Man kan nemlig diskutere, hvornår Opel slog en Rekord.
I hvert fald er det et jubilæum for Opel Rekord i år. Og det er rundt. Men om det er 60 eller 70 år, det kan man faktisk også diskutere. For det var helt tilbage i 1953, at navnet først dukkede op – som tillæg til modellen Opel Olympia. Derefter forsvandt fornavnet Olympia (det var i 1960), og modellen hed så Rekord P2. Ja, fordi der havde været en Olympia Rekord P1 fra 1957, ikkesandt? Det er lidt rodet, faktisk, og det er måske derfor, at den brede befolkning (og Opel) fejrer 60 års jubilæet for Rekord og ikke de 70.
Den helt nye Rekord fra 1963 ramte den rigtige cocktail af moderne, fornuft og stramt design.
Den helt nye Rekord fra 1963 var nemlig en topmoderne designet limousine (som tyskerne kalder det, man kalder saloon på engelsk, berlina på italiensk og sedan på fransk) med klare rette linier, de helt rigtige ydermål for en stor mellemklassevogn og en rigtig fin udnyttelse af pladsen også. Og dermed blev den en stor succes.
Basismodellen havde en 1,5-liters motor med 55 hestekræfter, hvilket virker lamt til sådan en stor bil, men tiderne var anderledes og når folk ville have fornuft, så fik de fornuft. Den større motor på 1,7 liter havde 60 heste, der heller ikke forskrækkede nogen – men med muligheden for en sekscylindret maskine på 2,6 liter og 100 hestekræfter viste Opel fra 1964 vejen for Rekordens succes: Man kunne få den i varianter, der dækkede ethvert behov fra den uprætentiøse hverdagsslider med minimumsmotor til en luksuslimousine for den mere succesrige mellemleder – eller svineavler?
En dag i en Rekordkørers liv, helt typisk:
Jeg er simpelthen ikke klar over, hvor Opels landbrugsry egentlig stammer fra, men kan ikke helt udelukke, at det var fra den særdeles succesfulde Caravan (Kombi på tysk eller Herregårdsvogn på svensk und so weiter): Næsten en fjerdedel af produktionen af den første Rekord var stationscars eller varevogne, og det var en usædvanlig høj andel dengang, hvor stationcars ikke rigtigt var slået igennem som et indbildt nødvendigt onde for børnefamilier. Men det var nu også en flot vogn.
Caravan-Rekorden var usædvanligt populær for en stationcar.
Bevares, ikke så flot som coupéen, der jo også havde en helt anden dagorden. Og sådan een med den store sekscylindermotor var virkelig en lækker vogn, næsten på vej ud af middelklassen – hvilket Opel så og senere forfulgte med Commodorerækken. Men det er dog en anden historie.
Ved introduktionen i 1963 kunne Rekorden kun fås med to døre – men det er ikke det samme som en Coupé, der var en rigtigt flot vogn.
For at blive ved Rekord, så var den første fra 1963 (altså dén, der i dag er kendt som Rekord A, selvom det ikke var den allerførste…) en stor succes, og det blev dens efterfølger fra (allerede) 1965 faktisk også. Den hed selvfølgelig Rekord B og var den mest kortlivede af modellerne. De næste hed ligeså selvfølgeligt C og D, og sidstnævnte har altid være min favorit – den kom i 1971 og var på sin vis ligeså frisk og moderne i designet for sin tid, som den første var i 1963. Men ikke mindst var det bare en flot vogn. Veloursæder, coupé fordi den er decideret smuk, manuelt gear, måske en metallak for ikke at virke alt for landlig: Jatak, og jeg ved bare jeg skal have sådan een engang.
Dette er den almindelige todørs.
Der sluttede Rekordhistorien faktisk ikke, for der kom også en Rekord E i 1977, men den står for mig som noget relativt kedeligt, hvor Rekorden nærmest mistede sin Mojo. Bevares, ikke som Kombi, men coupéen udgik i hvert fald. Og javist, den blev erstattet af Monza, som også er en anden historie og også een, som jeg bare SKAL have engang. Men for mig er det Rekord D og alle dem før den, der udgør Rekordhistorien.
