Duellen: Museo Nazionale dell’Automobile i Torino vs. Mercedes-Benz Museum i Stuttgart

Uha, jeg har set mange biler i min ferie! Og der er mange måder at vise dem på, som denne museumssammenligning vil fortælle.

Faktisk er min ferie ikke slut endnu, men jeg kom hjem til Fyn sent lørdag aften, og nu har jeg bedre tid til at skrive om det jeg har oplevet. Hvilket egentlig ikke er så lidt, hvorfor jeg nærmest ikke vidste hvor jeg skulle starte. Men da der jo er andre der først starter på ferien nu så tænker jeg vi kan tage lidt god gammeldags forbrugeroplysning, så de ferierende kan tage en beslutning om hvilket af de to i overskriften nævnte museer man skal besøge. Hvis det da ikke skal være dem begge to, sådan som jeg selv gjorde det: Der er kun omkring 600 kilometer fra Stuttgart til Torino, og maden er klart bedre i Italien. Omvendt passerer man omtrent Stuttgart per automatik, når man kører til Torino, så det er jo egentlig en let beslutning.

Det skal selvfølgelig siges, at de er lidt forskellige i deres tilgang: Museet i Torino er vitterligt (som navnet antyder, ikkesandt?) et nationalt bilmuseum, hvor Mercedes-Benz’ er deres eget. Så hvor det i Torino kommer omkring hele den italienske motorhistorie (og det siger jo ikke så lidt) og lidt til, så fokuserer Mercedes meget mere snævert på sig selv. Når jeg alligevel tør sammenligne dem, så er det fordi begge er helt enormt store (19.000 kvm i Torino og 16.500 kvm hos Mercedes) og flotte steder, der kan give selv en kræsen bilentusiast nyt stof til eftertanke med hjem. Jeg er selv sådan en kræsen entusiast – og jeg var alligevel imponeret. 

Kronologi er svær at komme uden om i historie.

Torino-museet lå først i kronologien, for det besøgte hele det danske rejseselskab i klassiske biler på turen til rallyet i Cuneoregionen (mere om det senere) og det var selvfølgelig obligatorisk pensum. Vi boede ikke bare i Torino, en by der i den grad er badet i FIAT, men sandelig i Lingottobydelen, lige rundt hjørnet fra fabrikken – og dermed også i gåafstand fra museet. Så selvfølgelig skulle vi det. Mit eget besøg på Mercedes-museet var ligeså obligatorisk, da jeg nu var steget om til at køre i S-klassen, så det tog jeg på vejen hjem. Og et par stykker mere, faktisk – og der kommer mere om det hele.

Lancia Aprilia fra 1937. Her begynder det at blive spændende, synes jeg – men kun fordi Lancia var så langt fremme.

Men altså – Torinos nationale automobilmuseum helt kort: Deres emneområde er som sagt bredere end Mercedes’, men det er slående, at det er det spektrum af virkemidler som de bruger i deres fortælling også. Italienerne iscenesætter simpelthen deres biler efter alle kunstens regler. Og her kunne man jo godt blive bange for, at det så nærmest ville drukne i selvfedme, da nationen jo vitterligt har en stor andel i automobilhistoriens udvikling. Men sådan er det heldigvis ikke: Der er undervejs både selvironi og humor at spore, og det tager brodden af tilløb til at det bliver for meget. 

Når det er sagt: Så ER der meget. Begge museer starter bilhistorien med de allerældste biler, og jeg ved heller ikke helt hvordan det kunne være anderledes. Jeg må tilstå, at jeg gik hurtigt henover begges ældste afsnit, da jeg interesserer mig for biler og ikke for hestevogne, så jeg er faktisk ikke den bedste til at vurdere messingsektionerne. I Torino faldt der faktisk først ro over min sjæl da jeg nåede til Fiat Turbina fra 1954. Og dog, Lancia Aprilia fra 1937 lurede jeg også længe på: I grå lak lignede den bestemt ikke noget fra 1937 – og så med den V4-motor. Men Turbinaen er en legende, og jeg havde aldrig set den før. 

Derfor var jeg også ved at gå ud af mit gode skind, da jeg opdagede, at den stod lige overfor en Cisitalia 202. Her blev jeg klar over, at jeg hellere måtte moderere mine tillægsord, for hvis Turbina er en legende, hvad er så Cisitaliaen? Tjah, må så være et ikon, og som stamfader til den moderne bils karosseridesign fortjener den nok så store ord. Begge biler var iscenesat i værkstedslignende miljøer, måske henad Pininfarinas gamle designstudier? Det fungerede i hvert fald, og dérfra var tonen virkelig lagt. 

For der skete utroligt meget i halvtredserne rent bilmæssigt, og det afsnit der satte en Fiat 500 sammen med fire dollargrin fra samme periode var tankevækkende: Italien var langt bagefter Amerika i forhold til at sælge biler til hjemmemarkedet, men de fik jo alligevel en betydende rolle indenfor selve designet af biler – og det bredte sig helt over til cowboyderne. 

