Hvad er det egentlig, der er så super ved en superbil?
Mange siger, at begrebet superbil opstod, da en journalist brugte benævnelsen om Lamborghini Miura fra 1966.
Verdens første superbil?
Lige i dét tilfælde er det ikke svært at se superheden: Miura er (igen – senest på ViaRETRO selv) kåret som verdens smukkeste bil og den var sågar også verdens hurtigste. To ting, der ikke nødvendigvis hænger sammen. Dertil kommer at den var nyskabende, toneangivende og ja kort sagt, at alt fra dens tilblivelseshistorie til den færdige bil bare var sensationelt.
Eller var den første Mercedes-Benz 300 SL tolv år før?
Sjovt nok kan man sige nøjagtigt det samme om Mercedes-Benz 300 SL fra 1954, bedre kendt under kælenavnet “Mågevinge”, og jeg bruger ofte at dén som eksempel, når snakken går på superbiler. Man kan også godt argumentere for endnu tidligere eksempler i genren, men så fører denne tekst næsten for vidt.
Min pointe er denne: Når man står og beundrer lige præcis de to biler her, så er det tydeligt, at de begge er super – stort set bare adskilt af detaljer og tolv år, men ellers på nøjagtigt samme spor. Læser man derimod tests af bilerne fra perioden, så er der en ganske stor forskel i hvordan de egentlig fungerede som biler.
Mercedes-Benz 300SL var simpelthen en i verdensklasse god bil – “automotive brilliance”, kaldte Sports Car International den efter en test i 1956. Eller som motorjournalisten opsummerede det: “This is the finest production sports car in the world. No exceptions, no qualifications. On all critical counts, it scores.”.
Stor ros, altså. Det bliver ikke bedre. Eller gør det? Tolv år senere var Lamborghinis Miura selvfølgelig hurtigere, dyrere og som sagt også smukkere – men den var væsentlig mindre god som bil betragtet.
Faktisk er det nærmest påfaldende, så mange forbehold journalisten tog i Sport Car Internationals test fra 1968 – men det var han nødt til, da han samtidigt var fuldstændigt vild med bilen, men bare måtte forklare eller rettere bortforklare de ting, der ikke rigtigt fungerede. Såsom gearskiftet. Aerodynamikken. Ja, sågar præstationerne, der ikke var helt hvad de burde være – en topfart på 167 mph (268 km/t) når alle havde sagt 180 (289 km/t) forslår jo ikke helt.
Forenden blev let ved over 130 mph (210 km/t)!
Så nej, Lamborghini Miura er ikke perfekt. Nej, den kan jævnfør artiklen ikke være den eneste bil man ejer. Men det er faktisk ligemeget, for bilen er super. Og dermed er Miura måske alligevel verdens første rigtige superbil, ikke? For jeg har længe opfattet begrebet som en bil, der netop sætter sig udover alt det praktiske i den virkelige verden, og eksisterer og fungerer på helt andre vilkår. Den er måske et ganske ringe transportmiddel, men en fantastisk superbil – det er nemlig IKKE to gensidigt udelukkende ting.
Mere super end bil.
Det er lige før jeg vil sige tværtimod, faktisk. Efter Miura kom Lamborghini jo med Countach, der netop perfektionerede denne skizofreni i definitionen af superbilens sjæl og virker som om den er undfanget med decideret foragt for hverdagens behov. Og er så meget mere super for det. Den elsker jeg også og vil gerne lige undskylde den med at påpege, at den faktisk ikke er så slem som sit ry i virkeligheden.
Men derefter er det bare gået endnu mere galt med superbilsbegrebet. I en grad, så de mange varianter af Porsche 911 Turbo, der målt på bare præstationer egentlig er på fuld omgangshøjde med superbiler må slå sig til tåls med bare at være sportsvogne, ikke superbiler – for de er bare for almindelige, leverpostejskedelige og gråvejrsagtige hverdagsduelige biler.
Det handler ikke om at være bedst.
Modsætningen i form af rigtige superbiler er i dag helt i den anden grøft, hvor vi i dag finder biler uden forrude, døre, komfort, varmeapparat, tag, komfort eller lyddæmpning hyldet som “kompromisløse” vidundere og rene køremaskiner. Selvom man i realiteten dårligt kan holde ud at køre i dem (eller at se på dem, nogle gange), hvis ikke man får dem rullet ud af en trailer og direkte ned på et billiardbordjævnt og ligeså tørt asfaltunderlag, allerhelst i form af en racerbane. Og dét skulle være en superbil?
Denne superbil elsker jeg – og den KAN man faktisk køre i uden nogle undskyldninger.
Den præmis køber jeg simpelthen ikke. 95% af tiden ville den slags nemlig bare være træls i dagligdagen. “Men det er jo ligemeget, for det er en racerbil”, galper nogen så. Nej, ikke dem med plader på, for de er jo per definiton gadebiler – der faktisk 95% af tiden vil få lammetæv af en rigtig racerbil. Hvis man vil have en racerbil, så skal man logisk nok gå efter – en racerbil.
