Klassikerentusiaster tillægger ofte deres klassiker noget så (over-)menneskeligt som en sjæl. Men hvis man tænker over det, så er der mere end een af dem i verden.
Typisk er henledningen til en given bils sjæl ganske enkelt for at dække over noget, den ellers mangler eller på anden vis fejler på. Pålidelighed er en ofte set mangel, praktisk formåen en anden. Men der er hundredevis af små varianter, og sjæl er pudsigt nok meget ofte en særdeles fremhævet kvalitet ved italienske biler.
Jeg kom til at tænke på begrebet (igen!), fordi jeg havde lagt et billede af en Honda NSX op på ViaRETROs Facebookside, og helt bevidst havde skrevet en tekst, der lagde op til at interagere med følgerne, som det jo hedder. Teksten hed nemlig “In most respects a better car than a Ferrari” og billedet var det herunder:
Det var igen helt bevidst at formuleringen var lidt bred, men de fleste logisk tænkende mennesker vil jo sammenligne NSX’en med de samtidige Ferrari 328 og 348, og så giver udsagnet rigtigt meget mening: En motorjournalist eller ingeniør eller for den sags skyld enhver anden med en grundig tilgang til at analysere og forstå hvad en bil kan vil have virkelig svært ved at argumentere for at Ferrari skulle være bedre.
Både Ferrari 328 og 348 var samtidige med NSX.
Men så er der jo andre argumenter, og helt som forventeligt skrev en franskmand (vil jeg tro, da han skrev på fransk…) følgende forudsigelige kommentar:
Peut être mais elle n aura jamais l âme d une Ferrari
Selv jeg med mit meget begrænsede kendskab til fransk kan se, at den linie er fuld af skrivefejl, men lad os se bort fra det, for da jeg jeg bad en onlineservice oversætte det kom det ud på perfekt dansk:
Måske, men den vil aldrig have en Ferrari-sjæl
Så igen bliver sjælen brugt som en undskyldning for, at Ferrarierne er uperfekte biler i forhold til Hondaen.
Hvis Ferrarikøreren har prøvet en NSX, så er der en vis sandsynlighed for at han på dette billede sidder og ønsker, at hans 348 kørte lige så godt.
Det virkelig interessant er, at der jo er noget om det, og at det er så pokkers svært at pege på, hvorfor det er sådan. Da det britiske magazin Which Car i 1994 testede Honda NSX op mod netop en Ferrari 348, en Lotus Esprit og en Porsche 911 konkluderede de faktisk følgende som afslutning på en lang og grundig artikel med udpensling af alle bilernes dyder og styrker og præstationer:
Føreren af NSX spiller kun en birolle i en opvisning af fantastisk kompetence. NSX er efter næsten enhver rationel målestok den bedste og mest perfekte af disse biler. Og netop denne fortræffelighed begrænser dens tiltrækningskraft.
NSX kommer lige så hurtigt frem til målet, men uden at pulsen løber og håndfladerne sveder. Men uden at føle, at du har opført en bilopera som med 348’eren, eller har pisket en vild 911 til underkastelse, eller har trukket stiften på et eksplosivt apparat ved navn Esprit S4.
Forsøg ikke at forklare en sådan tilfredsstillelse til folk, der blot er bilister. De vil bare ikke forstå.
Men rent faktisk KAN det næppe forstås, og det er derfor vi kan blive ved med at debattere biler.
Sammenligningstests er noget af det mest populære stof i bilmagasiner, her en situation fra Car & Driver i halvfemserne.
Og når de selvsamme biler så bliver gamle, så kommer der bare yderligere et aspekt med i kampen. Man kunne med et ord kalde det langtidsholdbarhed, men det dækker over flere ting som fysisk kvalitet, vedligeholdelsesmuligheder og hvor hård eller blid tidens tand har været ved selve konceptet, formen eller bre historien bag en given bil. Og igen er en Honda NSX noget nær perfekt til at demonstrere, hvordan det trækker i flere forskellige retninger.
Det er helt rigtigt, at en Honda NSX aldrig vil have en Ferraris sjæl. Men det omvendte gælder jo også, at det er faktisk en god ting.
Jeg vil fastholde, at en Honda NSX er noget nær den bedste bil, jeg nogensinde har kørt. Men at jeg synes, at det var sjovere at køre en Ferrari 348. Jeg er dog helt sikker på, at forskellen ikke er “sjæl”, for kun en ignorant vil sige, at Honda NSX (og Honda som bilmærke) ikke har nogen sjæl. Det er bare en ganske anden sjæl end den italienske, og det er både godt og skidt.
Jeg er slet ikke i tvivl om, at en Lotus Esprit Turbo er den ringeste bil af alle de nævnte. Men det er også den fedeste.
