Medlem jewer

Det er meget vigtigt at komme ud engang imellem, ligesom Søren er i disse dage: Man bliver klogere af det, og det er rart. For eksempel troede jeg, at jeg kendte alle tolvcylindrede Formel 1-biler, men så dukkede […]

Vi forlader bjerget ved Malaga lørdag formiddag. En uge er gået med at samle kræfter og vi vender nu mod Danmark, saftspændte og fulde af forventninger. Bilerne er fuldtankede og vi har netop overstået den obligatoriske morgenkaffe – spansk og kraftig.

Så går turen i gang. Tak til vennerne som kom for at ønske os god tur

Turens første sektor er en 19 kilometer lang nedkørsel af snoede veje mod den Andalusiske kyst. Jeg kender turen vældig godt og vejens mange sving er prentet ind i min hukommelse. Så ofte har jeg kørt den, at jeg kan huske alle dens huller og asfaltreparationer. Normalt er en hastighed på 50-60 km/t passende for en behagelig nedkørsel. I mørke noget hurtigere, da modkørende bilister afsløres i god tid af lyset fra deres forlygter. I dag er det høj sol og vi tager det stille og roligt. Foran os har vi omkring 4000 kilometer veje, så der er ingen grund til hastværk. Jeg ligger forrest og Peter ligge bag mig i den snøftende Porsche 911. Peter har til morgen været lidt stille, ikke mindst de foregående dages solbadning på terrassen har fået ham ned i omdrejninger, men også den lange tur vi har i vente har bragt ham i en tilbagelænet tilstand. I bakspejlet kan jeg følge hans lidt sløve kørsel bag mig. Alfa’en er ved at nå den rigtige arbejdstemperatur. Dækkene bider og bremserne tager fat. Et lille tryk på bremsen får vognen til at søge ind i de skarpe sving og et efterfølgende tryk på speederpedalen, får vognen til at trække sig ud af svinget med den lyd jeg elsker så forbandet højt – den sprøde lyd af en Alfa Romeo aluminiumsmotor. Det er en dejlig morgenstund.

Nedstigningen fra bjerget ender med en kursændring på 90 grader i østlig retning mod Granada. Vi følger middelhavskysten på den ene side og de mindre bjergkæder som kulminerer med Sierra Nevadas sneklædte giganter længere fremme på vores anden side. Vi følger en af de motorveje som er anlagt i nyere tid, så asfalten er jomfruelig og føles godt under vognens dæk. Undervejs passerer vi et antal af viadukter og broer. Moderne og rationelle og de gør intet godt for landskabet, men de flytter store mængder trafik og det er deres hovedformål. Alle har de et blåt sikkerhedshegn på siden og min tanke er om Per Arnoldi har været involveret i dette farvevalg. Mere spektakulære er de mange tunneller vi kører gennem – rør der er boret ind i bjergene og lader os penetrere klipperne. Lyden af motorerne inde i tunnelerne er guf for bilentusiaster og allerede ved den anden tunnelpassage kan jeg høre Peter give den treliters boksermotor med dobbelttænding en ordenlig spand havre. Den kvitterer med et brøl af velvære i tunnelen. I walkiens højtaler (dem har vi skam med på turen atter engang) lyder et “Hihaaaaa”. Peter er for alvor vågnet op, en gammel cirkushest fornægter sig aldrig, når den dufter af savsmuld i manegen. Dette års første BossaNova-tur er i gang.

Sidste foto på bjerget inden afgang

Når man kender sin bil rigtig godt, og her må bilswingerne strække våben, så kan man aflæse de mindste ændringer på sin vogn. Jeg har ikke kørt i min Alfa i næsten seks måneder, men jeg ved præcis hvordan den opfører sig under forskellige temperaturer og højdemeter. På temperaturviseren kan jeg se den er et par gradere varmere end normalt, ikke kritisk overhovedet, men varmere. Jeg ved der af og til danner sig luft i slangen mellem køleren og ekspansionsbeholderen og derved danner en prop. Jeg tror ikke det er skyld i den højere temperatur, men vil nu tjekke det senere alligevel. Ellers ser alt godt ud, olietrykket er fint og tankmåleren viser fuld tank. I øvrigt har jeg besluttet mig for at tankmåleren fremover på turen ikke længere skal indikere benzinpåfyldning, men derimod en kaffetår. På den måde kan udgiften til benzin måske formildes en smule.

