Man skal huske at få sine kulturelle input, når man er ude at rejse – og en god dosis skønhed skader heller ikke. Begge dele får man på Alfa Romeos officielle museum.
I rigt mål, faktisk. Alfa Romeo har en loyal følgeskare på ViaRETRO og ude i den virkelige verden, men et besøg betaler sig helt klart også, selvom man måske mere er til Mercedes, Volvo eller Cadillac. I dag er mærket kun en skygge af sig selv, men netop derfor bør man måske gøre sig den tjeneste at besøge museet, der selvfølgelig har alle højdepunkterne med.
Det er forholdsvist traditionelt bygget op over kronologien, og ignoranten i mig må tilstå, at de helt tidlige gadebiler ikke holdt mig fanget ret længe. Ejheller flymotorerne, for den sags skyld. Men det var spændende at følge logohistorien, og den slags grafiske opsummeringer var museet faktisk genialt til.
Det var dog interessant, at museet fra de ældste biler pludselig gik over til en dekadefokuseret gennemgang af deres største sællerter fra halvtredserne og til halvfemserne – den eksakte opstilling, der fik mig til at tænke over min foretrukne periode (i artiklen fra sidste uge har du din periode?), da halvfjerdserne faktisk var gode i Alfa-regi.
For man kan sagtens argumentere for, at Alfa Romeos allerstærkeste år var i trediverne: Her lavede de simpelthen biler i absolut verdensklasse til aristokratiet og samfundets absolutte top – nogle af de smukkeste, de hurtigste og de dyreste biler i hele verden. Og selvfølgelig havde museet ikke glemt dem, men de havde brudt kronologien og gemt dem til senere.
Det helt store clou for mig var dog den lille afdeling med prototyper fra halvtredserne og til halvfemserne, som måske i virkeligheden var det, der hjalp mig med at definere tresserne som min periode. Med hjælp fra alle de store italienske designhuse stod Alfa Romeo dengang for absolut toneangivende design, og jeg brugte lang tid i den gennemtænkte opstilling af den håndfuld prototyper, der hver især kunne skrives bøger om.
Giuliettaprototypen her var det første syn der mødte een i afdelingen for designstudier.
Jeg har ofte filosoferet over den pludselige overgang fra traditionelt sensuelt og kurvet design i tresserne til den mere brutalistiske tilgang i halvfjerdsernes hårde kanter og fragmenterede designelementer. Her kunne man se det eksemplificeret i en håndfuld biler fra den nærmest kvindelige Disco Volante til den industrielle Iguana.
Og derefter lige få bekræftet, at alt VAR bedre i fortiden: Den nyere Nuvola fra 1996 var i forhold til de førnævnte designikoner en ufattelig tynd kop the, og det var nærmest pinligt at den var med i samme selskab. Men sådan er det jo på et museum, der er tro mod historien.
Carabo, derimod – den bliver jeg aldrig nogensinde træt af, og det var i virkeligheden dén mere end Lamborghini Miura, der lagde grundstenen til den moderne superbil. Dét afsnit på museet var lige til at få tårer i øjnene over, når man så hvad italiensk bildesign engang kunne.
Alfa Romeo 33 Stradale.
En pudsig ting, som man egentlig ofte glemmer, er jo i øvrigt, at de tre vildeste er baseret på Alfa Romeos gaderacerbil 33. Der i sig selv er en fabelagtig vogn, og som selvfølgelig også var på museet. Den stod blandt racerbilerne, hvilket giver god mening – selv “gadeudgaven” 33 Stradale var en slet forklædt racerbil. Men en smuk af slagsen.
Racerafsnittet var også livsbekræftende, hvis man kan lide Alfa Romeo: For at forsætte i 33-sporet, så var alle de mest succesrige varianter der, men også både før og efter var stærkt repræsenteret – fra Bimotore til DTM-bilen 155 V6.
Men så er vi også tilbage i halvfemserne, hvor det tynder ud igen – som en trøst jo ikke bare hos Alfa Romeo, men helt generelt i bilverdenen. Efter min mening, i hvert fald. Men det er jo sådan noget, som man kan få sig en god opbyggelig snak med sine børn, sin kone eller venner om, når man slentrer igennem sådan en museum.
