Medlem Hembo

Da vi nu ærligt talt har haft ulykker nok, så lå det mig meget på sinde, at dagens indlæg skulle modvirke den tendens. Og så var det, at projektkongen gjorde mig opmærksom på, at gode forlygter gavner det hele.

Forlygterne som sådan (dem til biler, forstås) blev opfundet næsten samtidigt med selve bilen. Ligesom bilerne lignede hestevogne mindede lysteknologien også om disses – det var før elsystemer som sådan, og de første forlygter var nærmere markeringslamper, drevet af acetylen eller petroleum. Man siger almindeligvis, at Cadillac var først med noget der minder om dagens lygter, da de i 1912 integrerede teknik fra Delco i deres nye bil. I 1924 kom de første lygter med langt lys og i 1935 kunne en ud af tre lygter følge forhjulenes inddrejning i den futuristiske Tatra 77A .

Gode forlygter er vigtige. Her er der rigeligt på en scooter. Som det fremgår er de runde allesammen.

Og så videre. Som det fremgår herover er lygter også et designelement, enten i sig selv eller som i den klassiske britiske “mod”-stil på billedet som et overdrevet udvalg af lygter på én gang.  I en lang periode var lygter bare runde huse, der rummede den nødvendige teknik og ikke kunne være meget anderledes, og med tiden blev 7 tommer en slags standard. Lovmæssigt i Amerika og andre lande fulgte trop – men ikke det gamle Europa. Det førte til væsentlig løssluppenhed på vores breddegrader, hvor lygter derfor både kunne være andre størrelser, men sandelig også både firkantede og sekskantede og alt midt imellem.

En oplagt facon til en forlygte finder man på Jaguar XJ-S.

En relativt kort overgang (i halvfjerdserne og firserne) blev det så moderne at gemme forlygterne væk, og det kan man lide eller lade være. Når man som jeg godt kan lide forlygter så er det lidt ærgerligt, men det giver unægteligt mange et lidt mere sporty og veltrimmet look, og teorien var i begyndelsen, at der også fulgte aerodynamiske fordele med. Så længe lygterne ikke var klappet op, altså.

Jeg læste et sted, at selvom kun en fjerdedel af vores kørsel finder sted i mørke, så sker halvdelen af ulykkerne her. Mon ikke gode forlygter kan afhjælpe dette?

Der er sket meget med forlygterne i de senere år, og det runde naturlige look er stort set forladt. Så vidt jeg kan vurdere er det Europa, der fører an, måske historisk betinget af ikke at have underkastet sig 7 tommer-standarden? Teknologien sætter ikke længere nogen grænser for, hvordan en forlygte kan udformes. Og i dag har vi endda også flere forskellige teknologier – det fører til, at nogle forlygter kan slet ikke genkendes som sådan, før de bliver tændt. Måske er det godt nok for sikkerheden i trafikken det hele.

Dejligt runde, men gemt væk en stor del af tiden.

Men dette indlæg skulle jo også omhandle vores sundhed i bredere forstand, og der var det så at projektkongen kom mig til undsætning men et ifølge ham videnskabeligt bevist faktum, som fuldstændigt var forbigået min opmærksomhed. Det skulle være sundt for det menneskelige helbred at se på gode forlygter. Jeg er sikker på, at det gælder en flot forchromet lygtekrans på en gammel Bentley, men det var faktisk ikke det han mente. Men derimod forlygter i betydningen “kælenavn for kvindelige fortrin”.

Også her er der sket en rivende udvikling, men da ViaRETRO er retro, så holder vi os til den kvindelige pendant til en klassiske forchromet forlygte. Ligesom på bilfronten (!) er vi forlygteentusiaster begunstiget med et rigt udvalg af mulige kandidater, men jeg har herunder valgt at hylde den svagt gammeldags facon fra før verden gik af lave. Sentresserne var godt forsynet og det samme var Uschi Digard. Det meste man kan læse om hende er ifølge Wikipedia forkert (!), men forlygterne er ægte nok. En god håndfuld (kunstpause…) billeder siger mere end tusind ord.

Ifølge projektkongen skal man kigge på dem i ti minutter om dagen, hvorefter man vil opleve faldende blodtryk. Jeg vil ikke påstå, at jeg forstår det. Men jeg vil gerne give det en chance.

Til de læsere, der ikke interesserer sig for forlygter, er der to udfordringer at rase af på: Hvilket dyr gemmer den små Uschi sig bag på det første billede? Og hvilket dyr sidder hun på på det sidste billede?

God fredag og god bedring til alle.

