Fin nostalgisk billedbog fortæller om dengang bilen blev for alle.
Blandt de forbrugsgoder, som stod højt på den almene danskers ønskeliste i årene efter 2. Verdenskrig, kommer personbilen ind med en meget høj placering. Op til verdenskrigen var privat bilkørsel forbeholdt samfundets velstillede, og den amerikanske massemotorisering før 1940 nåede ikke at slå igennem i Danmark. Under besættelsen lå al privatbilskørsel stille. Og efter 1945 var der stort set ingen biler at få. De, der fandtes, var enten slidt op eller kostede en bondegård (eller begge dele) og menigmands sparsomme indtægter gik i stedet for til livsnødvendigheder som varme, rugbrød og cigaretter. Til beskyttelse af landets sparsomme valutareserver var alting strengt rationeret. Automobiler kunne kun fås med særlig indkøbstilladelse eller – hvis man var særlig heldig – som gave fra slægtninge i udlandet. Og selvom valutabalancen bedredes op igennem 1950’erne, viste motorafgifterne sig at være en fantastisk indtægtskilde for staten. Fra 1956 kunne nye biler købes frit, men de var pålagt en brandbeskatning, som det skulle vise sig var vanskelig at komme af med.
Arbejdsmændene i udgravningen kigger i 1951 beundrende efter den elegante Opel Kaptajn. Der skulle ikke gå mange år, før også de laveste indtægter fik råd til eget rat.
Flemming Søeborg, der har skrevet flere bøger om besættelsestiden, biler, sporvogne, tog og færger, har i denne bog samlet en mosaik af tekster og billeder om danskernes forhold til bilen i årene 1955-1965. Perioden, hvor rationeringerne forsvandt, levestandarden steg og de nøjsomme 50’ere blev afløst af de glade 60’ere, hvor alt pludselig blev muligt – eller i det mindste til at betale.
Herunder også bilerne. Bilerne blev nødvendige for mobiliteten. Samtidig med, at storbyernes forstæder blev bebygget, skabte de nye boligområder behov for befordring mellem hjem og arbejde. Bilerne rykkede ind i bykernerne, hvor der ofte slet ikke var plads til dem, og i flere tilfælde var byernes vise fædre ikke mere vise, end at de ikke kunne tænke sig en by uden biler. Var der ikke plads, var det ikke bilerne, der skulle holdes ude, men byen, der måtte laves om. Bulldoozere kom på overarbejde. Med Odense som et af de værste eksempler blev middelalderbykerner smadret, ryddet og totalasfalteret, og den firesporede Thomas B. Thrigesgade, som kagerullede sig igennem H.C. Andersenkvarteret i det centrale Odense, blev allerede få år efter sin indvielse i 1970 fremvist som et skrækeksempel for byplanlæggere, der skulle se, hvordan man absolut ikke skal bære sig ad. Endnu et odenseansk gadegennembrud på den anden led af byen blev forhindret (der havde heller ikke været meget tilbage ellers!) og i 1974 aflivede Borgerrepræsentationen i København vanvidsprojekt Søringen, der skulle samle trafikken nordfra på en 12-sporet vej fra Lyngbyvejen og Tagensvej ind langs med søerne, der ville miste 30 meter i bredden, for at kunne få trafikken ned over Gl. Kongevej, over Hovedbanegårdens jernbaneterræn og ned til havnen. Undervejs skulle det meste af Vesterbro totalsaneres og genopbygges med højhuse. Eneste levn fra de store tanker er Fredens(!) Park, det store ryddede område mellem Tagensvej, Blegdamsvej og Sortedams Dossering, hvor de 12 spor skulle ligge.
Men i 1945 var alt det alt sammen fremtidsmusik. Nu gjaldt det freden og genopbygningen.
Middelalderbykernerne var ikke bygget til biler, men på Amagertorv var problemet i julen 1949 endnu ikke så stort. I 1962 blev hele Strøget til gågade.
Bogen består af 24 små kapitler med både baggrundsstof, historie og erindringsglimt fra efterkrigstidens bilverden. Billedudvalget er stort og godt og stammer fra hele landet, så lokalpatrioter fra Skive til Sakskøbing kan fornøje sig ved at se kendte omgivelser i gamle dage.
Holbæk omkring 1965. Yngre læsere bedes bemærke den venlige mand i den røde jakke: Han kaldtes et postbud og bragte i gamle dage breve og pakker ud allerede dagen efter, at afsenderen havde sendt dem.
Vi kommer omkring alle trafikkens aspekter, rationering, parkering, vejnettet, ulykker, vedligeholdelse og selvfølgelig det mest fantastiske: friheden til at kunne køre, hvorhen man ville. Mulighederne for at kunne besøge familien i den anden ende af landet uden at skulle bruge hele dage på tog og rutebil. Skovture med madpakke og termokaffe i rabatten. Strandturene, hvor bogens sommerbilleder af strand og vand, kulørte telte, læhegn, liggestole, parasoller, folkevogne, Marina’er og Opel Rekorder så let som ingenting bringer lydene af barndommens sommerdage med sig: lyden af strand, gulspurve og Fiat’ens knirkende bagklap.
