De fineste klassiske biler kan på mange måder sammenlignes med kunst, og når så begge dele tilføjes et skud arkitektur, så kan resultatet blive ret spektakulært: Det bliver det i MAC.
MAC står simpelthen for Museum Art & Cars og man får som besøgende præcis det der står på indpakningen. Men tilføjet det yderligere twist, at det godt kunne have været et A for Arhictecture også, for Mac 1 og Mac 2 i Singen nær den skønne Bodensee i Sydtyskland er virkelig noget for sig.
Som navnet antyder kom MAC 1 først – som en kunstforenings idé om at udstille lokal kunst sammen med nogle af grundlæggernes egne biler. Da grundlaget var kunst er MAC 1-bygningen mest tunet til at vise kunsten, sagde kustoden til mig – men det er hér deres særudstillinger er, og den hed da jeg var der “Dolce Vita”, og jeg var særdeles imponeret. Men rent faktisk så jeg dem i omvendt rækkefølge, så jeg blev først imponeret over MAC 2.
Restaranten er også et besøg værd, og fra gårdhaven kan man kigge ind til særudstillingerne.
Den kom til senere, da den offentlige modtagelse af MAC 1 viste at idéen kunne bære – samt at bygningen var for lille til at huse en egentlig bilsamling. MAC 2 blev derfor udlagt med mest fokus på bilerne – som så igen kunne suppleres med kunsten. Og sådan fremstår balancen imellem de to bygninger også, det er helt rigtigt. Man forstår det som besøgende godt, og selvom jeg jo er bilentusiast og dybest set ikke ved noget særligt om kunst, så fik jeg soleklart fornemmelsen af, at de to ting supplerer hinanden. Hvilket har noget at gøre med, at mange af de udstillede biler er fra de kapitler i bilhistorien, hvor der virkelig blev delt rundhåndet ud af design og håndværk. Som kunst jo også er.
Som sagt så jeg MAC 2 først, måske fordi det forgyldte indgangsparti havde en magnetisk tiltrækningskraft på mig. Jeg rådførte mig med kustoden om hvordan jeg skulle gribe mit besøg an, og han anbefalede mig at tage elevatoren til femte sal og starte dér, og så arbejde mig nedefter. Hvorefter jeg kunne gå videre i MAC 1 med de færre biler, der nu var der. Og måske tage en kaffe og kage derefter, for restauranten skulle også være god. Nu kendte han jo ikke mit langsomme tempo på et museum, så jeg tænkte selv frokost, men det kunne jo også fungere. Det gjorde det. Men mere om det senere.
Femte etage var deres eventrum, og da døren åbnede fra elevatoren og jeg trådte ud i et stiligt minimalistisk rum med flygel fik jeg straks lyst til at holde et event der. Helt ærligt. Udover de stilede lokaler var der fløjdøre til tagterrasser med udsigt over Singen, og bilstemningen var alligevel slået diskret an med en bil i hjørnet og sort/hvide fotos fra motorsportens store fotografer som Schegelmilch og Cahier. Cool, klasse og varmt stemningsfuldt alligevel. Og da jeg har noget med tyske toiletter tjekkede jeg også lige disse faciliteter. Klart, de var ligeså stilede som resten, om end temaet var damer frem for biler. Hvilket jeg ikke har noget problem med overhovedet. Generelt er det en god test for hvor omhyggelig en arkitekt eller bygherre har været, synes jeg: Man skal aldrig gå ned på kedelige toiletter.
Så det lovede godt. Men allerede på trappegangen ned til fjerde etage fik jeg det store smil på: Billedet for enden af trappegangen var en Lancia Fulvia i rallytrim og -situation, og så var stemningen for alvor slået an. De blå toner og maleriets struktur var også en fin kontrast til den totalt rå betontrappes nøgternhed, og havde jeg været det mindste i tvivl, så var det blevet gjort til skamme hér: Dét her var godt lavet.
