Register

twenty − seven =

A password will be e-mailed to you.

Jeg så i ugens løb en bil fra 1961 annonceret til salg som “ikke-ryger-bil”.

Lad mig forsigtigt sige, at jeg tvivler. Af tre årsager:

  1. I 1961 røg de fleste. 
  2. 1961 er over  tres år siden. Selv hvis vi antager det usandsynlige, at den første ejer ikke røg, så har de fleste af hans passagerer røget – og dengang kunne man ikke sige til sine passagerer at “dette er en ikke-ryger-bil” uden selv at blive smidt ud. Ja, måske har hans egne børn røget!
  3. Bilen var italiensk fra ny: I 1961 røg ALLE italienske mænd. 

Det fører også til spørgsmålet om, hvorvidt det betyder noget? Næppe. En bil fra 1961 har så mange andre dufte i sig (typisk fra benzin, olie – og alderdom!), at man næppe ville kunne skelne hverken cigaret, pibe eller cigar ud alligevel. Ikke mindst fordi de tre nævnte primære dufte typisk tager til med tiden, mens rygningens spor aftager. Eftersom det sagtens kan være, at der ikke er røget i bilen de sidste tre årtier, men kun de tre første. 

Hvilket igen sagtens kan falde sammen med, at den fik lavet rust, lak, indtræk og/eller motor i de samme sidste tre årtier, så eventuelle spor efter rygning er stort set slettet. Men det gør den jo ikke til en “ikke-ryger-bil” i ordets bogstaveligste forstand. Jeg vil selv foretrække en beskrivelse i retning af at “man mærker ikke længere, at der har været røget heftigt i bilen fra ny” eller “røglugt overdøves af naturlige billugte”. 

Men det kan selvfølgelig også være, at sælgeren hentydede til selve bilens motor: Den behøver nemlig ikke at ryge – hverken dengang eller ny. Og hvis den gør, så er det faktisk mange gange værre end hvis bilens kabine lugter af tobak. 

God weekend

Claus Ebberfeld

klub_viaretro_sticker1

ViaRETRO handler om Alt om Klassiske Biler og det gør Klub ViaRETRO også.

Som medlem får du:

  • NYT til de første hundrede: En Klub ViaRETRO-reversnål i ægte emalje
  • det kendte og eftertragtede Klub ViaRETRO-klistermærke til bilen
  • adgang til alt på ViaRETRO
  • rabat på udvalgte varer
  • garanteret godt selskab på nettet og i virkeligheden fem årlige arrangementer
  • samt ikke mindst dybfølt tak fra redaktionen for din støtte til ViaRETRO – for dét er et medlemskab naturligvis også.

devider2

ViaRETRO Løvfaldstur 2023

Af Michael S. Lund
Fotos Gitte S. Lund

Lørdag d. 16. september afholdt ViaRETRO den årlige Løvfaldstur. Mødestedet var ved “Den Hemmelige Bilsamling, Del 1” (det var den samme ejer af både “hemmelig samling” Del 1 og Del 2). Den var i sig selv utrolig bred, med alt fra hverdagsslidere i indtil flere udgaver (Renault 8 og 10, ejerens far havde haft en), til 12-cylindrede biler med stejlende heste og tyre på køleren.
Efter aftale bringer vi ingen billeder, og lader de nærmere detaljer om både lokation og bilerne forblive hemmelige … det blev dermed en “her-og-nu-oplevelse”, alene forbeholdt de deltagende klubmedlemmers øjne; en oplevelse der, for mit vedkommende, kan leve længe for mit indre øje!

Med Peter og Aase i spidsen, i den turkis Fiat 500, kørte alle 21 (+ ½) deltagende biler ud på ruten, som var lagt med inspiration fra bogen ”360 Danmark” af Frank Berben-Groesfjeld.
”360 Danmark”-serien indeholder 3 bind med forslag til ruter ad de mest spændende veje, som går gennem de smukkeste egne af Danmark … i dette tilfælde Søhøjlandet omkring Silkeborg, der er en af ruterne, der er beskrevet i Bind 2. Flere steder i det skovklædte kuperede terræn kunne jeg næsten være i tvivl om, hvorvidt jeg stadig var i Danmark.

