Medlem Claes

Jeg kan godt lide begrebet allroundklassiker. Jeg kan også godt lide budgetklassikere. Og i det hele taget kan jeg rigtigt godt lide klassikere. Derfor fremhæver jeg ofte mantraet enhver klassiker er bedre end ingen klassiker. Her er et rigtigt godt eksempel på det hele. 
Man kunne godt lige runde denne indledning af med at spørge, hvad en klassiker egentlig er. Men det vil jeg ikke. Ovre i mine private sfærer raser nemlig et ordkløveri jeg dårligt forstår over min anvendelse af begrebet youngtimer, og jeg blev (endnu engang) mindet om, at mange har det svært med kategoriseringer af vores store fælles interesse, vognkøretøjerne. Som om youngtimer ikke var svært nok, så blev der også sået tvivl om klassikertermen, da en kommentator (på Facebook, et nymodens aggregat vi har koblet af igen) til Visuel Søndag-billedet bedyrede, at en Wartburg på billedet aldrig blev en klassiker.  Ser man det? På min egen krop oplever jeg næsen dagligt omverdenens tvivl ved, hvad de egentlig skal kalde min SAAB 90 – om noget.

Derfor holder jeg mig i dag på den helt sikre grund, og præsenterer en klassiker af fineste skuffe:

En italiener fra 1973, blu scoro (vil jeg tro farven hedder), quattroporte, velour med orange skær, med “træ”, tyndt rat, direkte styring og en letkørt baghjulstrækkersportslighed, der er lige vel hjemme i Furkapasset som på bagvejene på Djursland. Et ufatteligt langlivet design som alle genkender, solid teknik, pragtfuld lyd som giver den et vidt og bredt perspektiv på og i verden af i dag. En bil, der allerede ved fremkomsten i 1967 hjemtog Årets Bil-titlen i både Danmark og Europa. Tadahhhhh, tag godt imod Fiat 124 Special!

Ganske rigtigt, det er såmænd Fiats millionsællert fra tresserne, der i dag er en bona fide klassiker. Hvordan kan jeg sige så sikkert, at det er en klassiker? Jo, den har de originale sorte nummerplader. Det var let! Den er også 41 år gammel og har kørt 371.000 kilometer, primært som hverdagsbil. Der er chrom udvendigt og orange indvendigt. Og på de mere bløde fronter: Den har det knivskarpe design, som kun de allerstørste klassikere kan mobilisere. Den skaber idag glæde og henrykkelse ved sin fremfærd. Også hos sin chauffør, fordi den er så anderledes at køre end en moderne bil. Ganske enkelt: En rigtig klassiker, altså.

Og lige præcis denne Fiat 124 Special er i virkeligheden ekstraspeciel. For det første har den en komplet historie fra den første ejer i Løgstør. Han var bankmand, men siden gik det fremad med en musikhandler i samme udkant, hvorefter bilen fandt sin rette ejermand i 1986: Kurt Krogh, en kendt størrelse i Fiatkredse, entusiast, specialist og en grundig mand. Andre grundige blandt læserne vil bemærke, at BM-nummerpladerne ikke er fra bilens fødselsår, hvilket skyldes at den blev afmeldt i 1975 og indregistreret igen lidt senere.

Men at sådan en bil som en Fiat 124 er her iblandt os endnu må tilskrives Kurt: På den ene side har han godt nok kørt mange kilometer i bilen, men på den anden side har han løbende sørget for, at den kunne køre og blive ved med det. Jeg tænkte faktisk selv på at købe den, da den var til salg i 2013. Men det gjorde i stedet den nuværende ejer, Kim Nielsen, der nu har kørt 11.000 kilometer i den. Undervejs mod de 371.000 er den renoveret flere gange, og som Kim selv sagde, så kan man godt se det på de mindre end jomfruelige panelgab. Med de mange kilometer i al slags vejr in mente er det dog utroligt, at den er her.

