Medlem Claus Ebberfeld

I kølvandet på historisk motorsports fortsatte fremmarch dukker der nye arrangementer op. Weekendens Knutstorp Revival var en af dem, og forventningerne var høje. Bagmændene siger helt ærligt, at de har kopieret den utroligt succesrige britiske Goodwood Revival, hvis slogan er ”a magical step back in time”. Det lykkedes ikke helt – men det var en god weekend alligevel. Læs her hvorfor.

Ring Knutstorp er en racerbane der blev bygget i 1963. Dermed er den ligeså ægte historisk som Goodwood. Lad gå, at den først i 1970 blev udvidet til den nuværende størrelse og før det var en lilleputbane – dens plads i svensk motorsportshistorie er uomtvistelig. Og så er det i øvrigt en dejlig bane, der bugter sig igennem landskabet og både har langsider, hurtige kurver, stigninger og fald og grønne udsigter. Den er tilskuervenlig og pæn at se på for alle parter.

Så tanken om at kopiere Goodwood er egentlig oplagt, og da det første materiale om løbet kom ud i vinters var jeg begejstret: Billedet viste en mand og en dame i tweed og med hovedbeklædning på reklamen, bagmændene var solide kendte størrelser i svensk motorsport, ret hurtigt støttede Dansk Historisk Motorsport massivt op om det, det hele var storsponseret af Audi – det måtte jo blive godt.

Det var det også: Antallet af tilmeldte deltagere voksede hurtigt, og der var ikke mindre end tre forskellige formelklasser i separate heats og også velspækkede felter i både standardvogns- og GT-klasserne i de fleste årgange. En af mine tidligere omtalte favoritklasser, Tusencuppen (læs mere om den hér), stillede med over 35 biler til start, primært bestående af vogne, som man simpelthen ikke ser i Danmark. I de andre felter var mange danske deltagere og bilerne kendte størrelser som jeg havde mødt mindre end en uge før til Classic Race Aarhus, men det føjede et element af spænding og international stemning til, at de stillede op på fremmed grund og mod svenskens egne kørere.

Og sportsligt set var weekenden efter min mening uhyre vellykket: En af de besøgende på ViaRETRO-standen spurgte ”hvad man skulle se”, og det var jo svært at svare på, for de forskellige felter havde hver deres styrker i biler og fascinationsfaktor. Tusencuppen er en fabelagtig klasse for biler med motorer under en liter, og i virkeligheden en yderst historisk klasse, da den jo engang har været grundstammen i den brede motorsport i tresserne. I Tusencuppen blev kampene mellem de engang svært populære vogne fra SAAB, Austin, renault, Opel & Fiat genoplivet, og selvom Mini Cooper 970 tog sig overlegent af de allerforreste placeringer, så kunne man sagtens nyde deres vrælende A-Serie-motorer, når de driftede igennem kurverne som om de var på randen af en serie af 360 graders spin.

Hvis de da ikke lige blev overdøvet af en skrigende totakter fra SAAB eller DKW – hold nu op, hvor de altså lyder godt! Tusencuppen bød også på to vogne, som ViaRETRO i særlig grad kunne heppe på: Gorm Nørgaard debuterede i feltets eneste Fiat 850 Sport og Hans von Hirsch i den eneste BMW 700 Coupé. Elegante vogne, der forskønnede feltet og bibragte ejerne stilpoint og stor moro. Begge demonstrerede dermed på smukkeste facon, at der er flere veje til det fine selskab på racerbanen. Og så må vi da lige nævne, at Gorm skar et sekund af sin omgangstid, da han fik monteret Suixtilmærker på Fiat’en, og at der kommer mere om Hans’ weekend på Knutstorp Revival senere.

