Alternativet til alternativet: Alfa Romeo Alfetta

Jo, man kan stadig få en verdensklasse vogn for under 100.000 kroner. Man skal bare kigge efter alternativerne – som dette.

For sagen er selvfølgelig, at prisstigninger på klassiske biler sker, når alle mennesker vil have de samme biler – som der i sagens natur fra ny af er bygget et bestemt antal af, som så siden de udgik af produktion (typisk på grund af selv samme natur…) kun bliver færre og færre af.

Et helt typisk eksempel kunne være en Alfa Romeo Giukia GTV af den såkaldte “Bertone Coupé”-type fra tresserne og halvfjerdserne: Der er i meget hele træskolængder bygget 210.000-230.000 over alle dens mange produktionsår – men der er måske kun 10-15% af dem tilbage i dag. Da det er en virkelig smuk, kompetent, brugbar og generelt bare fin vogn er det intet under, at mange vil have een, og en god af dem finder man således ikke under 100.000 kroner. De bedste af dem nemt kan koste 300.000 eller mere – og så glemmer vi for nemheds skyld lige GTA og GTC, der er et helt andet (det vil sige dyrere…) sted igen. Det synes jeg ikke der er noget at sige til, for det er måske den bedste allround-Alfa nogensinde? Kommentarer modtages som sædvanligt gerne herunder…

En af klassikerverdenens HELT store:

Når det sker, så begynder mange at kigge efter alternativer, og i Alfaens tilfælde er det jo meget enkelt, da den havde en efterfølger: Den er også kendt i folkemunde som GTV men hed allerførst i 1974 faktisk “Alfetta GT” og først som toliters GTV – ligesom den gamle stod V for “Veloce”, hvilket lyder så godt at man egentlig aldrig burde bruge forkortelsen. ItalDesign slog stregerne til den, og det er jo heller ikke et dårligt navn – og bilen med sit væsentligt mere moderne formsprog faktisk også ret fræk.

Efterfølgeren fra ItalDesign er det oplagte alternativ og er heller ingen ringe klassiker.

Den var imidlertid ikke ligeså succesfuld som den første, og da den til gengæld var endnu mere modtagelig for rust så siger statistikken, at der for det første er bygget lidt færre (cirka 137.000) og for det andet at overlevelsesraten med anslået under 5% er væsentligt lavere – hvorfor der måske er 4.000-6.000 tilbage af dem. Det gør den på sin vis til et ringe alternativ, da det af den årsag er endnu sværere at finde et godt eksemplar – og de få af dem er derfor også steget markant i pris, og en ordentlig GTV finder man derfor heller ikke til under 100.000 længere.

Skarp og kileformet halvfjerdsercoupé går man aldrig fejl af.

Så må man jo til at lede efter alternativer til alternativet – og det synes jeg faktisk jeg fandt på messen i Bologna for nyligt. For basis for Alfetta GT i 1974 var jo en berlina af – igen – samme navn: Alfetta kom i 1972 og havde fået navnet (der også er smukt, bare lige for at få det med) efter en formelracerbil fra trediverne, der havde transaksel. Ligesom den moderne Alfetta fra 1972. Bevares, det var det eneste de havde tilfælles, men årsagen til at gearkassen var flyttet om til bagakslen på den moderne familiebil var den samme – for at forbedre vægtfordelingen.

Men hvad med en skarp berlina som alternativ – med samme teknik, bare billigere?

Det gav faktisk mening i halvfjerdserne, hvor det stadig var normen, at færdige produktionsbiler blev sat til salg med diverse kendte unoder (tænk Folkevognsboblen) og til tider ganske problematiske køreegenskaber (tænk boblen igen), og Alfettaen var på den konto i en klasse for sig: Dens køregenskaber blev decideret skamrost af samtlige motorjournalister.

Her den tidlige og lette bagende (altså visuelt, for transakslen skulle jo netop give mere vægt på baghjulene, ikkesandt) som senere blev lidt udvandet af store lygter og kofangere.