Kilometrene er indirekte årsag til, at 124’eren ikke længere fremstår helt original. Der skete noget med trafikken fra 1973 og op i moderne tid, så undervejs har Kurt forsynet Fiat’en med større motor, femtrins gearkasse, bedre lys, inderskærme, eldrevet forrudesprinkler (til dem der ikke kender andet kan ViaRETRO oplyse, at originalsystemet havde en manuel pumpe), Abarth-fælge og sikkert andre småting. Bortset fra fælgene (med ultrabrede lavprofilruller på 175 millimeter) fremstår 124’eren dog meget original, og intet skriger til himlen: Sådan kunne den den såmænd også have set ud i halvfjerdserne.

124’eren kom jo med 1200- og 1400-motorer, der såmænd var kendt for deres friskhed allerede i standardudførelsen. Ikke mindst fordi 124’eren var en relativt let vogn på omkring 900 kilo, afhængigt af model. Senere kom modellen med twincammotorerne på 1400 og 1600 kubik, der først lå i 124 Spider. Og så kunne de firkantede familieeæsker virkeligt udspille deres sportsånd.

Og hvis nogen tvivler på, at den faktisk er der, så husk på de to andre 124’ere i Fiats program: Spider og Coupé. De har godt nok lidt kortere akselafstand og twincammotorer, men meget af den øvrige teknik under blikket er ens for de tre modeller, og både Spider og Coupé er jo velkørende biler – så hvorfor skulle 124 Berlina ikke være det? Denne konkrete bil var i hvert fald: Med 1600-motoren manglede der ikke kræfter, særligt ikke dem, som jeg holder så meget af – moment fra lave omdrejninger. Bevares, 124’eren rykkede ikke bukserne af nogen, men friskfyrsagtig med masser af overskud, dét var den. Og så lød maskinen til min overraskelse rigtigt godt, typisk Fiat-sportslig note med et snert af temperament i både udstødning og indsugning: En af de rigtigt rare ting ved at køre en ægte klassiker, for ingen moderne biler kan lyde sådan længere.

Under kørslen var der rig lejlighed til at høre på tonerne, for med et ekstra gear kunne man altid røre lidt i gryden: Her var lidt øvelse en fordel, selvom skiftet egentligt var præcist nok. Jeg kom bare fra SAAB’ens lastvognsagtige gearskift, så var lidt uvant med, at Fiat’en faktisk foretrak hurtige skift frem for dovne. Jeg var med på legen, og på de små veje bagom brugte jeg enhver anledning til at geare op og ned med rigelig mellemgas. Ja, det var lige før jeg havde lyst til at lave et dobbeltdyt med hornet før hvert uoverskueligt sving, så italiensk følte jeg mig. Det eneste problem var mine store fodformede SAAB-sko, der var for brede til Fiatens italienske pedalbrønd. Dagen efter havde jeg skiftet til køresko, og så virkede det hele meget mere rigtigt. Jeg tilføjede kørehandsker, fordi det passede glimrende til det tynde rat og nationaliteten i det hele taget.

For sådan pænt italienskagtig virkede den faktisk, den blå 124 Special – og med tanke på det særdeles afdæmpede ydre kunne jeg ikke lade være med at smile ved kontrasten: Netop i mørkeblå virkede det kantede og oprette treboksdesign alvorligt og næsten limousineagtigt, men underneden følte 124’eren sig som en gadedreng. Køreegenskaberne var nemlig yderst underholdende oven i hatten med kraftoverskud: Levende grænsende til det nervøse og dermed en kæmpe kontrast til mine seneste, SAAB’en og Hondaen. 124’eren en føltes endnu lettere end de 900 kilo, og den lethed var på bagvejene som regel en dejlig fornemmelse: Styringen i sig selv var ikke overdrevet let, men med det store tynde rat var der fin kontrol over tingene, men man da skulle bruge rattet når det gik frisk til, og ikke bare med to fingre.

Til gengæld var bremserne lette, og de fire skiver tog alvorligt ved – igen godt hjulpet af den ekstreme dækmontering. Der formentlig også var årsag til bilens lille unode med at løbe lidt efter spor og hvide streger. Ikke udpræget, men tendensen var der. Jeg gætter på, at de fleste er enige i, at de brede dæk faktisk klæder bilen godt – og fælgene er den ægte perioderigtige vare. Selv jeg ville beholde dem. Selvom jeg ikke kan lade være med at tænke på, at det ville være lettere at drifte med bilen på den originale dækmontering.

