Hvilken bil vil du gerne huskes for?
Min farfar havde en Taunus, min fætter en Ascona, min onkel en Supermirafiori. Altså, det vil sige – både før og siden havde de jo andre biler, men det er primært de nævnte jeg husker dem for. Det er der selvfølgelig mange årsager til, og det sjove er, at jeg ikke helt husker hvorfor jeg primært har hæftet mig ved disse. Sådan er det bare, og der er mange andre eksempler udover fra familiekredsen, hvor det på samme måde er een enkelt bil, der stikker ud og definerer personen.
Som bekendt har jeg også selv haft nogle stykker, og jeg synes endda jeg har gjort en dyd ud af at forfølge, at de skulle være ret forskellige. Interessante synes jeg jo selv de alle har været – men hvis jeg nu kun skulle huskes for én?
Spørgsmålet dukkede op, da jeg forleden mødte en gammel flamme. Vi er begge kommet videre, men fik ved denne lejlighed lige samlet op på nogle ting – og det viste sig blandt andet, at hun huskede mig for min SAAB 90. Nu var den jo hvid, men jeg siger vel ikke for meget hvis jeg fortæller, at der ikke rigtigt var nogen Ridderen på Den Hvide Hest analogi gemt i den historie? Hun kørte på det tidspunkt selv i en BMW Cabriolet, og for mig at se var der jo mange ligheder – instrumentergonomi og den slags, ikkesandt? Den var dog sort.
En 1985 SAAB 90 ligesom min – dog væsentligt mindre spændende i denne røde farve, synes jeg.
Det blev aldrig sagt, og så overfladisk er ingen interessant kvinde heller ikke – men jeg fik opfattelsen af, at i det mindste en medvirkende årsag til at det ikke blev os to var den hvide SAAB 90. Jeg skal ærligt indrømme, at jeg prøvede at forklare det med SAAB’en – men det er forbavsende lig at prøve at forklare en vittighed. Her bagefter kom jeg til at tænke på en kommentar på ViaRETROs Facebook-side, der koblede Volvo (den anden svenske variation over temaet bil) og sex og konkluderede, at det var sikkert men kedeligt. En bilkender som den gamle flamme vil straks afkode, at det med en forhjulstrækker-SAAB så må være endnu mere kedeligt. Dér strandede det hele måske?
Jeg synes stadig min hvide SAAB 90 var en dejlig youngtimer. Men der er jo løbet meget vand i åen siden, og jeg kunne ikke lade være at tænke på, at der måske er andre biler, som jeg egentlig hellere vil huskes for. Jeg nævner lige en Jaguar XJ12 i flæng – se, dét er jo ægtemandsmateriale par excellence. Det kunne også være min Honda CRX af første generation – uh, Den Moderne Mand!
Eller noget helt andet.
Weekendens Matinéspørgsmål er således et af de helt store her i livet: Hvilken bil vil du helst huskes for?
God weekend
Claus Ebberfeld
Jeg er temmelig sikker på, at denne SAAB-playboy aldrig har fandtes i virkeligheden. Opsmøgede ærmer i en SAAB? Aldrig i livet!
[adrotate group=”5″]
ViaRETRO handler om Alt om Klassiske Biler og det gør Klub ViaRETRO også.
Som medlem får du:
- kontante fordele – via rabatordninger og særydelser fra ViaRETROs faste partnere
- godt selskab – ved forskellige ViaRETRO-arrangementer i og udenfor køresæsonen.
Porsche 911 som et kulturelt ikon
Af Michael S Lund
Der er blevet sagt og især skrevet meget om Porsche 911 gennem dens mere end 50-årige historie – nok til et betydeligt antal hyldemeter i etager. De fleste af bøgerne handler enten om historien, teknikken eller bedrifterne på racerbanen. Men hvordan med en beskrivelse af Porsche 911 som ikke bare et ikon, men et kulturelt ikon … sådan en bog stødte jeg på fornylig og købte den på stedet.
Bogen, ”Porsche 911: The Ultimate Sportscar as Cultural Icon”, er skrevet af Ulf Poschardt, der ikke bare er chefredaktør på den tyske avis Welt, han er også Porsche 911-ejer. Det har han været, siden han var 23 år gammel, hvor han betalte mere i garageleje end for det lejede værelse, han boede på. I det daglige levede han efter eget udsagn af knækbrød og ”Scheibletten” (smelteost i skiver), resten (det meste) gik til 911’eren.