I den stik modsatte ende af Revivalens motorstørrelser fandt vi de festlige gutter fra Lucky Eddie Racing. Hele fire racerbiler havde de hevet af stald – suppleret af ligesåmeget servicebil og show: Pinstripede pickups, håndmaleboks og det hele i gennemført amerikansk stil, komplet med øgenavne til kørerne. Vognene var blandt andet sidste års vinder fra Copenhagen Historic Grand Prix og den stærke Camaro og en for mig ny blå Corvette i Greenwood-look kæmpede bravt om placeringerne, begge med fuld brug af deres omkring 600 hestekræfter. Det var cirka seks gange mere end de bedste i Tusencuppen, og det var jo tankevækkende at selve racet ikke blev meget bedre af den grund: Lucky Eddie Racing og deres amerikanske jern var ligeså overlegne i 1976-klassen som de to bedste Mini Coopers var det i Tusencuppen. Supertæt race i begge klasser, og begge skulle ses – men hvad man foretrak var lidt et spørgsmål om personlig smag.

Hædrende omtale fortjener Lucky Eddie Racings fjerde bil, der var den stærkeste af alle deltagerne denne weekend: Det sagdes at den nyere Camaro i 76-klassen pumpede over 650 hestekræfter ud i de brede slicks. Ligesom i København sidste år kunne jeg ikke lade være med at lette på hatten for de frygtindgydende maskiner teamet medbragte – kombineret med den afslappede attitude i deres depotområde, hvor det hele alligevel lugtede lidt af grillfest. I det lys var det særdeles ærgerligt, at teamet ved et sort uheld eliminerede sig selv og deres førende tre biler i søndagens Heat 2: De to blå berørte hinanden, blev langsomme og kunne ikke undgå påkørslen ved den forfølgende Camaro – to omgange før slut lå de alle i sandkassen i svinget efter langsiden, og overlod pladserne på podiet til koblet af Ford Escorter. Danske Kasper Aaskov tog trediepladsen cirka en hårsbredde foran Lars Rolner – to tusindedele bagefter!

Imellem de to yderpunkter bød weekenden så på alt godt fra havet. En opvisningsklasse var der også, og den fik i virkeligheden mange af de andre felter til at blegne – i hvert fald, når man besøgte de pragtfulde førkrigsvogne fra Bugatti, Riley, Maserati, MG med mere nede i deres depotområdet: Det var en sand fornøjelse for alle sanser at bevæge sig rundt imellem disse, for deres depotområde var suverænt dér hvor tidslommeillusionen fungerede bedst. Ja, det var faktisk det eneste sted, fordi det ikke var forurenet af nye servicebiler der gjorde det umuligt alle andre steder i depoterne. Mange af førkrigsbilerne kom også på banen og kørte opvisningsrunder, men uden at det gav et rigtigt indtryk af bilerne potentiale. Flere var en decideret tam affære, og jeg kan ikke helt lade være at tænke på at depotområdet i virkeligheden var mere imponerende. Deres store antal og opbakning fik dog nogle til at spekulere på, om man kunne lave en raceklasse med førkrigsbiler. Og det ville i sandhed være et scoop.

Klubberne, som ViaRETRO har skrevet en del om på det seneste, var der selvfølgelig også. Klub ViaRETRO selv var placeret nogenlunde midt i det hele, og særligt ved aftentide var det en fornøjelse nemt at kunne finde tilbage til vores område, hvor den indefra oplyste Combi-Camp 2000 fungerede som en gigantisk orangekulørt 500 Watts-havelampe. Jeg havde sovet i den torsdag nat og vidste at det var behageligt, så den største overraskelse i Camp ViaRETRO var nok, at det lykkedes Holmen at få plads til en to meter lang madras i min SAAB 90. Det var første gang jeg havde lagt bagsædet ned, og han tilbragte natten i så stor komfort at jeg nu overvejer at leje pladsen ud som feriebolig. Blandt de mange flotte klubbiler var der flere dejlige sjældenheder fra Hansa til Peerless, og selvfølgelig var SAAB-museet ude med den første Sonett, som er og bliver den rigtige Sonett for mig. Det var mit indtryk, at der simpelthen ikke kunne pakkes flere biler ind på området om lørdagen, så også klubberne havde altså bakket op om Revivalen.