Det var så rigeligt om den sportslige åre, og vær ikke i tvivl om, at det har denne bil: Undervejs sad jeg faktisk med en sær fornemmelse af at have prøvet noget lignende, og kom så i tanke om, at jeg da havde en 124 Sport Coupé fra 1974 engang! Den virkede (og var) fysisk tungere at danse med end denne 124 Special, men fornemmelsen af legesyge i motor og gearkasse var helt den samme.

Men nu ER det jo ikke altid, man skal lege med sin klassiker. Jeg prøvede Kims Fiat på min daglige pendlerrute, som jeg altså lige udvidede med nogle afvigere til de mindre veje. Men den klarede det over al forventning: Min største tvivl var dueligheden ved motorvejsfart, men tvivlen blev gjort til skamme. 124’eren var overraskende letfodet op til 120-130 km/t, hvor motoren så virker lidt travl, men stadig uanstrengt og veltilpas. Det samme gjorde denne chauffør, for jeg sad fortrinligt i de bløde veloursæder. Det er muligvis indbildning, men min fornemmelse sagde mig, at deres orange kulør gjorde både ryg og balder godt! 

Endnu bedre er det jo sådan set, at festen med denne fine klassiker ikke er ovre endnu: For den er jo ikke bare en egoistbil for manden med kørehandskerne, der alene vil ud og finde  sit italienske alter ego. Med sine fire døre og seler på bagsædet kan denne klassiker faktisk rumme hele (standard-)familien – nøjagtigt som Kim har gjort og Kurt før ham. Der er dermed tale om en fuldt anvendelig klassisk bil – sågar med stort bagagerum. Ja, selv anhængertrækket noterede Deres jyske testkører sig med tilfredshed var på plads. Hvad kan man ønske sig mere?

Så min konklusion er klar: Denne Fiat 124 Special er en klassiker med svar på det hele. I Kims tid har den fået ny udstødning, dæmpere med mere, og han havde ingen skrupler ved at lade mig køre mine pendlerture i den. Den berigede transporten med sin køreglæde, særligt på omveje: For under 30.000 kroner får man vitterligt en hel del køreglæde, og det stort set uden at give afkald på nogle praktiske anvendelsesmuligheder. Her er faktisk en klassiker, der vil kunne fungere som den eneste bil. Stik den en familie på bagsædet, et DASU-pålidelighedsrally eller en trailer bagpå – denne Fiat 124 Special kan det hele, og det er alligevel sjældent man får det for det halve. Se annoncen på RUBRIK her.

Niels Birkemose var så god at klippe lidt sammen fra et par kilometer på de små landeveje: Sådan ville jeg ønske at alle mine køreture var. Fortissimo Fiat!

Vi har talt om den om det store sammenbrud i den britisk bilindustri før, flere gange endda. Grunden til, at jeg idag tager emner op skyldes at jeg faldt over nedenstående illustration..
!–more–
Den store synder […]

Det slår som regel aldrig fejl, at det er originale og velbevarede køretøjer, der varmer mit hjerte mest. På vej hjem fra Techno Classica havde jeg den mentale rygsæk fyldt godt op med den slags, og det lunede i […]

Den netop overstået weekend blev et endeligt bevis for at sæsonen ER startet og de danske klassikerejere er sprunget ud med deres vogne. ViaRETRO tog til et af forårets største træf og to […]

Det var latteren fra to franske kvinder, som trængte gennem hotellets tynde vægge der fik mig til at slå øjnene op. En kraftig lysstråle passerede sprækken mellem vinduets gardiner og at dømme efter lysets intensitet måtte solen stå højt på himmelen. Langsomt vendte virkeligheden tilbage. Alt det der var sket i går, de dårlige nyheder, det voldsomme regnvejr og aftalen Peter og jeg havde lavet.

Skulle vi køre hjem eller fortsætte? Vores dømmekraft var i aftes sat helt ud af funktion, efterhånden som baren løb tør for forsyninger. Inden vi helt mistede grebet fik vi aftalt, at den endelige beslutning skulle tages under morgenmaden.