Ulf Poschardt voksede op i en middelklassefamilie, i et rækkehus i Nürnberg, med en helt almindelig familiebil i garagen. Når familien vovede sig ud i den på Autobahn, med faren bag rattet, holdt han altid omhyggeligt øje med bakspejlet. På bagsædet sad Ulf og hans bror … og indimellem sagde faren: ”Så er det nu, I skal holde øje!”. Drengene vidste straks, hvad der var i vente, drejede hovederne mod venstre og var parate. Straks efter blæste en Porsche 911, i en af de typiske skrigfarver fra 1970’erne (rød, grøn eller gul), forbi i overhalingsbanen i ufattelig fart. Direkte citeret på tysk hedder det: ”Mein Bruder und ich staunten und sahen die knallroten, quietschgrünen oder grellgelben Elfer vorbeifliegen”.
Drengen Ulfs skæbne var beseglet, og det næste skulle blive en Carrera-racerbane, hvor hans favoritbil naturligvis var en sølvgrå Porsche 911RSR.
Ulf var også en tænksom dreng … og siden en belæst mand, der begyndte at spekulere over, hvad det var for nogle mennesker – udover ham selv – der kørte i Porsche 911.
Bortset fra de virkelige entusiaster, som f.eks. Claus Ebberfeld, der har en alsidig smag, går de fleste 911-ejere ikke op i lyden af perlegrus, der knaser eksklusivt under dækkene. Perlegrusets knasen forsvinder fuldstændig i 911’erens egenlyd. Knasende perlegrus kræver en helt anden biltype, som f.eks. en Jaguar XJ12, for at det skal give mening.
Jeg er ikke ude i en anmeldelse af Poschardt’s bog, da boganmeldelser sorterer under Martin Lindø Westergaard, men nøjes med at anbefale den, for den er absolut læseværdig og har inspireret mig en del.
Den har bl.a. også nogle sjove iagttagelser, som f.eks. der hvor Poschardt lægger ud med at kigge på selve ”Porsche-familien” og konstaterer, at alle drengene i familien – med overhovedet i spidsen – alle hed noget, hvor navnet Ferdinand indgik …
Jeg hører/ser det for mig:
”Go’morgen, Ferdinand”
”Ti stille og spis din mad, Ferdinand”
”Go’nat, Ferdinand!” …
Og selvom det som nævnt ikke er en anmeldelse, kan jeg alligevel ikke nære mig for at nævne kapitlet, ”The Revolutionary’s Car”, som handler om Andreas Baader fra RAF (Rote Armee Fraktion). Andreas Baader havde som venstreorienteret revolutionær en ret raffineret smag i biler, hvor Porsche 911 i F-modeller (stjålne) var hans foretrukne. Ganske vist havde Baader ikke kørekort, men det var ingen hindring. Jeg har selv været inde på det i ”Biler med tvivlsomme forbindelser” i Lørdags Matiné Nr. 173.
Dette leder naturligt frem til kapitlet, ”The Swine’s Car: Vol. 1”, som handler om litteratur og G-modellen, der var kommet til i mellemtiden. For nu er vi ovre ved den tyske forfatter og Nobel-pristager, Heinrich Böll, der foranlediget af RAFs huseren, men ikke mindst af mediernes ageren, som reaktion skrev “Katharina Blums tabte ære”, hvori hele to Porscher indgår. I filmatiseringen er det to 911’ere.
Hovedpersonen Katharina Blum indleder et forhold til terroristen Götten, der “mærkeligt” nok også kører i en stjålet 911. På den anden side er der tabloidjournalisten fra “Bladet”, Tötgen, som er den egentlige skurk. Han kører også i en 911, men hans har en hækvinge – grotesk overdimensioneret til dens 165hk (der var tale om en basis-911) – som Poschardt tørt konstaterer. Prikken over i’et er, at Fuchs-fælgene er guldfarvede!
Fælles for de to Porscher er, at de også har et ekstra sæt projektører foran, som et par ekstra øjne.
Metaforerne i navnene er ret tydelige: “Götten”, den vrede gud og “Tötgen”, dræberen. Gerningsmændene i Porscher overfor offeret, den uskyldige blomst (“Blum”), der karakterisk nok kører i en VW Type1.