Mit hovedspørgsmål kan jeg dog stadig ikke svare på, for ligesom Rekorden var tiltænkt middelklassen, så var den selv fast i midten: Den stak aldrig rigtigt ud, og det gjaldt både positivt og negativt. Den var god, men aldrig bedst. Og det er sådan set derfor navnet i sig selv undrer mig: Satte en Rekord nogensinde en rekord i nogetsomhelst?
Jeg er den glade ejer af en Vauxhall Victor 101 med ratgear fra 1966
Der er et vist visuelt slægtskab der.
Opel har siden Rekordens tider langsomt mistet sit mantra: apropos, hvem husker ikke Opel “Kaptajn”/Kapitän, Commodore, Senator, Admiral, Monza, Diplomat, Manta, og ikke mindst GT . Der var respekt om Opel, noget storladent, ja, selv de gule postbiler – Blitz etc. var kendt som hverdagsslidere, noget man kunne stole på.
Enhver knægt fra Teknisk Handelshøjskole har vel ejet en Opel og modificeret den. Jeg synes designet på de fleste af de førnævnte biler havde noget gedigent over sig, storladent, noget swung som andre ikke havde. Men Opel er blevet kørt bagud af tiden og andre mærker, som har været mere innovative. Synd.
Opel klubben har en fin modeloversigt med produktionstal, motorstørrelse og meget andet for modellerne fra 35 til 63:
http://historisk-opelklub.dk/wp-content/uploads/2012/07/Modeloversigt-Olympia_Rekord.pdf
Da jeg var dreng havde vi flere Opel Rekord, først en P1, derefter P2, og så Rekord A modellen fra 1964. Jeg husker, at den sidste havde ratgear og sofasæde, så vi kunne sagtes være 3-4 knægte ved siden af min far ved rattet. :-)
Through the ’50’s, ’60’s, ’70’s and early ’80’s, Opel made some very cool cars – my personal favourites include the Manta A, GT and Commodore, and the Rekord is indeed another cool Opel, especially as a coupe, but from the mid-’80’s onwards I would have to agree that they have become anonymous to the point of being virtually invisible – with the sole exception of the Calibra – a real shame.
Alle biler ruster – men Opel har Rekorden!
Må korrigere forfatteren på en ting:
firedørs biler heter ikke Sedan på fransk, men Berline, mer i slekt med det italienske Berlina. Betegnelsen Sedan er vel mer brukt i USA.
Hmm, @ondemand, så er det gået MEGET langsomt: Jeg mener faktisk Rekorden illustrerer det meget godt, for først med E-modellen fra 1977 synes jeg de mistede den omtalte mojo. De andre Rekorder er på hver deres måde dejlige klassiske biler – og som coupéer især.
@asgeir-hoffart, I stand corrected! På grund af trykket har jeg ALTID taget “sedan” som et fransk ord, men nu har jeg læst på lektien og du har vist ret, så tak.
Sedan er jo navnet på en by i Frankrig. Jeg fik en gang forklaret, at der i denne by var en karetmagervirksomhed, der byggede lukkede kareter, som derfor blev kaldt “sedan”. “Berline”, der bruges i Frankrig i dag, hentyder til, at denne karrosseritype/karettype stammer fra – ja, naturligvis – Berlin. Men hvorfor franskmændene har taget denne betegnelse til sig, ved jeg ikke – nogen bud?
Men i dag er det som sagt primært USAnerne – og skandinaverne, vel – der bruger betegnelsen sedan om en bil med lukket karrosseri.
Dét var en god historietime, @giraf37. Er det for søgt at udlede, at Berlin-traditionen må have været vigtigere end Sedan-traditionen, da både Frankrig og Italien tog det til sig? Eller er det omvendt, fordi Amerikansk og skandinavisk er mere forskellige sprog? Eller hov, hedder det overhovedet sedan i Norge og Sverige også?!?
Som lærling i 1973 havde jeg en 4 dørs Opel Rekord A 2.6 En rimelig hurtig bil dengang Men nok en optimistisk speedometer som var af rulletypen som stoppede såvidt jeg husker ved 200 som den også fik lov til at vise adskillige gange Desværre så enten den med venstre dørstolpe mod et træ Måske det sted bilen var stærkest til den type kollision