Man skal være en koldhjertet person for ikke at blive grebet af passionen på Emil Freys museum i Augsburg, Tyskland.
Jeg har en liste over steder, som jeg gerne vil besøge, når lejligheden byder sig, og dette var et af dem. Imidlertid ligger Augsburg mellem München og Stuttgart, og når jeg har været på de kanter har det som regel været i fly. Men på en bilferie er man jo fri som fuglen, så jeg fik tilrettelagt min sommerferie sådan, at jeg da lige kom forbi. Og det fortrød jeg ikke: Mazda Classic Automobil Museum Frey var det mindste museum på min ferie, men det kan også ses som en påmindelse om, at det ikke kommer an på størrelsen, men på gørelsen.
Det her er Mazda-himlen.
Nogle vil måske sige, at min begejstring nok skyldes, at jeg ER Mazdaentusiast, der engang havde en supercool Mazda 626 Coupé og stadig har en Elford Turbo RX-7 (et sted), men faktisk er det mere et spørgsmål om, at jeg elsker biler og bilhistorie. Og det er det Emil Freys Classic Mazda museum fortæller. Ja, det handler altsammen kun om Mazdas historie, men tænk lige over, hvem der ellers fortæller om den? Ingen uden for Japan, såmænd – og det gør Freys Museum til noget særligt.
Som man kan høre ud af navnet, så er det faktisk et privat museum, ikke Mazdas eget, og det gør det jo også til noget særligt. Og hvem i alverden finder på det? Frey-familien, såmænd, der i 1978 blev en af Tysklands første Mazdaforhandlere, og dermed kom med på bølgen af 323’erens succes i Europa. At det blev Mazda er intet tilfælde, for Walter Frey var og er fascineret af teknik, særligt Wankelmotoren, og det var ikke mindst den, der blev udslagsgivende for valget. Familien Frey er stadig forhandlere af mærket, og igennem årene samlede Frey på både biler og automobilia om hans mærke, og lykkedes sandelig også med at få givet passionen videre til sine sønner, der driver bilfirmaet i dag. Den første bil i samlingen blev købt i 1980, og den hvide Mazda Cosmo fra 1968 er der stadig, placeret på en hædersplads midt i museet. Men samlingen voksede sig over hundrede biler stor, og så var beslutningen om at åbne et museum helt naturlig.
Temaet er klart.
Alle herlighederne har til huse i en gammel sporsvognsremise fra 1897, og den er ligeså flot renoveret som bilerne er. Der er plads til cirka halvtreds biler, hvorfor der er løbende udskiftning fra fjernlageret, så udstillingen efter sigende varierer en del. Næsten en skam, for på mit besøg ville jeg sige at balancen var ramt helt perfekt: Den helt tidlige historie var dækket med trehjulede ladbiler, som jeg aldrig havde hverken set eller hørt om før, varebilerne blev væsentligt mere spændende af et par wankelmotoriserede pickups, som også var nye for mig – og selvfølgelig stod der et par RX-8’ere også, man skulle tro specifikt for at minde mig om, at jeg skal have sådan en engang. Åhjo, MX-5 var også dækket ind, ikke mindst med en Speedster-prototype, som jeg heller aldrig havde set før.
Kendte du denne MX-5?
Det virkelig nostalgiske var dog alt dog, som jeg havde set før – men for længe siden, for sjældent, for sporadisk. Jeg deler Freys fascination af Wankelteknikken, der altid har motoriseret deres topmodeller. Men Mazdamærket er for mig primært kompetente hverdagsslidere, netop dét som de slog igennem i Europa på. Bevares, det må have hjulpet med en RX-7 som bannerfører for spændende teknologi og former – især i de perioder, hvor hverdagssliderne ikke havde nogen af delene.
Men når man går igennem sådan en Mazdahimmel som her hos Frey, så for man alligevel det hele serveret i perspektiv, og jeg kunne konstatere, at der ikke rigtigt har været en periode i nyere Mazda-tidsregning, hvor der ikke har været een eller flere modeller, som jeg gerne så i min egen garage. Det første og helt oplagte valg er selvfølgelig en RX-7, og naturligvis er museets eksemplar noget ganske særligt: Ikke bare en af de få fabriks-turboer på den første generation RX-7, men dén konkrete bil, som Mazda forærede selveste Dr. Felix Wankel som tak for samarbejdet. Historien bliver bare ikke bedre, og jeg måtte næsten ned på bedende knæ for at byde den respekt nok.
Dr. Felux Wankels egen RX-7 Turbo. Det bliver ikke bedre indenfor RX7-historie.
