“Greatest hits” fra Pininfarina ville blive en lang artikel. Det modsatte er ret hurtigt overstået.
Dagens tekst kommer sig af, at læseren Jens Langdahl efter mandagens artikel om den store Rolls-Royce coupé kommenterede, at han havde gået og tænkt på, om Camargue var den grimmeste bil Pininfarina nogensinde har designet – og det synes jeg da godt jeg vil forsøge at svare på. Ligesom I læsere som sædvanligt er velkomne til at bidrage med jeres forslag, kommentarer og røverhistorier.
En af mine Pininfarinafavoritter har altid været Ferrari 365 GT4 BB.
Svaret er i mine øjne nej. Faktisk synes jeg aldrig Pininfarina har lavet en grim bil overhovedet. Øhm, i hvert fald ikke hvis vi taler produktionsbiler, og det er immervæk en vigtig præmis. Hvis vi tager prototyper med, så skal man jo huske på at deres rolle ofte er at prøve grænser af, og det kan resultere i noget, der falder i ret få menneskers smag. Vi må også huske på, at den smag kan ændre sig med tidsånden, og derfor synes jeg heller ikke spørgsmål om den smukkeste eller mindst smukke er så enkelt – Pininfarina eller ej. Og faktisk fik Pininfarina meget ros for prototypen CNR fra 1978 – den herunder:
Man aner jo at det handler om aerodynamik og om at genopfinde den dybe tallerken af naturens dråbeform. Og det er vel naturens egen ironi, at den ender med at ligne en banan – en anden genial ting fra en überdesigners hånd. Men ikke noget der bør blandes med bildesign, synes jeg.
Tilbage til produktionsbilerne: For det er klart, at der imellem Pininfarinas fantastiske perlerække af genialt smukke designs er nogle undervældende biler imellem også. Har Jens Langdahl ret i, at Camargue er den værste af dem?
Ikke i min optik. Jeg er helt med på, at Camargue ikke rangerer blandt de bedste Pininfarina, men jeg holder jo meget af bilers overordnede proportioner, og dem har selv Pininfarina flere gange fået helt galt fat i – se selv bilerne herunder:
Med hensyn til proportionerne mener jeg faktisk Camargue fungerer ganske godt. Det store bagerste udhæng giver den et udtryk af overdrev og excesse, men det var den jo også. Skarpheden giver den modernitet. Og fronten giver den overhalingsprestige med en let truende antydning af diktatorstatus.
Efter min mening har Camargue overordnet et stærkt udtryk af overklasse – måske direkte genialt tilsat et element af indavl som den klasse også kan have det. Eller overfortolker jeg Pininfarina her? I hvert fald elsker jeg stadig Camargue for alt det den er – og ligegyldig er ikke en af de ting.
I min bog er det nemlig noget af det værste et bildesign kan være. Og det har Pininfarina faktisk været meget, meget tæt på. Indrømmet, igen er det mest i nyere tid, men se for eksempel dem herunder:
Den ene er endda en Ferrari, der selvom den var billig i dén familierelation ikke udstråler overklasse på anden måde end som to grene af en familie, der ikke taler med hinanden – i bilens sammenhæng den forreste og den bagerste del. De andre har bare forskellige problemer fra proportioner til ligegyldighed. Chevrolet Tacuma er nok lavdepunktet i dén detour og formår faktisk at få Hyundai Matrix til at se spændstig ud.
Alligevel kan jeg ikke helt få mig selv til at sige, at nogle af ovenstående Pininfarinadesigns er decideret grimme. Den ærgerligste er nok den virkelig skæve Mitsubishi Colt, men i sidste ende kommer det nok and på (dårlig) smag og behag. I princippet et trist emne sådan en festlig fredag, når nu Pininfarina har lavet så meget godt. Men lad høre: Hvad mener I er det værste, der nogensinde er sluppet ud af det italienske karosserihus?
Jeg kan bedre lide en Camargue, men det er måske bare mig?
