Min første bilforelskelse rimer på denne Weekend Matiné.
Jeg mener selvfølgelig Ferrari 512. Og ja, dermed er det samtidig en hilsen fra numerologisk afdeling. Men det var næppe rigtigt planlagt således, dengang sidst i halvfjerdserne, da vi i Volvoen med campingvogn bagefter var på vej til Rimini i Italien. Et sted på en tankstation – som man skulle besøge relativt ofte, da Volvoen gik cirka seks på literen med et hus på slæb – måtte min lillebror og jeg vælge hver en mobelbil. Stedet var relativt velforsynet, og jeg valgte en Ferrari 512 BB.
Min Ferrari 512 BB var i 1:18 og fra italienske BBurago ligesom denne…
…men jeg husker ærligt talt ikke, at min havde forkerte fælge som her?
Året er lidt uklart for mig nu (vi var i Rimini flere år, nemlig), men jeg var vel en ni-ti år gammel og har uden tvivl valgt bilen fordi det var en Ferrari og fordi den var flot. Smuk, endda. Bevares, ord som smuk brugte jeg ikke dengang, men jeg tror i dag at Ferrarien var med til at forme mit syn på biler generelt og sportsvogne og superbiler (er en 512 BB en superbil? jeg er i tvivl…) i særdeleshed. Jeg har stadig den dag i dag en forkærlighed for centermotorer, tolvcylindrede maskiner med mange knastaksler og karburatorer, klaplygter og meget lave fronter og ligeså korte hækpartier.
Jeg husker heller ikke, at min 512 BB havde trærat. Det mener jeg aldrig en 512 BB har haft?
Min 512BB var sølvmetallic og det har måske også formet mig: Den dag i dag kan jeg blankt afvise, at rød er den bedste farve til en Ferrari. Nej, det ER det bare ikke. Javist ville sølvmetallic heller ikke være mit første valg, men så grønmetal eller brun, da. Det var nok først senere jeg fandt ud at, at modellen 512 kom i 1976 og afløste den oprindelige 365 BB fra 1973. Lige i denne sag betyder det måske også mindre: Deres overordnede former var ens og det var som sagt dem, jeg blev forelsket i.
Nogle forfølger drømmen hårdere end jeg: På Youtubekanalen Ratarossa kan man følge en ukuelig brites forsøg på at genoplive en 512 BB, der har stået parkeret udenfor i et tiår. Han er ikke færdig endnu.
Der gik over tredive år før jeg kørte en BB, og det ville være nemt at blive skuffet, skulle man tro. Men det gjorde jeg ikke: Jeg blev om noget mere forelsket. Det var den oprindelige 365 BB, og forventningerne var høje. Men kort sagt holder formerne i virkeligheden, den tolvcylindrede maskine er et mesterværk og den lave centermotorsportsvogn kørte fremragende.
Dén oplevelse ligger i mellemtiden også ti år tilbage – men holder stadig: Ferrari BB er en ægte drømmebil fra den øverste hylde, og hvis ikke den skal hyldes i Matiné Nr. 512, så ved jeg snart ikke hvornår.
God weekend
Claus Ebberfeld
ViaRETRO handler om Alt om Klassiske Biler og det gør Klub ViaRETRO også.
Som medlem får du:
- Klub ViaRETRO-reversnål i ægte emalje
- det kendte og eftertragtede Klub ViaRETRO-klistermærke til bilen
- adgang til alt på ViaRETRO
- rabat på udvalgte varer
- garanteret godt selskab på nettet og i virkelighedens fem årlige arrangementer
- samt ikke mindst dybfølt tak fra redaktionen for din støtte til ViaRETRO – for dét er et medlemskab naturligvis også.
En taxi fylder rundt …
Af Michael Sehested Lund
For ikke så længe siden formastede chefredaktøren sig til at lovprise Mercedes W201 190 og overvejede ligefrem den som kommende firmabil. Det slap han ikke helt godt fra efter kommentarerne i tråden at dømme, selvom han vedholdende forsvarede sin holdning. Gennemgående var der konsensus om, at der var tale om en morfarbil, i hvert fald i 190E-udgaven. Lige den del kunne der (til dels) rådes bod på ved at tage en 190E 2.6; så ville der da have været noget 6-cylindret musik. Det hører med til historien, at Mercedes syntes det samme, så meget, at mange af de grundlæggende principper i Mercedes W201 190 gik igen i Mercedes W124, afløseren til “evighedsmaskinen” W123. Mercedes W124 blev netop … som lidt antydet i overskriften … for 40 år siden lanceret i 1984 og blev taxien par excellence fra midten af 1980’erne og et årti frem.