Kan I huske mit indlæg om Fiat 1100’s og dens rolle i Mille Miglia i 1953? Ellers genlæs det hér. Kan I huske Sørens indlæg om Fiat 1100 og familiebilens inderste sjæl? Ellers genlæs det hér. Jo, det er en multianvendelig bil, sådan en Fiat 1100. Og i går så jeg den måske fineste variant af slagsen.

Efter det sidste indlæg fik vi nemlig en mail fra en læser, der skrev, at han også havde en Fiat 1100 – og hans garage besøgte jeg i går. Aldrig er jeg blevet så bjergtaget af en 1100 kubiks FIAT. For denne var jo ikke just en almindelig 1100.

På den samme sobre tekniske basis som familiebilen byggede FIAT nemlig en sportsudgave, der hed 1100S. Og det var ganske alvorlige sager. “Samme tekniske basis” er nu også noget af en forsimpling, for karosseriet er helt forskelligt fra berlinaens og efter sigende er motorerne også meget videreudviklede og yder da også det dobbelte. Samlet set er en 1100S derfor en vaskeægte sportsvogn, og præcis det var også sigtet: I 1947 blev en 1100MM nier i Mille Miglia, året efter besatte de små FIAT’er anden-, tredie- og fjerdepladsen i det klassiske langdistance-gaderally.

Det siges at der over nogle år blev bygget cirka 400 biler. Men dels var det tal måske allerede voldsomt overdrevet i perioden, dels har de små racere lidt under en høj tabsrate. I dag har jeg hørt, at der måske kun er tyve kørende tilbage i verden. Det forhindrer ikke ejeren af denne at have kørt med enorme nedlægningsvinkler i Hamburg Stadtpark Revival eller at drømme om at stille op i det retrospektive Mille Miglia med denne bil. Som han nu har ejet i ni år og oprindeligt købte primært på baggrund af designet. Et godt motiv.

Min begejstring gjaldt lige så meget selve konstruktionen af bilen: Fuldt aluminiumskarosseri, selvfølgelig – men mere overraskende for mig, så var aluminium det helt gennemgående materiale, og uanset hvor man mærkede efter, så var dette lette og skrøbelige metal taget i brug – i lister, i beslag, i dobbeltbund, i lygtekranse og så videre. Og det hele var så fint lavet som et smykke til de festligste lejligheder. Bukninger, valsninger, rundinger udviste både i detaljen og i det overordende udtryk den fineste kombination af håndværk, kunst og fine ingeniørberegninger, der viser at dette var måden at lave det på. Og det var det.

Ejeren drømmer stadig om at køre Mille Miglia i den. Men havde også travlt med andre ting. Som det fremgår herunder var der et par andre biler i garagen også. Han havde en bred smag, og garagen var faktisk ikke stor nok. Fællesnævneren var noget med de valgte bilers design – og deres måde at køre på. Og der blev kørt: Sommerferien var foregået i E-typen, der havde tilbagelagt over 4000 kilometer på dens hjemlands landeveje.

Gad vide, hvad der stod i de andre garager…

“Black Panel” lyder som en af de onde fra Star Trek men er noget SAAB monterede i den dengang nye 900 tilbage i 1993.

Man kommer til at tænke over meget, når man kører bil. I går var jeg i Hamburg i min SAAB 90, og de tre-en-halv-times hjemtur foregik i mørke. Og så sad jeg ellers dér i mørket og tænkte. Eller rettere, helt mørkt var det jo ikke, for bilens og andres bilers lygter oplyste jo motorvejen og sandelig om der ikke også var fuldmåne. Men så i halvmørket da. Fra de komfortable veloursæder nød jeg SAABens veldesignede instrumenter, som er mere perfekt synlige og overskuelige end i nogen anden bil jeg har haft, inklusiv BMW. Perfektheden inkluderer baggrundsbelysningen, som i alle grader af dens justerbarhed er behagelig og rar og ja, perfekt.

Mit panel i går.

Men i efterfølgeren til min SAAB, den såkaldte Nye Generation 900 brillerede SAAB med et panel, hvor man ved tryk på en meget stor knap slukkede for lyset i alle andre instrumenter end speedometer. Der så først lyste op igen, hvis der var et problem. Angiveligt var det noget de havde lært fra flyindustrien, hvor SAAB som bekendt stammer fra. Hvis nogen skulle være i tvivl.

Jeg tror nu nærmere det er noget de har lært fra en marketingmand, der ville understrege flyforbindelsen. For mig markerer Black Panel begyndelsen til enden for SAAB.

Kejserens nye klæder.

Jeg er et tolerant menneske. Ellers kunne jeg heller ikke leve bare med gamle biler, det er klart. Men efterhånden er jeg alligevel blevet mere forsigtig. Eller pessimistisk, om man vil. Egentlig uden den store […]