Warning: A non-numeric value encountered in /var/www/viaretro.dk/public_html/wp-content/themes/valenti/library/core.php on line 1610
Ny bog hylder 70’ernes GT
I 1972 præsenterede Alfa Romeo den kantede Alfetta som en kommende afløser for Giulia Berlina. Siden debuten i 1962 havde Giulia sat nye standarder for, hvor sportsligt en familiebil kunne køre, når bare dens helt konventionelle opbygning var samlet af folk med sans for detaljen. Også Alfetta rykkede barren et godt stykke opad. Kombinationen af Milano-virksomhedens foragt for omkostninger og passion for avancerede tekniske løsninger resulterede i, at Alfetta blev monteret med samme transakselprincip, som Alfa Romeos racerbiler havde anvendt siden slutningen af 1930’erne. Den gode vægtfordeling med gearkassen bagerst ved differentialet, den lave uaffjedrede vægt ved baghjulene, hvor bremseskiver var placeret helt inde ved differentialet, gjorde, at Alfetta vakte begejstring for sine køreegenskaber overalt. Og med navnet Alfetta, som første gang blev brugt af de succesfulde Formel 1-vindere Tipo 158 og 159 i 1950-51, var det ædle slægtskab på plads. Det kantede design var så langt fra den organiske, nærmest modellerede Giulia, som man overhovedet kunne komme, og med lyden af den vidunderlige snerren, som dobbeltknastmotorerne på enten 1,6 eller 1,8 l leverede, bragte Alfetta det stolte brand ind i 1970’erne.
I 1974 fik Giulia GT så sin afløser med Alfetta Coupé, som fik navnet Alfetta GT, og den har nu fået sin egen bog, skrevet af den flittige Alfa Romeo-entusiast, Umberto Di Paolo, som vi efterhånden har mødt et par gange her i Boghjørnet med hans bøger om Alfa Romeo 75 og om Aresefabrikken.
De første skitser.
Arbejdet med Alfetta GT begyndte i 1967. Idéen med at genoplive transakselprincippet kom fra Giuseppe Busso. Designet skyldtes – naturligvis – Giorgetto Giugiaro, som Alfa Romeo havde særdeles gode erfaringer med fra hans tid hos Bertone. Den 27-årige designtroldmand var efter en tid hos Ghia gået solo med sit eget firma Ital Design, og han fik frie hænder.
Giugiaros coupé fra 1967 var baseret på den traditionelle 1750 Berlina. Det gjorde den ikke dårlig, selvom overhængene for og bag var vel store.
Grundformen kom ret hurtigt på plads. Giugiaro kiggede lidt på elementerne fra Maserati Ghibli, som han havde tegnet for Ghia, og med lidt skarpere kanter og hårdere linjer var formen klar til den første egentlige prototype i 1969.
Træmodellen, dateret april 1969, virker helt bekendt. Luftindtagene forsvandt dog igen, da det viste sig, at de ikke kunne lede motoren af med varmen, men tværtimod bare sugede luft ind.
Men også Bertone blev bedt om et forslag, og der tog man udgangspunkt i Giugiaros udgave frem til b-søjlen, hvorpå man så monterede noget, der lignede bagpartiet fra en Renault 15.
Bertones version blev arkiveret.
1.juli 1971 lå designet fast, og det forblev som det var frem til 1980, hvor serie 2 med GTV 2,0 og GTV6 præsenteredes. Cromkofangerne blev delvist erstattet af kunststof, baglygterne blev større og hele interiøret blev redesignet. I 1983 planlagdes en serie 3 og Giugiaro udarbejdede forslag til opdateringer. I tidens stil blev det med masser af plastik og sortmalede dør- og vinduesrammer, men resultatet, der ellers passede fint til det øvrige modelprogram, blev droppet, og serie 2 fik lov at leve små fire år endnu.
1983-forsøget på en serie 3 blev opgivet. Den passede ellers godt ind i 80’ernes designlinje med 33, 75 og 90.
Interiørmæssigt tænkte Alfa Romeo også på motorsporten, da man designede instrumentpanelet. Overbevist om, at GT-chauffører kun har blik for omdrejningstælleren var denne placeret ret foran rattet, mens den øvrige instrumentgruppe befandt sig midt i vognen. At førerens højrehånd så dækkede speedometret måtte man leve med. Først ved redesignet i 1980 fandt et mere traditionelt udseende instrumentpanel plads.
Instrumentbordet lagde fra begyndelsen an til motorsporten. Mere traditionelt sindede motorjournalister gav ondt af sig over designet, som dog heller ikke overlevede overgangen til serie 2.
Motormæssigt fulgte man Alfetta Berlinas 1,6 og 1,8 dobbeltknastmaskiner med henhv. og 108 og 122 hk og fem fremadgående gear. I 1976 kom 2,0 udgaven, som i L-udgaven gav 130 hk.