Wankelmaskinen lå imidlertid i alt fra busser til sportsvogne, og jeg har altid synes en tilsyneladende uskyldig hverdagsbil som en RX-3 måtte være noget nær den ultimate diskrete Wankelbil. Omend den titel nok alligevel gik til endnu en bil, som jeg tror jeg aldrig havde set før, Mazda Eunos Cosmo. Den sorte coupé på museet var næsten kedelig at se på, men under motorhjlemen gemmer den på verdens eneste trekammer-Wankel, der leverede over 300 hestekræfter. Teknikken fejlede intet.
Men halvfjerdserne, dét var altså Mazdas glansperiode for mig: De zigzaggede rundt i et halvbarokt designsprog, der ikke kunne finde balancen mellem moderne og kitsch, og det gør dem i mine øjne i dag til fantastisk stemningsfyldte klassikere. Jeg anede ikke, at jeg decideret mangler en beigefarvet RX-4 stationcar med grønt vinyltag, men sådan kan man blive så oplyst af at besøge et rigtigt museum. Mindre kan også gøre det, og jeg ville ikke være bleg for at downsize fra min gamle 626 Coupé til en 323 SP. Eller gå tilbage i tid til en Luce coupé – eller en 1500 Stationcar. Eller hvad med den MX-6, som jeg vel ikke kan være den eneste, der fuldstændigt havde glemt?
Selvfølgelig er en RX-7 Mazdaen over dem alle – men se lige denne 1500 stationcar: Dén ville klæde min garage.
Jeg havde nogle særdeles fornøjelige og lærerige timer der, inklusiv en glimrende frokost på caféen, der selvfølgelig hedder Cosmo. Midt i den ankom selveste Herr Walter Frey, og jeg synes det var rart at observere, at sådan en stor Mazdakanon ikke rutter pengene væk på moderne Porscher eller Ferrari – han ankom i en besekden Mazda Demio, som jeg overhørte ham lovprise overfor personalet. Stadig Mazdaentusiast, det fremgik tydeligt – også af museet, der hermed får mine varmeste anbefalinger.
Sjov og unik samling i Europa, men efter min smag ser det lidt for traditionelt ud i indretningen. Så tæt pakket en samling af biler, og så af et mærke, bliver hurtigt lidt monoton, når bilerne står så tæt. Men sådan en Mazda pickup med Wankel motor kunne da godt friste…
Enig @soren-w, det vil være en potentiel fare mange steder, men jeg synes slet ikke det var tilfældet her: Frey har været gode til at blande hverdagssliderne med helt specielle Mazdaer, som man bare aldrig ser, måske især ikke i Europa.
Eller også ER jeg virkelig bare overnaturligt glad for klassiske Mazdaer :-)
Står den hvide Family Coupé ikke underligt på hjulene? Måske gemmer museet sin ølbeholdning i bagagerummet?
Nåja, jeg glemte lige at skrive, at der kommer en solohistorie om min yndlings-Mazda på museet – endnu en model, som jeg aldrig har hverken set eller hørt om før.
Enig, @kjeld-jensen. Men bemærk, at den smukke Luce Coupé og den hvide Familia coupé TILSAMMEN har den helt rigtige holdning :-)
Øllerne var ude i café Cosmo, så vidt jeg kunne se.
Den sølvfarvede 323’er er bare total lækker!!! ????
Ingen 929 fra slut firserne? Jeg synes, den er så lækker ??
Og tak for en fin beretning. Dér må jeg forbi engang!
Yes, der er mange fine Mazda-modeller. Og de behøves ikke være helt gamle, synes jeg.
Her 2 eksempler på modeller, jeg godt gad. 626′ eren skulle naturligvis ikke være sølvfarvet. Den kom også i lysegrøn metal med brun kabine, blå med bæå og koksgrå med mørkerød.
929′ eren er også lækker, og sjovt nok står DKs måske eneste coupe til salg kun 20 km her fra! Fristende…
…929 coupe..
Hmm, jeg mener ikke de viste modeller var der, men de skifter jo udstillingen, så mon ikke de står i baglokalet et sted? 626’eren var i hvert fald meget vigtig på det tyske marked. Og 929 coupéen er fed. Men det har sjovt nok alle 929 coupéer været – ja, faktisk alle Mazdas store coupéer igennem tiden, synes jeg.
Er sådan set enig, @Claus Ebberfeld. Men den her model glemmer vi lige, ikke? Meget kedelig bil, synes jeg…
Men det er jo heller ingen coupé, @skaaning, så den er vel undskyldt? Jeg er i hvert fald helt enig…