Strandliv anno 1970 ved den jyske Vestkyst.
Man kan godt bruge en del tid på at identificere bilerne på billederne – og af og til kan det være nødvendigt at konsultere familiens ældste, men sådan bliver det også en bog for hele familien.
Flere af historierne kan nok også siges at være alment kendte – glæden over sin første bil er vel fælles for os alle. Olaf Hermansen giver rørende beskrivelse af sin første bil, en Hillman Imp, som snart skulle igennem mere og mere desperate rustreparationer, hvilket var ganske almindeligt.
Olaf Hermansens Hillman Imp blev på kun syv år mere og mere sølle, men derfor er der jo alligevel noget over ens første bil. Her står den med Oddergrisen på Odder Station i 1973.
På barndommens villavej i 1970’erne husker jeg også flere husfædre, der med omrørt plasticpadding sammenbidt sad og lappede sørgelige Simcaer og vandskadede Volvoer, og nogle sluttede arbejdet af med penselmaling. Andre gik mere avanceret til værks med hønsenet og stanniol og trafikken var fuld af biler med den brune grundmaling, som afslørede en nylig rustreparation – eller lapning. Det var før periodiske syn – men til gengæld var der de frygtede paragraf 77-eftersyn, hvor politi og bilinspektion foretog razziaer udvalgte steder og uden videre klippede pladerne på de usleste vrag.
Bogen er ikke en samlet historie, men en mosaik, som man kan læse i tilfældig rækkefølge og glæde sig over billederne. Enkelte kværulanter vil måske nok kunne finde en fejl i identifikationen af biler her og der, men bogen gør sig ikke til af at være et videnskabeligt værk, og stemningsbillederne gør, at man lægger den fra sig med et bredt grin, glad og let til mode, som man jo bliver, når man møder friskheden i nostalgiens milde vind.
Dengang vi fik bil
Minder fra bilens guldalder
Flemming Søeborg
Gyldendal 2016
233 sider, gennemillustreret, 24 x 28 cm, indbundet
399 kr.
Spændende med lidt nostalgisk gammel dansk fortællinger i billede og tekst. Jeg var nok mere draget af din forrige anmeldelse med bogen angående om Volkswagen og diesel skandalen. Men det var jo nærmer en triller end denne danske fortælling er. Bogen var desværre på to for mig krævende sprog i sådan en læsesammenhæng, tænker jeg.
Jeg vil se efter om den skulle komme i en dansk udgave en dag, og dagens bog, den vil jeg da også lige kigge efter i boghandler. Håber de tilfældigvis har en hjemme, når den udkom i 2016.
Det er en bog jeg glæder mig til at læse!
Alene det at §77 – og tidligere §13 – eftersyn omtales, vækker minder: I årene omkring 1970 var der hver tirsdag morgen §13 eftersyn på parkeringspladsen overfor Zoologisk Haves hovedindgang, så gjaldt det om at finde andre veje, når man som jeg skulle på arbejde hos Hans Lystrup A/S i Pile Alle med min Hilman Sunbird 1600 1962, der under ingen omstændigheder kunne klare et eftersyn :-(.
Hvad angår historien om Hillman Imp’en kan jeg også nikke genkende til den, idet min svoger havde en sådan som sin første bil, det meste vi så til ham dengang var hans fødder der stak ud under bilen da han atter måtte reparere bilen inden han kørte hjem til Dragør fra Herlev :-)
Tredje billede fra øverst, venstre side: Den Studebaker 1952 der får vejhjælp er bevis på, at der tidligt var ombyggede amerikanerbiler i DK. Kølerfiguren på hjelmen er væk, sandsynligvis et krav fra synshallen. Til gengæld er bilen b levet forsynet med portholes fra en Buick, og den svungne chromeliste er heller ikke original. Det samme gælder vist for trådfælgene, der ser europæiske ud i design. Robergel måske?
Deprimerende at tænke på, at bilen af myndighederne i dag ville blive betragtet som en skattemæssig forbrydelse istedet for et stykke kulturarv, der kunne dokumentere dagligt liv i Danmark omkring 1955-60
Det ser ud til at være en rigtig interessant historisk bog. Tillykke med den til forfatteren og os læsere.
Det kunne være interessant at, ViaRetro, nu Claus m.fl. har fløjtet Europa tynd på diverse bilmesser, at redaktionen var lidt nyhedsaktuel.
Hvad med at ringe til Solvej, som står for den kommende Fredericiamesse, og høre hvordan Coronaudbruddet påvirker messen, de har været afventende de seneste par dage. Og hvad med alle de kommende arrangementer – også udendørs? Lidt opsøgende journalistik -:)
@ondemand , Fredericia er aflyst og resten er faktisk meget nemt: Du kan som udgangspunkt bare regne med, at det også er aflyst. Det giver til gengæld tid i garagerne – både til egne projekter eller til at invitere gæster på besøg eller at besøge andre.
