Register

16 − 5 =

A password will be e-mailed to you.

Mercedes trak deres succesrige sølvpile ud af motorsport efter den store ulykke på Le Mans i 1955 – men hvornår kom de egentlig tilbage? Denne bil er et godt bud.

I dag er Mercedes jo dominerende i Formel 1, men springet dertil tog de først efter nogle forholdsvis succesrige år i sportsvognsracing, herunder en Le Mans-sejr i 1989. Det var dog under navnet Sauber, og Mercedes var i princippet kun motorleverandør til det schweiziske team, der havde brugt Mercedes v8-motorer i deres ellers hjemmebyggede biler. Der i starten da heller ikke var sølvfarvede, men nok næsten ligeså kendt for den mørkeblå-og-sølv Kouros-sponserede bil. Der fik undertegnede til selv at bruge Kouros, lige som en sidebemærkning.

Jeg kan næsten lugte den kraftige firserduft af Kouros igen!

Senere blev Saubers sportsvogne dog helt sølvfarvede og lignede mere og mere en rigtig Mercedes, og det blev teamet da også senere accepteret som – i hvert fald som Mercedes officielle partner. Deraf følger også at det ofte er Sauber, der tilskrives æren af at have genoplivet sølvpilene, der ellers havde været lagt på is siden 1955. I hvert fald ofte i folkemunde. Men dagens bil kom før Sauber.

Senere blev de rigtige sølvpile. Og fik stjerne på også, endda.

Baggrunden er sjovt nok næsten den samme motor, nemlig Mercedes’ “lille” V8’er, der blev introduceret i 1971 i forskellige modeller. Nu kalder jeg den lille, fordi med 3,5 liter var den nye M116-maskine nærmest kun halv størrelse af den store M100-maskine på 6,3-liter, der blev brugt i 600-serien og i diverse hot rods fra Mercedes selv. Allerede i 1971  blev 3,5’eren forstørret til 4,5 og hed så M117, der blandt andet kom i både SL og SLC-modellerne. Og så i september 1977 kom samme motor med en aluminiumsblok og forstørret til fuldfede fem liter – hvorpå AMG vågnede op. 

I 1977 kom SLC-modellen med en 5-liters motor med aluminiumsblok, der var både lettere og stærkere.

AMG var på det tidspunkt helt uafhængige af Mercedes selv, men havde specialiseret sig i tuning af mærket. Det forholdsvis lille tuningsfirma havde fået gevaldigt vind i sejlene efter at de i 1971 vandt en klassesejr og andenpladsen generelt i 24-timersløbet på Spa med en heftigt modificeret Mercedes 300 6.3 SEL, og deres forretning var vokset så de i 1976 flyttede til en ny og større fabrik. Men de ville gerne køre motorsport igen – og med den nye motor i en SLC havde de måske et egnet våben? I motoren, ja – men reelt var den over 1600 kilo tunge SLC næsten ligeså uegnet som racerbil som en 300 6.3. Dét lykkedes jo alligevel meget godt, så AMG kløede også på med SLC’eren. 

Der var dog lige det problem, at den nye motor ikke nåede at blive homologeret, så AMG måtte nøjes med 4,5’eren. Dertil kom, at den 5-trins gearkasse, som AMG solgte ud af deres tuningsforretning heller ikke var homologeret, og at den nye racer derfor måtte stille op med en automatgearkasse med bare tre trin. Odds var imod dem, lad os sige det sådan. Men de fik slanket SLC’eren ned til godt 1200 kilo og tunet 4,5’eren op til 375 hestekræfter, og så var det ikke helt skidt alligevel. 

I 1978 vendte AMG endelige tilbage til racerbanerne – med denne her:

Vigtigst i mine øjne var dog fremtoningen: AMG 450 SLC var ikke bare sølvfarvet, men lignede decideret et sølvpil af den mere brutale slags. Nogle standardsvognsracere ligner bare sig selv, men AMG’s kampforberedelser af SLC’en gav den kæmpestore skærmforøgere og den nådesløse vægtreduktionskur fjernede nogle af standardbilens markante kendetegn: Både lygter for og bag er minimalistiske racerløsninger, og bidrager til at give SLC’eren et komplet andet udtryk end standardbilen. Den ligner noget der spiser små standardvogne til morgenmad – og sådan noget skal jo skylles ned med noget. 

Vægten var dens største problem, udseendet fejlde ikke noget.