Stemningen ved morgenbordet var ikke helt så håbløs som forventet. Vi havde talt begge med familie og venner derhjemme. Peters mor var ikke på toppen, men trods alt i bedring. Hans brødre havde fat om situationen derhjemme, og det beroligede Peter. Så hvad var vores realistiske valg?

Vi kunne køre fra Millau, hvor vi nu var, til København. En distance på 2020 kilometer hvis den foregår på motorvej hele vejen. Vejrudsigten lovede massiv regn i store dele af Tyskland. Ikke de bedste præmisser.

En anden mulighed var at køre til Lörrach i Tyskland tæt ved den shweiziske grænse og køre på biltoget. Det ville spare os for over 800 kilometers kørsel i regnvejr op gennem Tyskland. Sagen var, at der var næsten 900 kilometer til Lörrach fra det sted, hvor vi lige nu indtog vores morgenmad. Endelig var der spørgsmålet, om vi kunne få plads på toget?

Vi blev hjulpet på vej af DB Autozugs hjemmeside: Der var ingen afgange fra Lörrach før torsdag aften, så på denne tirsdag morgen endte vi op med to muligheder: At køre de 2020 km. hjem efter vi havde indtaget morgenmaden. Eller at fortsætte turen efter planen, men at droppe det sidste ben i Italien og køre mod Lörrach i stedet. Så havde vi hele tiden mulighed for at have toget inden for rækkevidde – og Nice lufthavn om noget skulle gå helt galt.

Efter vi havde passeret Millau-broen i går, var vi kørt til den by som havde lagt navn til broen. Det er ikke en by, vi normalt ville have besøgt, og broen overskygger byen i stor grad. Det er både synd og meningsløst, for byen Millau var alletiders by at besøge. Den er smuk, velholdt og med masser af liv. Der er meget få turister, og det lokale liv ser ud til at trives i bedste velgående. Jeg er temmelig sikker på, at vores lille gåtur rundt i byen efter morgenmaden gjorde en ikke uvæsentlig forskel for vores humør på resten af turen.

Bilerne var vi nødt til at hente op igen fra P-kælderens dybeste afkrog, for der var de blevet efterladt aftenen før. Så lidt stive i kroppen og matte i humøret kunne vi starte vognene op og forlade Millau med retning mod Provence ad de gamle landeveje.

Det blev en helt anderledes formiddag end jeg havde forventet, og en helt anden køretur end nogen anden jeg før har kørt. Uden at overdrive er det det bedste stykke vej, jeg nogensinde har kørt: Smalle veje med masser af sving og store terrænforskelle. Naturen vi bevægede os i var af den fineste karat. Billedet herunder får lov at tale for sig selv, men Frankrig foldede sig ud på sin mest graciøse facon og nærmest bar os igennem den krise, vi lige havde haft og stadig var meget prægede af. Det var svært og sorgfuldt at bearbejde tragedien med Kenneths død, omstændighederne og meningsløsheden. En god lang tur alene i sin bil er et godt sted at få tankerne på plads.

Flere steder på turen blev vi hilst af de lokale, overstrømmende og entusiastiske når vi kørte gennem de små byer. Et andet sted sendte jeg en diskret hilsen til en gruppe af vejarbejdere, som var igang med at lappe lidt huller i asfalten. De returnerede alle min hilsen med pift, YEAH-udråb og klap i hænderne. Det var som om alle vidste, vi idag havde brug for lidt ekstra rygklap og opbakning. Det fik vi, og det blev en meget emotionel og uforglemmelig oplevelse: Køreturen på D991 og D999 den 30. april 2014.

Vi havde sat retning mod byen La Motte i hjertet af Provence. Her bor Madame Martensen – hun hedder rigtig Mette, men Madame synes jeg passer godt til hendes elegante fremtoning. Hun er en god ven af mig, og BossaNova-turen har tidligere besøgt hende. Også denne gang indvilligede hun i at få besøg og lod os overnatte i hendes pragtfulde hus på skråningerne. Og hvilken oplevelse det var atter at træde ind i hendes hjem. Vi blev budt velkommen til husets terrasse, hvor anretninger med oliven, syltede Karl Johan-svampe og brød smurt med tapenade stod klar og ventede i selskab med en flaske vin.