Et spansk magasin dedikerede i et øvrigt en artikel til en sammenligning mellem 348 og 328, og så vidt jeg kan udlede (spansk er heller ikke min stærke side), så kommer de frem til at 348’eren er en bedre bil. Derfor giver det jo ikke meget mening, at jeg foretrækker 328’eren. Og dét illustrerer jo igen, at der er mere end sjælen til forskel, for de to må da have den samme?
Hvor mange sjæle er der på dette billede?
Da jeg for to år siden købte min Alfa Romeo 916 Spider var jeg igennem lignende overvejelser.
Det fornuftige alternativ ville være en Mazda MX5.
Det er også en prisbillig 2 personers roadster, den er af høj hvalitet (okay jeg hørte en gang om en MX5 ejer der var nødt til at skifte en baglys pære), og i den tidlige NA version kan den faktisk deltage i hillclimb. Og det er den god til, så vi i Munkebjerg her i weekenden.
Men jeg kunne bare ikke opbygge den samme begejstring for en japansk Mazda. Mit hjerte banker for italienske Alfa Romeo.
Så jeg købte bil med hjertet.
An interesting point – in my view, the difference between a motorist and an enthusiast is that the first wants efficient, competent and comfortable transport, the second wants the same but with added joy and involvement – it’s more how you get from A to B, and how you feel in doing so, as opposed to, well, just getting there. And the enthusiast will probably go via C, D and E as well, just for the fun of it, because they are more likely to be driving a car with that intangible – soul.
What elements make up the soul of a car may differ for each person but I would hazard a guess that they include – but not limited to – the sound of the engine, the smells, the connection between car, driver and road, the feeling you get when exiting a corner at speed, and not least the looks.
It’s how Alfa Romeo have got away for decades with making unreliable but often beautiful and characterful cars – although my limits were reached by the 156 I had that broke down 8 times in 2 years.
As for the choice of NSX or 348, I’ll take a 911…
Mon ikke vi alle har følt at vores første bil havde en helt speciel sjæl, og masser af den?
Min første bil, havde en af min storebrors venners storebror ejet i meget af min teenagetid, og den købte min storebror. Da jeg så endelig blev 18 og fik styrepap, så købte jeg denne bil (dette vrag) som havde transporteret mig utallige steder hen, som jeg havde set lige da den kom fra maleren og med Golf 1 skærmkanter på, hævet i røven (med længere beslag til bladfjedrene) og med alt hvad er ellers hørte til.
Jeg havde den kun knap et år, men havde kendt til den, og gispet efter den, i mange år.
Jeg kan stadig høre den kalde, når al bilromantik rulles ud. Den havde sjæl!
Vi snakker en Corolla KE20.
Det er et brandgodt eksempel, @ole-wichmann. Så åbenbart kan vi også konkludere, at sjælen heller ikke ligger i den trækkende aksel, da du i det valg jo endte med en forhjulstrækker i stedet for MX5’erens sublime baghjulstræk. Du fik præcist det du (indirekte?) bad om: En ringere bil med mere historiefortælling.
@tony-wawryk apparantly knoes exactly what I mean :-)
@kai, min første bil (min fars aflagte) var en Lancia A112, og jeg er da glad for at det blev dén og ikke hans Polski Fiat 126! Og det helt uden at blande sjæl ind i snakken. Men når det er sagt: Jeg mener ikke at A112 er særligt sjælfuld. Det var en fin første bil, den var orangerød, lød godt og var en i mine øjne en (meget) poor man’s Dino!
Og en Corolla KE20 behøver ikke skamme sig indenfor teamet sjæl: Den er mere NSX end 348, men det er som det fremgår heller ikke nogen dårlig ting.
Sjæl er mange ting.
For et par dage siden var jeg inde og se Haaning Collection. Det oser af sjæl med det samme man kommer indenfor, hvadenten man kigger i retning af Saab 92 og Fiat 600, eller E-type og Countach. Men det er også klart, at vi alle har vores favoritter, det er det der gør vores hobby dynamisk. Og derfor er diversiteten også stor når vi mødes derude.
Der er ikke mange NSX på vejene, men det er helt klart en fantastisk stykke mekanik, og også godt skruet sammen som japanerne nu er. Jeg har vist aldrig været helt tæt på den, jeg vil meget gerne en dag studere den nærmere.
Det sidste billede er godt: Der er helt klart 5 sjæle tilstede!
Ps. Når fruen og jeg nu var på Sjælland, så skulle vi også lige forbi Formula Auto i Kgs. Lyngby. Vi fik en fin rundvisning i de flotte lokaler, hvor der findes en fantastisk samling af klassisk og nyt. De lokaler emmer simpelt hen af sjæl!