Undervejs passerede vi endestationen for “Veteranjernbanen Bryrup-Vrads”; en af Danmarks smukkeste (hvis ikke den smukkeste …) jernbanestrækninger. Egentlig var det planen, at vi skulle være steget ud og set nærmere på toget og stationen, men der var allerede fyldt godt op med besøgende i det gode vejr (vi har jo gennem de seneste år været helt usædvanligt heldige med vejret på ViaRETRO-turene … 7-9-13, jeg tør næsten ikke skrive det), så vi vurderede, at det ville blive en tand for “tidsrøvende” pga. ventetid mm.

Efter Vrads skiftede landskabet fra skov til hede undervejs til Silkeborg og frokosten hos Gubsø Garage. For nogle af os var det et dejligt gensyn med Midt/østjyllands populære konference-, event- og oplevelsescenter for klassiske biler, og for andre var det et glædeligt førstegangsbesøg på Gubsø, hvor fokus – for en stor del, men ikke kun – er på Bugatti og førkrigsbiler (i nævnte rækkefølge). Kort fortalt, så har de gamle Bugatti fabriksbygninger i Molsheim dannet forbillede for flere af detaljerne i bygningerne, som udgør Gubsø Garage: f.eks. de håndstrøgne mursten, portene med beslag, tagkonstruktionen, lamperne og værkstedsbordene. Det er sjældent at se et byggeri, der er så gennemarbejdet helt ned i detaljerne.

Bugatti er en ting, men på Gubsø er der også andre biler fra den franske bilindustris gyldne stund for luksusbiler op til 2. Verdenskrig. Selv er jeg især fascineret af den flotte Voisin, men jeg vil dog nødig tænke på, hvad der kan ske med en fodgænger, som efter en påkørsel måtte ende oppe på kølerhjelmen …

Det samme gælder i øvrigt for en Hispano-Suiza.

ViaRETRO-turdeltagernes biler var, som det fremgår af billederne fra parkeringspladsen ved Gubsø Garage, præget af vanlig god diversitet … med Volvo Valp og Puma 1600GT som de to yderpunkter. Volvoen var kun med på Gubsø Garage (det forklarer den ½ deltager-bil, som tidligere nævnt), da den senere skulle agere ”bryllupskaret” – måske brudeparret skulle et sted hen, hvor de ikke ville lade sig begrænse af dårlige terrænforhold!

Dagens mest sjældne bil var den brasilianske Puma 1600 GT. Bilen er baseret på VW-dele og er med glasfiberkarrosseri, så der er tale om en let bil. Den lave vægt (740 kg køreklar), i kombination med ca. 90 hk fra boksermotoren, gør den samtidig til en kvik bil med en god lyd (det sidste kan jeg selv bevidne efter at have kørt bag den). Jeg vender tilbage til Pumaen i en separat artikel.

Mættet af et veltillavet “Stjerneskud” og indtryk, kørte vi videre fra Gubsø Garage og ned gennem Silkeborg, til Michael Drewsens (grundlæggeren af det moderne Silkeborg) gamle papirfabrik, og fortsatte langs Gudenåen mod Sejs/Svejbæk. Derfra videre mod Laven, som er Danmarks eneste ”bjergby”. Efter Laven og Ry fortsatte vi op på den østjyske højderyg til Ejer Bavnehøj og passerede undervejs Yding Skovhøj. Hvis nogen skulle være i tvivl, er der her tale om de højeste punkter i Danmark, hvad man især får fornemmelsen af ved at se mod øst fra Ejer Bavnehøj.
Baggrunden for navnet Bavn er, at det betyder brændestabel, og en brændestabel kan der tændes bål af … bålet på Ejer Bavnehøj kunne ses viden om, hvor det blev tændt som et signal om at gøre sig klar til kamp.

