Medlem ruldal

I indlægget om Armen i Karmen refererede læser Daniel Read til en kendt vandrehistorie om Triumph Spitfirens hoftesving: Dens sving skulle være så dybt, at chaufføren kunne nå jorden med armen over karmen. Så lad […]

Jeg kan godt lide begrebet allroundklassiker. Jeg kan også godt lide budgetklassikere. Og i det hele taget kan jeg rigtigt godt lide klassikere. Derfor fremhæver jeg ofte mantraet enhver klassiker er bedre end ingen klassiker. Her er et rigtigt godt eksempel på det hele. 
Man kunne godt lige runde denne indledning af med at spørge, hvad en klassiker egentlig er. Men det vil jeg ikke. Ovre i mine private sfærer raser nemlig et ordkløveri jeg dårligt forstår over min anvendelse af begrebet youngtimer, og jeg blev (endnu engang) mindet om, at mange har det svært med kategoriseringer af vores store fælles interesse, vognkøretøjerne. Som om youngtimer ikke var svært nok, så blev der også sået tvivl om klassikertermen, da en kommentator (på Facebook, et nymodens aggregat vi har koblet af igen) til Visuel Søndag-billedet bedyrede, at en Wartburg på billedet aldrig blev en klassiker.  Ser man det? På min egen krop oplever jeg næsen dagligt omverdenens tvivl ved, hvad de egentlig skal kalde min SAAB 90 – om noget.

Derfor holder jeg mig i dag på den helt sikre grund, og præsenterer en klassiker af fineste skuffe:

En italiener fra 1973, blu scoro (vil jeg tro farven hedder), quattroporte, velour med orange skær, med “træ”, tyndt rat, direkte styring og en letkørt baghjulstrækkersportslighed, der er lige vel hjemme i Furkapasset som på bagvejene på Djursland. Et ufatteligt langlivet design som alle genkender, solid teknik, pragtfuld lyd som giver den et vidt og bredt perspektiv på og i verden af i dag. En bil, der allerede ved fremkomsten i 1967 hjemtog Årets Bil-titlen i både Danmark og Europa. Tadahhhhh, tag godt imod Fiat 124 Special!

Testbilen var en skøn farve.

Ganske rigtigt, det er såmænd Fiats millionsællert fra tresserne, der i dag er en bona fide klassiker. Hvordan kan jeg sige så sikkert, at det er en klassiker? Jo, den har de originale sorte nummerplader. Det var let! Den er også 41 år gammel og har kørt 371.000 kilometer, primært som hverdagsbil. Der er chrom udvendigt og orange indvendigt. Og på de mere bløde fronter: Den har det knivskarpe design, som kun de allerstørste klassikere kan mobilisere. Den skaber idag glæde og henrykkelse ved sin fremfærd. Også hos sin chauffør, fordi den er så anderledes at køre end en moderne bil. Ganske enkelt: En rigtig klassiker, altså.

Og lige præcis denne Fiat 124 Special er i virkeligheden ekstraspeciel. For det første har den en komplet historie fra den første ejer i Løgstør. Han var bankmand, men siden gik det fremad med en musikhandler i samme udkant, hvorefter bilen fandt sin rette ejermand i 1986: Kurt Krogh, en kendt størrelse i Fiatkredse, entusiast, specialist og en grundig mand. Andre grundige blandt læserne vil bemærke, at BM-nummerpladerne ikke er fra bilens fødselsår, hvilket skyldes at den blev afmeldt i 1975 og indregistreret igen lidt senere.

Sorte plader er et sikkert kendetegn på en rigtig klassiker.

Men at sådan en bil som en Fiat 124 er her iblandt os endnu må tilskrives Kurt: På den ene side har han godt nok kørt mange kilometer i bilen, men på den anden side har han løbende sørget for, at den kunne køre og blive ved med det. Jeg tænkte faktisk selv på at købe den, da den var til salg i 2013. Men det gjorde i stedet den nuværende ejer, Kim Nielsen, der nu har kørt 11.000 kilometer i den. Undervejs mod de 371.000 er den renoveret flere gange, og som Kim selv sagde, så kan man godt se det på de mindre end jomfruelige panelgab. Med de mange kilometer i al slags vejr in mente er det dog utroligt, at den er her.

