Under renoveringen af sin første Lamborghini lærte John noget. Og det prøver han nu at bruge – i renoveringen af den næste. I sidste uge havde han hentet en italiensk sadelmager op til Danmark, så interiøret kunne blive HELT rigtigt: Jeg kiggede Alberto over skuldrene.
Den første var den sorte Islero, som jeg har haft fornøjelsen af at prøve – og blev uhyre imponeret: Det er et storslået køretøj, og Johns sorte eksemplar var lige efter mit hoved. Men ikke helt efter hans eget – eller måske rettere, så havde erfaringerne fra renoveringen af den sorte Islero givet ham blod på tanden til den næste, Isleroens forgænger 400GT. Hvor han så kunne gøre de ting anderledes, som han syntes fortjente bedre. Herunder rustbeskyttelsen med Mike Sanders Korrosionsbeskyttelsesfedt, som jeg har skrevet om før.
Lamborghinis første bil: 350 GT. Meget lig 400GT på overfladen.
Nu synes jeg personligt sådan en klassisk Lamborghini i lige blodslinie fra Ferruccio selv indgyder en ærefrygt uden lige – men som jeg før har nævnt er ejeren af disse to aldeles nede på jorden med dem. Og måske har jeg også citeret John før, men så tåler det nok en gentagelse: “Hvis det er håndlavet oprindeligt, så kan det jo håndlaves igen”, sagde John engang for at afdramatisere renoveringen af den sjældne Islero.
Ferruccio Lamborghini selv, her bag rattet af en Espada – han var GT-mand.
Med nummer to følger han jo egentligt samme mantra – ikke at der er ret mange alternativer i øvrigt, vil jeg tro: Også 400GT’eren opstod i stort set håndarbejde, og færdige reparationsstykker og diverse tilbehør kan man kigge i vejviseren efter. Så hvad gjorde John lige, da han nåede til interiøret? Han hentede såmænd en italiensk sadelmager til Danmark, så han kunne beklæde Lamborghinien i det fineste tynde og lækre svinelæder.
Og ikke en hvilken som helst sadelmager: Et af Abertos sidste store projekter havde været en prototype for Ferrari – La Ferrari, som blev vist for nylig. Jeg fandt et billede af interiøret i den på det store internet – det fik mig overbevist om, at John nok først havde hørt om Albertos involvering i dette efter at han havde lavet aftale med ham om Lamborghinien. Jeg ville gerne have vist et billede af Albertos arbejde i La Ferrari, men interiøret er for grimt, og vil trække det overordnede æstetiske niveau i dette indlæg ned på et niveau, som Alberto ikke fortjener: Bestillingsarbejde laver vi jo alle engang imellem.
Alberto var fløjet ind fra Italien, og havde nogle lange arbejdsdage i det lånte værksted.
I Johns 400GT var det anderledes: Det skulle være “ligesom dengang”. At finde det rigtige læder tog lang tid – bundmåtterne med Carrozzeria Touring-træk var meget nemmere. Og lige en note til eventuelle 400GT-projektkøbere derude: Sørg nu for, at bilen er komplet – se lige de indvendige dørhåndtag! Kunsthåndværk.
Og det var Albertos arbejde også – kunsthåndværk: Faktisk havde han forberedt rigtigt meget hjemmefra, for John havde tidligere afleveret alle delene i Italien. Så dørsider, de komplette forsæder, tæpper og meget mere lå skam færdigt på værkstedet. Og alligevel dukkede der overraskelser op: Da bagsæderne kom på plads imellem hjulkasserne var Alberto ikke tilfreds med pasformen – så han sprættede dem op og syede dem om på stedet. Ligesom Johns holdning til hans Lamborghini-ikoner var der intet drama i det: Det er læder, tråd og skum og det skulle laves om.