Som jeg nævnte før sluttet det for mig stort set med SZ, som også er de biler, der møder een ved indgangen og udgangen. Kan det være et tilfælde? Men hvorom alting er, så er museet virkelig et besøg værd, for hele layoutet er bare italiensklækkert designet i sin arkitektur, og som sagt er hele Alfa Romeos bagkatalog af de største hits at finde.
Det var noget af et antiklimaks at komme ud i min lejede Opel Corsa bagefter. Men jeg havde faktisk spurgt udlejningsfirmaet, og de havde simpelthen ingen italienske biler. Tidens tegn, tror jeg.
Endelig noget for de 70% af ViaRETROs læsere. Og ingen taxa snak. Tak for det.
Det museum har jeg kørt forbi flere gange når vi har været på ferie i Italien.
Næste gang må vi (jeg) stoppe op og besøge museet.
Jeg husker stadig Alfa Romeo udstillingen på Kunstindustrimuseet i Bredgade, var det i 90erne?
@ole-wichmann – udstillingen på Kunstindustrimuseet var i 1996.
Det som min bror siger 😀 Tænker også at det museum må på “bucket” listen. Det er fine billeder Claus, men jeg tænker at det er svært at få hele stemningen med ned på billederne? Jeg tror at det er svært at vælge et årti med fantastiske Alfaer, der har jo været fantastiske biler i næsten ethvert årti?
Helt klart viser mine billeder kun en brøkdel af stemning, @soren-w: Det er fantastisk fint afstemt mellem arkitektur og biler, så det spiller vanvittigt godt sammen. Hvis I har været i nærheden, så var det en fejl ikke at kigge ind – men den er jo til at rette.
Claus du bliver lige nødt til at uddybe det om Carabo’en og superbil.
Et fantastisk museum, skal opleves.
Museet mangler en gren af deres produktion ? Lastbilerne og de lette varebiler som sluttede med en Alfa Romeo kopi af Iveco Daily Lastbilerne kan for en dels vedkommende ses på Facebook hvor der er en gruppe med navn ITALIAN TRUCKS Den dækker lidt forskelligt hvad der er produceret dernede og kører der Mener at ejer af Scan el i Thy har en Alfa Romeo lastbil i samlingen
Af det udstillede, da jeg var forbi i 2018, der gjorde størst indtryk var: 8C 2900B Lemans, havde aldrig set den før så jeg var nær røget om på skjoldet. Da den udgik i le Mans i ´38 førte den med 160 km, fabelagtigt køretøj!
@niels-v, jeg går ud fra at du mener den her passus om Carabo: “det var i virkeligheden dén mere end Lamborghini Miura, der lagde grundstenen til den moderne superbil”. Det jeg mente var, at Lamborghini Miura ofte kaldes verdens første superbil, men at den efter min mening mangler noget – noget aggressivitet, noget skørhed, noget fandenivoldskhed. Den er nærmest for smuk! Dér kommer Carabo lige ind og redefinerer hvor overdrevet man kan designe en bil.
Yes Claus lige præcis den sætning, er du måske farvet af hvad fremtiden bragte?
For i 66 var en tværstillet V12 med sammenbygget med gearkasse og differential jo noget ret vildt og tosset.
Det udvendige design var måske ikke så radikalt som Carabo’en men stadigvæk ikke ligefrem en normal gadebil.
Men når alt kommer alt, så har design prototyper aldrig rigtigt sagt mig noget, det er nemt nok at tegne noget vildt, men ville prototype rent faktisk virke og kunne bruges/vedligeholdes.
Enig, @niels-v, tværstillet V12 med mere var hidtil uset – og faktisk synes jeg netop Miuraens genialitet ligger i, at dens tekniske layout var helt vildt radikalt, mens dens ydre design var meget mere traditionelt smukt.
Ovenfor mente jeg udelukkende designet.
Anbefalelsesværdigt at besøge. Og prisen for at komme ind er nærmest latterligt lav.
Museo Storice Alfa Romeo som ligger i Milano forstaden Arese (Ved fabrikken fra 1962) er helt bestemt et besøg værd. Jeg har været der i hvert fald tre gange. Selv ikke Alfa fans synes det er godt. @ herluf Jensen. Alfa Romeo har lavet meget andet end biler. Både tog og traktorer. endda også ting uden motor som metal rammer til vinduer og komfurer efter anden verdenskrig. Desuden en større produktion til det italienske militær under første verdenskrig. Især giuseppe Merosi’ s motordrevne kompressorer er et ikon.