Kilometrene er indirekte årsag til, at 124’eren ikke længere fremstår helt original. Der skete noget med trafikken fra 1973 og op i moderne tid, så undervejs har Kurt forsynet Fiat’en med større motor, femtrins gearkasse, bedre lys, inderskærme, eldrevet forrudesprinkler (til dem der ikke kender andet kan ViaRETRO oplyse, at originalsystemet havde en manuel pumpe), Abarth-fælge og sikkert andre småting. Bortset fra fælgene (med ultrabrede lavprofilruller på 175 millimeter) fremstår 124’eren dog meget original, og intet skriger til himlen: Sådan kunne den den såmænd også have set ud i halvfjerdserne.

124 Berlinas svageste side er muligvis denne: Karmens højde og ikke mindst dens skarpe kant gjorde armen i karmen til en ukomfortabel affære.

124’eren kom jo med 1200- og 1400-motorer, der såmænd var kendt for deres friskhed allerede i standardudførelsen. Ikke mindst fordi 124’eren var en relativt let vogn på omkring 900 kilo, afhængigt af model. Senere kom modellen med twincammotorerne på 1400 og 1600 kubik, der først lå i 124 Spider. Og så kunne de firkantede familieeæsker virkeligt udspille deres sportsånd.

Og hvis nogen tvivler på, at den faktisk er der, så husk på de to andre 124’ere i Fiats program: Spider og Coupé. De har godt nok lidt kortere akselafstand og twincammotorer, men meget af den øvrige teknik under blikket er ens for de tre modeller, og både Spider og Coupé er jo velkørende biler – så hvorfor skulle 124 Berlina ikke være det? Denne konkrete bil var i hvert fald: Med 1600-motoren manglede der ikke kræfter, særligt ikke dem, som jeg holder så meget af – moment fra lave omdrejninger. Bevares, 124’eren rykkede ikke bukserne af nogen, men friskfyrsagtig med masser af overskud, dét var den. Og så lød maskinen til min overraskelse rigtigt godt, typisk Fiat-sportslig note med et snert af temperament i både udstødning og indsugning: En af de rigtigt rare ting ved at køre en ægte klassiker, for ingen moderne biler kan lyde sådan længere.

En kæk detalje var vinklen på antennen. Ulempen var desværre, at man kunne få den i øjet, når man gik fra bagagerummet til sidedøren. Men det er en rimelig risiko til gengæld for den rå rallystil.

Under kørslen var der rig lejlighed til at høre på tonerne, for med et ekstra gear kunne man altid røre lidt i gryden: Her var lidt øvelse en fordel, selvom skiftet egentligt var præcist nok. Jeg kom bare fra SAAB’ens lastvognsagtige gearskift, så var lidt uvant med, at Fiat’en faktisk foretrak hurtige skift frem for dovne. Jeg var med på legen, og på de små veje bagom brugte jeg enhver anledning til at geare op og ned med rigelig mellemgas. Ja, det var lige før jeg havde lyst til at lave et dobbeltdyt med hornet før hvert uoverskueligt sving, så italiensk følte jeg mig. Det eneste problem var mine store fodformede SAAB-sko, der var for brede til Fiatens italienske pedalbrønd. Dagen efter havde jeg skiftet til køresko, og så virkede det hele meget mere rigtigt. Jeg tilføjede kørehandsker, fordi det passede glimrende til det tynde rat og nationaliteten i det hele taget.

For sådan pænt italienskagtig virkede den faktisk, den blå 124 Special – og med tanke på det særdeles afdæmpede ydre kunne jeg ikke lade være med at smile ved kontrasten: Netop i mørkeblå virkede det kantede og oprette treboksdesign alvorligt og næsten limousineagtigt, men underneden følte 124’eren sig som en gadedreng. Køreegenskaberne var nemlig yderst underholdende oven i hatten med kraftoverskud: Levende grænsende til det nervøse og dermed en kæmpe kontrast til mine seneste, SAAB’en og Hondaen. 124’eren en føltes endnu lettere end de 900 kilo, og den lethed var på bagvejene som regel en dejlig fornemmelse: Styringen i sig selv var ikke overdrevet let, men med det store tynde rat var der fin kontrol over tingene, men man da skulle bruge rattet når det gik frisk til, og ikke bare med to fingre.

