• Og kompressorer. Og en morale.

    Velbekomme!

  • Efternavnet lyder bekendt, ikke? Og det er rigtigt nok den samme Breedlove-klan, der er tale om, for Lee var gift med Craig Breedlove, verdens hurtigste mand i 1965. I Sonic 1 blev han den første mand over 500 mph på landjorden. Og så lod han sin kone køre…

    Craig Breedlove var bidt af fart. Han fik som 13-årig (i 1950) overtalt sine forældre til at give ham en udtjent 1934 Ford Coupé. På den betingelse, at han ikke kørte i den, før han havde fået kørekort. Det overholdt han – men til gengæld kørte han en del i lånte biler. Stærkt, for det var nu engang sådan han kørte. Forden fik han også gang i, og satte med 148 mph en rekord i klassen i Mojave-ørkenen.

    Håndmaling, selvfølgelig.

    Håndmaling, selvfølgelig. Bemærk kompressoren på motoren – den donerede Craigs high school-lærer til ham.

    Det var kun begyndelsen, for han opdagede hurtigt effekten af strømliniekarosserier, og byggede i 1958 sin første strømliniebil. Den gik så 236 mph. Her bør vi lige huske at regne om, inden vi går videre i teksten. 236 mph lyder rimeligt uskyldigt, men det er altså cirka 380 km/t. 380! I 1958. Og Craig Breedlove var 21.

    Tallene mere end antyder, at han var besat af fart, og stadigvæk var han kun i begyndelsen af sin karriere. Det var i disse år, at fart begyndte at betyde noget i Amerika – både på gaden og på racerbanerne. Og den unge Craig havde held med at få sponsorer til sit egentlige livsprojekt: At vriste fartrekorden for landkøretøjer fra briterne, der længe havde siddet på tronen. Breedloves middel var en aflagt jetmotor i et strømlinet trehjulet “karosseri”. I modsætning til de tidligere rekordbiler var Breedloves “bil” Spirit of America” rent jetdrevet, og det er bevidst, at “bil” er i anførselstegn: Da den ikke overførte kræfterne til fremdrift via hjulene, så kunne den ikke anerkendes som en bil – og der manglede også lige et hjul, da en trehjuler officielt måtte være en motorcykel.

    En slags motorcykel...

    En slags motorcykel…

    Den slags detaljer blev imidlertid hurtigt glemt, for da Breedlove i 1963 blev den første mand over 400 mph (hans gennemsnit af to kørsler var 407 mph, 655 km/t), så var han jo uanset teknikaliteterne den hurtigste mand på landjorden. Og det var populært stof i de år, hvorfor Breedlove blev verdenskendt på rekorden.

    ...bare mere strømlinet.

    …bare mere strømlinet.

    Som ikke var enden på Spirit of Americas muligheder: Året efter, 1964, kørte han påny i “bilen”, og nåede da op på utrolige 526 mph – 846 km/t. Det afgørende rekordforsøg var nær blevet hans sidste, for bremsefaldskærmene svigtede, og han forlod det markerede område med over 300 km/t og pløjede flere træpæle ned inden han endte i et sumpet og hullet område, hvor Spirit of America sank – og Craig Breedlove nær var druknet!

    Selv saltsletterne har en ende.

    Selv saltsletterne har en ende.

    Bilen var færdig, men det afskrækkede ham ikke – og det motiverede ham nærmest bare, at hans rekord med livet som indsats (og titlen som første mand over 500 mph) blev slået af Art Arfons to uger senere. Breedlove gik med fornyet energi igang med det næste projekt. Det blev til Spirit of America Sonic 1, som – jeg er ked af at sige det – ikke besad samme romantiske skønhed som den oprindelige Spirit. Den bare et år nyere maskine ser langt mere moderne ud, og i samme proces lidt mere kluntet.

    Spirit of America Sonic 1 fra 1965.

    Spirit of America Sonic 1 fra 1965.

