Den der fornemmelse af cabriolet på ens fødselsdag – den er skøn!

I mit tilfælde var det i går, og cabrioleten var den tidligere omtalte 306 fra 1996. Altså det som nogle vil kalde en moderne bil og ikke en klassiker. Men ligemeget, for det er faktisk ikke min pointe med denne tekst, der egentlig handler mindre om biler og mere om hvad man bruger dem til.

Herunder i det hele taget bruger dem. For det gik op for mig, at det jeg oplevede på den korte tur var et vaskeægte Kodakmoment: Nærmest ren lykke med vind i håret (med kun lidt – dels fordi det er en moderne cabriolet og dels fordi jeg kørte ret langsomt), bløde komfortable sæder, frisk motorlyd (ja, det syn jeg faktisk den har), solen i ryggen og så på vej mod en fødselsdag. Min egen. Jamen, det var et af de her glimt i livet, hvor alt virker rigtigt – og det er præcis sådan nogle øjeblikke en dejlig bil kan forstærke yderligere.

Et moment af lykke.

Det handler i den situation ikke om acceleration, hestekræfter, ultimative omgangstider, design eller for den sags skyld fancy teknik – det handler mere om situationen i sig selv. Og det havde den tredive år gamle Peugeot altså en stor del af æren for. Jeg vil stadig gerne indrømme, at det var et lidt forhastet køb – men må også sige, at den allerede har givet både min kone og jeg flere af den slags momenter, og jeg må bare sige at det er godt skuldret af en gammel cabriolet til 20.000 kroner.

Det kan godt være at det teknisk set ikke er en klassiker endnu – men det er i hvert fald en rigtigt pæn bil.

Jeg har godt nok kun fødselsdag een gang om året, men krydser fingre for, at der kommer flere af den slags dage i efteråret. Også for jer andre, der har åbne biler: Skål for solskin!

God weekend

Claus Ebberfeld

Kend den på knækket

Tekst Michael Sehested Lund

Flere tror sikkert, at denne artikel handler om Langelænder Pølser, men det gør den ikke, for der er jo tale om et bilmagasin, og det herunder er ikke bare pølsesnak.

En klassisk pølsevogn, der forhandler Langelænder Pølser, kunne ellers godt være inden for skiven, men det er heller ikke emnet i dag. Desuden skal det her handle om noget visuelt og ikke om lyden – og da slet ikke fra en pølse, der knækker. Men så er der alligevel et vist sammenfald – for en pølse, der knækker, kunne være en bayersk pølse, og det er lige præcis Bayern, vi skal til. Dagens emne er nemlig, at lige siden BMW i 1961 lancerede sin ”Neue Klasse”, har næsten alle BMW’er haft et knæk ved C-stolpen, og knækket har sågar et navn: ”Hofmeister Knæk” efter navnet på designchefen dengang, Wilhelm Hofmeister.

Men er det nu også rigtigt, at det var Wilhelm Hofmeister, som opfandt Hofmeister Knækket i BMW-sammenhæng og generelt? Svaret på det første er kun et delvist ja og et klart nej til det andet. Det naturlige og nemmeste er selvfølgelig at starte med BMW-sammenhængen. Samtidig med introduktionen af BMW 1500 ”Neue Klasse” i 1961 introduceredes coupéen BMW 3200 CS, som var baseret på platformen fra BMW 501 ”Barokenglen” fra 1951, der siden blev videreudviklet med V8-motor og blev til 502, 503 og 507. BMW 3200 CS-karrosseriet var designet hos Bertone af den meget unge Giorgetto Giugiaro og har mange fællestræk med de samtidige Alfa Romeo Bertone-coupéer. Af gode grunde kan man sige, for også her var det Giugiaro, som havde svunget blyanten. BMW 3200 CS adskiller sig dog fra Alfaerne ved, at den har, hvad man vil kalde et Hofmeister Knæk.

Foto BMW Pressclub Global

Og nu bliver det interessant, for hvor stammer inspirationen til BMW 3200 CS fra? Fra Lancia Flaminia Sport Zagato fra 1959, designet af Ercole Spada. Tager man et kig på Lancia Flaminia Sport Zagato, er det meget tydeligt, at den har, hvad der ligner et Hofmeister Knæk!

Foto RM Sotheby’s

Lancia Flaminia Sport Zagato var ikke en enlig svale. Den Pininfarina-designede Lancia Flavia Coupé fra 1962 har også, hvad der ligner et Hofmeister Knæk.