Bortset fra det er jeg TOTALT forelsket i billedet fra stranden ved den jydske vestkyst: Det er jeg som ud af en campingfamilie vokset op med, først på Rømø og senere ved Vejers – begge strande, som man måtte køre på. Senere Blåvand, men der måtte man parkere væk fra stranden – men dér så jeg så min første BMW M1, så det glemmer jeg heller ikke. Men synet af de hundredevis af glad farvede parasoller, solsenge, læhegn og drager OG biler, der også havde farver – dét glemmer jeg aldrig. Duften af kokosolie dertil og brummen fra en bette propelflyver med et reklamebanner for Trestjernet. Dét var de gode gamle dage for mig.
Jeg tror, at de ældre, af de som er på pension nu, tilhører en gruppe, som er særlig begejstret for biler. Det skyldes, at der næsten ingen biler var på vejene i deres barndom pga. ww2. I mit hjem fik vi bil, da jeg var 12 år. Indtil da foregik længere transporter et par gange om året med bus og med endnu større intervaller med tog. Det var derfor en hel utrolig oplevelse, når familien på nabogården inviterede os på en søndagstur i deres Opel Super Six. For så kunne vi komme et sted hen efter vor ønske mod, at vi (min mor forståes) pakkede en kurv med kaffe og kage til 4 voksne og 4 børn. Det gav en meget stor begejstring for den frihed, det lå i, at kunne komme til at se de veje og steder, man ellers var afskåret fra. Når vi mødte andre biler, var der stor prestige i at kunne se og meddele, hvad mærke og model det var, og hvor den var hjemmehørende, for det fremgik af nummerpladen dengang.
Denne mobile begejstring sidder stadig i blodet sammen med den samme begejstring, når man genser biler fra dengang.
Når jeg mener, vi derfor tilhører en særlig gruppe, kommer det af, at mine børn, som er opvokset med en bil som en selvfølgelighed, altid spurgte efter, om vi snart var der, når vi var ude at køre. Altså havde de et helt andet forhold til en køretur, og det må påvirke deres forhold til biler og dermed til veteranbiler. Det må på sigt få en eller anden konsekvens for fremtidens veteranbiler.
Det har Du helt ret i! Vi havde heller ikke bil da jeg var barn i 1950’erne, men havde nogen bekendte det havde – Hillman Minx 1936 – og turen til sommerhuset i Jylland fra Herlev ved København var en dagsrejse med ventetider ved færgen, kaffe-, tisse- og spise pauser indlagt faste steder hvert år var en stor oplevelse og selvom vi ofte var fire voksne og tre børn i bilen og fuld oppakning på taget var det noget vi alle så frem til hvert år.
Mine forældre fik aldrig bil, ikke fordi de ikke havde råd, men da jeg selv fik bil klarede vi transporten på den måde og da mine søskende senere også fik deres egne biler var transportproblemerne løst for “de gamle” :-)
Mine egne børn er , som Du skriver, også vokset op med at der var bil i husstanden og en køretur var ikke noget usædvanligt for dem, men vi har set meget af Danmark og det påskønner de som voksne i dag.
Nu jeg er igang med den højaktuelle stigende mobilitet:
Under en tog- og busrejse i min barndom fra Østjylland til Holstebroegnen, hvor vi en sjælden gang skulle besøge mine bedsteforældre, gik jeg op til buschaufføren for bedre at kunne se. Han begyndte at tale til mig, og efter lidt snak udbrød han: Hwuur komme den knejt frå, han håer da et sæer moel (sprog). Dengang var mobiliteten så lille, at hver egn havde sit eget sprog (dialekt). Når vi i nullerne talte om rejser, nævnte min mor altid, at hun aldrig havde været i København. Da vi så inviterede hende på en tur dertil, takkede hun nej med den begrundelse, at så kunne hun jo ikke sige “det” mere.
Med nutidens smittespredning har mobiliteten måske nået et maksimum. Dialekter er ved at forsvinde, selv det danske sprog er vigende. Egentligt naturligt nok fordi vi knap nok er 5 mill., som bruger det. Derfor bliver danske oversættelser også gradvis mere og mere udeladt både i skrift og tale i takt med, at flere og flere danskere behersker engelsk, som sikkert bliver et af de få tilbagevendende sprog i den globale fremtid.
Jeg er nu glad for, at organet her er på dansk – jeg bruger engelsk i skrift og tale på arbejde – bogen er også dansk og fotos er af gamle Danmark (i ved brugsforeningen)
Sporvogn
Krydset Valby Langgade/Vigerslevvej/Ålholmvej, Valby
Studebaker
Krydset Dronningensgade/Krudthusgade, Odense
Asfaltbærer
Stormbroen, København
Tankstation
Krydset B. Bangs Gade/Rugårdsvej, Odense
Odense Banegård
Krydset Adamsgade/Østre Stationsvej, Odense
@per-h
Godt set Per! Og tænk sig; snart kører der sporvogne igen forbi banegården i Odense.
Fantastiske billeder i øvrigt. Dem kan jeg ikke få nok af.