Dobbelte forlygter har jeg altid godt kunnet lide.

Til gengæld var bremserne lette, og de fire skiver tog alvorligt ved – igen godt hjulpet af den ekstreme dækmontering. Der formentlig også var årsag til bilens lille unode med at løbe lidt efter spor og hvide streger. Ikke udpræget, men tendensen var der. Jeg gætter på, at de fleste er enige i, at de brede dæk faktisk klæder bilen godt – og fælgene er den ægte perioderigtige vare. Selv jeg ville beholde dem. Selvom jeg ikke kan lade være med at tænke på, at det ville være lettere at drifte med bilen på den originale dækmontering.

Det var så rigeligt om den sportslige åre, og vær ikke i tvivl om, at det har denne bil: Undervejs sad jeg faktisk med en sær fornemmelse af at have prøvet noget lignende, og kom så i tanke om, at jeg da havde en 124 Sport Coupé fra 1974 engang! Den virkede (og var) fysisk tungere at danse med end denne 124 Special, men fornemmelsen af legesyge i motor og gearkasse var helt den samme.

Masser af velour giver et godt lydklima i kabinen.

Men nu ER det jo ikke altid, man skal lege med sin klassiker. Jeg prøvede Kims Fiat på min daglige pendlerrute, som jeg altså lige udvidede med nogle afvigere til de mindre veje. Men den klarede det over al forventning: Min største tvivl var dueligheden ved motorvejsfart, men tvivlen blev gjort til skamme. 124’eren var overraskende letfodet op til 120-130 km/t, hvor motoren så virker lidt travl, men stadig uanstrengt og veltilpas. Det samme gjorde denne chauffør, for jeg sad fortrinligt i de bløde veloursæder. Det er muligvis indbildning, men min fornemmelse sagde mig, at deres orange kulør gjorde både ryg og balder godt! 

Endnu bedre er det jo sådan set, at festen med denne fine klassiker ikke er ovre endnu: For den er jo ikke bare en egoistbil for manden med kørehandskerne, der alene vil ud og finde  sit italienske alter ego. Med sine fire døre og seler på bagsædet kan denne klassiker faktisk rumme hele (standard-)familien – nøjagtigt som Kim har gjort og Kurt før ham. Der er dermed tale om en fuldt anvendelig klassisk bil – sågar med stort bagagerum. Ja, selv anhængertrækket noterede Deres jyske testkører sig med tilfredshed var på plads. Hvad kan man ønske sig mere?

Masser af velour giver et godt lydklima i kabinen.

Dobbelte forlygter har jeg altid godt kunnet lide.

En kæk detalje er var vinklen på antennen. Ulempen var desværre, at man kunne få den i øjet, når man gik fra bagagerummet til sidedøren. Men det er en rimelig risiko til gengæld for den rå rallystil.

124 Berlinas svageste side er muligvis denne: Karmens højde og ikke mindst dens skarpe kant gjorde armen i karmen til en ukomfortabel affære.

Sorte plader er et sikkert kendetegn på en rigtig klassiker.

Så min konklusion er klar: Denne Fiat 124 Special er en klassiker med svar på det hele. I Kims tid har den fået ny udstødning, dæmpere med mere, og han havde ingen skrupler ved at lade mig køre mine pendlerture i den. Den berigede transporten med sin køreglæde, særligt på omveje: For under 30.000 kroner får man vitterligt en hel del køreglæde, og det stort set uden at give afkald på nogle praktiske anvendelsesmuligheder. Her er faktisk en klassiker, der vil kunne fungere som den eneste bil. Stik den en familie på bagsædet, et DASU-pålidelighedsrally eller en trailer bagpå – denne Fiat 124 Special kan det hele, og det er alligevel sjældent man får det for det halve. Se annoncen på RUBRIK her.

Niels Birkemose var så god at klippe lidt sammen fra et par kilometer på de små landeveje: Sådan ville jeg ønske at alle mine køreture var. Fortissimo Fiat!