“Götten” har i historien først og fremmest stjålet Porschen som et værktøj, der kan hjælpe ham til at undslippe politiet. For “Tötgen” udstiller Porschen derimod hans dårlige smag, købt for penge tjent på sensationshistorier, hvor han skrupelløst hænger ofre – som Blum – ud og ikke holder sig for god til lige at opfinde de sidste detaljer (fake news), hvis realiteterne ikke er spændende nok. Porschen er i standardudførelse heller ikke spændende nok, men bringes til at fremstå som et overpumpet vandmarineret kyllingebryst.
Som vi ved, findes der nye og gamle penge … og Tötgen er et godt eksempel på de første, mens de gamle penge mere har en 911 for det, den er og mindre for at vise sig frem.
Skoleeksemplerne er billederne på de sociale medier, hvor hånden er placeret på rattet i en krampagtig vinkel, for lige at få Rolex-“krydderen” med på billedet – uret går ellers ofte særdeles præcist i en 911!
Vi tager også lige den med cafébordet, hvor alt ligger snorlige … med undtagelse af nøglen med Porsche logoet, som helt “tilfældigt” er skødesløst placeret lidt på skrå.
Det siges dog, at ejeren oftest – uanset tilhørsforholdet til en af de to grupper – er en mand. Graden af “testosteron-kontaminering” kan dog variere.
Men kvinder kører også Porsche 911. Tilbage i 1974 tilhørte kvinder dog stadig ”det svage køn”, som vi f.eks. her ser i klippet, fra filmen ”The Marseille Contract”, hvor Michael Caine i en Alfa Romeo Montreal kører om kap med datteren af kongen af Marseilles underverden, i en gul Porsche 911 Targa … for Porschen var med Sportomatic semi-automatgear …
I det hele taget kan en Porsche 911 være god for folk med ”bløde kontorhænder”, fordi der sjældent er noget i vejen med den, hvis den bare er i nogenlunde stand.
Hænderne kan også være ”skrivehænder” og sidde på en kvindelig forfatter. I den forgangne uge læste jeg artiklen ”For mig repræsenterer bilen en livskraft”, i Dagbladet Information, som er en samtale med forfatteren Dy Plambeck om hendes hobby. Dy Plambeck – deler sammen med sin bror – en Porsche 911 Carrera fra 1987, der er ombygget så den fremstår a la en F-model. Dy Plambeck er rigtig glad for den, hvilket på en måde er et paradoks – og så alligevel ikke … for hun er vokset op i hjem, hvor der var stor passion for klassiske biler.
Dy Plambecks far havde en 911, da hun var barn. Og selvom der næsten ikke findes et barn, som ikke straks udbryder, når en 911 dukker op: ”Næh, se en Porsche!”, så vil børn alligevel ikke stikke ud, men helst bare være som de andre, for så almindelig er en 911 heller ikke.
Og Dy Plambeck adskilte sig ikke fra dette – også hun syntes, at det var mildest talt pinligt, når hendes far hentede hende fra badminton i 911’eren og veninderne skulle med – der var næsten ingen plads i den, og hvorfor kunne han ikke bare have en helt almindelig Volvo, som alle de andre …
Men paradoksalt nok så har Dy Plambeck alligevel den ældre 911, som hun værdsætter for dens minimalisme og styrke. Og der bliver passet på den, for en 911 er kun ”til låns”, inden den – som det ikon den er – skal videre til den næste ejer …
Referencer:
Porsche 911: The Ultimate Sportscar as Cultural Icon, Ulf Poschardt, Gestalten, 2017
For mig repræsenterer bilen en livskraft, Victor Boy Lindholm, Dagbladet Information, 10.07.2019
Det nødvendige foto
Annonce
Den historisk fuldstændigt rigtige løsning til nemme, hurtige og billige kvadratmeter: Nissenhytten
Af Claus Ebberfeld
Som faste læsere vil vide er jeg for tiden forholdsvist optaget af, hvordan jeg skal opbevare klassiske biler i vores nye hjem på Fyn, da de eksisterende lader og staldbygninger ikke for nuværende er helt klar til det formål. Og så ville skæbnen, at jeg i går på en omvej hjem fra byggemarkedet kom forbi en Nissenhytte – den herunder:
Fyn i går: Pludselig stod der en Nissenhytte.
Dem har jeg faktisk altid været ret fascineret af: Det er et design, der er nærmest ligeså enkelt som det er genialt, og faktisk siges bygningstypen at være verdens mest udbredte overhovedet. Hvilket blandt andet kommer af, at den blev brugt så udpræget af den britiske og andre hære, men også fordi en Nissenhytte kan være vældig mange ting.