Italiensk bildesign, dets DNA og ikke mindst designernes samme havde fået masser af kvadratmeter –  og det skal det også have: Området “Designer Area” gik virkelig i dybden med sammenhængen kronologisk og inspiratorisk, og rigtigt mange af de store kendte designerne havde fået hver deres præsentation af deres værker og filosofier. Rigtigt, rigtigt spændende at fordybe sig i, hvis man har bare en smule følelse for italiensk design (og hvis man ikke har det, så rejser man nok ikke til Torino alligvel – eller nogen steder hen udover kirkens kapel, formentlig…), og fremragende pædagogisk og kunstnerisk fremstillet.

Men her midt i Lingotto skulle der også et solidt skud FIAT ind, og det var der også: Nu havde vi både Fiat 500- og Panda-ejere iblandt os, men jeg tror det er fair at sige, at selv os der ikke havde sådan nogle små frækkerter i forvejen virkelig fik lyst til dem. Fiat 500-modellen havde nogle fremragende afsnit, og jo – den nye var der faktisk også. Dog kun i de originale kønne udgaver, så vidt jeg husker. På mange måder er FIAT jo den italienske folkevogn, og dén historie blev også godt fortalt. Og nåja, jeg nåede da også at få lyst til en guldmetallic FIAT 127. 

Det var dog, måske ikke så underligt, sektionen med racerbiler, der fik mig helt op at ringe. Men pudsigt nok ikke kun på grund af bilerne, men også præsentationen af dem. Henved tyve af de største italienske racerlegender var stillet op på en slags kronologisk grid foran en gigantisk skærm i hele griddens længde. Underbygget af diverse lyd- og lyseffekter kørte på denne skærm som nogle animationer, film, grafikker der virkede som noget fra et teaterstykke eller en kunstinstallation – og som et meget stærkt eksempel på italiensk design, når det er bedst: Det var ikke en sammenhængende film med en handling eller mening, men kan nok bedre bare beskrives som omkring fem minutters følelse af, hvad en racerbil handler om.

Det var genialt, smukt og en lille smule galt også – og nåja, bilerne var i verdensklasse. Lancia D50 var der – en af mine absolutte yndlingsracerbiler nogensinde. Gilles Villeneuves sidste sugemotor-Ferrari var der. Og så stoppede de i tide: Så vidt jeg husker var den nyeste bil en ex-Schumacher-sag fra de tidlige nullere. Og rundt hjørnet stod så en Alfa Romeo 155 V6 DTM-racer. Ikke et øje var tørt. 

Alligevel var den sidste bil jeg rigtigt kiggede på en FIAT 127, og det illustrerer et af museets styrker: De fortalte simpelthen 127’erens historie med samme vægt og respekt som de brugte på eksempelvis en Ferrari Berlinetta Boxer, og har man en ægte bilentusiast i maven, så mærker man den slags – og det er en god fornemmelse. Museet er hermed varmt anbefalet. 

Men det er Mercedes-Benz-museet altså også: Det er fysisk en anelse mindre, men det er nok også fordi det er bygget alene til formålet at være museum og i øvrigt i nyere tid – hvor Mercedes så har “opfundet” et fremstillingskoncept, der både er smukt og spektakulært og ret praktisk. Og så selvfølgelig fordi Mercedes kun har deres egne biler med. Egentlig kunne man jo spørge, hvordan ét mærke kan fylde 16.500 kvadratmeter med deres historie når hele det nationale museum i Torino kun er 2.500 kvm større? Og svaret er nok, at det er fordi det er Mercedes. 

For det første har de været med helt fra begyndelsen, og kalder sig på museet faktisk også for opfinderne af den moderne bil, selvom der nok er nogle franskmænd der vil anfægte det udsagn. Og for det andet har de undervejs meget tidligt diversificeret sig ude i lastbiler, busser og varevogne også – for slet ikke at tale om i relativt nyere tid, hvor de har opkøbt/fusioneret/samarbejdet med forskellige andre grene og udenfor industrien. For det tredie har de – ikke mindst – undervejs lavet en perlerække af verdens fineste, smukkeste og hurtigste biler. Og så har vi ikke engang talt om racerbilerne endnu! jeg har vist engang for år tilbage kaldt Mercedes et af verdens tre vigtigste bilmærker – og det er derfor at de kan fylde et museum med spændende biler fra deres egen historie. 

Opfinderne. Der var store hoveder bag Mercedes lige fra starten.