Dette kunne godt have været brugt på turen – dog til at signalere motorstop – for det viste sig, at batteriet på den fine Opel Kapitän var blevet delvist afladt, så der ikke var nok til at drive starteren. Bilen skulle derfor flere gange skubbes i gang (der er et eller andet med Opel Kapitäner i ViaRETRO-sammenhæng, der skal skubbes i gang!). Den gyldne regel med altid at kunne se bilen bagved i bakspejlet forsyndede jeg mig imod, fordi jeg troede, at nogle stykker havde valgt at sætte kursen hjemad.

I vore dage er telefonen heldigvis opfundet, så det lykkedes alligevel “Kaptajnen” – og dens “hjælper”: den fine gamle Volvo 240 Stationcar – at finde frem til os andre på slutdestinationen, som var “Den Hemmelige Samling, Del 2”… og det var godt, for var Del 1 fantastisk, så var Del 2 det ikke mindre!
Som nævnt under Del 1, var der en begrundelse for Renault 8’erne og 10’erne, men det var der også for næsten alle de øvrige biler. Enten havde de haft en særlig ejer, eller de havde haft en rolle i en af ejerens favoritfilm. Det er entusiasme af den rigtige slags, og det er der noget ved. Jeg husker selv, hvor skuffet jeg blev, efter at have set filmatiseringen af Klaus Rifbjergs ”Den Kroniske Uskyld”. I bogen kører kammeratens kærestes forføriske mor i en BMW, hvor kabinen dufter af læder. I filmen spilles moren af Susse Wold, og det var sådan set fint nok, men bilen var en Mazda 929 – både regissøren og instruktøren må have været ignoranter bilmæssigt!
Klavs Rifbjerg havde sans for biler, han må have græmmet sig … enten gør man det ordentligt, eller også lader man være!
Ejeren af Den Hemmelige Samling har netop gjort det ordentligt, hvilket var medvirkende til, at det var en fornøjelse at se bilerne. En stor tak for gæstfriheden og for at give os den mulighed. Det er helt utroligt, at den slags findes i Danmark, hvor det nærmest er nødvendigt at knibe sig selv i armen, for at tro det er virkeligt.

Flere af os rundede dagen af med en god middag på Restaurant Vestermølle, smukt beliggende ved Skanderborg Sø. Vi havde selv valgt at gøre det til en forlænget weekendtur, med overnatning på det nærliggende Skanderborg Park Hotel, der bl.a. glimrede med beliggenheden i de smukke omgivelser.

Med denne reportage binder vi sløjfen for årets ViaRETRO-ture, hvor vi jo lagde ud med Løvspringsturen på Langeland, derefter Midsommerturen i Odsherred på Sjælland og senest nu Løvfaldsturen i Østjylland …
ViaRETRO er diversitet på bilerne, som det fremgår af billederne i reportagen, men også på geografien, hvor vi på turene kommer rundt i landet.
En stor tak til tilrettelæggerne og til jer, der valgte at køre med!

PS: Som altid kan I anføre i kommentarfeltet, hvis I ønsker at få tilsendt et online-link til mange flere af Gittes fotos fra turen – bare oplys dit navn, gerne hvilken bil du deltog med (hvis du deltog på turen… alle klubmedlemmer kan få tilsendt foto-link, uanset om man deltog eller ej) og mailadresse.

devider2

Ugens Restomod: Man tror det næppe!

Det her er simpelthen bilen, som ingen har ventet på. Behøver jeg sige mere? 

Jeg håber simpelthen ikke det er rigtigt – altså er noget der er lavet i virkeligheden. Nejnejnej, forhåbentligt ikke. 

devider2

Ugens Foto – eller er det Ugens Grafik?

devider2

Ugens Fund: 1978 Fiat Mirafiori 1600 til 49.800 kroner

Det er primært på grund af interiøret, at den her bliver Ugens Fund – hvis jeg skal være helt ærlig: De orange stofsæder er bare ikke til at stå for. Sammen med sennepsgule tæpper, orangebrune bundmåtter og et overflødighedshorn af plast og vinyl i brune nuancer er vi fast tilbage i 1978. 