Lægger jeg det hele sammen, bliver det til rigtig mange timer, jeg har tilbragt i en Mercedes W124 med et ”tikkende” taxameter, hvor det heldigvis var firmaet, der betalte de fleste gange. Nu er rollen som taxi jo ikke det mest ophidsende udgangspunkt for en bil, hvis den skal fange læsernes interesse. Men jeg må indrømme, at ligesom jeg i det skjulte sagtens kunne se kvaliteterne i Mercedes W201 190, lige så meget gælder det for Mercedes W124 – den fortsatte ad vejen, som Mercedes W201 havde banet!
Foto Mercedes-Benz pressearkiv
Egentlig er jeg mere BMW- end Mercedes-fan, men jeg bøjer mig i vejstøvet for Mercedes W124, som jeg rent teknisk mener er en bedre bil end den samtidige BMW E34 5-serie. Ligesom Mercedes W201 190 er en bedre bil end BMW E30 3-serie. For Mercedes W124 nævner jeg i flæng en cw-værdi så lav som 0,28 for visse modellers vedkommende, som skyldtes en kombination af et vindglat karrosseri og en omhyggeligt inddækket undervogn, før det alvor slog igennem hos andre. Og mens vi er ved undervognen, var der som på Mercedes W201 190 multilink ophæng bagi, mens BMW fortsatte længe endnu med skråsvingarme kendt fra BMW 600 (den forvoksede Isetta). BMW’er var på den tid i det hele taget mere flimsy end Mercedes. At smække en dør i en Mercedes W124 lyder nogenlunde, som når døren til boksen i Nationalbanken lukkes. Til gengæld forsynede Mercedes også W124 med kuglekredsløbs styretøj, som gav en afkoblet forbindelse til vejen, sammenlignet med et tandstangsstyretøj.
Foto Mercedes-Benz pressearkiv W124 300 E
Mercedes W124 tilbød desuden noget W201 ikke kunne matche, den fandtes eller kom til i mange flere varianter end bare som sedan. Allerede året efter kom S124 til, som var T-modellen eller stationcar-udgaven og senere igen som C124 (coupé) og A124 (cabriolet). For ikke at tale om betydeligt flere motorvarianter at vælge i mellem. Mercedes W124 var også bilen, Mercedes’ 4-hjulstræk, 4Matic, debuterede i.
Jeg har altid godt kunnet lide T-modellen, og jeg gik faktisk med tanker om at anskaffe mig en. På det tidspunkt var jeg også chef for firmaets tyske kontor, som vi var kommet i besiddelse af efter en virksomhedsovertagelse, og med i købet fulgte en Mercedes S124 E 220. Det fortæller os straks, at den var fra efter faceliftet i 1993, hvor W124 og de øvrige 124-varianter var blevet til E-klassen og bl.a. havde fået ”Sacco-brædder” på siden. En 220, det lyder lidt snoldet vil flere sikkert synes, men motoren på 2,2 liter, M111, var på den tid en ny konstruktion med fire ventiler per cylinder og en ydelse på 150 hk. Lyden var ikke noget at skrive hjem om, for den var kun 4-cylindret. Til gengæld hørte man ikke meget til den, hvis den ikke blev pisket for hårdt, men det kunne ofte være nødvendigt, for motoren var ikke overbebyrdet med moment i bunden. Så det var med til at afgøre, at det ikke var den S124, jeg skulle overtage. Den var ellers i fin stand, bortset fra, at Mercedes-stjernen var brækket af. Men det havde sin egen historie, for det var sket engang, da den holdt parkeret foran et hotel i Bruxelles, og det var næsten blevet en besættelse, at den manglende stjerne skulle være et blivende minde.
Foto Mercedes-Benz pressearkiv E 280 T
Nogle vil sikkert mene, at der stadig er for meget taxi over stationcar-udgaven, men så er der mulighed for at tage en cabriolet- eller coupé-udgave i stedet for. Coupéen er efter min mening en rigtig flot bil med et tidløst design … og så skal det være en 320 CE.
Foto Mercedes-Benz pressearkiv E 200 Coupé
Jeg går selvfølgelig efter den største motor, men skal det være rigtig stort og et mulehår fra Q-car genren, så skal det være en 500 E/E 500 med 5 liter V8’eren fra 500 SL, så kan man blive kørt hurtigt til lufthavnen!