Senere ud på aften blev vi trakteret med hjemmelavet artiskoksuppe efterfulgt af forskellige oste. Det skal også nævnes, at Madame Martensen næsten helt uden modvilje accepterede, at vi så Champions League-semifinalen mellem Real Madrid og Bayern Munchen – mens vi spiste. Real Madrid vandt, nøjagtig som vi havde håbet.

Den efterfølgende morgenstund blev brugt til et check af bilerne. Alfa’en er igen begyndt at lide af det jeg kalder gigt i ratstammen. Jeg havde forsøgt med reparation af det lille leje som selve ratstammen bevæger sig i, helt oppe ved rattet. Det har virket længe, men nu er knirkeriet begyndt igen og en mere permanent reparation må laves, når jeg kommer hjem. Peter er begyndt at klage lidt over vibrationer i det ene baghjul, måske han har tabt en afbalancerings klods? Et andet lille problem på Porschen er når den bliver meget varm i motoren, så stiger tomgangen. Lidt uheldigt når vi befinder os i kødannelse, og temperaturen er omkring 26 grader. Problemet er under kontrol, når bilen får luft, og derfor forsøger vi at undgå risikoen for lange køer. Den oplagte mulighed er at lade være med at køre ind i nogle af de storbyer, vi møder på vores vej. Vi har ingen planer om storbyferie alligevel, så problemet er mere end løsbart.

Vi forlod Madame Martensen langt oppe på formiddagen for at køre gennem Gorge du Verdon. Jeg har længe ønsket mig at køre ruten fra Moustiers de Sainte Marie til Castallane. Gorge du Verdon kaldes Frankrigs svar på Grand Canyon og er et stykke enestående natur med veje af en helt absurd kaliber. På de omkring 60 kilometers kørsel til Moustiers foretager Peter og jeg den største fejltagelse i vores indtil nu lange liv. Ikke noget af alvorlig art, men over radioen lover vi hinanden aldrig at røbe denne fejltagelse. Episoden har nu medført at Peter skal have monteret et passagersæde i sin vogn – altid…

Vi når frem til Moustiers de Sainte Marie, som i øvrigt er verdenskendt for sin fajanceproduktion. Jeg beklager, men dette er en af min hemmelige interesser – intet slår smukt fajance. Napoleon havde i sin tid beslaglagt bedsteborgerskabets sølvtøj, da han skulle opbygge sin krigsmaskine. Da Moustiers havde både vand, ler og skov, gik man igang med at erstatte sølvtøj med fajance. Turen langs kløften (gorge) beviser med alt tydelighed det spektakulære i de afsindigt smukke omgivelser. Desværre har området længe været opdaget af motorcyklister og autocampere, og de har i hobetal taget turen som gidsel, så nogen køreoplevelse blev det ikke, men udsigten er formidabel.

Kløften ender før Castellane, og her bliver landskabet mere ordinært, stadig dejligt og typisk Provence, men ikke med de dybe kløfter og høje bjerge. Vi tanker benzin på en lille tank, og jeg køber endnu en dåse Confit de Canard til bagagerummet. Jeg starter vognen og sætter igang. Nu lyder det over radion. “Søren, jeg kan ikke starte…” Jeg vender om og ser Porschen strandet ved siden af benzinstanderen. “Hvad mener du med: Kan ikke starte?” spørger jeg “Den er død, ingen strøm” svarer Peter forbavsende roligt.

“Havde du glemt at slukke bilradioen i nat?” spøger jeg.

Peter svarer ikke.

