilskuere. Det lå i skæbnen, at Brasilien skulle vinde her på Maracanã. På dette stadion synes det at være en gudgiven ret at ende med sejren.

79 minutter inde i kampen indtræffer katastrofen. Den anden uruguayanske wing Alcides Ghiggia scorer målet til 1-2… Maracanã blev stille, og de ​​200.000 fans på stadion blev øjeblikkeligt ramt af vantro.

Stillingen holdt til slut, og Det chokerende nederlag fremkaldte mange reaktioner efter kampen, der viste omfanget af ødelæggelserne. For eksempel efter det sidste dommerfløjt, hvor en nødlidende fan begik selvmord og tre andre døde af hjerteanfald. Forbundet FIFA overrakte VM-trofæet til Uruguay uden en egentlig prisoverrækkelse, og ingen havde tænkt at forberede en lykønskningstale til Uruguay. Uden for stadion væltede en gruppe af brasilianske fans en buste af Angelo Mendes de Moraes, borgmesteren i Rio, der nu blev hånet på grund af hans tidlige lykønskninger med sejren, som han excellerede med i taler og interviews i dagene op til finalen. Flavio Costa, træner for det brasilianske hold, forlod diskret stadion forklædt som en barnepige. Nederlaget påvirkede også selve det brasilianske landshold, der ikke deltog i kampe i to år – eller spillede på Maracanã i fire år efter VM. Endelig blev den mest synlige konsekvens af nederlaget, at landsholdet fremover skulle spille i kanariegule og grønne trøjer i stedet for den hvide trøje, som nu symboliserede katastrofen på Maracanã.

Nederlaget havde også en følelsesmæssig og psykologisk indvirkning på det brasilianske folk som helhed og på det brasilianske samfund i almindelighed. Kampen mod Uruguay fik tilnavnet “Maracanazo” og anses for at være en national tragedie og er undertiden sammenlignet med bombningen af Hiroshima og angrebene på New York den på 11. september 2001. Maracanazo var særligt tragisk, fordi hele Brasilien – og en stor del af den øvrige verden så VM på TV. Brasilianere havde følelsesmæssigt investeret i deres hold, og som følge heraf havde hele landet lidt et traumatiserende nederlag. Brasiliens bestræbelser på at vise verden, at det var et land, der fortjente respekt og beundring, var som styrtet i grus.

Maracanã skulle i aften have dannet rammen for Brasiliens genkomst som verdensmestre i fodbold. Det mytiske stadion har undergået endnu en renovering og ombygning. I tidens løb er de mange ståpladser lavet om til siddepladser, og Maracanã har i dag kapacitet til omkring 90.000 tilskuere. Billetterne har længe været udsolgt til hovedsageligt brasilianske tilskuere, som ville se deres hold tage VMtrofæet i deres hænder. Maracanã skulle igen hjemsøges af jogu bonitos guder og forsøde tilværelsen for de 200 millioner brasilianere.

Guddommeligheden, spillet og sejren udeblev. Finalen bliver i aften spillet af Tyskland, som udraderede de kanariegule spillere i semifinalen. Yderligere er ydmygelsen forstærket af, at Tysklands modstander i finalen er Brasiliens ærkerival Argentina. Hvis Argentina vinder finalen på Maracanã, vil enhver brasilianer med gråd i stemmen kunne påstå, at det store stadion er gudsforladt og hjemsøgt af onde ånder.

Som bekendt stopper den klassiske Englandsrute fra Esbjerg til Harwich til efteråret. Og som bekendt er Goodwood Revival verdens bedste arrangement for historisk motorsport og alt omkring det. Bør de to ting kombineres? Eller er det bedre med pommes frites på Spa eller pølser på Nürburgring?
ViaRETRO har skrevet og skriver stadig meget om at køre i de klassiske biler – eller ligefrem rejse. Det er da også det fornemste man kan gøre med dem, efter vores mening. Og det lader til at en del læsere er enige i dette: Rejsebeskrivelser er populært stof, lidt eksotisk må det også gerne være og lugten af gamle dage kan de fleste lide.

England lugter mange steder meget dejligt af gamle dage, og ingen steder mere end til Goodwood Revival. Når man så betænker, at de bedste parkeringspladser til dette verdens største klassikerarrangement er reserveret klassiske biler fra før, så tegner der sig et billede, ikke?

Eller i hvert fald et spørgsmål: Er der andre end mig, der drømmer om at tage turen til Goodwood i klassiker i efteråret? Med Englandsfærgen er det faktisk en let og behagelig tur i klassisk bil, hvor man hurtigt kan slå ind på hyggelige småveje og i ro og mag tage turen til det skønne Sussex.