Hytten har sit navn efter opfinderen, major Peter Norman Nissen, og i sin oprindelige form fra omkring 1916 var den en træ- og stålskeletkonstruktion beklædt med buede bølgeblikplader. Den fandtes oprindeligt i tre bredder (16, 24 og 30 fod) mens den i længden i princippet var uendeligt variabel, da den var modulopbygget i moduler af 6 fod. Det oprindelige design skulle være billigt og transportabelt, og det levede Nissenhytten i den grad op til. At den så samtidigt viste sig at være utroligt stærk, særligt i forhold til sin enkelhed og pris, var bare en bonus.
Major Nissen foran sin opfindelse.
Der blev ifølge Wikipedia bygget over 100.000 alene i den Første Verdenskrig, hvorefter den blev solgt til civilbrug i mellemkrigsårene for så at opleve endnu et boom under Anden Verdenskrig. Og selvom bølgeblik kan ruste lystigt, så er der altså nogle af dem, der står endnu. Ikke nødvendigvis hvor de oprindeligt blev stillet op, for efter krigsårene blev overflødige hytter ofte opkøbt og flyttet til andre formål.
Men selvfølgelig er der også bygget nye siden, for egentlig er designet stadig den dag i dag genialt. Det har været brugt til alt fra soldater over kreaturer til hangarer og beboelse – så hvorfor ikke til garager? Ja, hvorfor ikke? Jeg aner ikke hvad der var i den jeg passerede, men som det fremgår har den en stor port, så en hvilkensomhelst bil ville kunne passe ind. Også en stor SLC.
Kunne der være en Nissenhytte i min baghave? Ja, det kunne der faktisk godt. Men ville det være harmonisk i forhold til resten af ejendommen. Nej, det synes jeg faktisk ikke, så jeg skitserer videre på de to eksisterende bygninger. Men til andre er idéen hermed givet videre.
Ugens Fund: Volkswagen SP2
VW i Brasilien besluttede i dekadeskiftet mellem 1960’erne og 70’erne, at ville ind i den voksende niche af sporslige vogne. Grundet importregler og afgifter på biler fra udlandet påbegyndte man et projekt, som skulle ende med en egen bil til – hovedsageligt – det brasilianske marked. Den nye bil skulle tegnes af Marcio Piancastelli og projektet blev ledet af senor Schiemann og Rudolf Leiding. De præsenterede en prototype i 1971, hvor bilen blev vist på den tyske messe i São Paulo og delte opmærksomhed med Mercedez-Benz C111 prototypen.
Et år senere, i juni 1972 blev bilen lanceret med akronymet “SP”, der stod for den by, hvor den blev produceret, São Paulo. Den første version var SP1 med en VW’s boxer-motor på 1584 ccm og 65 HK. Mange kritiserede manglen på præstationer i den såkaldte sportsvogn, og den højere vægt i sammenligning med konkurrenten Puma – som var fremstillet i glasfiber – gjorde heller ikke tingene bedre. Efterfølgeren SP2 havde en større boxermotor med 75 HK, og ifølge en periodestest tog 0-100km/t testen cirka 16 sekunder og tophastigheden var kun 160 km/t. Ingen af SP modellerne blev en stor salgssucces på hjemmemarkedet, og kun få hundrede blev eksporteret til resten af verden. I alt blev der kun produceret 11.123 biler indtil 1976.
Den smukke SP2 er på danske nummerplader og står nysynet til en salgspris på 250.000 kr. men bud modtages.
Sælger skriver: “Du har nu muligheden for at købe noget ingen andre i Danmark har. Her udbyder den eneste VW SP2 i DK! Fremstår original… Der findes omkring 3000-4000 stk i verden tilbage, omkring en 10-20 stk i Europa, så en meget sjælden bil. Den køre super godt og har en rigtig god lyd! Fremstår rigtigt flot!”
Se mere i annoncen på Facebook hvor bilen er set til salg
Denne Ugens fund er udvalgt og skrevet af Søren Navntoft
Med lørdagsserien “Ugens Fund” vil vi hjælpe potentielle klassikerejere godt på vej: Vi udvælger ganske enkelt vores favoritbil til salg fra ugen der gik. Og inviterer læserne til at dele deres synspunkter, erfaringer, gode råd eller slet og ret og røverhistorier om den konkrete bil og model. Indsend forslag til kommende “Ugens Fund” på ugensfund@viaretro.com med link til annoncen, så indgår den i næste uges pulje.
