Grand Avenue definerer London Classic Car Show

Hvordan skal en bilmesse skille sig ud, når antallet af dem nærmest er eksploderet? Det lykkedes igen i London, der som den eneste udstilling viser biler i deres rette element: Kørende.

Denne weekend fandt London Classic Car Show sted i ExCel Center for fjerde år i træk. Som sådan er det stadig et ret ung messe, men den er vokset hurtigt og virker allerede meget veletableret i den klassiske bilscene. Det hjalp, at de sidste år slog sig sammen med Historic Motorsport International og derved i praksis tilbyder de besøgende gæster to shows i eet. I alt var der cirka 700 klassiske biler udstillet og en hel afdeling i enden af en af de store haller var reserveret motorsporten – og ViaRETROs udsendte var med:

Beviset for at italienerne kan noget: Lambretta, Giulietta, Miura og meget mere.

Det er åbenbart blevet obligatorisk for mange af disse udstillinger at have en slags tema for året, og i år havde London Classic Car Show valgt “Getaway Cars”, flugtbiler. Måske ikke det største emne, men en interessant vinkel alligevel. Forrest i det med polititape afspærrede område stod en Audi Quattro, hvilket passede fint med at skuespiller og bilentusiast Philip Glenister fra serien Life on Mars og dets efterfølger Ashes to Ashes, stod for udvælgelsen af biler, der i samtiden blev anvendt enten til berømte flugter i det virkelige liv eller på skærmen. En Mini Cooper, der var fuldt udstyret som i The Italian Job var selvfølgelig med, og det samme var en Jaguar MK 2 – arketypen på en bankrøverbil! Den specifikke Lotus Cortina, der blev brugt af en af bandemedlemmerne i Det Store Togrøveri tilbage i 1963, var også udstillet sammen med et udvalg af youngtimers også – tænk bare på de episke biljagter i Ronin.

Hvis man bevægede sig videre igennem den store sydlige del af ExCel mødte man alle de store og vigtige klassiske bilforhandlere med udstillinger, der fik mundvandet til at løbe. Selvfølgelig enten i håbet om at sælge nogle af skønhederne eller i det mindste at vise flaget for deres firma og dets image i dette konkurrencemarked. Det var ikke overraskende at der var det sædvanlige opbud af Big Healey’s, Pagoder, E-typer, tidlige 911’er og DB4’er. Vi har alle set dem før, men det er markedskræfterne der er på spil, og jeg vil i det mindste sige, at standard og kvalitet på de valgte biler generelt var meget høj. Det virkede også som om, at mange i det mindste havde forsøgt at få disse indlysende valg skille sig lidt ud ved at præsentere biler i usædvanlige farver eller med særlige historier. Det er usandsynligt, at en DB6 kan fremstå mere slående end den viste i Bahama gul – og jeg elskede det!

Bahamagul DB6: Usædvanligt – men også usædvanligt lækkert.

Motorcykler? Jo, der var også et par stykker af dem – som disse fra henholdsvis Den Opstigende Sols Rige og fra Bayern.

Men heldigvis var der også nogle rigtige sjældenheder, der var klar til at overraske de besøgende. Den klassevinderende MGA Twincam fra 1960-udgaven af Le Mans var med sit unikke coupékarrosseri en af dem – og faktisk en af motorsportens store underdogs. Jeg må også erkende, at jeg også var dybt fascineret af den pure skønhed i den Pininfarinadesignede Jaguar XK120 SE fra 1954. Jeg havde set og læst om bilen tidligere i magasiner og på internettet, men var ikke forberedt på, hvor elegant denne store grand touring coupé var i levende live. Jeg kan ikke beskrive den storslået nok, så kig grundigt på billederne og håb på, at du en dag også vil se denne prægtige ener af en vogn i det virkelige liv.

Og hvor ofte ser man en Ferrari 250 GTO parkeret ved siden af en Porsche 906 Carrera 6? Tifosi vil uden tvivl være forargede når jeg indrømmer, at det var den letfodede Porsche, der stjal mit hjerte – så meget, at jeg næsten tror, det var min favoritbil på hele udstillingen! Den kompakte 906 er ren funktion, og jeg var overrasket over, at det næsten lykkedes at få den altid roste 250 GTO til at se unødigt stort og svær ud. Alligevel er begge selvfølgelig legender hver for sig.

Når man så fortsatte ind på bilklubområdet Car Club Square, så var de viste biler generelt lidt mere jordnære indenfor rækkevidde af almindelige entusiaster. Flere klubber havde stillet an med fremragende og meget forskellige udstillinger, der viste alt hvad deres valgte mærke kunne spænde over. Et stort udvalg af SD1’er hos Rover SD1-klubben fik mig straks at genoverveje ideen om at bruge en Vitesse som daglig bil. Klogt? Måske ikke. Sjovt? Ja, det er jeg helt sikker på. At se en af kun 329 byggede Triumph Italia på Triumph TR Registers stand var lige så behagelig. Michelottis elegante coupékarosseri placeret på et TR3-chassis var en indikator for de mange gode ting, der kan komme ud af et anglo/italienske samarbejde.