Vi beslutter at skubbe Porschen, og tre blomstersælgende drenge iler til. Vi får skubbet Porschen igang igen, og motoren brummer i tomgang. Jeg giver drengene en 10 Euro seddel (det mindste jeg havde), siger nej tak til af få en buket liljer i retur. Da de har fået pengesedlen, smider de kassen med blomster på gårdspladsen og løber ind på tanken for at veksle de 10 Euros i tre lige store portioner. Det er lang tid siden jeg har set så glade drenge, nu alle med beskidte hænder efter at have rørt ved Porschens snavsede hækspoiler. Jeg glædes ved deres glæde og går grinende ind i min vogn og sætter efter Peter. Begge vogne kører igen. “Har du set efter om din kilerem er knækket?” – spørger jeg over radioen. Han kører ind til siden og stopper, kigger ned til motoren og laver en roterende bevægelse med hånden. Øv altså, så har vi nok et problem.

Vi stopper det første sted, vi mener, vi kan få hjælp, og det bliver byen Dignes Les Bains – vi har nu passeret Castellane. Begge byer ligger på Route Napoleon (som vi besøgte på en tidligere BossaNova-tur). I Castellane var der lukket overalt, men uden for Dignes fandt vi et lille værksted, hvor personalet kom os beredvilligt til hjælp. En hurtig måling på 8,4 volt kunne fortælle, at generatoren ikke ladede batteriet op. En Porsche-generator sidder langt inde bag ventilatoren under et skjold. Ovenpå er monteret tændingsanlæg og andre sager, så den lader sig ikke lige servicere. Vi takkede for hjælpen og fik en anvisning på, hvor vi kunne købe en batterilader. Hvis vi kunne lade batteriet op i løbet af natten, kunne vi måske køre til Lörrach i morgen og tage biltoget, som nu definitivt var en del af planen.

Nu skulle vi bare finde logi for natten i Dignes Les Bains og med mine usædvanlige evner for hotelspotting, burde det ikke give problemer. Og ganske rigtig, lige efter rundkørslen i Centre Ville fik jeg øje på et pragfuldt udseende hotel. Klassisk Fransk med alt tilbehør. Jeg kørte ind på den lille plads foran hotellet, hvor en rygende kvinde stod og nød den sene eftermiddagssol. “Bon Soir Madame” sagde jeg til hende efter udstigning af vognen. “Bon Soir “ – gengældte hun – “Ah un voirture canadienne!”. Jeg vendte mig om for at se, hvad hun mente. Jeg så intet canadisk…Hun pegede på den hvide firekløver, jeg har på forskærmen. “Le drapeau canadien” sagde hun så. Jeg gik helt i stå, og måtte klø mig forvirret i håret.

Hun spurgte, om vi havde kørt langt i dag?

– “Medium” svarede jeg.

– “Du lugter af benzin” vrissede hun og viftede med den hånd, hvor cigaretten sad kilet fast mellem hendes fingre.

Den var lidt svær at forklare. Jeg havde på turen kørt et lille eksperiment omkring, HVOR mange dage man kunne bære den samme T-shirt eller skjorte. En hvid skjorte holder kun een dag, herom er der ingen tvivl. Den gule og lysegrønne Suixtil tåler også kun en dags brug inden vask. Den mørkeblå T-shirt havde jeg store forhåbninger til. Jeg var nu på andendagen i denne og syntes, det gik rigtig godt indtil videre. Faktisk gik det så godt, at var jeg sikker på, at det kunne lykkedes med hele tre dage i denne trøje. Desværre måtte jeg noget nedslået anerkende nederlaget i dette forsøg også, nu hvor den kvinde der stod overfor mig havde meldt så direkte ud. Og tro mig. Jeg fornemmede ikke, at hun havde nogle særlige gaver indenfor lugtesans.

Hun havde dog både ledige rum og plads til bilerne i gården, så jeg kunne henvende mig til Peter, der nu var ankommet med bilen i gården, og med henrykkelse i stemmen annoncere at jeg havde fundet et helt fantastisk hotel med masser af stemning og en helt genial værtinde. Peter knaldede døren i på sin vogn, så kraftigt, at man kun kunne høre den sidste stavelse i, hvad jeg fornemmede var ordet gøgLER.

Vi får begge en god nats søvn på det særprægede hotel med den løjerlige værtinde. Peter får opladet sit batteri og vi får booket billetter til biltoget med afgang fra Lörrach til dagen efter ved aftenstid.