Dette er et felt af Formel 3-biler fra engang sidst i firserne. Sådan en F3-racer med 2-liters motor kan også i dag køre hurtigere rundt på en bane end de fleste superbiler. Hvis det er det man vil.
Jeg kan sagtens forstå idéen om, at en superbil selvfølgelig skal være super. Men den skal i min optik også fungere som bil. I denne meget filosofiske balance med en god del yin-yang og zen iblandet overvejelserne faldt jeg over et citat af den store britiske motorjournalist L.J.K. Setright, der i 1993 skrev (meget passende i magasinet Supercar Classics) således:
The Daytona has been called the last great front-engined supercar. For one who has thought about it, it is not difficult to see why; for one who has driven it, it is very easy to see why. A supercar must prove its superiority on ordinary roads; the Daytona did.
Testen fra 1970 bærer underubrikken “The fastest – and best – GT is not necessarily the most exotic”. Det er stadig værd at tænke over halvtreds år senere.
Det er en ganske anden filosofi, ikkesandt? Jeg er slet ikke i tvivl om, at en Miura ER mere superbil end en Daytona. Men jeg synes også en Daytona er en meget, meget smuk vogn – og så var den i øvrigt hurtigere end Miura. Dermed illustrerer den perfekt det skråplan, som superbilsgenren senere kom ud på: Det handler simpelthen mere om at være super end om at være bil.
Det var allerede i de gode gamle dage en hårfin balance, som eksemplerne her viser. Jeg mener selv balancen tipper over, når man ikke længere kan stige ind eller ud af sin superbil på en elegant måde. I er velkomne til at bidrage med andre betragtninger i kommentarerne.
Ja det er en svær diskussion og definition. Jeg så lige at Sports Car Digest kaldte Toyota 2000 GT for Japans første supersportsvogn. Men er den det? Vel ikke bare fordi den kom fra Japan, og var den første rigtige sportsvogn derfra? Og er den mere super end Jaguar E-type eller Porsche 911? Og små produktionstal (351 stk.) er vel heller ikke nok?
Men fed det er den…
En 2000 GT er helt klart ikke en supersportsvogn, @soren-w. Ligesom en E-type heller ikke er det. Men ja, den er fed.
Hvilket på mange måder jo egentlig er vigtigere: For det er jo heller ikke alle supersportsvogne, der er fede, vel?
Har i denne uge været i både Dubai og Monaco, så har set så mange “superbiler” at det faktisk slet ikke er super længere.
Det det gav mig det bedste smil var dette skilt hos ACM
Måske lidt OT, men jeg kan godt lide biler, som man kan parkere og lade ude af syne uden at få tics.
Ikke interessante for tyveknægte og vandaler og med en lakering, hvor en enkelt ridse ikke medfører en værkstedsregning på 50.000,- eller mere. Det er en af grundene til at jeg aldrig får en superbil…
En supersportsvogn skal flytte grænserne – og sætte pejlemærket for øvrige sportsvogne.
Ofte er det kompromisløse gadebiler, der også klarer sig godt på racerbanerne – og i den rækkefølge. Tilbagekonverteringen skaber sjældent et god gadebil.
Bedste eksempel er McLaren F1, der var lavet rigtigt fra starten som gadebil og endte med den ypperste kroning: En sejr på le Mans. Det sker næppe igen.
@the-real-stig, det med F1 sker helt sikkert aldrig igen. Blandt andet fordi det krævede en hulens masse regnvejr :-), men også på grund af reglementerne. Jeg havde håbet at den nuværende Le Mans-hypercarklasse havde haft det samme krav om 25 gadebiler, da det ville kunne havde givet nogle en chance for at gentage historien – men det fik Ferrari efter sigende lobbyet sig ud af.
@leo-jensen, jeg har eet tip til dig: Smart repair! Det er faktisk smart. Men de kan dog ikke fikse, hvis din Miura helt er væk, det vil jeg gerne indrømme.
En bil – kald den superbil – der er tæt på at være uanvendelig, bliver noget andet end en bil. Den bliver et statement, et signal, et eksempel på at rammerne skal sprænges alene for sprængningens skyld. En genstand, der oftest står…og står.
Gider man det? Tja, hvis man er millionær og har 17 andre biler.
Jeg havde engang en meget, meget dyr designerstol. Man sad rædsomt i den og alle mine katte skulle holdes borte konstant. Samme gjaldt de små børn. Da jeg have blæret mig med den noget tid over for folk, som ikke anede, hvad det var, og forståeligt nok var hamrende ligeglade med den åndsvage stol, solgte jeg den.
Sådan har jeg det nok også med de der superbiler….