I det lys er det uhyre passende, at hovedsponsoren på raceren var Mampe. De havde siden halvtredserne produceret den cocktail, der blev serveret på første klasse i Lufthansas fly, og drikken var blevet populær udenfor flyene også. Oprindeligt var det en slags abrikoslikør, der kunne nydes on the rocks eller blandet med champagne (det var jo første klasse), senere kom der flere smagsvarianter til. Den blev synonym med første klasse og det gode liv, men tog et dyk da pøbelen også begyndte at flyve. Perler for svin, kan man sige. Pøbelen holdt ikke op, så Mampe havde brug for en imageforstærker overfor de unge: Motorsport. 

Således opstod dette vældigt underkendte design på en vældigt underkendt racerbil. AMG’s andet store svendestykke, den første sølvpil siden fabrikkens boycot af motorsport, og en stor succesrig racerbil. Øhnej – ikke det sidste. Manglen på alumotoren og den manuelle gearkasse var for meget for selv AMG at kompensere for: De havde måske nok den stærkeste bil i feltet i 1978 (der europæiske standardvognsmesterskab blev dengang kørt efter Gruppe 2-regler), men nok også den tungeste. Til det første løb i Monza kvalificerede teamet sig dog som femmer, og i det fire timer lange løb kravlede de undervejs op på trediepladsen. Men selvom det første løb gav en podieplads, så var SLC’eren ikke den fødte vinder, og teamet måtte vente helt indtil 1980 før det blev til en generelsejr. Meget passende var det på Nürburgring, i øvrigt.

Mange hestekræfter og brede dæk er ikke nok i en racerbil, men til sidst lykkedes det AMG’s SLC at vinde et enkelt løb.

Og SÅ skulle man jo tro, at legenden om sølvpilenes genopstandelse var skabt. Men nej. Selvom bilens fremtoning er formidabel, så var den åbenbart ikke succesrig nok til at skrive sig ind i motorsportsannalerne, og var i mange år forholdsvis glemt. Men efter at AMG i nyere tid er kommet under Mercedes-Benz’ vinger, så har de også arvet et stort og stærkt PR-apparat, og det er nu begyndt at fortælle historien om Mampe-bilen. 

Det synes jeg også den fortjener: Jeg var så heldig at møde den på Retro Classics i Stuttgart sidste efterår, og jeg elskede den. Brutal uden lige og egentlig milevidt fra alt det en standard Mercedes SLC står for. Men dens lillebitte antydning af en sportslig nerve har AMG alligevel formået at fange og kondensere og distillere ned i denne usandsynlige racer. Jeg nærstuderede dens detaljer længe, og var simpelthen vild med den. Dengang var jeg stadig lidt i syv sind med hvad jeg skulle gøre med min egen SLC, og i det lys var AMG’en tankevækkende: Det er den mest ekstreme tuning af den store GT-vogn jeg har set, men den besidder i mine øjne alligevel en slags elegance og skønhed midt i alt det rå. Der er oprindeligt lavet tre, men den ene blev smadret under en test, og med to tilbage er den selvfølgelig noget nær umulig at få fat på. Men som inspiration til tuning? Godkendt. Som racer? Godkendt. Som AMG? Godkendt. Som den første genopstandelse af sølvpilen? Ja, det mener jeg godt man kan sige – hvad mener I?

4 kommentarer

  1. Wentzel

    AMG’s håndbyggede motorer med en plade med mekanikerens navn på er virkelig kræs for kendere – også i de mere civiliserede gadeversioner.

    Svar
  2. Henrik Kjær

    Er det den samme Mercedes som Philip Andersen kørte til Classic Race Aarhus for efterhånden flere år siden?
    Den var ejet/sponsoreret af Grohe (eller lignende leverandør til VVS branchen). Den havde nemlig også en 3 trins automatgearkasse.

    Svar
  3. Claus Ebberfeld

    Fuldstændigt rigtigt, @bjoern-stegger : Det var kun en førsteplads i klassen og en andenplads generelt – beklager. Har rettet det i teksten nu.

    @henrik-kjaer , nej, den sølvgrå Mercedes fra Aarhus var en 500SL med hardtop, der var blevet bygget om til race i Danmark. Altså en senere bil og dermed med alumotoren – men ganske rigtigt stadig med automatgear. Vi er nok nogle stykker der husker dens lækre lyd – og sponsoratet fra Vola. Den er siden blevet solgt til udlandet.

    Svar

Skriv en kommentar

Din e-mail adresse vil ikke blive offentliggjort.