En bemærkelsesværdig Chevrolet Corvette C2 ‘427’ hos Classic Corvette Club fik mig til at drømme om store V8’ere mens jeg talte med ejeren. Og den meget tidlige C3 ved siden af, ligeså forsynet med en BigBlock, var heller at kimse ad. Mens jeg ikke normalt er meget til Bristols, så var fire-bils-udstillingen hos Bristol Owners Club med drophead coupés fra de tidlige halvtredserne til slutningen af halvfjerdserne mærkeligt dragende. Især den meget fly-inspirerede 405 var en favorit. Derefter sendte BMW-klubben mig direkte tilbage til de virkelig uopnåelige drømme med den smertende smukke BMW 507 – komplet med fabrikshardtop og Rudge “knock-off”-hjul. En anden åbenbar konkurrent til min personlige favoritbil henover weekenden.

Og så kom der engang imellem en abrupt afbrydelse, når pludselig gassen op fra hidsige motorer rev dig ud af din drømmeverden – og lige ind i en endnu bedre: Spektaklet kom fra den næste gruppe af klassikere på vej ud på showets Grand Avenue for at strække deres ben på catwalken midt i centrum af den lange centrale hal. Grand Avenue havde et eget tema – nemlig ‘Specials’. Tres omhyggeligt udvalgte specials fra både gade og konkurrence og stort set over hele automobilets fulde levetid blev opstillet særskilt i paddocken og ført frem ind på Grand Avenue i grupper tre gange om dagen. Hver eneste af dem var værd at nævne, men mine personlige favoritter startede med en forbavsende sjælden 1923 Alfa Romeo RL Targa Florio, og stadig i kategorien førkrigsracere var også en helt fantastisk 1936 Delahaye 135S Course. Rally var godt repræsenteret med alt fra en eksakt kopi af den bizarre “Twini” – en dobbeltmotoriseret Mini Cooper S, hvor hver motor trækker på sin egen aksel for at opnå firehjulstræk – over den brilliante Stratos til et hold af vanvittige Gruppe B-legender.

Til Formel 1-fans var halvtredserlegender fra både Ferrari og Aston Martin med – og helt op til Lotus Judd fra slutningen af firserne og en halvfemser-Benetton med et nærmest ondskabsfuldt lydspor. Personligt dog fandt jeg den fuldstændig latterlige (og gigantiske!) Lamborghini LM002 meget mere underholdende, når den tromlede ned af den kvarte mil på Grand Avenue. Den evigt-ikoniske 1971 Nissan Skyline 2000 GT-R (kendt som Hakosuka) – tirrede virkelig min kærlighed til Nippon-klassikere, mens både den smukke 1960 Porsche 356B Carrera Abarth GTL og ikke mindst den brutalt fantastiske ‘Jota’-variant af en 1969 Lamborghini Miura S kvalificerede sig som seriøse kandidater til min favorit af showet. En standard Miura er en temmelig fantastisk sportsvogn, men Jota løfter det virkelig til et andet niveau.

Men måske er hele essensen af ​​Grand Avenue ikke nødvendigvis hvilke biler der er blevet valgt, men mere selve det grundlæggende koncept: Det er helt ærligt det stærkeste særkende ved London Classic Car Show, og det der virkelig skiller messen ud i forhold til de mange andre veletablerede og større klassiske biludstillinger i Europa. Enhver klassisk bil, uanset om det er en elegantier, en charmeur eller en brutalis, vil bare se endnu bedre ud, når den er i bevægelse. Og det er et faktum! Hertil kommer også lydsporet af hver enkelt maskine for slet ikke at nævne lugterne. Nogle cruiser elegant og ubesværet ned ad Avenuen, mens andre viser deres muskler med omdrejningstællernåle, der hoppede af skalaen og spinnende hjul. Dette er ægte. Det er hvad alle biler handler om: Kørsel.

Og deri ligger sandsynligvis den ene mangel, som enhver statisk biludstilling lider under: Biler er ikke byggede til at stå statisk udstillet. London Classic Car Show har på en eller anden måde (i disse sundheds-, miljø- og sikkerhedsstider) at få bevægelse og kørsel indarbejdet i deres udstilling. Og for det bør vi alle være taknemmelige.

Gamdini i forgrunden og Gandini i baggrunden: Der er en klar familielighed imellem Alfa Romeo Montreal og Lamborghini Miura.

London Classic Car Show har bekræftet at næste års datoer bliver 14. – 17. februar 2019.