Foto RM Sotheby’s

Nu til BMW 1500 ”Neue Klasse”, der som allerede nævnt blev introduceret i 1961 på den internationale biludstilling i Frankfurt. Her var Wilhelm Hofmeister selv direkte involveret i designet, men der var også en italiensk vinkel, for Giovanni Michelotti var inde over som konsulent. BMW 1500 ”Neue Klasse” har også knækket, så her er der tale om et ægte Hofmeister Knæk.

Foto Martin Paulsen

Så vidt BMW, men helt generelt fandtes knækket også på andre biler, og man kan sige – igen generelt – at det tjente to formål: et praktisk og et æstetisk. I praktisk henseende kunne knækket gøre det muligt at rulle sideruden mellem B- og C-stolpen længere ned, inden den kom i karambolage med baghjulets hjulkasse, hvis der ikke var en fast trekantrude inden C-stolpen. I den henseende er det ikke en uelegant løsning.

Mercedes gik en anden vej med deres C107 Coupé, hvor man gjorde den del af sideruden, der kunne rulles ned, kortere og efterlod en fast del med en ”persienne” med lodrette lameller.

Et rigtig godt eksempel på en æstetisk løsning fra før BMW introducerede Hofmeister Knækket er denne Kaiser-Frazer fra 1953, hvor der er fuld skrue på knækket.

Foto RM Sotheby’s

Fiat 127 serie 2 fra 1977 stiller derimod op med en æstetisk løsning fra tiden efter, at BMW introducerede Hofmeister Knækket.

Foto Stellantis Heritage

Det samme gør sig gældende for Triumph Dolomite fra 1973, hvor Hofmeister Knækket er på den faste trekantrude op mod C-stolpen. Men okay, Triumph Dolomite er også designet af Giovanni Michelotti.

Foto Wikipedia

Men når vi nu er ved engelske biler og den æstetiske løsning, er det lige værd at nævne Jaguar XJ Series III fra 1979.

Foto Jaguar Enthusiasts’ Club

Hvis man skal forsøge at drage en konklusion, må det være, at BMW tog ”ejerskab” over knækket og gjorde det til en del af sin identitet. Andre havde som påvist allerede været der før, og for deres vedkommende er det nok ikke helt forkert at sige, at der her er en italiensk overvægt. Ud over de nævnte eksempler er der naturligvis andre biler med Hofmeister Knæk. Byd gerne ind med, hvad I synes er gode eksempler og også gerne eksempler på, hvor knækket tjener et praktisk formål – det lykkedes jeg ikke med at finde.

Foto Michael Sehested Lund

Ugens Fund: 1990 Autobianchi Y10 4WD til 79.995 kroner

Ærligt talt vidste jeg ikke, at denne bil fandtes – men hvor er den dog fræk! Basismodellen er egentlig en Autobianchi og bygget på dén fabrik i Italien, men i den fleste lande blev Y10 markedsført som Lancia. Sikkert fordi den fra starten af var forholdsvist godt udstyret og egentlig lidt for dyr til sit segment. Det kunne navnet Lancia bedre bære – engang, må man tilføje. Det er også værd at nævne, at Y10’eren som bil betragtet var så god, at den blev toer i kampen om Årets Bil i Europa, kun slået af Ford Scorpio. Jeg har altid selv kunnet lide Y10’eren for dels muligheden for nogle lækre interiørkombinationer, som man ikke ser ret tit i en supermini – og dels dens egenartige design med den brutalt afskårne hæk.

Men dén her sætter virkelig trumt på: Firehjulstræk! Det kom samtidigt med en opgraderet motor på hele 1,1-liter, og selvfølgelig har den også femtrins gearkasse. Og se lige de lækre alufælge. Og det skønne stof. Og læg dertil, at netop denne bil til salg er beskrevet som “komplet renoveret i forbindelse med syn.”. Her bør man lige væbne sig med sund skepsis og overveje, hvor meget renovering af en lille firehjulstrækker man mon kan få for dens udslagspris på en femmer under firs tusind?

På den anden side har bilen kun gået 130.000 kilometer, er nysynet, sælges fra en forhandler og – ja, bare for god ordens skyld – er en vaskeægte veteranbil. Og en pivsjælden af slagsen på vores breddegrader. Det er betryggende at vide, at her er den ikke leveret fra ny, men derimod i Italien – hvorfor den også er en Autobianchi og ikke en Lancia.