Tilbage på banen var formelbilerne som sagt ude i hobetal, og min fascination af dem fik sig et nyt skud benzin: De Formel Vee-biler, som jeg savnede så frygteligt til Classic Race Aarhus, stod på Knutstorp. Jeg skal ærligt indrømme, at klassen aldrig har sagt mig ret meget før jeg så dem på Knutstorp sidste år. Men den er stor (25 deltagere denne weekend), bilerne er lige, mange af dem er flotte og de kører rigtigt race. I første heat stod kampen om andenpladsen, og fire biler krydsede stregen adskilt af eet sekund. I andet heat var de tre første adskilt af syv tiendedele! Det er ikke for sjov, havde jeg nær sagt – men det er det jo, og viser noget om hvorfor Vee er så populært, også som historisk.

Apropos prøve, så gibbede det lidt i mig, da jeg så startlisten for 65-klassens GT-vogne: Svenske Lennart Henjer kørte i sin Alfa Romeo Giulia 1300, den første bil jeg nogensinde prøvede at køre rigtigt tæt race imod. Det var på Ring Djursland i 2003, og vi husker det begge stadig. Jeg ved at jeg kunne have slået ham på Knutstorp i heat 1…for han kørte tør! Hans kone fortalte, at det hedder ”suppetorsk” på svensk, når man laver sådan et nummer, og Lennart var pinligt berørt. Jeg selv ville nok være blevet berørt af hastighedsforskellen i GT-klassen, for i spidsen af feltet lå to Ford GT40, og de kørte altså stærkt – og vandt det hele. Lotus Elan sad på resten og bedste dansker i klassen blev Christian Vølding i en sådan. Jeg noterede mig, at vi lige skal huske at invitere GT40’erne til Aarhus næste år, for det er altså nogle fabelagtige racerbiler.

Tillad mig så lige en afstikker ind over favoritbiler i weekenden her: Jeg var stærkt fascineret af den lille Marcos GT, der med sit avancerede krydsfinérchassis har lige den mængde særegenhed der skal til at tænde mig helt op. Men den må indtage en delt favoritplads med den lysegrønne Fairthorpe Electron, der med sin Coventry Climax-motor scorede maskinpoint over Marcos’en. Ingen af dem er egentligt kønne og ikke engang hurtige heller, og jeg kan dårligt forklare min fascination af dem. Én faktor er dog nok, at der kun var én af dem hver blandt de cirka 300 biler: Det slår aldrig fejl. Og så præsenterede begge biler sig stille og roligt og tro mod dengang: Afdæmpede farver og ingen sponsormærker og det hele så virkelig med tidlig-tresseragtigt ud, min foretrukne periode. Faktisk lignede de noget, der også kunne bruges på gaden – som en slags letvægtsudgaver af Pre-63-GT-klassen, som jeg blev vældigt grebet af på Spa sidste efterår.

Sådan var det ikke alle steder, og også til Knutstorp Revival var der denne famlen imellem om historisk motorsport er mest sport eller mest historie. Nogle klasser blev der virkelig kørt til og med sine flydende hurtige kurver kan Knutstorp altså skille fårene fra bukkene. Til min store glæde var der ikke megen kontakt bilerne imellem, så det virkede som om deltagerne alligevel havde større respekt for hinanden end i det netop overståede Classic Race Aarhus – eller også havde de simpelthen bedre styr på, hvad de lavede! Mit samlede indtryk efter weekenden er derfor, at Knutstorp Revival sportsligt set var en stor succes: De havde vitterligt fået samlet store startfelter, og der blev kørt særdeles spændende race på tværs af dem alle.

Bag kulisserne var der ikke helt så strømlinet, og jeg fornemmede at der både for os gæster og for nogle kørere var lidt organisatoriske kvababbelser, særligt om torsdagen og om fredagen. Men det var jo også første gang, og det gav en del forståelse mange steder, og sådan skal det være.

Så lad os bare tage fat i Revival-afspektet, der var noget af det mest paradoksale ved løbet: Knutstorp Revival var muligvis en kopi af Goodwood Revival, men det var ikke Goodwood. Jeg elsker Goodwood Revival, der som bekendt hylder den britiske banes storhedstid i halvtredserne og tresserne. Og altså ligger i England, hvor den i øvrigt var flyveplads under krigen. Goodwood har et ret præcist fokus og tweed er derovre så naturligt som at trække vejret, og det er imponerede at se, hvor mange tilskuere der bakker op om oplevelsen.