Hvor en Mirafiori som model var fire år gammel: Den hed også med sit numeriske navn 131, og var efterfølgeren til den uhyre succesfulde 124. Konservativt designet rent teknisk, frontmotor og baghjulstræk, og lidt mere skarpt rent designmæssigt i et velproportioneret treboksdesign med halvfjerdserkant. Jeg har altid godt kunnet lide den, og på klassisk Fiatmanér kunne den i løbet af sin levetid det hele: Fra spag 1,3-liters til ildsprudlende rallybombe med toliters twincam. 

Her er vi med en 1,6-liters maskine ved foden af Mirafioris karrieretrappe, men i en god farve (inde, som sagt – men også ude), selvfølgelig manuelt gear og derfor en kandidat til en familieklassiker, der stadig giver lidt køreglæde og italiensk dolce vita. Bevares, det konkrete eksemplar er langt fra perfekt, for ifølge annoncen står den i original lak med masser af patina. Men ejeren har haft den i otte år, og sælger den nysynet med otte mere at se frem til.

Sælgeren skriver, at “Hvis bilen skal spille som en ny skal den have en hellakering. “, og jeg kan både forudsige at det vil koste mange penge, og også at det stadig ikke vil få den til at stå som ny. Men hvis man kan lide bilen som den er (det har ejeren jo åbenbart gjort i otte år…), så er det jo bare at leve med patinaen og byde det italienske liv, ikke?

Tak for tip til Søren Lund Nielsen. Find annoncen hér: Fiat Mirafiori

Med lørdagsserien “Ugens Fund” vil vi hjælpe potentielle klassikerejere godt på vej: Vi udvælger ganske enkelt vores favoritbil til salg fra ugen der gik. Og inviterer læserne til at dele deres synspunkter, erfaringer, gode råd eller slet og ret og røverhistorier om den konkrete bil og model. Indsend forslag til kommende “Ugens Fund” på ugensfund@viaretro.com med link til annoncen, så indgår den i næste uges pulje.

devider2

ViaRETROs Weekend Matiné redaktion: Claus Ebberfeld og Michael S Lund.

20 kommentarer

  1. Kai

    Fantastiske billeder af bilerne, men ikke mindst også nogen fantastiske biler at hvile øjnene på.
    Jeg bliver nok aldrig træt af at kigge på en Alfa Romeo Montreal, men fordi man elsker en behøver jo ikke at hade alle andre, og jeg elsker nok alle biler, mest.
    Ugens restomod, det bliver sjovt at se Jonni Smiths, Carpervert, sleeper, når ham fabco.uk bliver færdig med den.

    Svar
  2. Soren W

    Årh ja, romantikken omkring rygning i bilen. Da vores biler var nye, var der stadigvæk prestige i at ryge. Det var naturligvis usundt, svinede og lugtede, men det hørte de gamle biler til. “Halvtreds år gammel ikke-ryger bil” lyder lige så troværdigt som “kun overfladerust”…

    Svar
  3. Henning Hjorth

    En ikke-ryger bil! Ja det var et godt salgsargument engang! Nu er er jo ikke engang et askebæger i moderne biler!
    Vi havde her på Langeland en meget aktiv Domi-forhandler! Ejeren Preben, en af mine gode venner, som desværre ikke er iblandt os mere, var en gudsbenådet bilsælger! Han solgte mange “ikke-ryger biler”!
    Jeg besøgte ofte hans værksted for en god bilsnak! Husker en dag, hvor vi skulle se hans skrotplads med gamle biler! På vores tur derhen , gik vi forbi en temmelig stor bunke brugte bilaskebægre, der lå på jorden! Forbavset spurgte jeg, hvor de dog kom fra? Ja, se du, sagde Preben: Når vi får en brugt bil i bytte, salgsklargører vi den! Vi monterer altid et nyt askebæger, så kan bilen jo sælges som ikke-ryger bil!
    Det var jo et trick der ville noget, selvom mange røg dengang!