Og det er heller ikke en Fiat! Men med tanke på hvor populær netop Fiat Panda 4×4 er blevet i alle dens forskellige afskygninger, så kan jeg ikke lade være med at se denne Autobianchi Y10 4×4 som et absolut kanonkøb i forhold til den meget mere almindelige Fiat. Hvilket giver den titlen som Ugens Fund på ViaRETRO.

Tak for tip til Martin Lindø Westergaard. Find annoncen hér: Lancia Y10 4WD

Med lørdagsserien “Ugens Fund” vil vi hjælpe potentielle klassikerejere godt på vej: Vi udvælger ganske enkelt vores favoritbil til salg fra ugen der gik. Og inviterer læserne til at dele deres synspunkter, erfaringer, gode råd eller slet og ret og røverhistorier om den konkrete bil og model. Indsend forslag til kommende “Ugens Fund” på ugensfund@viaretro.com med link til annoncen, så indgår den i næste uges pulje.

Ugens Foto: Engang var der kun een klassisk bil på dette billede

Jajaja – jeg vil have en BMW 635 CSi, selvfølgelig vil jeg det!

Der skal ikke mangle en hilsen fra Numerologisk Afdeling i denne Matinés hellige nummer 635. Jeg vil ikke udelukke at der er andre referencer til det tal i bilverdenen, men for mig og mange andre er der kun een: BMW 635 CSi. Og jeg indrømmer gerne, at sådan een vil jeg have engang.

Så kan nogle spørge hvordan det så står til med mit princip om, at jeg ikke vil have biler jeg tidligere har haft – men de glemmer, at min 6-serie var en 628 CSi og dermed kun lillebroderen. Når jeg alligevel gerne vil have en E24 igen, så er det fordi jeg fra dén bil kender og elsker alle modellens grundlæggende kvaliteter: Først og fremmest dens helt overordnede form, for efte rmin mening er E24-karosseriet virkelig stateligt, smukt og elegant på en muskuls måde. Ikke perfekt, for de har vi italienerne til – men overordnet set virkelig en smuk tysker.

Dertil kommer så alle den praktiske kvaliteter: Dens storladne ydermål er faktisk godt udnyttet, og man får derfor en fuldt firepersoners coupé – endda med et kæmpe bagagerum. Altså en bil, der også er fuldt anvendelig for en hel familie. Sågar i dagligdagen, hvis det skulle være. Og endelig, så kører den faktisk også forrygende godt. Her skal det siges, at min var den faceliftede fra 1982, hvor den fik opdateret det ydre ganske lidt men undervognen lidt mere, og de skulle derfor køre bedre. Jeg husker i hvert fald tydeligt hvordan jeg blev skuffet da jeg kom direkte fra min 628 over i en Porsche 928: Så god er BMW’en.

Man skal lige være indstillet på, at den 6-serie ikke er en sportsvogn men en Grand Tourer. Hvilket den til gengæld er ret god til, for udover pladsen gælder komforten også sæder, udsyn og lydniveau. Hvilket sidste bringer mig til motorerne: Alle E24’ere har maskiner fra motorfamilien M30 – og dét er altså bare en af BMW’s helt store klassiske maskiner. Fantastisk lyd, gangkultur, kraftudfoldelse og her fyrre år senere nok værd at tage med – holdbarhed. Det er en uhyre solid maskine, som jeg næsten ikke kan få nok af.

Det er ikke mindst derfor, jeg gerne vil have en E24 igen: Min 628 CSi ydede 184 hestekræfter og en 635 218. Forskellen lyder ikke stor, men den ligger efter sigede mere i momentet, for min 2,8-liters (akja, det var dengang BMW’s numre betød noget…) skulle have omdrejninger for at bestille noget. Det var egentlig sjovt at køre med (ja, for jeg fik ikke nævnt gearskiftet – men det er også godt!), men 3,5-literen har bare mere overarm og kan i princippet køres både mere afslappet OG hurtigere på samme tid.

Og den sidste årsag til at jeg gerne vil have en igen: De er ikke ramt af himmelråbende prisstigninger som visse andre biler. Bevares, jeg mener jeg gav cirka 100.000 for min 628 for ti-femten år siden, og det får man dem ikke til i dag. Men i forhold til hvor fin, velbygget, smuk, velkørende og ikke mindst anvendelig klassiker man får – så er det stadig i dag god valuta for pengene.

ViaRETROs Weekend Matiné redaktion: Claus Ebberfeld og Michael Sehested Lund.