Grafikken
Milan leger med papir
Milan Paulus har siden 2008 specialiseret sig i Ferrari Formel 1-papirmodeller. Han er færdig med nr. 57 og hans ambition er at bygge alle Ferraris 104 forskellige F1 racerbiler som er fremstillet mellem 1948 og 2021.
Ugens fund, VW SP2 likede jeg også på facebook i går, da jeg så salgsannoncen. Prisen er svær at forholde sig til, da den er så sjælden, men man nærmer sig jo Porsche 911 penge..? Og så kan det godt være at man løber træt i de 75 HK, men smuk er den. Kunne være sjovt at lægge en Porsche 912 motor i den med 100 HK – eller kan den eksisterende motor mon optimeres lidt..?
Hvilke biler vil jeg gerne huskes for??
I mit tilfælde må det være min gamle Vauxhall 23/60 Kington tourer eller min Peugeot 504 Coupe automatique 1972.
Peugeot 504 Coupe Automatique 1972 – desværre ikke min egen, min var bordeauxrød eller som det hed på Peugeot’sk Rouge Andalou.
Der var en hér i byen der for en ca. 10 år siden havde sådan en SP2. Gad vide om han stadig har den stående? – eller om denne hér er hans tidligere? Nåede desværre aldrig at se den dengang.
Der skulle være 2 stk SP2 i landet.
Folk der tager “Ur på rattet” billeder er at sidestille med teenage pige blogger der tager billeder af deres cafe latte mælkeskums“kunst”
Havde jeg pengene til en SP2 vil jeg gerne huskes for dén…
I stedet bliver jeg nok kendt for diverse blandede smadrekasser og et blandet antal “gamle biler inden de nåede at blive klassikere, endsige youngtimers”.
For Alfa’erne ?
De har da fyldt meget, men ingen har rigtigt formået at blive i min besiddelse så længe som jeg virkeligt ønskede det.
Samme med Niva’erne, som konstant fylder de mentale gemakker. Men som Dansk afgiftshysteri er skruet sammen bliver det aldrig en farbar vej.
Vi ikke-priviligerede må have det mindre sjovt, er virkeligheden.
Så bruger jeg sommeren med knægten på kanotrekking i de Svenske skove, faldskærmsudspring og +50 km Endurance runs, fremfor at ligge under en vedligeholdelseskrævende Niva.
Om 15 år er jeg måske kendt som den gamle særling der kører rundt i en gammel hostende Suzuki Selleri.
Det lugter da altid lidt ala Renault 4 :-D
Jeg købte min 2CV som 21-årig og har den stadig. Jeg fylder snart 56, så mon ikke den på trods af sit ydmyge gemyt vil overgå Jaguarerne på langt sigt…
SP2 ? Det er jo stadig en folkevogn, så det bliver et nej tak herfra. Jeg synes også det virker lidt kunstigt at køre rundt i en gammel bil, som ikke er solgt fra ny (altså modellen) i Danmark. Det næste bliver vel at den får ‘historisk korrekte’ sorte plader… :o)
Lidt en skam med det sorte plastik bras langs det ellers smukke karosseri den tynde kan gå an. Jeg er overrasket over at prisen er på en 1/4 million, men hvorfor ikke skyde højt. Jeg tror at det må være en person med stort kendskab og lidenskab til nettop den model der ringer på annoncen til den pris. Den ser ganske fejlfri ud fra foto. Men jeg mangler vidst forhøjelse af indkomsten i denne henseende. :-)
Jeg ville nok opbevare den og ikke bruge den alligevel og det jeg helst ville, ville være at forme den som jeg ville have den til at fremstå, og det ville egentlig være synd, med så få produceret.
Mvh.
Njal
SP2eren var også til salg sidste år og dengang var listerne på siden “krom / poleret alu” så det sorte han sikkert rulles tilbage ,Njal. Simca 1100 ; den er virkelig lækker i de farver og bringer minder frem om dengang mit kørekort var nyt. kunne man overhøre ventilklapperiet fra motoren så kunne man godt bilde sig ind at det var en lækker bil, for den kørte godt.
SP2 billedet var for stort. Kommer måske her.