    Hilsen fra en ikke-ryger!
    Henning Hjorth

    Svar
  4. Gitte S. Lund

    Kære @Kai
    Tak for ordene om mine billeder fra Løvfaldsturen 2023 … en skøn tur i skønt selskab ♥️
    PS: Vil du evt. gerne have tilsendt online-link med flere af mine fotos fra turen (hvis ja, så skal jeg bare lige have din mailadresse) 😚
    Kh Gitte aka EB 👩‍🦰

    Svar
  5. Gitte S. Lund

    Kære @Peter
    Tusind tak for den fantastiske planlægning af Løvfaldsturen 2023 … det var absolut et stort UG med masser af både krydser og slanger – jeg glæder mig allerede til næste sæsons ViaRETRO-klubture 🚗😊🚙
    Og tak for dine rosende ord om mine billeder fra turen … jeg har nu sendt dig en mail med online link til flere af mine billeder fra turen – jeg håber, at de falder i din/jeres smag 😚
    PS: Hils Aase mange gange ♥️
    Kh Gitte aka EB 👩‍🦰

    Svar
  6. Bisgaard

    Mange tak for en hyggelig køretur oppe i den tynde luft i de jyske bjerge.
    Kære Gitte, jeg vil selvfølgelig gerne bede om den store billedpakke fra turen.

    Svar
  7. Gitte S. Lund

    Kære @Bisgaard
    Og tak for din/jeres deltagelse 👍 Vi ved jo, at hvis I på nogen måde kan finde plads i kalenderen, så kører du/I jo altid gerne nærmest til verdens ende (og tilbaws igen) for at deltage i Klub ViaRETRO-turene … det er bare SÅ godt, da dit/jeres selskab altid er en udsøgt fornøjelse og så selvfølgelig også fordi, det altid er spændende at se, hvilken klassiker du/I dukker op i 🥰
    Og tak for “supporten” i fht. at bestille online-link til fotomappe med mange flere af mine billeder fra turen – du har nu fået tilsendt en mail med linket (til din “obi@indu-xxxx.dk”-mail, som du tidligere har oplyst til mig. Jeg satser på, at det er den rette??) … jeg håber, at det virker (det plejer det jo heldigvis), og du/I ka’ li’ billederne 😚
    Kh Gitte aka EB 👩‍🦰

    Svar
  8. Claus N

    Nu er jeg nysgerrig. Meget. Hvorfor håbe på, at en restomoded Allegro, ikke er virkelig? Jeg håber det virkelig og vil gerne se flere fotos af den, men har ingen kunnet finde.

    Svar
  9. Jens D Madsen

    Allegroen er virkelig. Og der er snart 2 af dem. Se retropower på youtube. De gutter kan noget

    Svar
  10. Gitte S. Lund

    Kære @AndersD

    Også stor tak til dig for din deltagelse og ditto tak for dine søde ord om mine fotos … jeg håber, at vi også ses igen til de kommende Klub ViaRETRO-arr./ture 😊
    Jeg har nu sendt dig en mail med online-link til mine ekstra billeder fra turen … jeg håber, at du ka’ li’ dem 😚

    Kh Gitte aka EB 👩‍🦰

    Svar
  11. Michael Valentiner-Branth

    @Søren W hvis du åbner førerdøren på DB6’eren så er dr hele 4 askebægre i den… hvis det lige skulle være…😊😂

    Svar
  12. MortenG

    Kære Gitte – fantastiske billeder! Man bliver helt nyforelsket i sin bil af at se på dem :-)
    Jeg vil meget gerne have link til billeder (mortengroen@dadlnet.dk)
    Tak for en utroligt smuk tur i dejligt selskab! Det var min første tur med ViaRetro, men har i den grad givet smag på mere.
    Den hemmelige bilsamling part 1 kunne også tage pusten fra en. Så mange forskellige biler – og alle sammen uden undtagelse biler man godt kunne tænke sig. Tak for at lade os kigge!
    Desværre måtte jeg køre hjemover fra Ry efter den smukke tur via Laven. Apropos afladning var mit tilsvarende problem åbenbart større end forventet. Efter ca 180 km kørsel døde min Lancia helt (benzinpumpen er det sidste der sætter ud efter lyset er forsvundet….) 300 meter hjemmefra så jeg måtte have autohjælp. Det har den dog prøvet før.