Det var også lykkedes over al forventning til Knutstorp Revival: Det var godt nok primært tilskuere der stod for det, men banens officials var alle klædte i nogle lækre kedeldragter i forskellige farver, og gjorde bestemt deres til at få det til at syne af gamle dage. Rundt omkring i depoterne var der desuden et væld af gamle cykler og knallerter, der føjede et helt nyt aspekt til festlighederne. Jeg har længe syntes at pitkøretrøjer til historiske arrangementer burde være historiske – og det var der på Knutstorp også mange andre, der syntes. Det var uhyre festligt at se tweedklædte gentlemen fra cykelhistoriske klubber trille omkring i depoterne, og mange havde virkelig gjort meget ud af det. Billederne herunder er dog fra svenske racerbaner omkring sluttresserne og starthalvfjerdserne, som det virkeligt så ud.

Og hvilke gamle dage Knutstorp Revival skal eftergøre er derfor et godt spørgsmål? I materialet opfordrede Ring Knutstorp til “klädsel 40-80-tal”, og langt hovedparten havde lagt sig i fyrrerne og en hel del endda noget tidligere, mange fra før bilen blev opfundet! Men Ring Knutstorp havde sin storhedstid i halvfjerdserne, og der var tweed selv i det mest konservative Sverige forsvundet. Man kan derfor ikke overføre Goodwood-stilen fra halvtredserne til Ring Knutstorp i dag, og så ende med en tro kopi. Især ikke, når hveranden bil i depoterne var en moderne servicevogn, hvilket fik illusionen til at briste med et brag. Goodwood har haft 15 år til at perfektionere deres koncept, og efter min bedste overbevisning kan det ikke kopieres i sin helhed. Men det behøver man heller ikke: Det var en væsentlig øjenåbner for mig, at Knutstorp havde fået så godt fat i publikums (det svenske, for de færreste danske gæster var ligeså langt fremme i skoene) lyst til at være med, så viljen er der åbenbart. Og det kan man selvfølgelig bygge videre på, for mange andre ingredienser er der jo: Det var en god racerweekend, og der er potentiale til mere.

Med 5.600 gæster fordelt på lørdag og søndag var arrangørerne tilfredse og gentager succesen. Det glæder jeg mig til.

 

Porches trebogstavsforkortelse må ikke forveksles med LFA, for den står for nærmest det stik modsatte af Datsuns moderne superbil: Porsches betyder Forschungsprojekt Langzeit Auto. Det lyder alvorligt og det var det også. FLA er måske den mest radikale Porsche nogensinde.

Baggrunden var også alvorlig nok: Den italienske tænketank Rom-klubben (som i byen, ikke drikken) havde i 1972 udgivet en rapport med det dystre navn “Grænser for Vækst”, der blandt andet forudsagde, at bilen ville være forældet og overflødig i det 21. århundrede: Det ville mangel på råvarer og brændstof simpelthen sørge for.

Den rapport tog Porsche meget alvorligt, og så gik ingeniørerne i deres tænkeboks. Svaret på truslen blev den måske mest radikale Porsche nogensinde, FLA.

Målet var en bil, der havde en levetid på mindst tre dekader. Det var ligeså uhørt i 1973 som det er i dag, for ingeniørerne tænkte selvfølgelig ikke på et efterliv som klassiker men som rigtig brugsbil. Og derfor inkluderede designmålene også nem vedlighold og reparation. Og få reparationer, selvfølgelig.

Midlerne var enkel teknik, overdesignet udi det ekstreme. Motorens litereffekt var langt under Porsches sædvanlige niveau, for den 2,5 liter store sekscylindermotor skulle bare yde 75 hestekræfter ved 3500 omdrejninger. Økonomisk skulle den også være. Kræfterne gik igennem en ligeledes overdesignet gearkasse, der var automatisk i det helt bevidste valg, at man så udelukkede menneskelig fejlbetjening. Oliemængderne i både motor og gearkasse var kæmpestore, så serviceintervallerne kunne forlænges. Og der var kun tre fremadgående gear at slide på. Drivakslerne var både af rustfrit stål og forseglede fra elementernes hærgen. På samme måde var der brugt ægte sølv i det elektriske system – der yderligere var sektionsopdelt, så det nemt kunne reparere eller skiftes.