Min første bil havde så meget mangel på karisma, men skulle alligevel blive mindeværdig.
indtil år 2000 og mit 36’te leveår, havde jeg aldrig ejet en bil. Jeg var bybo, var glad for min trædecykel og motorcykel og jeg var sikker på at et bilejerskab ville blive vejen til dovnskab og merudgift. I det ny årtusinde skete så det at en kammerat ringede mig op…”vil du ha’ en bil?”…han ringede altså og ville forære mig en bil imod at omregistrere den. På den måde blev jeg lokket ind i bilejerens rolle for, hvordan siger man lige nej til en bil foræret. Bilen var en Ford Fiesta 1100 og det var kammeratens svigermor som bare skulle af med den, fordi hendes mand var død og hun stod som enken uden kørekort. Manden havde passet den bil siden ny i 1976 og bortset fra en rusten bagkofanger og enkelte rustpletter var den sørme en fin bil. Mexicobraun hed bilens farve!! Den havde fået mindst 800 pavabehandlinger og var formentligt tjenlig til en opvejning grundet den øgede totalvægt af tyk sort bej i undervognen. i baggagerummet lå hele bilens historie i form af en mappe med nærmest alle regninger og kvitteringer i bilens levetid. Jeg hentede bilen i Assens og kørte den stolt hjem…den kørte fantastisk. Vel hjemme støvsugede jeg bilen og det lidt nussede “lammeskind” sædeovertræk afmonterede jeg, hvorved den klassiske forseelse viste sig…ejeren havde hele vognens levetid villet bilen og ikke sig selv det bedste, så alt indtræk (brunt med hvidt pepitatern) stod som nyt. Det var en fantastisk bil som blev brugt til hverdag og fest..den ene dag læsset til med murbrokker destineret mod lossepladsen og næste dag hyggestue for 5 granvoksne mænd mod nye højder (fester). Alt virkede på bilen, men det var jo en noget manuel bil som en 70’er bil jo var. Ved vintertide, var der det obigatoriske med at skrabe is af ruderne….indvendigt lissom den var nærmest en narkoman med abstinenser, hvis den ikke fik sin rigelige dosis karburatorsprit. Jeg kom sådan til at elske den bil og alle mine venner omtalte den lille darling som den Mexico-brune…det var kult når vi rullede afsted i den. Teknisk var den magisk…da jeg et par år senere havde mødt min nuværende kone, skulle vi en fredag eftermiddag mod København til Eric Clapton koncert. Kærestens Fiat Uno havde lidt ustabilitet i tændingen, så jeg overtalte hende “vi tager da bare den Mexico-brune”…og det gjorde vi så. Da vi var på vej over Storebæltsbroen, lød der pludseligt et PUFFF! og dampskyer stod ind mod forruden….efter broen, indtil siden og nødblink på..motorhjelm op og konstatere et kæmpehul i køleren. Der var ikke andet for end at køre til nærmeste afkørsel…ind til et super marked, hvor vi forklarede vort problem og noget alternativt spurgte om vi kunne købe en flok 1,5 liters pantflasker og få lov til at fylde dem op med postevand …det lykkedes! Så luntede vi ellers adstadigt ad landevejen med et øje på temperaturmåleren og jævnligt stop for at efterfylde. De 6 pantflasker tømtes hurtigt, men så var det bare ind til nærmeste bondegård eller hus og tigge om postevand. Således nøkkede vi mod København…min kæreste var ikke imponeret over en kogende Mexico-brun Fiesta, men nogle timer senere rullede vi ind på vor overnatningsdestination på Amager….det lykkedes! Næste morgen lånte jeg en cykel med trailer og begav mig ud til Høyer Autodele på Kirstinehøjen. Dér købte jeg en ny Nissen køler til kr. 239,50 og to kølerslanger og inden min kone stod op til morgenkaffe stod den Mexico-brune køreklar i garagen. Fantastisk støbejernsmotor..den rullede hjemover som om intet var hændt og se dét var min kæreste noget imponeret over. Hun så fra første parket sin kæreste folde sig ud som den store gør-det-selv-mand….jeg havde ikke travlt med at fortælle hende, hvor simpel operationen egentligt var. En magisk bil som jeg kørte i gennem hele 6 år, hvor den måtte vige for en Ford Mondeo Stationcar idet vi nu ventede barn. Falder snakken på biler blandt venner idag, så er den Mexico-brune oftere nævnt end vore sommerbiler…fruens Audi TT og min Bertone. En Mexico-brun Fiesta…måske jeg igen skal have sådan een senere i livet…
Det var forkert at bruge ordet – bras!
jeg fandt et billede af SP2 i mere diskrete farver, men lagde så også lige mærke til de to spændende brasilianske skønheder der står i baggrunden og præsenterer bagdelen på allersmukkeste måde. brasinca uirapuru 4200gt og vw karmann ghia tc.