Det er jo ikke fordi det bliver umuligt at komme til England med bil derefter. Men så skal man altså lige køre til Holland eller Frankrig først. Spørgsmålet blev aktuelt, fordi jeg blev kontaktet af en erfaren Goodwoodrejsende, der har billetter på hånden og også kan være behjælpelig med overnatning på den slags steder, som vi godt kan lide. Selvom det her primo juli allerede i Goodwood Revival-sammenhæng er elvte time. Hvis man er i tvivl om, hvad det der Goodwood Revival lige er for noget, så kan man læse min begejstring ud af indlægget om sidste års udgave hér – eller se på billederne, hvis man ikke er så god til at læse. Man kan også se nedenstående lille video, der viser ganske fint, at Goodwood handler om mere end bare racerløb.

Goodwood Revival er ganske enkelt et totalteater, og jeg elsker den slags. Flere skrev sidste år, at det er et løb man absolut skal besøge mindst en gang i sit liv. Og det er rigtigt. Det gælder sådan set også, selv om man ikke går så meget op i totalopsætningen som jeg gør. For år efter år lykkes det nemlig Goodwood at stille biler på banen, der får en til at tabe både næse og mund: Det er få steder, man kan se racerbiler af den allerallerfineste kaliber bliver taget ved nakken og slynget rundt som de er skabt til. Grand Prix Historique i Monaco kan noget af det samme, og Le Mans Classic ligeså. Alligevel når de efter min mening rent bilmæssigt ikke helt samme højder som Goodwood. Så det skal ses, skal det.

Man kan selvfølgelig gøre det på flere måder, men at ankomme i klassisk bil synes jeg nu engang er den helt rigtige, netop når det handler om Goodwood. Og det vil jeg lige høre, om andre end jeg har lyst til i år?

Eller om den belgiske klassiker Spa Six Hours trækker mere? Det løb finder sted weekenden efter Goodwood Revival, altså 19.-21. september, og byder på den historiske motorsports længste vaskeægte langdistanceløb på, ja, som navnet antyder, seks timer. Det er lang tid. På en lang bane. Med et stort felt. Det er et spektakulært skue når de over hundrede racerbiler buldrer afsted om eftermiddagen. Og ikke mindre imponerende, når de efter seks timers kamp har afgjort hvem der var bedst forberedt, i bedst form, mest heldige. Langdistanceløbet her er åbent for biler fra før 1965, men skulle andre klasser trække mere i en, så kan man nu sagtens få sin lyst styret med formelbiler, sportsvogne eller nyere biler også.

Ovenstående udsøgte galleri er med stor omhu fotograferet af Børsmægleren til Spa 2013. 
Jeg har fået min lyst styret gentagne gange, og som regel også besøgt dette løb kørende i egen klassiker. Der er kun 875 kilometer fra Aarhus, et rask ridt i en kapabel GT-vogn. Og et mindre rask ridt i alt muligt andet. Det tager for eksempel pænt langt tid i en PV445. Men umuligt er det ikke.

Sidste år sparede jeg mine kvaler ved at vælge imellem de to ved at tage dem begge, og fortsætte fra England til Belgien. Det kan man også sagtens, men der ryger jo en halvanden uge af kalenderen, hvilket de færreste trods alt er parate til. Begge er dog pragtfulde arrangementer, så det er for så vidt både klogt og rationelt at gøre det på den måde.

Sæsonens tredie store arrangement i den danske baghave er selvfølgelig Oldtimer Grand Prix på Nürburgring. Ultimostiles videoer derfra (se de engelsksprogede videoer på Viaretro.de) har sikkert givet mange appetit på et besøg, og har man aldrig været der, så er det heller ikke for tidligt. Ingen enkelt racerbane i motorsportshistorien har vel været skueplads for så store legender, dueller og dramaer end den tyske bane i Eifelbjergene (også bare 850 kilometer væk)? Den er i hvert fald vædet i historie og godt nok finder de fleste løb sted på den nye Grand Prix-bane, men langdistanceløbet om fredagen finder sted på den rigtige Nürburgring, die Nordschleife.

Kan man ikke vente, så er det rart at vide, at Oldtimer Grand Prix ligger længe før de to andre i kalenderen, 8.-10. august. Det er således dét man skal vælge, hvis man er blevet tændt op at Copenhagen Historic Grand Prix weekenden i forvejen. For det skal man selvfølgelig også se – køb billetter hér. Og skulle man så efter begge de to være mæt af historisk motorsport, så er der en hel måned til at restituere i!

Personligt er jeg som altid i syv sind, som et barn i en slikbutik: Jeg kan ikke det hele, men ville gerne – så hvad skal man vælge? Lige i dette minut hælder jeg meget til Nürburgring, når nu jeg er varmet op efter CHGP og af Ultimostiles videoer. Mine norske venner i Norsk Gran Turismo Union tager en rundtur derned også, og Cochem er et skønt udgangspunkt for udforskning af denne tyske region. Efter så meget race så KAN man godt bruge lidt afslapning. For eksempel noget med biler.

Så hvad siger I, derude – er der stemning for et gevaldigt nostalgitrip til Goodwood Revival den 12.-14. september? Et mindre nostalgisk trip til Belgien efter endnu mere race end selv Goodwood byder på? Eller er både England og Belgien for eksotiske rejsemål, og de tyske bjerge omkring Nürburgring trækker mere?

 
[adrotate banner=”36″]