Da jeg slog døren op til fjerde etage så jeg først en Ferrari Berlinetta Boxer, dernæst en Aston Martin og en Mercedes SLS: Meget blandet skare, og det var så (nogle af) grundlæggernes egne biler. Jeg fik bagefter en snak mere med kustoden, der forklarede at etagen oprindeligt havde været tænkt som privat og uden publikumsadgang, men at de så sidste eller forrige år havde tænkt hvorfor egentlig ikke bare åbne dét også? Som sagt så gjort, og jeg er sikker på, at det har givet mig en bedre helhed i oplevelsen af biler. Simpelthen også fordi fjerde etage skulle vise sig at være de mest ”almindelige” biler. Jeg bemærkede her, at kunsten på væggene i nogle tilfælde var de selvsamme biler, smukt fotograferet ude i den virkelige verden – og det var da også tydeligt, at disse biler blev brugt. Lad os kalde det meste af sagerne på væggene for fotokunst, så tror jeg alle kan være med.
Her bør jeg måske lige sige, at man fra hver etage (undtaget den øverste femte) kunne se ned på den nederste etage via to store skakte. Hvilket måske var det mest spektakulære i hele huset. Altså ikke selve de store åbne skakte, men måden de blev brugt på. I begge skakte kørte der nemlig kæmpestore videoinstallationer – ja, jeg ved ikke hvordan jeg ellers skal beskrive dem? I et ekstremt højformat skød anslået femten projektører lys (laser?) op, der udgjorde noget jeg kun kan kalde kunst.
Abstrakt, nonfigurativt, absurd, filmisk og smukt varierede det igennem billeder og lyd, der på enestående vis problemløst morfede fra natur til teknik. Jeg har aldrig set eller hørt noget lignende, og var ved flere lejligheder som tryllebundet af dette – show? Afhængigt af hvilken etage man stod på virkede det forskelligt, og det var sådan set en bedrift i sig selv, synes jeg.
Så for lige at samle op: Jeg var behørigt imponeret. Men da jeg kom ned på tredje etage( via endnu en toplækkert trappenedgang) var jeg først lidt skuffet. Det hed “Energieraum”, og jeg troede det var den sædvanlige propaganda for el. Men nej, ikke rigtigt: Der stod godt nok en Audi hybrid Le Mans racer, men højdepunktet hér var faktisk at opdage, at MAC 2 også som hus var ret interessant. På det tidspunkt havde jeg forstået, at det vilde videoshow var ret avanceret, men resten af bygningen var på samme niveau. Energi fra naturgas, lyslederhalløj, brint (tror jeg?) og computere over det hele, og kustoen fortalte bagefter, at selve huset derfor også var et yndet besøgsmål for politikere og arkitekter af den grund. Den gamle Detroit Electric bandt historien sammen, og det virkede ret objektivt oplysende det hele. Men det var dog her jeg brugte mindst tid.
På anden etage, derimod, havde jeg det lidt som soldaten i Fyrtøjet: Et nyt kammer åbnede sig, og det endnu mere imponerende end det foregående. Her på anden etage blev bare skruet op for sjældenhed, lækkerhed og skønhed. Og for billedernes sensualitet, bør jeg nok nævne. Især kunstneren James Francis Gill gav den ikke for lidt med billeder af kvinder i forskellige grader af henførthed, og de må have været stærkt bilenteresserede, for så giver det mening. Det gjorde det også i sammenhængen.
Her havde jeg det lidt sådan, uden at tænke det bevidst, at det var svært at overgå, men stureetagen skulle vise sig at gøre præcis det: Der stod kun fire biler – men ikke en eneste af dem havde jeg set før, og jeg var begejstret. De Tomaso Pantera II, Lancia Sibilo og Autobianchi Giovani havde jeg alle hørt om og især Sibilo stod for mig som et italiensk designeventyr. Da det jeg trådte ind i rummet og så hele gavebordet præsenteret tabte jeg ærligt talt næsten næse og mund. Og ja, det var her jeg brugte mest tid, og hver af bilerne er i virkeligheden en separat historie værd. På et senere tidspunkt.
Jeg var så mættet af indtryk, at jeg valgte at sætte mig i liggestolene, og nyde de her videoinstallationer for at slappe af. Det viste sig at fungere lidt anderledes, for det var ikke bare muzak og baggrundskunst. På mystisk vis havde Michael Brenners værker en evne til at gå direkte ind i underbevidstheden, og hans lyd og billederne var dybt rørende, smukke og tankevækkende.