Derudover var der flere specialudgaver, som kom i mindre serier. Til det amerikanske marked blev 1975-78 leveret en 2,0-udgave med mekanisk indsprøjtning, som bedre imødekom de strenge amerikanske krav om udledning. En turbodelta-udgave var den første italienske bil med turboladet motor, og den blev for homologiseringens skyld lavet i 500 eksemplarer mellem 1979 og 1981. Og sandelig, om ikke en entreprenant tysker i 1977 forberedte en mindre produktion af en udgave med V8’eren fra Montreal-modellen. Alfa Romeo gav tilladelse til projektet, som blev vist på Frankfurt-udstillingen i 1977, men den exorbitante pris på 50.000 DM, som i datiden svarede til tre styks BMW 520, gjorde sit til at holde enhver efterspørgsel på et minimalt niveau. Endvidere kunne gearkasse og differentiale ikke holde til belastningen fra V8’eren, så de ganske få, der blev bygget (nogle mener tre, andre mener tyve eksemplarer) har sandsynligvis voldt deres ejere både kval og kummer.
En sjælden V8-model, 1977.
Mere glæde har der været for ejerne af V6-udgaven, som debuterede i 1980. Giuseppe Bussos berømte motor, som i første aftapning fyldte 2,5 l., blev i 1979 skabt til topmodellen Alfa 6, men fandt i en indsprøjtningsudgave plads i Alfetta GTV, som samtidig skiftede navn til GTV6. For at få plads måtte der bankes en bule i kølerhjelmen, som dermed gjorde opmærksom på, at her kom den 160 hestes udgave. Overraskende nok viser det sig, at der også blev lavet enkelte tre-liters udgaver: Fra 1983 til ’85 kunne den sydafrikanske fabrik levere en 190 hestes 3,0, som hovedsagelig blev lavet til rallybrug. I Europa tog 2,5-udgaven utallige sejre i rallies, men i Sydafrika var 2,5 l ikke noget særligt, når man sammenlignede med konkurrenterne. Så den større motor blev indsat i flere af de lokale løb med stor succes, og de overlevende af de 200 byggede eksemplarer er eftertragtede samlerobjekter i Sydafrika den dag i dag.
Den tre-liters V6’er måtte man helt til Sydafrika for at få fingre i.
Nogen egentlig efterfølger stod ikke klar, da produktionen af Alfetta Coupé i 1986 gik ind. I 1989 dukkede ES30, bedre kendt som SZ, op, men en serieproduktion af Zagatos hidsige kreation blev det ikke til. Først i 1994 blev en efterfølger, som også fik navnet GTV, afsløret i Genève, og den markerede samtidig, at tiderne var andre end i 1974: Fiat var trådt til, og grundlaget for den nye GTV var noget så prosaisk som en Fiat Tipo.
Bogen er overdådigt illustreret med et mylder af sjældne og ukendte fotos, og den har et næsten 80-siders kapitel om motorsport, hvor Alfetta GTV gjorde sig godt både i rally og på bane. Endvidere er der afsnit om køb af en GTV; hvad skal man være opmærksom på, hvor er de svage punkter og hvordan er reservedelssituationen. Til sidst er der et kapitel om modeludgaver, som bringer suk frem hos os, der har været børn siden 70’erne. Alfetta GTV var rigt repræsenteret både som legetøjs-, voksenmodeller og i samlesæt.
Sammenfattende giver bogen et velillustreret og velfortalt overblik over Alfetta GTVs historie.
Mange gode datasider har omfattende oplysninger om de tekniske specifikationer, og bogen har derfor også karakter af et opslagsværk.
Som med Di Paolos øvrige bøger er der mange timers jubelstemning for entusiasten, og den er selvskreven på reolen hos GTV-ejeren.
Man kan bladre i bogen her: https://www.heel-verlag.de/Alfetta+Coupe+GT-GTV.htm
Alfa Romeo Alfetta Coupé GT/GTV/GTV6
Der Keil aus Arese
Umberto Di Paolo
Heel Verlag 2018
240 sider, gennemillustreret, 24 x 29 cm, indbundet med smudsomslag
39,95 Euro
some of them looks a bit like the Austin Princess
Jeg elsker Boghjørnet :-)
Det var Alfetta rækken fra Alfa som oprindeligt tændte min Alfa flamme.
Selv efter det kvalfulde ejerskab af en Alfetta holdt passionen sig varm.
Instrumenteringen i Alfetta’en, med det opdelte omdrejningstæller/spedometer skulle efter min mening aldrig været blevet ændret.
Kun motorjournalister med forkærlighed for Passat-sløvsindsinteriør gad brokke sig.
AutoSport tolererer ikke afvigelser fra VW-normen.
Så en rigtig Alfetta har omdrejningstælleren siddende, så den køre og motorglade chauffør kan ramme de rigtige toner.