Chassiset var af rustfrit stål (vistnok, for enkelte kilder siger galvaniseret blik) og karosseriet skulle være af aluminium. Det blev helt bevidst valgt frem for plast eller glasfiber, fordi aluminium er langt nemmere at genanvende, så den komplette livscyklus var også med i Langzeit-betragtningerne. Som det fremgår af billederne kom Porsche dog aldrig så langt som til at designe et karosseri, selvom chassiset antyder hvordan det i grove træk ville have set ud. Som en VW Golf-agtig bil – velvidende, at den først kom året efter. Og i øvrigt var forhjulstrukket.

Projekt FLA kom i det hele taget aldrig videre, selvom Porsche forsøgte at sælge det til andre bilfabrikanter. For hvis man tænker over det, så indebærer projektet jo et paradoks i sig selv: I jagten på holdbarhed og soliditet må man vælge løsninger, der gør bilen både dyrere og langsommere end konkurrenterne. En meget dyr 75 hestekræfters stærk og 1300 kilo tung Porsche ville ganske enkelt ikke kunne sælges. Og efter 30 års aktiv drift ville den i øvrigt også være håbløst bagud af dansen i forhold de til fremskridt, som biludviklingen havde gjort i de mellemliggende år.

I bagklogskabens lys har det siden vist sig, at Porsche allerede havde en Langzeit Auto i modelprogrammet: En 911 fra 1973 er på mange måder mere rigtig i dag end en FLA ville have været.

Jeg har sjældent mødt flere glade mennesker på éen weekend end i denne: Meget af tiden sad jeg i speakerboksen, men hver gang jeg vovede mig ud i sollyset var der lutter smil og glade miner – publikum elskede løbet, og jeg var helt ærligt ret stolt. Balancen var rigtig. For der ER mere end race på spil.

Der er vel ingen der er i tvivl om, at undertegnede ViaRETRO-redacteur elsker et godt racerløb? Eller mange, mange, mange forskellige klassiske biler, racere såvel som til gaden? Ellers en ordentlig gang nostalgisk tilbageskuen til en tid, der var engang? Ellers vil jeg endnu en gang understrege, at sådan er det. Det er endda så slemt, at jeg sagtens ville kunne tilbringe en weekend, hvor kun den ene af disse ting var i sving. Så jeg er fuldt ud i stand til at stå en weekend på en forblæst flyveplads og se på biler indenfor et mere eller mindre specialiseret spektrum af den store encyklopædi for motorhistorie.

Det er der bare ikke mange der er. I hvert fald ikke nok til at arrangementer, der er baseret på den snævre målgruppe af min type kan svare sig. Især ikke fordi vi også er karakteriseret ved, at vi heller ikke køber noget – medmindre det kan køre. Så man må brede sig, og det har Classic Race Aarhus gjort. Det har taget mig nogle år at indse, at det var nødvendigt – og yderligere et par år at indse, at det ikke nødvendigvis er dårligt.

For ikke så længe siden kom der på ViaRETRO nogle kommentarer om, hvordan vi udbredte kendskabet til vores hobby og interessen for gamle biler. Det gør man i sagens natur ved at komme ud over sine normale grænser. Og det kan man for eksempel komme ved at vise biler frem på Classic Race Aarhus. Fordi en meget stor del af publikum kommer der for festens skyld, ikke for de klassiske biler. Hvis vi er kløgtige, så kan vi udnytte den åbning til at snigløbe dem med bilhistorie og opleve, at en del af dem lytter. Og at der i øvrigt er behov for det, fordi de ikke ved ret meget om gamle biler.

Det gik op for mig, at nogle mennesker simpelthen ikke aner, at gamle biler bliver renoveret. “Den er godt nok flot og velholdt i motorrummet for sådan en gammel bil”, sagde en journalist. En journalist troede den bare var velholdt?!?! Lotus Cortinaen var totalrenoveret, min fine ven, og så vil vi ikke høre en ord mere om din diesel-Swift! Det var den ene ende af spektret, og i mellemfeltet var der så alle dem, der kom for at se lad-os-sige-som-eksempel DTC: På en måde går de jo også op i biler (jojo, det tror jeg), men kender måske ikke helt baggrunden for ponycars, noget til Porsche, Frankrig eller halvtredserne. Jamen, det er jo en enestående chance.