Peter mødte et fly i samme farver som sin Porsche på sin tur ned til Spanien

Vi ændrer igen kurs i retning af stik nord. Nu går turen gennem kløften mod Granada blandt Sierra Nevadas højeste bjerge. Et sted deroppe ligger Alhambra og byen der er kendt for den spanske guitar og den traditionelle tapasmad. Her er sindssygt smukt, bjergtagende helt bogstaveligt. Vi er stadig på motorvej, men det gør intet, for her er virkelig noget for øjenene og sanserne. Halvvejs lige ved foden af Granada tager vi et tankstop. Vi vil tjekke olie, få lidt benzin på og lige en lille hurtig kaffe. Humøret er højt og vi taler begejstret sammen. Midt i kaffen få jeg den begavede ide at belære Peter lidt om, at kaffe med et højt sukkerindhold er en effektiv måde at genoprette sukkerbalancen i kroppen, hvis man skulle gå sukkerkold. Peter ser tvivlende på mig og siger “jojo, men det går hurtigt ned ad bakke igen, og så skal der endnu mere sukker til for at oprette balancen igen”. Han viser nogle kurver og grafer i luften med sine hænder og jeg iagttager fagterne nysgerrigt. Peter ved en masse om kroppen og dens kemi, forstår jeg nu. “Hvis du skal udnytte et langt energiforløb, som på eksempelvis en lang køretur, så kommer du ikke uden om en del salat og vand – og SÅ kan du slutte af med kaffe med sukker i slutingen af turen”. “Øhh, nå, har vi så ikke fået byttet lidt rundt på tingene i dag?” spørger jeg. “Jo, det har vi helt bestemt” svarer han på vej ind i sin vogn.

Første pitstop med en lektie i kaffe og sukker

Efter den fantastiske tur gennem Sierre Navada-bjergene med et midlertidigt farvel til Middelhavet ændrer vi igen retning mod øst. Vi skal køre omkring 300 kilometer på et stykke frygtet motorvej. En lokal spanier har engang kaldt den Carratera del Diablo – Fandens hovedvej. Ikke fordi det er farligt på nogen måde, men fordi det er så monotont, varmt og ensomt. Det er et stykke vej som kan fremkalde de helt store hallucinationer og tvangstanker. Her er ikke megen trafik, kun et fåtal af familiebiler og oftest med unge mænd bag rattet. De opfører sig som om de er i gang med at udfylde deres sande potentiale som motorsportsikoner. Synet af Peters Porsche får dem til at slikke sig om munden og foretage en nedgearing og en kraftig acceleration. Jeg har indtaget en nonchalant holdning og ignorer udfordringerne til dragrace. Peter derimod HAR taget skade af diabloens virkning og tager mod invitationerne. Det munder ud i korporlig afstraffelse og det bliver hurtigt systematiseret. Peter kører op på siden af duellanten, slipper speederen og de uforbrændte benzingasser eksploderer i udstødningen med høje brag. Den unge duellant tror han er under beskydning, mens Peter foretager en nedgearing og planter en tung højre fod på speederpedalen. Porschen kvitterer med en højlydt, men veltilfreds grynt, slår et lille slag med bagenden og forsvinder ud i horisonten og reduceres til en lille prik på et øjeblik. Den unge mand bag rattet indfinder sig i det højre spor med en hastighed pænt under det tilladte. Jeg kan nu passere i en overhaling, i moderat tempo, mens den unge mand vinker og smiler til mig. Han har accepteret sit nederlag og ser nærmest ud til at takke for irettesættelsen. Jo, det lønner sig skam at tage sin pitbullterrier med ud på diabloen.

Ved Mucia kører vi nu stik nord, igen af motorveje. Solen står nu lavere på himlen og varmen har fået tøjet til at klistre til kroppen. Alfa’ens motor og gearkasse afgiver meget varme i kabinen når hastigheden ligger på næsten konstante 140 km/t. Vores første dag er på lidt over 800 kilometer så vi er nødt til at benytte de effektive motorveje. Der er ikke meget at se på, så tiden bruger jeg til at filosofere – over turen og livet i det hele taget. Jeg var til bryllup i går, et traditionelt spansk et af slagsen. To unge spaniere fra min lille by skulle velsignes i det hellige ægteskab. Det var dejligt og rørende. Normalt er jeg ikke en kirkens mand og hjemme i Danmark oplever jeg ofte bryllupper som en cirkusforestilling med alt i tilbehør og imponatoreffekt. I går var lidt anderledes, jeg var oprigtigt revet med at de unge menneskers lykke. Jeg kan ikke huske hvornår jeg sidst har set en så strålende lykkelig brud og så stolt en brudgom. Det smittede forfærdeligt og festen derefter var en stor og glædelig oplevelse. Spaniere er eminente til glædesfest, helt uden dikkedarer og omsvøb. Bare fest og godt samvær med familie og venner og en gigantisk sværm at legende børn. Min sidemand til festen, også dansk, var på samme måde revet med af begivenhederne i sådan en grad, at han ville gifte sig igen, nu for fjerde gang. Men denne gang skulle det foregå på spansk facon.

Lykkeligt nybagt ægtepar på en gammel BMW

Samme sidemand til festen spurgte nysgerrigt til den kommende BossaNova-tur og hvad formålet var, udover rejsen til Danmark. Jeg kunne svare, at det helt enkelt går ud på at opleve vores gamle biler fra deres bedste side, finde ind til sig selv og måske finde steder og oplevelser som ikke er ramt af det moderne og rationelle. I al sin enkelhed at opleve at rejse som da vores biler var nye. Jeg er håbløs romantiker omkring det, at der stadig er masser af lejlighed til at opleve den frihed og bevægelsesmulighed som automobilet gav europæere i halvtredserne og tresserne.

Med det in mente var de 800 kilometer ved at være overstået for i dag. Det blev mest til motorvej uden megen romantik, men nu er vi i gang og “kørt til”. Bilerne havde kørt fejlfrit da vi klokken 11 om aftenen kørte ind i Aragonien hvor et hotel og aftensmad ventede på et par trætte rejsende.

Forsættelse følger….