Sagde Enzo Ferrari virkelig, at E-typen var verdens smukkeste bil?

Med de moderne mediers tendens til at noget bliver sandt, hvis bare det bliver gentaget ofte nok, så er det vist på tide at kigge nærmere på denne populære påstand.

Nu er jeg helt med på, at ViaRETRO faktisk også er et sådant moderne medie, men alligevel: Vær forvisset om at bag den elektroniske kulisse arbejder rigtige skeptikere, der ikke tager enhver påstand for gode varer. Særligt ikke, når det handler om Ferrari, der mere end noget andet mærke lever af selve myten om sig selv og deres grundlægger. 

Derfor er mit første skeptiske spørgsmål faktisk, hvorfor i alverden netop Enzo Ferrari skulle sige noget i den stil? Mærket og deres biler er noget nær Guds genfødte søn på Jorden, intet over og intet ved siden af. Så allerede her undrer jeg mig. Men lad os starte med begyndelsen: For hvor stammer påstanden fra?

Ja, det er tilsyneladende to hovedkilder til historien om citatet: Den italienske jounalist Gino Rancati udgav i 1977 bogen “Ferrari, Lui”, en bibliografi om manden selv. Heri genfortæller forfatteren (angiveligt på side 164 – jeg har ikke selv bogen, der oprindeligt kom på italiensk og først ti år senere på engelsk), at Enzo Ferrari sagde til ham, at Jaguar E-type var verdens smukkeste bil og fortsatte, at han gerne ville have en Rolls-Royce, hvis han havde haft råd. Ja, de to ting kommer i sammenhæng, og det er egentlig ganske interessant. For selvfølgelig havde Enzo Ferrari råd til en Rolls-Royce. 

Rancatis bog blev senere oversat til engelsk og her er en anmeldelse af dén udgave.

Den engelske anmeldelse herover beskrev allerede dengang netop dén passus i bogen som ” a touch of the apocryphal”, hvilket betyder at den er lettere tvivlsom eller af anekdotisk karakter. Jeg har som sagt ikke bogen selv, hverken på italiensk eller engelsk, men har læst talrige amatørers mere eller mindre grundige analyser af, hvad og hvordan det står i bogen. Sjovt nok er de fleste af disse amatøranalytikere på diverse fora Jaguarentusiaster, der naturligvis går ind i analysen med et udpræget ønske om at påvise, at myten er sand. 

Fra omkring 1972 kørte Enzo Ferrari ikke selv ret meget, men havde i astedet en chauffør. Ifølge ham foretrak Enzo Peugeot 404 og 504.

Det er dog et faktum, at Rancati var ganske tæt på Enzo Ferrari, og har selvfølgelig interviewet ham talrige gange til bogen. Under sådanne samtaler kan man jo sige utroligt mange ting, og det kan sagtens være, at der er faldet nogle ord i stil med, at E-typen var verdens smukkeste bil. Jeg må dog sige, at jeg finder det meget forstyrrende, at det næste emne er en spøg om, at Enzo Ferrari ikke havde råd til en Rolls-Royce. Var det første så også sagt i en letsindig stemning? Det er meget svært at sige, for Rancati døde i 1998 og Enzo Ferrari som bekendt ti år før. Men der står altså i bogen en historie om, at Enzo Ferrari havde sagt noget i den stil.

Dette er chassis 885005 på Jaguars stand Geneve Motor Show i 1961, hvor E-typen tog verden med storm.

Hovedkilde nummer to er såmænd Jaguars egen Norman Dewis, der var tilstede ved E-typens lancering i Genéve i 1961. Og han fortalte gentagne gange, at Enzo Ferrari kom hen til Jaguars stand og ytrede noget i stil med (den eksakte formulering varierer lidt alt efter hvor man læser eller hører historien) “Det er den smukkeste bil i verden” og at dette endda skulle være efterfulgt af “den har kun een fejl: Der er ikke en Ferrariskilt på den”. 

Det er en brandgod historie, endnu bedre end Rancatis. Men skeptikeren skal også her lige holde paraderne oppe: Enzo Ferrari var jo notorisk ikke meget for at rejse, og besøgte for eksempel sjældent de racerløb, hvor hans biler kørte. Så hvor sandsynligt er det lige, at han var på Genéve Motor Show? Tjah, der er 500 kilometer fra Maranello til Genéve. Og 200 fra Maranello til Monza – det ene racerløb, som han ofte besøgte. Er det en himmelråbende stor forskel? Hm, den var større i 1961 end i dag, skal man lige huske – men uoverstigelig var den vel ikke. Og Genéve var førende for de internationale premierer, så hvis Enzo Ferrari skulle tage til en udstilling, så skulle det vel være denne. 

Igen et billede fra standen: Her stod en enlig E-type og to Jaguar limouiner.

Helt bortset fra, at det ville være dumt at Norman Dewis decideret at opdigte, at Enzo Ferrari havde besøgt standen. Faktisk er historien også mere detaljeret end det, for Enzo Ferrari var ikke alene, men kom med to andre herrer: Enzo Ferrari hverken talte eller forstod engelsk (selvom andre myter påstår, at han forstod det, men bare ikke kunne eller ville tale det, så har hans sekretær igennem mange år afkræftet dette), og var derfor aldrig afsted på den slags rejser uden tolk. Som en sidebemærkning så forstod Norman Dewis derimod en smule italiensk, og selvom han måske ikke kunne konversere på det smukke sprog, så skal der ikke så meget kendskab til at afkode “bella” eller “stupendo”. 