Og den synes jeg Classic Race Aarhus udnyttede meget godt i år: På banen var der alt fra replikaer til overmodificerede “ægte” klassikere – og så taler jeg stadig kun om gadebilerne! Der var rigtigt mange tilmeldt Classic Car Park i år, og jeg er ked af, at jeg ikke selv nåede at besøge andet end den lille afdeling i Mindeparken – hovedparten af bilerne stod på Tangkrogen. Men tiltaget med klubstande var et rigtigt godt et, som jeg tror har en stor fremtid for sig. Vi kan så konstatere, at her var en situation, hvor ViaRETRO for en gangs skyld var med helt fremme i skoene med vores lille klubstand (tak til familie og venner og særligt Morten, hvis skønne Peugeot 203 var et stort trækplaster), eftersom der ikke var så mange klubber, der havde opdaget denne fine mulighed for at komme ud til et nyt publikum. Men området og idéen var der bestemt ikke noget i vejen med: Klubberne stod i forlængelse af Goodlook Street, og lagde dermed helt naturligt op til, at de fortsætter noget periodetematiseret udstilling.

Det var faktisk blandt andet for at være sikker på at kunne bidrage med noget i den retning, at jeg ugerne før havde anskaffet mig en orange Combi-Camp 2000. Jeg håbede så at den overskyggede den hvide SAAB 90 omme bagved, som jeg måtte efterlade af logistiske årsager, da den jo udgjorde en kontinuitetsfejl i området: I klubbernes invitationer havde der nemlig stået at området kun var for biler fra før 1979. Jeg tror der var et par andre smuttere – mest eklatant og en decideret øjebæ i sammenhængen var dog den hvide Lamborghini helt nede i begyndelsen af Goodlook Street. Sørens dejlige galleri nederst viser dog den generelle stemning ganske godt.

Ude på banen i de rene raceklasser synes jeg bestemt ikke der var noget at klage over: Jeg var personligt begejstret for kæmpefeltet i 1971-klassen, den lynhurtige kørsel i 76-klassen og de af mange forskellige tekniske årsager vekslende favoritter i 65-klassen. Da den indledningsvist støjudelukkede svenske Johan Solman vandt første heat fra bagerste startposition var der ikke et øje tørt. Det var selvfølgelig en magtdemonstration af hans stærke Jaguar E-type, men også af flot og sikker og kontaktfri kørsel.

Det sidste var der mange der ikke kunne nyde: Og det var jeg ked af at se, særligt når det var uforskyldt og kontaktet blev påført af andre eller skyldtes teknisk uheld. To af mine personlige helte i denne verden eliminerede hinanden: John Bruun Nielsens bremser svigtede under træningen og han tog Mikael Moeslund med sig i afkørslen. Begge er glade amatører, der havde fortjent bedre, så det gjorde rigtigt ondt at se. Andre gik anderledes hårdt til vaflerne med fuldt overlæg, og det var heller ikke noget der huede mig: Kør efter evne, udvis gentlemanship,vær en sand sportsmand – men sådan var der altså ikke alle der tænkte inde bag rattet af deres flotte historiske racerbiler.

Min gamle værkstedskammerat Ulrik Steen Hansen viste hvordan det skulle gøres: Han er lokal fra Aarhus, og havde i flere år ønsket at kunne køre race i sin Reynard Formel Ford 2000, og i år var formelklassen så på programmet. Så fik han travlt, eftersom sæsonen sidste år sluttede med en bukket racer! Det kunne man dog ikke se i Aarhus, hvor Reynarden stod nyrenoveret og klar og Ulrik var tændt. Det forhindrede ikke at han udgik af første heat med en knækket skiftegaffel, mens gearkassen stod i første. I løbet af af lørdag aften fik teamet fat i en gammel gearkasse (i Odense af alle steder), on søndag morgen gik de så i gang med at lave gearkasse: I tredie forsøg og ti minutter før start var gearkassen klar, og Ulrik startede bagerst. Men selv med det pres kørte han hurtigt og sikkert og på tredie omgang var han forrest og vandt sikkert, ligesom han gjorde i tredie heat. Sådan siger man “tak for invitationen”med manér.