Det er en smuk historie, @leo-jensen – meget smuk. Og jeg synes det er særdeles fortjent, hvis det er den der bliver husket.
Og bonuspoint også for historien om den mexicobrune, @1750giallo – rørende fortalt, så man føler næsten man er med på bagsædet på vej til fest!
Det er nærliggende at blive husket for den klassiker man har haft længst og kørt mest i, men jeg vil nok nævne min Alfa Romeo 1750 GT Veloce som var min første klassiker da jeg var arkitektstuderende. Den tog bl.a turen Århus – Paris med gravid kæreste i syvende måned. Skøn bil som jeg måtte sælge da den ikke helt egnede sig til barnevogn og lift. Jeg mødte mange år senere en pige som fortalte at hun var blevet forført i bilen af ham jeg solgte den til. Så den har oplevet lidt af hver. Kan ikke lige vedhæfte billede da jeg er i Frankrig på ferie og idag har genset Schrump brødrenes bilsamling i Mulhouse og verdens smukkeste kirke i Ronchamp af Corbusier. Så kommer man lidt tættere på himlen og åbenbaringen.
God ferie til alle
Ja selvom der har været flere V6’ere indover i Ford Siesta bl.a. og fine Lancia Themaer og min nuværende Alfa 156 V6 i ‘Verde Amazonas’ med lys oksehud (som eklatant dumpede til syn forleden dag pga rust) – så er det dog denne ydmyge slider jeg husker som min bedste bil nogensinde: Citroén GS Club 1220 Break som udover at være en komfortabel rejsebil sydpå også i weekenden slugte mine store bashorn og resten af anlægget som kunne spille en mindre sportshal op, læssehøjde på ca 20- 30cm (altefter hvor længe den havde holdt stille) da kofanger jo svingede med bagklappen op.
hov, det var det forkerte foto som jeg kom til at vælge… eller ‘det nødvendige foto’ – men her kommer den altslugende bagklap:
@ib-erik
Ang Niva, prøv at finde en Lada Bylina (Былина). Based on Niva chassis
Havde du også haft sådan en, ville du nok blive husket for den :-)
Det var i og for sig en flot præstation af VW Brazil at udvikle og producere SP2 på den tid – den omtalte Rudolf Leiding blev også siden chef for hele VW.
Men jeg siger alligevel nej tak, også selvom @soren-w foreslår, at man kunne smide en Porsche motor med flere hk i den. Jeg vil hellere lade motoren blive i 912’eren og tage sådan en i stedet.
I modsætning til en Porsche 912 fremstår VW SP2 mindre helstøbt – forlygte indramningen stammer f.eks. alt for tydeligt fra en VW 412. Og endelig er der det triste interiør, som jeg også selv ville blive trist af at se på …
1) Indstemmer med min bror fsva. (navnlig) Porsche-ejeres “Rat og Rolex” selfies: Stop nu det infantile ego-gokkeri!
2) Mit eftermæle vil for tid og evighed være forbundet med en livslang kærlighed til obskure amerikanske glasfiber-specials – Og det er vel egentlig ikke det værste, der kan ske?
@christian-v hehe, der er selv optræk på sådan ét når man gør det… :-)
Det må blive min første klassiske bil, en 1964 1/2 Wimbledon White Mustang 289 Coupé med rødt interiøre, Den lagde kimmen til den hobby som jeg allermest holder af og til tider bryder mig mindre om.
Der er dog en del andre, som jeg også vil være stolt af, ligesom der er andet som jeg allerhelst så henlagt på skrotpladsen.
Den bog må jeg læse, @michael-s-lund : Det er et spørgsmål, jeg ofte formulerer for mig selv med de her forskellige i dag klassiske biler – hvem kørte i dem som nye? Og: Hvorfor? Hvordan? Hvorhen?
Krydderenfotograferingen er jo et-eller-andet sted forbundet til det spørgsmål – det får bare 03 som “emnet misforstået”. Det er 100 % analogt til at stoppe sammenrullede sokker i underbukserne. Bare knap så elegant.