Udenfor messen stod denne coupé (9600 HP), som Jaguar havde medbragt, så journalister og andet godtfolk kunne få en prøvetur i vidunderet.

Så Enzo Ferraris besøg på Jaguarstanden kan sagtens have fundet sted, og hvis det skete, ville Enzo Ferrari så ikke rose Jaguars lille ny? Om ikke andet så af høflighed, ligesom man altid roser folks nyfødte. Selvfølgelig ville han det. Enzo kunne også sagtens tænkes at have tilføjet en lille spøg, for eksempel den med at bilen bare manglede et Ferrariskilt. Jojo, det kunne jeg også sagtens se for mig. 

Skeptikeren i mig rejser dog lige et spørgsmål mere til Norman Dewis’ historie: Typisk besøger folk af Enzo Ferraris kaliber en messe som denne før pøbelen overvælder den. Som regel på den første dag eller endda på særlig foranledning forud for den officielle åbning . Men Norman Dewis er jo ikke mindst blevet berømt for selve sin køretur til Genévemessen: Da Jaguars folk i Genéve opdagede, at interessen for den nye E-type var enorm (de havde en coupé udstillet og endnu en coupé udenfor hallen til prøveture) fik de nemlig Dewis til at køre den første Roadster fra England og til Genéve på en spontan beslutning, og han ankom kl. 10 om formiddagen. Så han kan i sagens natur ikke have været der fra begyndelsen af messen. Desuden var Dewis jo testkører, og hele hans første dag gik med at give prøvekørsler ude i trafikken, ikke med at snakke inde på standen. Igen, det modbeviser jo intet, men det virker bare ikke optimalt i forhold til chancerne for at møde Enzo Ferrari.

Da det gik op for Jaguar HVOR stor interessen var for E-typen i Genéve fik de Norman Dewis til at køre en Roadster fra England til udstillingen.

Der har i øvrigt været spekulationer i, om Enzo Ferraris tolk kunne have været Rancati? Men han var altså journalist, ikke tolk, så dén tanke virker som et desperat forsøg på at koble de to historier sammen. Der har også været spekulationer i, om Dewis simpelthen havde læst Rancatis bog, og så gjort hans historie til sin egen – men det virker også ret desperat, at Dewis i årevis skulle fortælle en decideret løgnehistorie.  

Da E-typen fyldte 50 i 2011 udgav Jaguar selv en lækker bog om modellen, og i pressemeddelelsens resumé fremgår det, at Enzo Ferrari “engang indrømmede, at E-typen var verdens smukkeste bil”. Og vi ved jo godt, at mange journalister kun læser resuméet.

Det er også værd at tage med, hvornår historien om Enzo Ferraris udsagn om E-typen egentlig tog fart, for hvis man læser gamle bilmagasiner om klassiske biler (ja, jeg ved det: Det er dobbeltnørdet at læse gamle blade om gamle biler…men det gør jeg selv engang imellem), så vil man opdage, at historien ikke bliver fortalt i de allerede dengang utallige artikler om E-typen: Historien kom først rigtigt ud over rampen med E-typens halvtredsårsjubilæum i 2011, og det var dengang netop Dewis i en rolle som ambassadør for Jaguar, der var den primære fortæller. 

Jaguar tilbød i anledning af E-typens 60-års jubilæum udvalte kunder et sæt, det bestod af to replikaer af Genévetestbilerne fra 1961: 9600HP og 77RW er nemlig siden gået over i historien.

Rancatis bog har siden vist sig at have mindre rækkevidde end Jaguars PR-maskine havde i anledning af jubilæet, og han var jo også allerede død dengang, så han kunne i hvert fald ikke påpege eventuelle unøjagtigheder eller forkerte påstande. 

Det der lidt forstyrrer mig i dag er dog mest, at selve historien nu bliver genfortalt igen og igen på utallige medier og platform som et rent faktum: At Enzo Ferrari engang sagde, at E-typen var verdens smukkeste bil. Uden overhovedet at komme ind på hvornår og i hvilken sammenhæng han skulle have sagt det. Hvilket jeg dog så forstår bedre, nu hvor jeg har boret lidt i det: Det er ikke til at vide.

Når man udøver lidt kildekritik, så er det dog tydeligt, at de fleste påstande kommer fra Jaguarkredse, der selvfølgelig ønsker, at Enzo rent faktisk indrømmede, at E-typen var smukkest i verden her. Internt i Jaguarkredse kører i øvrigt en underdebat om, hvorvidt udsagnet gjaldt coupéen eller roadsteren, men det må være nemt at sandsynliggøre: Hvis Enzo Ferrari så bilen på standen, så har det været coupéen.

En stolt Sir William Lyons med sit mesterværk, Jaguar E-type.

Men man kan da i øvrigt også godt lige tænke lidt over, at Ferrari 250 GT Berlinetta kom i 1959, to år før E-typen. Et klassisk Pininfarinadesign med en fin spænding imellem feminin elegance og brutal muskularitet, der også er gået over i historien. Jeg synes selv denne klassiske Ferrari er et mere vellykket design end E-typen, og det skulle egentlig undre mig, om ikke Enzo Ferrari var enig. Men det kan man naturligvis heller ikke få bekræftet i dag, tres år senere. Gud ved hvad William Lyons syntes om den?

Syntes Enzo Ferrari virkelig at en E-type var smukkere end hans egen 250 GT Berlinetta fra 1959?