Vores sidste dag i Frankrig bliver en rolig afslutning af turen til Grenoble. Vejen er stadig Route Napoleon, så der er masser af skøn natur at se på. Undevejs møder vi flere klassiske biler, nogle alene på vejen, andre i mindre grupper. Jeg stopper ved en afkørsel, hvor to familier er taget på picnic i deres Citroen DS og en SM. Jeg ønsker at tage et billede af deres vogne, men det afviser de. Kun hvis jeg vil nyde et lille glas rosévin med dem, kan jeg få lov til at fotografere. Peter er kørt i forvejen, så jeg siger ja tak til vinen, skåler med dem og tager mit foto.

Porschen begynder at opføre sig underligt. Omdrejningstælleren viser 6000 omdrejninger ved tomgang, og viseren på olietryksuret farer op og ned. Motoren tænder forkert og sprutter i udstødningen. Batteriet er fladt, og vi henvises til vejsiden. Jeg får den lyse idé, hvis jeg selv skal sige det, at vi bytter batteri. Så kan Alfaen lade det tomme batteri op, mens Peter kører på et med strøm på. Batterierne er lige store og har polerne siddende ens, så det passer perfekt. Vi bytter batteri, han starter, og jeg på skubbes igang. Alfa’en starter, og vi kan køre igen.

Det går fint på denne måde. Vi stiger på motorvejen lidt efter Grenoble, og kampen mod uret går i gang. Vi har en times margin at køre på. Rigeligt, men ikke meget hvis problemer indtræffer. Himlen er nu tung af regnskyer, som nårsomhelst kan begynde at slippe deres last. Ikke optimalt hvis Peter om nødvendigt skal bruge sine viskere og dermed tappe dyrebar strøm fra batteriet.

Vi må atter bytte batteri, og igen skal Alfa’en skubbes igang. Et par venlige mænd træder til for at hjælpe. De får skubbet den stolte Rosinante igang, og min bil får et medlidenhedsfuldt blik fra hjælperne. Derimod kan Peter starte på et fuld opladet batteri, og den springer lystigt igang. Hjælperne kigger anerkendende på hinanden. Det er ikke til at tage fejl af deres indforståethed. “Se det er tysk kram, det er noget, der virker.” De skulle fandeme bare vide: Det er sgu’ min lille vogn, der holder den spand af en tysk væddeløbskrikke kørende….

Ved næste batteribytte er regnen begyndt, solidt endda. Vi finder en benzintank at foretage manøvren og denne gang i god tid, så der stadig er lidt strøm at starte min vogn på. Peter er kørt ind på tanken først og har fundet en plads under overdækningen, et lidt dårligt sted for de andre tankende billister. Jeg kommer kørende mod ham og stopper op og ser spørgende på ham –  “Er det nu er godt sted?” “Jamen jeg gider ikke blive våd”, svarer Peter. Jeg skal lige til at sige noget spydigt, da min sarkasme har taget næring af sådan en åbenlys invitation.

– “Hvis mit tøj bliver vådt, så dugger mine ruder jo indenfor. Og varmen kan jeg ikke tænde…Vel?”

Jeg får lige præcis parkeret min spydigheder på den holdeplads, alle har lige bag fortænderne til den slags sætninger, som ikke tåler at blive ytret offentligt. En holdeplads man gerne ville have benyttet lidt oftere i livet.

– “Godt tænkt Peter, det havde jeg da naturligvis også regnet ud….”

Vi når frem til Lörrach i tide, får bilerne kørt på togvognene og gør klar til en nat i sovekupé. En stor del af disse forberedelser forgår ved en opstillet pølsevogn og øludsalg.

Vi er på vej hjem og glæder os til at komme på AJ Tanken i morgen til årets første Cars ‘N Coffee (kl 10 – 12).  Nu er det sikkert, at vi når frem med vores last af medbragt Crement fra Frankrig, og giver et lille glas til dem, som har lyst i morgen kl 10. Vi håber mange vil komme og hilse på os og alle de andre, som kommer derud med deres vogne.
P.S. Rosinante glæder sig også, men håber I vil undlade at kommentere hendes små skrammer. Hun er så forfærdelig forfængelig.