Valget mellem “Cuore Sportivo” eller “Weltsmertz”.
Og designet er stadig fantastisk !
Busso-V6’eren har aldrig haft et bedre hjem end GTV6. Desværre er de tidligere modeller bare meget skarpere i designet. Det er samme dilemma som med Peugeot 504 Coupé: De tidligere er smukkere men ikke så godt motoriseret.
Men hvis en Porsche 911 kan backdates…
Damn, nu vil jeg igen have en Alfetta GT.
Enig med kaptajnen, de tidlige er knivskarpe i designet og V6eren er blevet lidt mindre skarp.
Jeg har derfor leget med tanken om at backdate en Busso V6.
Jeg har en GT/GTV bog på italiensk men jeg forstår ikke en brik, så den nye på tysk er vist en køber.
Suk, jeg er jo ikke bilswinger…
Opfriskende artikel for hukommelsen.
Tilbage i tiden dengang hvor man stadig var en dreng udenpå, og en slags mand indeni som tit kom til kort overfor de rigtige og ældre mænd. :-)
Der var sådanne to rigtige mænd i min barndom den ene var min far, og den anden var min onkel eller morbror og ingen af de to kom særligt godt ud af det med hinanden. Deres tilgang til livet var meget forskelligt, dog med den undtagelse, når det gjaldt om at feste, så festede de.
Her kom de faktisk hinanden ved og hyggede sig sammen.
Der var en tydelig fællesnævner, og det virkede som en lise at se dem sammen.
Min onkel var en slags forretningsmand der havde et par bodegaer en i indre København og den anden lå i Dragør, og her hjalp min mormor sin søn igennem hele den barndom jeg kan huske når vi blev sendt med færgen mellem Grenå og Hundested som ganske små, i skolernes lange sommerferie.
På ferie hos mormor og plejebedstefar, hvor en del af ferien altså forgik på denne bodega.
Indretningen var inspireret af den kendte sørøver med tema og navnet Kaptajn Morgan. Et ganske hyggeligt miljø med glasfarvet kugler i fiskenet, sabler på kryds og tværs, samt pistoler og andet maritimt udsmykning af interiøret.
Ligesom på flasken med slave rommen.
Det var en bodega hvor man også kunne bestille varmt mad eller smørbrød så længe køkkenet havde åbent, og her stod mormor for meget at logistikken.
Hun var god til at lave mad, og når noget slap op, og der var tid.
Blev der hurtigt kørt til Inco som var deres fødevaregrossist.
Det forgik eksempelvis i onkel´s Alfa Alfetta GT et og andet og så fik den gas.
En oplevelse for mig dengang på 10 år, som hjemme var vant til en anden form for transportmiddel, den noget langsommere Morris Minor med træværk omme bagi, ja der var meget jeg endnu ikke vidste og lod mig rive med af, og at køre med i onkel´s Alfa Alfetta var en del af det.
Nå, men som så meget andet blev det kun til den ene tur sammen med onkel, og fortælling her bringer den fortid tilbage og minde som stadig for mit vedkommende står for noget af 80´er livsstilen med fart over feltet.
Det yder som en god bog hvis man behersker det tyske sprog flydende som teknisk.
@jakob356 – jøps, den forreste del af sideruden kan køres ned. I hver side ved bagsædet sidder der et ikke særligt ergonomisk korrekt udført rundt håndtag til brug for det, så desværre ikke el-siderude f.s.v.a. de bagerste sideruder >)
@jakob356 Se håndtag bag venstre forsæde.
@per-h – Hhmmm – det ligner en meget tidlig udgave. Sådan et håndtag har jeg godt nok aldrig set ude i den virkelige verden – hverken på Serie I eller Serie II inklusiv den GTV6 jeg selv har haft. Ved du hvad årgang bilen på billedet har?
@jewer Billede fra side 711 i denne bog: https://www.giorgionadaeditore.it/auto/alfa_romeo/alfa-romeo-le-vetture-di-produzione-dal-1910-production-cars-from-1910.html
Det kan være en pre-production bil eller en meget tidlig årgang.
@per-h – takker:>). Den har jeg vist selv stående, så jeg får lige kigget på det.
Argh…. Tysk!?! Kører ikke deres biler (ret meget) – forstår ikke sproget!
Fantastisk bil, der i min bog klart overgår den sagnomspundne Bertone. Har dog ikke haft det økonomiske mod efter min genbo opgav sin Alfetta GT for efterhånden mange år siden.Måske det er ved at være tid inden de stikker af i indkøbspris.
Jo, I bag er der håndtag på rudehejs I de første.
Den runde kommer vist med plastikskjuler til selerne.
Den runde dreje håndtag, ligner den der styre den lille 3 kantsrude ved forsæde på s. 1.
Vh Knud