På den måde stillede de faktisk de traditionelle malerier på de øvrige etager i skyggen. Men jeg har svært ved at se nogle blive skuffede over helheden alligevel – så må man i hvert fald være en kold sjæl. MAC 2 var fremragende, og jeg kunne ikke rigtigt forestille mig MAC 1 overgå det.
Men igen blev jeg overrasket. Bygningen var helt anderledes i sin arkitektur, stemningen mere varm, formerne bløde, alt tillidsvækkende, solidt og gennemarbejdet – og adgangen til selve udstillingen gik gennem to kæmpestore og meget tunge døre.
Og da jeg skubbede den anden af disse op tabte jeg luften igen: De første biler af Dolce Vita særudstillingen jeg så var Scagliones 1955 prototype af en Giulietta Spider for Bertone – og en Sprint Veloce med specialkarosseri af Molteni. Begge unikke, begge smukke, begge ganske enkelt emmende af temaet for udstillingen – og biler man i den grad kunne fortabe sig i. Så det gjorde jeg.
Begejstret er for lille et ord og jeg cirklede rundt om begge og indtog dem med alle sanser. Jeg ænsede ikke kunsten i rummet – udover det umiskendelige faktum, at bilerne her var netop det. Var der noget på væggene også? Mine billeder siger ja, men jeg husker ikke hvad.
Dén oplevelse var svær at overgå, og jeg havde ingen forventninger til at det skulle være muligt. Men…den næste tunge dør blev skubbet til side og dér stod den så: Franco Scagliones oprindelige prototype for Alfa Romeo Sprint Speciale. Igen en bil jeg aldrig havde set før, og hvis jeg skal være helt piværlig talte jeg på dette tidspunkt med mig selv om hvor fantastisk det her var. Jeg var mutters alene i rummet, ja, hele MAC 1 havde jeg på dette tidspunkt for mig selv, men jeg kunne ikke nøjes med at have denne oplevelse inde i hovedet, og satte helt ubevidst lyd på.
Mange mener om Giulietta Sprint Speciale at den var Franco Scagliones absolut bedste værk – og bemærk at jeg bruger en kunstbetegnelse, helt bevidst. Som bekendt blev de senere produktionsmodeller ændret en smule, men det var primært af produktionstekniske hensyn, og her stod den rene og pure fortolkning af hans idé om en aerodynamisk Sprint. Jeg var slagen af beundring, simpelthen, og brugte igen uforholdsmæssigt meget tid på denne ene bil, men den er altså et mesterværk. Det er lige før jeg vil sige, at dén bil alene er turen til museet værd.
Den forblev mit højdepunkt, og jeg kunne kun give kustoden ret i hans opsummering: Der var mere fokus på kunst herovre, men bilerne var af en endnu højere kaliber. De fleste af dem var udlånt fra Lopresto Collection, og bar spor af at have været kørt. Til udstillinger, til shows, til concours – og Lopresto havde vundet med både Sprint Specialen og Giulietta Spideren. Jeg havde selve lyst til at give dem en præmie på stedet.
Ligesom hele MAC egentlig fortjener det: Man taler tit om at biler er kunst, men her er det så overbevisende og effektivt iscenesat, at selv en ignorant forstår pointen. Jeg havde kombineret mit besøg her med en tur til Motorworld Classics Bodensee-messen (reportage herfra senere), og hvis man så tager en ekstra dag eller to i området ved Bodensee i sig selv, så er det nok en forlænget weekend værd. Museet anbefales varmt i sig selv, men det fremgår forhåbentligt tydeligt af ovenstående.
Hold da op. Godt nok vildt. Tænk at nogen har fået ideen til at kombinere biler og kunst på så storslået en måde? Ja der tænker jeg at man godt kunne gå rundt en hel dag og “stene”. Hvem har finansieret det projekt? Tak for en fantastisk mandagsberetning…
Ja, det startede ud af den omtalte kunstforening, @soren-w, så det har i hvert fald været mennesker, der satte pris på det smukke. Både MAC1 og MAC2 er finansieret af ægteparret Hermann Maier und Gabriela Unbehaun-Maier, der også var medstiftere af kunstforeningen. Den grund museet ligger på er doneret af byen Singen.