Jeg tænker stadig på Mercedes som grundliggende konservative – men de har engang imellem forsøgt at ryste det image af sig. Ikke altid med held.
I dag er det efterhånden lykkedes, hvilket vel ikke mindst skyldes succeserne i Formel 1 samt måske i ligeså høj grad de personer, der har skabt dem, Og motorsport ER jo bare godt til den slags med at få de unge i tale. Men måske er der andre veje også – som kunst?
En fantastisk lille bil, 190E – der blev en kæmpe succes for Mercedes. Men da den blev ti år gammel skulle der ske noget…
Eller hvad Mercedes nu tænkte dengang i 1992, hvor den dejlige lille Mercedes 190 E var ved at være ti år gammel og efterhånden hvermandseje blandt revisorer, bedemænd og den slags. Mercedes ville modvirke den trend og kom frem med en serie på tre 190E, der gik under fællesbetegnelsen “Avantgarde”, og efter Mercedesforhold kan der også godt være noget om det. Alle tre havde en slags tema og hver var navngivet efter deres karosserifarve – men på italiensk: Rosso, Verde og Azzurro.
Rosso var den kunstneriske, Verde den økologiske (det var en diesel, der jo som bekendt er det mest økologiske der findes), Azzurro den sporty. Så vidt så godt og det kunne man gå meget mere i detaljer med – men lad os skride direkte til pointen: Deres interiørs.
De er nemlig skrækkelige i forskellig grad. for nu at sige det kort. Klart mindst slem var Verde, hvis nattøjslook i kabinen må have virket ganske afslappende – både dengang og nu. Måske som en modpol til den hamrende femcylinderdiesel? Eller måske bare for at gøre det godt igen for de to andre Avantgarder, der spiller en slags automobilinteriørsk “pest eller kolera”: Vil du have virkeligt skrækkeligt stof eller totalt smagsløst læder?
Rosso var den billigste og måske også derfor den mest udbredte. Det kan i hvert fald ikke være på grund af interiøret.
Så jo, Mercedes var måske avantgarde – og spørgsmålet er nok, om de i virkeligheden var lige lovlig avantgarde? Hverken revisorerne eller bedemændende kan jo have købt disse særudgaver, men det gjorde måske heller ikke så meget, for det allermest avantgarde ved de tre modeller var nemlig, at de blev produceret i begrænset styktal. Javist, de var limiterede, som man kalder det i dag. 190 E 2.3 Azzurro blev der nemlig kun bygget cirka 950 af, 190 E 1.8 Rosso i omkring 2300 eksemplarer og 190 D 2.5 Verde i omtrent 750 eksemplarer.
Jeg kan levende forestille mig at Mercedes på forhånd havde regnet ud, at de ikke kunne sælge flere alligevel, hvilket jeg fuldt ud ville kunne forstå. Og jeg kan også godt fortælle hvad det har betydet her omkring 25 år senere: De er blevet samlerobjekter.
Mit bedste tip er at sikre sig en Verde så hurtigt man man: Fem cylindre er stadig det bedste bud på at lave en diesel, der har noget der minder om en melodi uden dog at være det – og Verde har det mindst stygge interiør, som vil være ideelt i overgangen mellem “hjem fra kontoret” og “op i seng”. Og så er den i øvrigt også den mest sjældne, og vil (med lidt held) klare overgangen til klassisk bil så elegant, at man stadig vil kunne køre i den efter at alle andre dieseler er blevet forbudt. Hvilket vil være omtrent det eneste tidpunkt i verden, hvor det alligevel vil være en lille bitte smule cool at køre diesel.
Hmmmm,,tjaaa…
Siger ALT, at Mercedes benytter Italienske betegnelser !
Jeg vil lige indskyde, at jeg var stor fan af 190’eren da den kom frem. Den var designmæssigt et kæmpespring frem i forhold til de tidligere modeller med de lodrette forlygter.
Køremæssigt syntes jeg dog egentlig ikke forskellen var så særlig stor.
Jeg forbinder på ingen måde Mercedes med avantgarde eller livsjubel.
Tværtimod.
Ældre herrer som spiller “se min formue og sociale stade” kortet, men som i virkeligheden lever lidt i frygt for et liv med kontroltab, passion, spontanitet.
Men forhåbentlig har de en skjult side, hvor de brænder formuen af på klassiske biler, glædegivende kvinder og mandevenner som ikke kerer sig om golf, mærkevarer og konformitet.
Mercedes i F1 ?
Hvad har det med deres almindelige biler at gøre?
Jeg mødte forleden an mand, som havde skiftet sin BMW til en Q4 Giulia. Han var den lykkeligste mand jeg har mødt denne sommer.
Tvivler på en Mercedes konservativ evner at turde samme skift og give sig emotionerne i vold til offentligt skue.
Der er intet der slår læder og træ i en bil – det er så lige meget om den er engelsk eller tysk :-)
Den avancerede 190E med flerfarvet læderindtræk er meget søgt i dag, men nogle har også flyttet indtrækket til en almindelig version, så man skal se sig godt for om bilen er ægte.
Bemærk også, at bagsæderene på modellen med de flerfarvede lædersæder er bagsæderne formstøbte til kun to personer – det er ikke sjovt at sidde i midten på langture :-)
Tak @ib-erik så tror man jo lidt på menneskeheden igen. En del af den ihvertfald ?
Der er simpelthen for mange biler der er bygget som sociale markører, i stedet for som redskaber til noget fornøjeligt, nemlig kørsel.
Avantgarde kunst, menes der så i tilfældet foran andre på grund af de der tre forskellige interiør. Eller var det avantgarde – kunsten at spekulere i, og skabe et fremtidig samleobjekt?
@njal-h-fredhave , jeg er helt sikker på at Mercedes mente kunstanalogien: I 1992 var det endnu ikke så udbredt at lave biler, der var målrettet samlere – man lavede bare biler!
Angående det med sociale markører, så tror jeg da ikke man skal være blind for at det netop er hvad Alfa Romeo gør og har gjort i mange år :-). Den markør handler som netop om det som @ib-erik skriver: “Jeg er spontan, passioneret og lykkelig på en måde som ingen tyskkørende personer kan forstå”.
Både Mercedes og Alfa er da mærkevarer på godt og ondt? Men hvis vi lige holder os til 1992, så havde Mercedes 190E, og Alfa havde 155. Så ved jeg godt hvad jeg vælger! Og det er altså ikke fordi jeg er bange for noget…
Så nu jeg tænker over det er Avantgarde-serien måske lige præcis Mercedes’ måde at forsøge at kapre Alfa 155-kunder? Lidt desperat, men alligevel – bonuspoint for forsøget!