Mercedes-Benz pressearkiv 500 E
Mercedes havde kapacitetsproblemer på den tid og omvendt, var der for lidt at lave hos næsten bysbarnet Porsche ude i Zuffenhausen. Porsche fik derfor opgaven at konstruere og bygge 500 E/E 500. Der blæste mildere vinde på den tid, for sådan havde det ikke altid været. Da Ferdinand Porsche forlod Mercedes og startede for sig selv tilbage i begyndelsen af 1930’erne, smækkede han så hårdt med døren hos Mercedes, at ruderne klirrede i hele bygningen (i modsætning til i en W124). Mercedes ledelsen sendte derfor et brev til medarbejderne, hvor de anførte, at en hver kontakt til firmaet Porsche var afskedigelsesgrund – det gjaldt også forbindelser på 3. hånd (ægtefællerne til de ansatte).
Men endelig var der den rigtige Q-car, nemlig AMG E 60 med 6 liter V8 bygget mellem 1995 og 1996.
Mercedes-Benz pressearkiv, her en AMG-Version af 300 TE
På det tidspunkt var afløseren, Mercedes W210 E-klasse, blevet introduceret, og det var ikke en værdig afløser for Mercedes W124. Den pengeskabsagtige soliditet var forsvundet, og W210’ere rustede for et godt ord, som ganske vist blev repareret på kulance, men det var en ”ridse i lakken” i forhold til, hvad der normalt kunne forventes af en Mercedes. Min bror havde en E 320, som nok var forholdsvis kvik, men totalt uengageret at køre i. På samme tid havde BMW lanceret sin E39 5-serie, som nu havde fået multilink bagaksel og … efter min mening … var en bedre bil. BMW’en havde også den fordel, at der ikke var nogen større risiko for, at en overrislet ungersvend pludselig smed sig ind på bagsædet en lørdag aften og snøvlede, Duevej 47a!
Jeg har allerede nævnt mine W124 favoritter, måske I også har nogle og tillige allerede er ejer af en?
Tillykke Mercedes W124 med den runde fødselsdag!
Ugens kilometerkonger
Jeg blev på en-eller-anden-måde via en dejlig gammel bil bondefanget ind i en Facebookgruppe, der handler om biler der har kørt mange kilometer. Men siden dengang (og jeg har ærligt talt glemt hvilken bil der var tale om) har der nærmest ikke været andet end et væld af stangvarer af Passater, Opeler og Fordvogne samt selvfølgelig masser af BMW og Mercedes. Sagen er bare, at mange af de sikkert glade ejere poster billeder af deres forkølede kilometertal på 250, 300 og 350 tusind kilometer og det med relativt nye biler. Det er der jo INTET kongeligt eller storslået i: Jeg har selv haft tre biler fra sluthalvfemserne og lidt nyere, der alle nærmede sig 400.000 kilometer, og betragter det som en rutinesag: Nye bilers motorer kan bare køre rigtigt langt.
Hmm, er det nu værd at snakke om? Efter min mening giver digitalkilometertællere mest mening, fordi de uden problemer kan vise syv cifre.
Engang var det ikke sådan, og utallige er historierne jo om Mini’er, der skulle have renoveret motor før de 100.000 km var nået. Min favoritkilometerkonge er derfor stadig Irv Gordons Volvo 1800, som han siden 1966 nåede at køre over tre millioner miles i. Bilen lever stadig og er i dag ejet af Volvo. Det siges at Magnus Walker var den første mand udenfor familien og Volvo, der fik lov at køre den efter Gordons død, men det kom der så også en video ud af. Der er meget mere interessant end nutidens “kilometerprinser” kan gøre sig håb om at blive. Man kan se den her:
Ugens Fund: 434.000 kilometers BMW 525 til 70.000 kroner
Ja, tingene hænger sammen på ViaRETRO! Og da vi fik et tip om en Ugens Fund-kandidat fra 1977, der havde gået 434.000 kilometer så gav det sammen med irritationen over moderne bilejereres pral med den halve distance (samt diverse nyere samlerbilers manglende kørsel) redaktøren motivation for, at dén skulle blive Ugens Fund.
