Medlem ruldal

Trekantsdrama! Elsker I dem ikke bare? I sidste weekend var jeg involveret i et meget pikant af slagsen, og det kunne i princippet være gået grueligt galt og have kostet mig både hæder og ære. Men strunk forsvarede jeg danskheden og bragte både sygeplejerske og Giulia hele hjem til doktoren. Der selv havde spurgt om jeg ville ha’ en tur. 
Der er meget at fortælle om sidste uges udflugt til Norge og Gentleman Driver’s Weekend, og jeg brygger stadig på den samlede historie. Og mens jeg gør det er det blevet fredag, og vi måtte have noget med sygeplejersker.Men sådan en var der skam også med på turen! Den tangent tager vi lige i dag.

Det første der skete, da det danske hold ankom til det første opsamlingspunkt for de nordgående biler var, at jeg fik stillet en diagnose. Jeg syntes godt nok det var underligt, men Dottore Lundemi i den hvide kittel udviste stor autoritiet og udpegede straks “i dolori dei pazienti”, patientens sygdom. Jeg blev diagnosticeret som “dansk” og fik prompte ordineret et år i Norge og alkohol til. Jeg har det på tryk – se herunder.

Sygdom: “Dansk”. Grazie, dottore.

Sagen var, at dottoren selv var på hælene: Gentlemen Driver’s Weekend var udskrevet for GT-biler, og han var ankommet i en Alfa Romeo Giulia Berlina 1600 Super. Quattroporte. Vi danskere var i det mindste undskyldt med sprogforbistringer og begyndervanskeligheder, for vores Citroën DS var mindst ligeså forkert. Men il dottore var skam ærkenorsk under kitlen, og Christer Lundem vidste godt, at den var gal: Så han og kæresten Natalie kompenserede med at give den som dottore Lundemi og sorella fra Union ospedale de Roma, begge iført passende tøj, Christer med recepter og Giuliaen udsmykket med  fuldt funktionelt alarmblink, der blev anvendt ved festlige lejligheder i tunneller og deslige. Det var et herligt par og et populært indslag.

Il dottere e sorella ved færgeoverfarten mod Stryne.

Men her er doktorens egen sygdom tydelig: Slem Berlina.

Det viste sig, at Christer ikke var uvant med gedulgt rollespil: For mange år siden var hans automobile løbebane startet med at han fik lavet visitkort fra Norsk Lamborghini Klub, hvoraf det fremgik af han var formand – og med dem og et antal Norsk Lamborghini Klub-T-shirts i bagagen drog han så på ferie til Italien fast besluttet på at besøge Lamborghini-fabrikken. Der selvfølgelig var lukket for ordinære besøgende, men når nu selve formanden for den norske klub stod der med T-shirts til alle han mødte på sin vej? Der fandtes godt nok ingen klub for tyrene i Norge, men det vidste italienerne jo ikke, så Christers visitkort og T-shirts fik ham hele vejen ind i det inderste, og sandelig om han ikke også fik lov at få en tur i en Lamborghini.

Chaufføren? En vis Valentino Balboni. Bilen? En prototype til Murcielago, forklædt i Diabloklæder. Som passager? Ja, det var meningen – men da de var kommet langt nok væk skiftede de plads og Christer fik lov at køre den tilbage. Efter sigende var han dermed den første ikke-Lamborghini-mand, der kørte den nye Murcielago…og et-eller-andet sted forstår jeg så godt, at han holdt på med at spille roller og svindle lidt. Episoden havde for evigt præget ham og han besluttede at blive motorjournalist og havde i processen også fået en vis forsmag for italienske biler. I garagen derhjemme holdt også en Zagato “Monster”, Bertone coupé, racerbiler og vistnok andet godt, som jeg har glemt. Og så kørte han ellers også hyperbiler rundt på Nürburgring med deres ejere for at tjene til vejen og dagen. Ja, nogen skal jo gøre det!

Faktisk er ambulancer gule i Norge. Til gengæld var doktorens en Super.

“Daglige indsprøjtninger med diesel virker ikke mod depression og overvægt”

Denne udprægede motorentusiast havde altså valgt at stille op her med en Giulia Berlina. Endda en 1600. Efter tolvcylindrede Lamborghinier og Paganier og lette Porsche 911’ere kunne det virke meget asketisk, ja, nærmest som et tilbageskridt? Jeg har sikkert spurgt til det, og pludselig sagde han, at jeg jo kunne prøve den selv. Da det viste sig at han mente det alvorligt, det med at overlade rattet til mig, lige som vi skulle ud på nogle af Norges mest udordrende køreveje, så foreslog jeg at han lige konfererede den af med sygeplejersken, da hun dermed ikke længere ville sidde ved siden af sin dottore, men af et ubeskrevet kort og gud ved hvordan han kunne holde hænderne på rattet. Natalie var med på den værste og så gik jeg ellers ombord i Giulia.

 

Doktoren havde udstyret i orden.

 

Maksimum 170 på grund af gaffa.

Sorella Natalie var med på den.

“Husk det er en gammel bil”, sagde Christer – og antydede, at den slags kunne kræve lidt tilvænning. Jeg forsikrede ham om at jeg var vant til tilvænning til alt muligt, og så startede jeg ellers de hundrede vilde heste: Lækker motorlyd fra den klassiske Nord-motor, let start og klippestabil tomgang. I med første gear: Rent visuelt en sjov placering af gearstangen, men den sidder faktisk lige hvor den skal og skiftet var let som norsk fjeldluft. Ud med koblingen og afsted, og enhver nervøsitet for at stalle ved afgang var gjort til skamme, for drivlinen sad lige i øjet og viste sig hurtigt at være ikke bare let at styre men også effektiv.