    Svar
  13. Gitte S. Lund

    Kære @MortenG
    Multo tak for ordene om mine billeder, jeg værdsætter din support BIG time – det er jo bl.a. lige netop sådanne “følelser”, jeg håber at kunne skabe med dem 😚
    Øv i fht. din afslutning med Lanciaen “på lad”, men du er helt sikket ikke den eneste, der har prøvet det (og/eller lignende) … det kommer mange – hvis ikke de fleste – klassikerejere nok ud for før eller siden, men du nåede jo heldigvis at være med på størstedelen af turen, og vi glæder os allerede til (forhåbentlig) at se dig til/på vores kommende Klub ViaRETRO-arrangementer/ture 🚙🥰🚗
    PS: Jeg har fluks sendt dig en mail med online-link til en fotomappe med mange flere af mine fotos fra Løvfaldsturen 2023 … jeg håber, at du vil synes om dem 🙏📸🙏
    Kh Gitte aka EB 👩‍🦰

    Svar
  14. Carsten Goth

    Tusind tak for en meget flot og veltilrettelagt Løvfaldstur. Og tak for det gode selskab. Viaretro’ere er godt, sjovt og usnobbet selskab – jeg planlægger med at møde jer til kommende ture også 😊

    Kære Gitte, jeg vil meget gerne modtage links til dine billeder – og hvis muligt også gerne links til misommerturens (ja, jeg er ret så sent ude….).
    Min mail er cfgoth@hotmail.com

    God weekend.

    Svar
  15. Gitte S. Lund

    Kære @CarstenGoth og Susanne
    Og i den grad tak i lige måde for jeres deltagelse 🥰
    Jeg er også absolut enig med jer i jeres anskuelser vedr. Klub ViaRETRO-medlemmerne som værende et godt, sjovt og usnobbet selskab … hvilket I jo bl.a. selv er et glimragende eksempel på 👏😊👏
    I fht. jeres ønsker om at modtage online-links til de 2 x fotomapper med mange flere af mine billeder fra hhv. Midsommerturen 2023 og Løvfaldsturen 2023 (jeg har jo allerede tidligere sendt jer link til fotomappen med billeder fra Løvspringsturen 2023), så er der nu sendt en mail med links til begge disse … jeg håber, at I ka’ li’ dem 😚
    Kh Gitte aka EB 👩‍🦰

    Svar
  16. Carsten Goth

    Kære Gitte, nu har jeg downloadet og set billederne. Jeg fik et sug i maven over gensynet med såvel Silkeborgegnen som vor tur på Langeland. Det emmer jo af sommer og farver, som ikke længere i år eksisterer. Snart er der kun tilbage at drømme om bedre (klassikerkøreturs)tider. Billederne er pragtfulde – du er en rigtig dygtig fotograf – tak !

    Svar
  17. Gitte S. Lund

    Kære @CarstenGoth
    Arrrj, tuuusind tak for de mange pæne ord om mine fotos … de varmer 🙏♥️🙏
    Det er dejligt at høre, at du sågar også har genset de tidligere fremsendte billeder fra Løvspringsturen 2023 på dejlige Langeland … og ja, både den og Midsommerturen 2023 i Odsherred bød på et fantastisk forårs- og højsommerlys, der virkelig fremhæver de klare farver i den smukke natur og de ligeledes smukke klassikere, hvor billederne fra Løvfaldsturen 2023 i Silkeborg til gengæld viser, hvordan lyset langsomt falmer … i takt med efterårets/ vinterens komme; selvom man nogle gange kan drømme om sol og sommer 365 dage om året, så er årstidernes (og lysets) skiften vel egentlig også noget af det mest fascinerende (om ikke andet … så i hvert fald set fra en fotografs perspektiv) ved at bo her i vores lille land i det høje nord?!? 😚
    Kh Gitte aka EB 👩‍🦰

    Svar

Skriv en kommentar

Din e-mail adresse vil ikke blive offentliggjort.