Det samme gjorde dens motor, for selvom den ikke havde racer-Alfettaens otte cylindre på række, så var Alfa Romeos på dette tidspunkt allerede klassiske “Nord”-motor i sig selv et mesterværk af kraftudfoldelse, lyd, gangkultur og moment. De første Alfetta hev 120 hestekræfter ud af basismotoren på 1,8 liter, og det var fin ingeniørkunst at den høje literydelse (for tiden) hjulpet af de to dobbeltkarburatorer intet kostede i kørbarhed – nærmest tværtimod. Fem gear var bestemt heller ikke normen dengang – og slet ikke skivebremser på alle hjul.

Layout og al teknik var det samme som i sportscoupéen.

Alt det arvede sportscoupéen GT iklædt sit funky ItalDesign-karosseri, og Alfister elsker at fremhæve disse tekniske features. Og mens jeg godt vidste, at allerede Alfettaen selv havde de samme styrker, så var det først på messen i Bologna at det gik op for mig, at det da er netop denne firedørs familiebil, der er det oplagte alternativ til GTV’en. For som jeg gik rundt på messen så jeg både den helt oprindelige 1,8-liters i det tidlige karosseri, den senere 2-liters og endnu senere faceliftede udgaver – og faldt pladask for, at især de helt tidlige faktisk er stramt designede og rigtigt kønne firedørsvogne.

Interiøret lugter af romantik.

Flere af dem stod i fine halvfjerdserfarver både inde og ude, og favoritten i min optik var en beige med gulbrunt stof. Men den oprindelige firelygtefront, fine chromdetaljer og på ikke-for-store-og-moderne-grimme-fælge er den faktisk virkelig elegant. Der var en del af dem til salg og jeg husker ingen af dem som over 10.000 Euro – ligesom jeg kunne have svoret på at have taget masser af billeder af dem. Med hensyn til det sidste husker jeg åbenbart ret forkert, for jeg kunne kun finde nedenstående – hvor en Alfetta tilfældigvis står med en samtidig konkurrent, BMW’s første 5-serie.

To konkurrenter: Begge på originale aluminiumsfælge, intet højre sidespejl, rene linier og farver – og Alfaen klarer designsammenligningen til bravour!

Som jeg også kan lide af mange af de samme årsager. Ærligt talt var kun BMW’en på min lange ønskeliste, men jeg kan godt afsløre, at efter Bologna er Alfettaen kommet på også! Den på billedet er endda den opdaterede udgave, og en tidlig med chromkofangere er bare endnu pænere. Farven er totalt “solbeskinnet piazza i halvfjerdserne”, og mens jeg altid har holdt af BMW E12’erens meget sagligt-funktionelle design, så synes jeg nu at Alfettaens endnu mere stramme italienske klæder, tegnet af Alfa Romeos eget Centro Stile, sætter den totalt til vægs.

Og når de engang fik børn, så kunne de stadig være i Alfettaen.

Men nu skulle det ikke handle om BMW vs Alfa, men om Alfa vs Alfa vs Alfa – og i duellen Giulia GT/GTV og Alfetta GT/GTV og Alfetta synes jeg per dags dato her en velovervejet god uge efter Bologna, at det er den firedørs der alt – inklusiv økonomi – taget i betragtning giver mest valuta (det rimer på Alfetta?) for pengene. Paradoksalt nok behøver man ikke engang skamme sig, hvis snakken mellem ejere af de tre modeller kommer ind på sjældenhed: Der er ganske vist lavet over 400.000 Alfetta mellem 1972 og 1984, men overlevelsesraten er den laveste af de tre, og kendere anslår at kun 1-2% af dem har overlevet. Hvoraf mange er projekter eller værre endnu – kort før skrotning.

Tilsyneladende var mange af de bedre til salg på messen i Bologna, og det gav mig både lyst til en Alfetta og håb for vores hobby: Der er altså stadig rigtigt lækre biler at få for under 100.000 kroner – hvis bare man kigger efter noget andet end alle de andre gør.

(Fotos forside og herover: Hovedsageligt Stellantis)