Jeg havde udefra set Berlinaens hastige fremmarch i bjergene…

Aha, det forklarede noget af ekvipagens meget hastige fremmarch tidligere på turen: Fra DS’eren havde vi jo set, hvordan lægebilen sparkede godt fra sig op af bjergsiderne og heller ikke var nogen sinke på motorvejen. Il dottore selv fortalte, at han ikke kørte voldsomt stærkt af hensyn til tagblinket, der immervæk kun var fastgjort med gaffetape. Men i mange andre henseender lod han Nord-motoren brøle, og selv om det affødte lidt røgudvikling når han slap gassen igen, så var den lille 1600-maskine tydeligvis ved godt foder.

…og bag rattet gik det op for mig hvordan: Sublim balance.

Det var imidlertid ikke det, det handlede om i bjergene, og da slet ikke på den rute jeg skulle tage Giulia ud på nu: På talrige strækninger kunne to biler dårligt passere hinanden, og i hårnålene kunne man virkelig heller ikke bruge ret mange kræfter. I stedet handlede det om letkørthed, balance og moment, og Giuliaen viste sig fra sin bedste side.

Giuliaen var blandt de svageste biler i feltet men langt fra langsomst.

Ja, min overordnede konklusion var faktisk, at jeg nok aldrig har kørt en bil, der var i bedre balance – sådan set i det helt store perspektiv. Størrelse, komfort, motorkarakteristisk, moment, omdrejningsvillighed, bremseevne, styring, lydniveau, livlighed, rolighed, præcision – morskab og alvor og anvendelighed sad simpelthen lige i skabet. Det var simpelthen er fornøjelse, og jeg var overrasket over HVOR godt jeg syntes om det hele, fordi jeg trods alt har kørt coupéaflæggeren ved andre lejligheder. Lige præcis denne berlina viste sig bare som mere delikat end nogen Alfa Romeo jeg har kørt før og måske end nogen bil jeg overhovedet har kørt. Den føltes på en meget delikat måde hele tiden, som om den var på tæerne som en spændt ballerina – men uden at det på nogen måde blev anstrengt eller nervøst.

Et billede på, hvordan det var at køre Giulia.

Jeg var kort sagt slemt imponeret over Giuliaen, der gjorde alle Christers advarsler om ”gammel bil” til skamme: Den var fra 1970, men kørte som en væsentligt yngre bil.

Ikke som en ny bil, heldigvis, for det var faktisk præcist her den brillerede. Ingenting var filtreret fra i et misforstået ønske om ikke at belemre chaufføren med at føle hvad der foregår, eller gået tabt i bedøvende virkning af hjælpemidler som servoer og elektronik. Fornemmelsen var overordnet af en totalt ubekymret lethed og optimisme på hjul, og det forklarer billederne af en grinende chauffør – uanset om det var undertegnede eller Christer. Jeg fordi jeg ikke havde forventet så brilliant en vogn, Christer fordi han nød dens sublime tilgængelighed.

På disse veje ville en Murcielago være som en elefant i en glasbutik og nøglerne til sådan en som en jernkugle om benet. Frøken Giulia var La Dolce Vita på hjul og det var en fornøjelse at lege doktor med hende.

Moralen af denne historie: Et liv baseret på svindel kan også føre til noget godt. Eller less is more. Vælg selv.

“Hvorfor vil du sælge den”?, var der en der spurgte, da jeg nævnte dét – ja, at jeg ville sælge SAAB’en. Og det havde jeg denne gang rigtigt, rigtigt svært ved at svare på. Så jeg opfandt en årsag: Salget skal […]

Porsches mindste model 924 mødte kraftig kritik for bare at være en AUDI. Selv Porsches egne ingeniører fandt det uinteressant at udvikle på motoren til 924. Så man måtte hitte på noget nyt.

Nyheden kom da man udviklede videre på den fantastiske V8-motor fra 1978. Hos Porsche flækkede man den på langs, borede den op til 100 mm og vupti, nu stod man med en firecylindret motor på 2469 ccm og 163 HK. Ingeniørene lånte lidt Mitsubishiteknik med modsat roterende balanceaksler for at give den nye motor en bedre stabilitet.

Motoren endte med at få plads i en udviklet version af 924 som forlængst havde bevist sit værd med hensyn til en fin vægtfordeling og balance. Særligt var det 924 Carrera GT karosseriet man tog udgangspunkt i. I september 1981 lanceres så den første Porsche 944 på Frankfurtbiludstillingen. Den endelige 944 havde – i denne første version – også lånt interiør og indretning fra 924-modellen.

944 får sit eget interiør og en række andre detaljer i løbet af firserne og den endelige upgrade sker med indførelsen af Turbo S modellen i 1988. Her blev ydelsen hævet til potente 220 HK og gav vognen en tophastighed på 260 km/t. Turbo S motoren var stadig den oprindelige motor med otte ventiler og 2469 ccm. I 1989 lanceres Porsche 944 S2, nu med en forbedret 16 ventilers motor. Ved forøgelse af både slaglængde og boring har man nu en motor på 3 liter og en ydelse på 211 hk. Dette er verdens hidtil største serieproducerede 4 cylinder-rækkemotor uden turbo, og giver bilen en topfart på 240 km/t.

944 Turbo S er, på trods af en større og bedre motor i sugemotorudgaven, stadig den onde tvilling og helt kapabel til at tage kampen op med de hurtigeste vogne i sin klasse.

Med 1981 som modellens første produktionsår, kan 944 om kort tid indregistreres med veteranstatus og de fordele det medfører. Står du på spring til at importere en 944? Har du allerede én? Så fortæl endelig om de lyksagligheder den har budt dig. Er det en langt bedre bil end 924? Og passer det, at motoren er driftsikker som en granitsten?