Når det er sagt, så er selve iscenesættelsen af bilerne ikke helt på italiensk niveau: Langt, langt de fleste af dem bliver vist på klassisk kølig, nøgtern og neutral museumsfacon – hvor der ligesom er bilerne selv, der skal fortælle historien. Det kan jo egentlig ikke overraske nogen, vel? Mercedes es nu engang tysk, og selvom Stuttgart er langt sydpå, så er det stadig ikke Italien.

Det er flot lavet, men lidt køligt – og ikke mindst svært at komme tæt på.

Til gengæld er der et andet interessant spor på museet – nenmlig det samfund, som bilerne blev designet til og som de senere kørte rundt i. Dén historie bliver fortalt mere eller mindre parallelt med bilernes, og er en slags verdenshistorien kort, bare med en vis fokus på sammenhængen til Mercedes’ egen historie. Det er ret godt lavet, og måske en undskyldning for at tage på bilmusuem, hvis nogen behøver sådan een. Jeg brugte en (gratis) audioguide, der fungerede ret godt i forhold til at binde tingene sammen. 

Også når man kom til bilerne, faktisk: På den allermest klassiske museumsfacon stod hver bil kort beskrevet på et lille præsentationskort, men via audioguiden var der på de fleste biler mulighed for mere information både om bilen, dens teknik og igen også om det samfund, den blev født ind i. Det gav et rigtigt fint perspektiv på tingene, så bilerne ikke stod alene – og dermed blev de faktisk endnu mere spændende. 

Og det skortede bestemt ikke på spændende biler. Ligesom FIAT har Mercedes jo været med fra starten, og museets kronologiske linie begynder endda før FIATs – nemlig med en hest. Ret trækt lavet, for en krikke er simpelthen det første man ser efter turen op i en utroligt futuristisk elevator og udgangen direkte ud i noget, der ligner en science fiction-film. Der er overdådigt plads, så man forstår budskabet. Derefter kommer så hele messingorkestreret, som jeg igen løb lidt hurtigt henover, men historien fik jeg med – at Mercedes’ vision var at motorisere hele samfundet, hvorfor de hurtigt begyndte at lave transportkøretøjer også. Og ja, man er nødt til at se særudstillingen om disse også, for her står den berømte “Schnelllaster”.

Der er derudover ret meget motorsport på programmet, for også her har Mercedes været med i alle årene: Den berømte Blitzen Benz havde jeg aldrig set, Uhlenhaut-coupéen fik mig decideret til at savle, Gruppe C-bilerne med basis i Saubers spæde start vækkede gode minder. Den moderne Formel 1-bil sat op ved siden af den gamle W196 illusterede for mig bare alt hvad der er galt i verden, men det var en nydelse af se på den halvt afklædte rækkeotters teknik – støddæmperne med køleribber var det rene kunsthåndværk, og alle varianterne af den var der. Stirling Moss’ Mille Miglia-vinder var udlånt til Goodwood og Moss’ begravelse, men der var masser og masser andet at se på. 

Ligesom hos Fiat også med påminelser om, at man ikke behøver multimillioner af Euro for at blive en del af denne historie: Jeg stod for Gud ved hvilken gang igen og beundrede en helt tidlig Mercedes 190E, “Baby-Benz”, og syntes endnu en gang, at den er et mesterligt design i sig selv. Måske især i den helt bare udgave i en doucet halvfjerdserfarve som her. Den slags er godt at få bekræftet, når de store museer spiller med musklerne, synes jeg.

Det er flot lavet, men lidt køligt – og ikke mindst svært at komme tæt på.

Egentlig manglede jeg jo ingenting, da jeg som sagt var kørende i S-klassen, men da jeg efter museumsbesøget ville tage et par billeder af bilen foran museet inviterede en vagt mig til at stille bilen op ved siden af tre udstillede nye biler på et dertil indrettet lille torv foran. En fin gestus, og det så selvfølgelig helt rigtigt ud. Jeg morede mig over, at S-klassen så lille ud i det selskab, men glædede mig over at være en del af den fornemme historie – og filosoferede over hvilken pragtfuld tur jeg havde haft, og hvordan den bandt det hele sammen.  

Mine feriedage efter Italien havde nemlig ikke væet planlagt, så jeg havde krydset op igennem Italien og Schweiz og Tyskland som det passede mig, og stukket ud af en tangent, når jeg opdagede noget nyt (gammelt), som jeg gerne ville se. Dét er præcis den frihed man har i en bil: Kør hvorhen du vil hvornår du vil. Så det gjorde jeg, og jeg elskede det. Ingen restriktioner her, og det havde jeg ærligt talt savnet. Jeg skrev allerede tilbage i 2020, hvordan de ændrede rejsemønstre måtte betyde en revival for bilferien, og for mit eget vedkommende kan jeg bare sige, at det virker: Jeg ville ikke have gjort det anderledes. Der er jo også frihed til at vælge færre muséer end jeg gjorde – omend jeg vil anbefale begge de to herover. Men flere tips følger.

God bilsommerferie derude!