Den slags historier var der mange af, bare ikke alle med ligeså lykkelig udgang, og personligt glædede jeg mig over alle der gennemførte. Den gode caféejer og italienskbegejstrede Christian Seland, som vi så i Niels Birkemoses optaktsvideo omgivet af smadret teknik, havde i r opgivet at gennemføre i sine Fiat’er, men det til lejligheden nyanskaffede britiske jern af en Mini gjorde det endelig: Jeg har længe syntes at den mand fortjente at gennemføre! Vores flyvende reportere, de to brødre og onkler fra Autouncle.com, fangede en masse af dem, og deres gennemgående kommentar var hvor ofte selv topforberedte teams stod med alt værktøjet og alle talenter fremme, når et eller andet alligevel svigtede.

Min favorit henover weekenden svigtede ikke: Jeg havde sådan glædet mig til Jan Heiselbergs sindssygt flotte BMW 3.5 CSL i 76-klassen, men på forhånd var Jan beskeden og “lad os nu se”-afdæmpet. Og på sin egen vis kørte han også sådan: “Kun” trediehurtigste tid og dermed startplacering til første heat, og han mistede endda en placering i starten. Det havde taget seks år at bygge den bil, for pokker, så hvorfor risikere buler, hvis de kan undgås? Han brugte halvdelen af første heat på at føle sig frem med den store bil, og efter seks omgange var han forrest. Det var en fornøjelse af se og høre på,og den store orange brutalis af en BMW-coupé var min favorit over weekenden.

Hvis da ikke lige vi skal skrue drømmefaktoren helt i vejret: Jeg har før skrevet om Tyrrell, og bekendt min begejstring over det britiske teams tidligere halvfjerdserbiler. Da jeg så John Delanes transporter ankomme torsdag eftermiddag blev jeg blød om hjertet: Ja, det er dén fra 1971, fuld af historie fra en farverig, farlig og fremragende periode i Formel 1’s historie. Hvad den ikke har oplevet! Det har længe været min drøm at kunne line historiske transportere op på Strandvejen, og sportchef Henrik Strandgaard havde placeret den på den bedst tænkelige plads ved opliningen til udkørsel. Og der stod den hele weekenden og kastede sin autentiske stråleglans over området. Blå og mægtig og værdig som en konge og John Delane vandt fortjent “Best in Show” i Formel-1-klassen med det sæt. Men den var ikke kun til show: Næste stop for kombinationen bliver Brands Hatch i weekenden, hvor de skal køre rigtigt race. Og ja, de kører i transporteren, nøjagtigt ligesom dengang. Det bliver ikke bedre, og jeg ønsker mig mere af den slags til næste år.

Foto: Peter Marker, Lenger Foto, Allan Samsøe Voss, ViaRETRO

Jeg har meget ofte skrevet, at Classic Race Aarhus har noget for enhver smag, og det har aldrig været mere rigtigt end i år. Elementerne er efter min bedste overbevisning på plads, og der kan så tunes og justeres og fyldes detaljer på efter forgodtbefindende – og det er der et år til, inden det går løs igen 22.-24. maj 2015. Og det ved jeg der bliver tænkt over i disse dage, allerede inden oprydningen er endeligt afsluttet. I er velkomne til at komme med forslag i kommentarerne herunder og til at besvare tilfredshedsundersøgelsen hér.

Og så må I heller ikke snyde jer selv for denne lille opsamling af Classic Race Aarhus: Jeg fandt Thomas Breindals klip på Classic Race Aarhus’ Facebookside, og nød billederne meget – og så skrev jeg til ham, om han ikke lige kunne skrue lidt ned for underlægningsmusikken og måske også lige ændre det til et af mine gamle yndlingsnumre, som jeg syntes passede godt i sammenhængen. Og sandelig om han ikke gjorde det!

Det kom der nedenstående stemningsvideo ud af. Tak, Thomas!