Så det gjorde han. Længe. Skar, klippede, trak, skubbede, pressede, bankede, vred og drejede – og limede og syede så. Det blev flot. Egentligt havde jeg bestemt mig for at øve mine få italienske gloser. Men jeg var noget mundlam. Alberto er over 70 år gammel. Og mange af de år havde han brugt til at lave læder. Det blev godt, det i Lamborghinien. Her kan jeg så godt tilstå, at første gang jeg hørte om projektet havde jeg syntes det virkede noget overdrevet. Men nu hvor jeg så Alberto arbejde med Lamborghiniens læder tænkte jeg nærmere “selvfølgelig!”.
Den kritiske læser vil muligvis spørge sig selv, om der slet ikke er nogen ulemper ved Johns valgte model til interiørrenovering af en Lamborghini 400GT. Og jo, selvfølgelig er det det: John mener nu, at hans Islero ikke en så pæn som den burde være! Så hvad der sker, når 400GT’eren er færdig er et rigtigt godt spørgsmål…
Lige et par korrektioner, Alberto er faktisk kun 61 år og ikke 71 som vi troede, det var det med det mangelfulde Italienske. Og jo vi var godt klar over hvad han ellers laver, Alberto har faktisk lavet ALLE Ferraris showbiler de sidste mere end 25 år. Når han laver dem tager han over til Maranello fra Torino hvor han bor, er der ugen igennem og bor på hotel i byen. Ham går så hver dag ind i det allerhelligste på Ferrari fabrikken hvor jo kun meget få kommer før en ny model er vist frem og syr læder etc.
Da jeg spurgte hvad med hans mobil telefon? Jo den må han pænt aflevere før han går ind :-)
Men han var glad for de jobs, kunne forstå der var gode penge i det.. Hvilket man godt kan tænke sig når Ferrari sender bud efter en personlig.
Jack Ridell hjemmeside har lidt billeder fra sidste års besøg hos Alberto, f.eks John’s sæde:
http://www.lambojack.com/France_and_Italy_2012/Turin/Seat%20Bottom%20in%20Progress.jpg
Nydeligt arbejde – og nydelig vogn!
Det med de ti års misforståelse beroliger mig lidt, Uno: Jeg syntes jo han sprang mere adræt hen over stof- og læderrullerne end jeg ville have kunnet klare.
Mads, dén bil kan jeg garantere dig for, at jeg mandsopdækker! John mener jo, at den kommer på vejen her til sommer…
Jeg er solgt!
Om det er metal der bliver svejst, hamret og banket, eller sæder der bliver håndsyet, så er min facination lige stor, hver gang jeg støder på det… Tænk sig at være i stand til at skabe disse metaliske eller tekstile skulpturer blot vha. hænder og simpelt værktøj!
Jeg glæder mig til en opfølgende artikel om den smukke smukke 400, og i mens vil jeg hver dag kigge på mine slidte sæder og tænke; Hvis bare jeg havde de evner!
Facination = Fascination ;-)
Stum af beundring for håndværk i dén klasse.
Billeder kan desværre umuligt yde retfærdighed.
Garanteret været dyrt, men i mine øjne en af de mest fornuftige måder, at bruge sine penge !!!
Altid dejligt med rapporter fra garagerne. Fed historie
@Ib Erik: Prisen var faktisk meget rimelig, man havde let kunne give mere her i Danmark, og så havde det ret sikkert ikke været lavet af de samme originale materialer. Så det er en win-win for John.
Nu er jeg ikke sådan rigtig til lak og læder, men et godt håndværk skal man aldrig misse…
Mundlam af beundring! – håber virkelig at jeg er så heldig og se denne vogn i virkeligheden….
Fantastisk :-)
Jeg kørte en gang til Aarhus for at se og høre Johns Islero (og en film af mere dubiøs kvalitet)
Jeg blev ikke skuffet (over bilen) Så jeg bliver vist nødt til at tage til Aarhus igen, næste gang John
viser sine biler frem. Selv om jeg selv er for fattig/nærig til den slags liebhaveri. Ryster jeg ikke på hovedet over det. Tværtimod. Jeg tager hatten af og bukker, dybt.