Nu er det så heldigvis også en BMW 525, der egentlig i sig selv ER en lækker vogn. Og i øvrigt HAR et godt ry for kvalitet og langlivet mekanik. Så vidt så godt, og jeg kan også godt lide farvekombinationen, det manuelle gear og at det er en 525, der også har motorkraft og gangkultur og lyd at byde på. Det er bilen herunder:
Det allermest spændende ved bilen er nok, at samtlige 434.000 kilometer samt alle tankninger og reparationer undervejs skulle være ført ind i en (det står der i annoncen, men man skulle tro een ikke var nok?) god gammeldags kørebog. Det er så pragtfuldt nørdet og vidner virkelig om en ejer, der er gået op i sin bil og ikke mindst vedligeholdet af den. Formentlig uden nogen som helst bagtanke om, at det måske kunne være gavnligt, når den engang skal sælges.
Den grundige mand ejede bilen fra 1986 til 2022, men den (eller de) første ejer(e) samt ham (eller dem) efter 2022 må jo have gjort det samme, hvis annoncens udsagn om fuld dokumentation skal tages for gældende. Igen ifølge annoncen er der for nyligt brugt 20.000 kroner på ny udstødning (ikke første gang i bilens liv, kan jeg læse ud af noterne) og tæpper og andet, og det lover jo meget godt. Sælgeren skriver også, at bilen ikke er perfekt (hvem forventer det af en 434.000 kms bil?) men flot. Og sådan ser den også ud: Jeg må indrømme, at jeg var begejstret.
Det er meget sjældent at finde en gammel BMW på de originale stålfælge som her. Men det gør ikke noget, synes jeg: Hvis ikke damen var med i billedet ville denne her fremstå ret kedelig, ikke?
Men også, at jeg blev en anelse skuffet over at læse, at motoren blev skiftet i 1996 (ved sølle 276.000 km!), hvorfor lige dén del heller ikke er en kilometerkongemaskine. Til gengæld har den indsprøjtning, hvilket en 525 faktisk ikke havde endsige kunne fås med. Motoren må derfor enten være nyere eller fra den større 528i (eller er der andre muligheder, som jeg har overset? BMW-kendere må gerne korrigere mig her), og det kan man så betragte som en fordel eller en ulempe alt efter temperament. Den har i hvert fald ikke længere magic matching numbers, men helt ærligt betyder det næppe en døjt alligevel med det kilometertal. Jeg er mest skuffet på BMW’s vegne, da jeg faktisk troede sådan en M20-maskine nemt kunne klare 400.000 km. Men ja, måske skulle man lige tjekke gennemsnitsforbruget i den ene kørebog: Hvis det ligger på fem i snit har ejeren måske kørt bilen, som om han har stjålet den? Hvorom alting er tror jeg aldrig ViaRETRO har haft en Ugens Fund, der har kørt længere, så på dén måde er den hermed vores kilometerkonge.
Og en herrevogn til 70.000 kroner ligeså. Note til køberen: Husk at holde vognbogen opdateret.
Tak for tip til Niels vegger. Find annoncen her: BMW 525
Med lørdagsserien “Ugens Fund” vil vi hjælpe potentielle klassikerejere godt på vej: Vi udvælger ganske enkelt vores favoritbil til salg fra ugen der gik. Og inviterer læserne til at dele deres synspunkter, erfaringer, gode råd eller slet og ret og røverhistorier om den konkrete bil og model. Indsend forslag til kommende “Ugens Fund” på ugensfund@viaretro.com med link til annoncen, så indgår den i næste uges pulje.
Ugens Jubilar: Volvo 245
Som jeg så ofte har fortalt er jeg ud af en Volvofamilie og trådte mine første køresko i familiens Volvo 240. Det har formet mig på den måde, at jeg egentlig på ingen måde har haft lyst til en Volvo 240 som klassisk bil – jeg synes jeg har kørt nok 240.
Der er dog en undtagelse: 245’eren, den klassiske Herregårdsvogn. Dels fordi vi aldrig havde sådan en dengang, men måtte nøjes med todørs og firedørs udgaver – og så for alle dens praktiske kvaliteter, selvfølgelig. Jeg kan sagtens se, at mine forældre i deres villakvarter aldrig rigtigt havde brug for den ekstra plads som en 245 tilbød – men for mig der bor på landet og elsker at samle gammelt skrammel sammen og bagefter skaffe det af vejen igen, så kunne dens 188 centimeter lange lastrum med følte kubikmeter af plads virkelig komme til sin ret.