Spændende og sjovt. Men kun fra sidelinjen…
@skaanning, jeg tror dog også at man for bilernes vedkommende skal tage selve deres alder i betragtning: Enhver bil fra halvtredserne eller tresserne kræver i dag noget ekstra tolerance af sin ejer eller kører – superbil eller ej. Men jeg selv er MEGET tolerant overfor de nævnte biler…
Så lige Lamborghini filmen, selvom den er lidt overfladisk var det nu meget spændende at få opdateret historien om traktorproducenten, der endte med at lave superbiler og super biler. Sjov detalje hvor han sidder og skitserer Miura på en cafeserviet og møder en smuk italiensk kvinde og tegner hendes øjenvipper ind på bilens lygter. Ja det var tider for en kvindeglad bilproducent.
Jeg mener stadig min Elan er en super bil men nok ikke en superbil.
Lars, hvor ser man den Lamborghini film?
I biografen eller på noget af det der nymodens “streaming”?
Bravo.
Gode synspunkter, som jeg også deler med dig.
Og alle de supertrucks vi ser i dag, er også lidt skøre, det er jo racerbiler med lad og uanvendelige som, ja, trucks. Til gengæld er der også dårligt udsyn fra dem, da de er så meget højere end alm. dailydriverbiler.
I den anledning kan jeg lede opmærksomheden hen på “fraklip” i Cars, hvor nogen “terrænbiler” helst ikke vil have mudder på hjulene (ret morsomt).
Den slutsekvens i Disneys “Biler” husker jeg tydeligt, @kai: Fremragende set!
Labo filmen er ude nu på streamingkanalerne fx hos yousee. Fed italiensk stemning i filmen men ikke noget venligt portræt af manden bag tyren
Er helt enig i 300SL, der kunne være den første. Andre kandidater kunne være Maserati 5000, selvom den ikke er så flamboyant. 500 Superamerica der heller ikke rigtigt adskiller sig nok, især set med nutidens klarsyn. Men de var jo begge uopnåelige og bestemt med en performance, der var helt på månen i 50’erne.Så hvis 300SL skal være superbil pga. andet end sine fancy døre, så må de to også kandidere til betegnelsen.
De to nævnte er for fornuftige, @lars-t! De mangler efter min mening lige det der “for meget”-element, som en rigtig superbil har. Selvom de første 5000 GT med den rigtige racermotor i er tæt på. Problemet er lidt, at det kan man jo ikke se. Og en superbil handler meget om at blive set, ikke?
Jeg har aldrig kunne forstå hvordan folk kan sige at en 300Sl eller Muira’en kan være den første superbil. Det lugter igen af Pixi bog eller bilkort journalistik.
Biler har været produceret meget længerne end og når man ser tilbage igennem tiden så er der jo massere eksempler på biler som har har været himmel vidt fra almindelig hverdagsbiler både med hensyn til design, teknik og performance. Fx Mercedes SSK, Bentley Speed Six, Duesenberg SJ, Alfa Romeo 8C etc.
Biler som både kunne bruges til race og gade, og faktisk kunne holde til det.
Ser man på Muira’ens topfart kan altså på ingen måde imponere i 66, den er kun en lille smule hurtigere end en Griffith, og en Griff er lige så kultiveret som en træsko.
Jeg tror folk trænger til at kigge i nogen lidt tykkere historie bøger, så de kan få udvidet deres horisont.
@niels-v, ingenlunde, -og du behøver bare tænke lidt nærmere over forskellen på en Griffith og en Miura: Britien er et “tried and tested” koncept, der ligner en Grantura men bare har meget mere motorkraft. Miuraen er reelt ikke meget hurtigerere, men den er hundrede gange mere spektakulær i sin fremtoning – og dét gør den til en superbil og en Griffith til en sportsvogn.
Kort sagt.
Og bemærk at der i min pixibogskorte forklaring ikke ligger noget værdiladet i, at en Griffith dermed er mindre interessant end en Miura, fordi en sportsvogn per definition er under en superbil. Sådan fungerer det jo ikke.
Jeg er med på at Jaguar E-typen ikke er en supersportsvogn, men det er eddermadme tæt på? Den var nok lidt for tidlig i 1961, og så blev den såpopulær, at der blev solgt over 70.000 eksemplarer. Men tænk lige på konceptet. Super smukt design, der kører videre på design og teknisk opbygning af LeMans vinderen Jaguar D-type. Jaguars legendariske 6-cylindrede perle af en motor med dobbelt overliggende knastaksler, 265 hk, 240 km/t og 0-100 på 6,9 sekunder..! Og det var i 1961..!!
Samtidig skivebremser på alle 4 hjul, de bagerste bremser monteret i de ved differentialet (et helvede at servicere, men teoretisk og praktisk genialt) og uafhængigt baghjulsophæng. I 1961…
Se ex-Topgear værten Richard Hammond tale om sin nyerhvervede E-type og hvorfor den er hans yndlingsbil her: https://youtu.be/ryknUWwfqmQ?si=ZEW22s4cxy6zTeXX. – god lørdag