Der er mange øjebæer fra Pininfarina. Nogle ag de pæneste er fra Ferrari, men der er godt nok også noget “bread and butter” imellem. Den der Daewoo Chevrolet og Colt cabriolet er ikke ret heldige, men som gammel salgschef hos Hyundai, må jeg også indrømme at Matrixen ikke er så heldig. Jeg prøvede en gang at sælge en rød Matrix med det argument, at den “med det fine Pininfarina skilt næsten var en Ferrari”..!
Jeg har haft en Peugeot 504 Coupe, en Rolls-Royce Camargue og Austin 1800 og Morris 2200 – alle dejlige biler og – efter min mening – også smukke biler, men smag og behag er jo forskellig :-)
Dét er et klart Pininfarinamønster, @jørn-wentzel! Min egen vigtigste Pininfarina-bil var nok min MG1100. Og, mjah, så var italienerne jo også inde over opdateringen af Jaguar XJ6/XJ12 til Serie III, og så en havde jeg jo også i Sovereign. Men her var udgangspunktet jo i forvejen genialt og kun let opdateret, så det kan ikke have været en vanvittig svær opgave.
Hmm, @soren-w, sådan en påstand er vel næsten noget for forbrugerombudsmanden!
I mine øjne er Matrix topscorer på grimheds listen, bilen på foto nr.1 i toppen, er det en peugeot, jeg synes den er lidt uharmonisk, som om den er lidt for kort.
Hyundai Matrix er regulært grim, og Pininfarina har ingen ære af det design. Men Carmarguen? Grim? Nej. Den er stor, men den er velproportioneret, og Rolls-Royce-fronten er fint integreret. Værre er forstudiet, som en hollandsk forretningsmand fik lavet hos Pininfarina i 1970 på basis af en Mercedes-Benz 300 6,9. Den har næsten samme mål som Carmargue, men er alt for plump. De sorte rande om “øjnene” gør fronten helt forfærdelig. Måske kunne forlygterne fra en /8 have hjulpet lidt.
Den var i øvrigt til salg for et års tid siden.
https://www.autobild.de/artikel/mercedes-300-sel-6.3-pininfarina-coupe-1970-einzelstueck-preis-w-109-22378165.html
Mægtig bastant, den Mercedes-Benz-coupé – helt enig, @martin-lw. Og så ER det jo i øvrigt sådan, at alt DU siger om Pininfarina vejer ekstra tungt, fordi du nu engang selv kører i et af deres mesterværker :-)
Camarguen har netop mange lighedspunkter med FIAT 130 Coupé; dog med den forskel at FIAT’en er velproportioneret…..
Synet af en FIAT 130 Coupé skulle ifølge Iain Tyrrell have inspireret R-R til at ville have “sådan én”.
Men noget må være gået galt i oversættelsen..(in.-m?)
Camarguen blev nu heller ikke revet væk (jo, jo, den var vel verdens dyreste bil).
Og logisk set, burde den vel have været en Bentley?
Men en klassisk Pininfarina-arbejdsmetode var det med at sælge næsten samme design til flere firmaer.
Apropos Pininfarina omtales PF Sigma fra 1963 sjældent.
Den var efter min mening meget elegant, og karakteristisk Tom Tjaarda.
Rent sikkerhedsmæssigt er den dog nærmest “naiv”.
Ruderne var designet til at løsne sig ved tryk inde fra.
Og så vidt jeg kan huske, var der ingen sikkerhedsseler!
Men sæder med nakkestøtter og eftergiveligt rat.
Længere var mange ikke så sent som i 1963.
Bilernes sikkerhedsudvikling var nærmest kriminelt langsom.
Tilføjelse: Nakkestøtterne var nok mest “komfortudstyr” og ikke på førersædet.
Jævnfør den “elegante” udformning af nakkestøtterne på Peugeot 504.
Meget kompliceret udformning, så man kunne gemme nakkestøtterne væk.
Jeg ville vælge den “plumpe” hollandske Mercedes over Carmague til hver en tid. Og montere /8-forlygter på den. Jeg kan ikke så godt med de dér engelske overklassebiler.