Ligesom jeg faktisk synes, at 245’eren er det mere harmoniske design. Eller – i hvert fald sådan i det store og hele. Hver gang jeg ser een kan jeg ikke undgå at bemærke Volvos nærighed, da de genbrugte bagdørene fra sedanmodellen – selvom de følger dens let skrånede taglinie, som Herregårdsvognen ikke har. Engang kunne jeg nærmest ikke leve med den forskel mellem tag og ruderamme – i dag betragter jeg det som en skønhedsfejl, der bidrager til charmen.
Hvis man da kan tale om charme med sådan en robust arbejdshest. Som sagt har jeg på en måde kørt Volvo 240 nok i mit liv. Men vores Volvoer gik ALDRIG i stykker og fornemmelsen af, at man kunne køre hele vejen til Andalusien for at bytte et dansk karlekammerskab med en spansk servante er bare rigtigt rar. Mon ikke den også er der i en halvtreds år gammel 245?
Claus, jeg har nok selv været omkring de 9 år gammel. Vi boede i Bahrain og min far kørte i en næsten ny BMW 323i (e30). Jeg elskede virkelig den bil…
Jeg husker tydeligt en aften hvor vi holdt ved et lyskryds med et blødt venstresving. Vinduerne var nede og det var kun min far og jeg, så jeg sad på det forreste passagersæde. Mens vi holder der kom der en blå metallic over sort Ferrari 512 BB op ved siden af os. Nu holder vi side om side og forrest, mens vi venter på grønt lys. Uanset hvor skøn jeg synes vores 323i var, så var det naturligvis aldeles omsonst det som skete næst. Men det skulle jo gøres… 😉 Så da lyset skiftede til grønt, gav min far den lille række-6’er alt hvad den kunne trække, og heldigvis var Ferrari ejeren med på legen, så han skød også Boxer-12’er af og trak den helt ud i gearene. Han trak naturligvis temmelig hurtigt fra os, men ikke hurtigere end at vi kunne nyde vrælet fra de 12 cylindre som arbejdede hårdt. Og BMW’en bød jo også på en spass oplevelse i dens forsøg på at følge med.
Ja, lige der blev mit ejet kærlighedsforhold til den underskønne BB etableret, og det holder skam stadig den dag i dag… 👌🏽
Ja, en Volvo 245 kunne bruge benzin :-).
I min første ansættelse efter studietiden var jeg ansat i et lille el/elektronik firma der lavede de mest “underlige” projekter. Heriblandt en “smøretimer” til centralsmøring på lastbiler.
I den forbindelse skulle jeg en lørdag morgen til Padborg og fejlfinde på en sådan, og vi tankede en Volvo 245 Van ved Storebæltsfærgen på vejen over – kørte til Padborg – og måtte tanke igen lige efter Odense på vejen hjem – max. 300km på en tank !
Måske der også “blev kørt godt til” :-)
512BB er absolut på min top-5 liste over biler, der gerne måtte stå i garagen. Jeg synes det er noget af det smukkeste design nogensinde. Jeg tager den meget gerne i Rosso Corsa. Indsprøjtning ingen hindring.
W126 er nok min favorit, men W124 kan også noget. Jeg synes den er rigtig flot i coupe versionen, og stationcar’en er tidløs og langtidsholdbar. Og så skulle det være tysk kvalitet, der er bygget til at køre mange kilometer. Jeg hører flere ejere der siger at den nærmest er fejlfri. Så eneste lille men kunne måske være, at den næsten er for “perfekt” til at være en klassiker. Lidt ligesom BMW E30 og E28. Lyder det dumt, eller giver det en lille smule mening?
@Bisgaard
Jeg kan godt føle dig, har selv tænkt det samme… Men hvorfor skal det være dårligt, for at være godt?
Har selv lige købt en BMW 528i e28 (1982) som jeg først får den 1 august… Aldrig har jeg set så meget frem til at få en bil :-)
Nu kan jeg ikke se på en 245 uden at bemærke bagdørenes kiksede linie. Jeg har kendt bilen i herrens mange år uden at se det. Og jeg som fandt bilen nogenlunde harmonisk – når der nu var take om en Volvo. Måske Volvo netop skulle ses med filter for at fange rimeligt OK linier ?
Så går det meget bedre med 525. Jeg finder mig meget bedre tilpas i bmw land. Men studser over, om München oprindeligt satte blå tæpper sammen med lysebrune sæder. Bmw er et stærkt brand – og dagens tur ind til cph i hustruens Z3 2.8 var endnu en gang en nydelse.
@oluf, jeg forstår dig så udmærket: Det kan blive for nemt det hele, og så føles det ikke rigtigt klassisk nok. Jeg kender det fra den (nu) unævnelige firmabil af en Alpina – der bare bliver reddet af sit (lækre) manuelle gear og legesyge kørsel. Det vil IKKE være tilfældet i nogle af de nævnte W124-topmodeller! Derfor er min flirten med dem nok også mere på et hypotetisk plan, og min yndling har @mslund allerede nævnt: En 32-ventilet 6-liters AMG Hammer er ikke til at slå – men kræs for kendere er den mindre kendte E60 AMG, som vi en kort stund havde til salg i firmaet inden vi indså, at ingen i Danmark anede hvad det var endsige ville betale den slags penge for en firedørs W124, der stadig indebar en risiko for at en overrislet ungersvend kaprede bagsædet ved rødt lys en sen aftentime. Men fed er den.
Og en stationcarudgave af en W124 er noget HELT andet i min optik. Og tankevækkende tæt på og dog SÅ mange stjernebilleder fra den i Matinéen ligeledes højt hyldede Volvo 245 Herregårdsvogn. Der er kun ti år imellem dem, men det er i hele træskolængder omkring halvanden bilgeneration, og ja – jeg foretrækker på mange måder en Mercedes TE (Touring Estate). Men jeg VED også, at det er Volvoen, der vil levere den mest klassiske køreoplevelse!
Undskyld, @carsten-goth! Men prøv at se på det ligesom Cindy Crawford skønhedsplet :-)
Fremragende historie fra det virkelige liv, @02anders: Hvis I var RIGTIGT heldige, så oplevede I det korte øjeblik, hvor de to motorers cylindre tændte på en møde, der udløste en resonansbølge af vellyd imellem jer? Men måske synet faktisk var nok. En blåmetallic 512 BB er nok noget man kan drømme om nogle årtier efter, tænker jeg.
@Michael-Madirazza, tillykke! Sig mig lige, har den 528i gået over 400.000 kilometer? :-)
@ce
Nej det er ikke den, kun 169.000 km. og meget original og med original aircondition. Altså en meget brugbar klassiker med 4 døre så jeg kan kører i den når jeg skal kører til svømning, fodbold, gymnastik osv. med børnene…
Jeg havde en sortmetallic sænket 124’er med sportslæderkabine og 3l sugediesel. Fed vogn! af andre taxaer har jeg haft w210 e220 cdi og w211 320cdi.
Fælles for dem alle er deres evne til at få en til at køre afslappet. Nogle mener måske kedeligt, men jeg synes det havde noget dejligt over sig. Alle køreture sænkede pulsen med 10. Ikke som en sølvgrå corolla 1,3 gør, men på en dejlig måde.
Desværre er alle vogne, med lidt alder ved at blive udfaset af den tåbeligt høje afgift (grøn eller vægt) der efterhånden er indført
HaHahah… en resonansbøkge af vellyd mellem en Boxer-12 og en række-6… ja, jeg havde ikke tænkt tanken før nu, men det var uden tvivl det som skete… 😉
Michael, stort tillykke med din ‘nye’ E28. Skøn vogn. Jeg elsker det stramme design, og endnu mere så den pragtfulde køreoplevelse. Må jeg spørge hvilken farve din 528i er?
@anders tænkte på dette skilt som jeg så forleden i Rotterdam da jeg læste din skønne historie.
@Anders Bilidt
Tak, Polaris silver
Jeg er også vokset op i Volvo, i 142 indtil jeg blev 3 år, og så i en 145 fra 6 til 11 år. Det jeg husker mest, udover det vandrette speedometer (med en pil på til at lege med) var den rolige og karakteristiske motorlyd.
Mht til at genbruge bagdørene uændret på stationsvognen, så kan jeg godt lide det. En form for skandinavisk fornuft, fremfor at øde pengene væk på fremstilling af unødvendigt værktøj. (Jeg kan vel næsten heller ikke være bekendt at synes andet, når nu min egen klassiker er designet ind midt imellem kofangere fra to forskellige Ford-modeller)
Ha! Jensby, du mener simpelthen at det var en date mellem den 512 BB og vores 323i ?? I givet fald, så kan vi vist slå fadt at vores e30 scorede langt over evne… 😂
Michael, stort tillykke!! Hvor er den dog skøn og uspoleret. Elsker de tidlige hjulkapsler som vist kun fandtes de første to år af e28 produktion. Håber du holder den fin og original… 😉
Hjulkapslerne faldt jeg også straks for, @02Anders – men sidespejlene er en anden snak, apropos Maseratiartiklen fra i mandags…