    Til gengæld havde den nu fået fire hjul og var dermed en “bil”, og ikke mindst, hvilket må siges at være afgørende i sammenhængen, var den hurtigere: 15. november 1965 kørte han to pas med en gennemsnitsfart på 600,6 mph eller 966,5 km/t. Rekorden tilhørte igen Craig Breedlove og Amerika, og denne gang stod den indtil 1970 (hvor den blev slået af Gary Gabelich i Blue Flame, som man kan læse mere om hér).

    Craig Breedloves plads i historien er således sikret, og man kan ikke stille tvivl ved hans titel som en af verdens absolut hurtigste mænd. Han lever stadig, og drømte indtil for få år siden om et nyt projekt, der skulle tage rekorden fra briterne endnu en gang.

    Men hvem står bag en sådan verdens hurtigste mand? Verdens hurtigste kvinde, såmænd! Breedlove blev gift som 17-årig, og senere skilt – hans første kone forstod ikke hans passion, siges det. Men det gjorde den anden, Lee – der efter sigende var god til at køre motorcykler på baghjul og i hvert fald også fartglad. Lee Breedlove var med sin mand på banerne ved rekordforsøgene, og hvad var så mere naturligt, end at lade konen køre selv?

    Onde tunger siger godt nok, at det var et taktisk stunt fra Breedloves side, der skulle gøre banen mest muligt opkørt, så konkurrenterne fra Green Monster-teamet fik sværere ved at køre deres forsøg senere på måneden. Men resultatet var uomtvisteligt: Lee Breedlove blev med 308 mph (496 km/t) den hurtigste kvinde på landjorden i 1965. Selvom rekorderne siden er slået enkeltvis og de to også er blevet skilt igen, så er Craig og Lee Breedlove stadig det hurtigste mand og kone-par verden endnu har set.

    ViaRETRO-bonusmorale: Der kan komme noget godt ud af at lade din kone køre engang imellem.

     

  • Her er der i hvert fald noget, som jeg gerne indrømmer, at jeg ikke forstår – men det er i det mindste sjovt:

    1) “det bliver værre og værre,og alting bliver mer og mer forfladiget,” –
    og
    2) så lad os tage […]

  • Hvis det er regnvådt hvor man nu engang befinder sig, så kan det anbefales at varme sig lidt ved dette billede:

  • Kræs, Juel! En totalt overset coupé, synes jeg – og godt at se, at der snart kommer en mere på vejene.

  • Du må være ekstremt pladskrævende, hvis en BMW 635 ikke er stor nok! Gigantisk bagagerum og bagsædet (i min gamle 628 CSi) husker jeg bestemt som passende til voksne også. Lofthøjden kender jeg ikke noget til, da jeg jo ikke selv sprænger grænserne i højden. Jeg kan dårligt bidrage med et bedre bud end dit eget, for BMW 635 er en formidabe…[Læs mere]

  • Super tip, Martin S: Først træf i Kyrkheddinge med Skånes motorhistoriske klub, så musik i Lund! Fælleskørsel fra Holbæk via København i Plys’ blå Alpine…

    Jeg forstår ikke den evindelige trang til at nedgøre […]

  • Misforstået hvad der foregår på jazzscenen? Nu var der een lige foran mig, og det er den eneste jeg kan forholde mig til – til gengæld mener jeg ikke der var noget at misforstå.

    Den der med kunstnere “som […]

  • Det tror jeg også du fik med, Anders – men jeg udelod med vilje det med velkørende, så du bedre kunne fremstå som en rigtig kunstner. Tak for musikken! Og ja, Bullitt-stykket er også lækkert: Superfunky og […]

  • Enig Ryhl, konceptet kunne også fungere i andre musikgenrer: Dit eksempel er i hvert fald ret godt ramt, helt sikkert – og et lækkert nummer. Men nu ER det jo også taget fra en film, og derfor i forvejen tilegnet […]

  • Det troede jeg heller ikke jeg blev, men måske netop derfor var det en stor musikoplevelse at tage til den koncert alligevel.

    Det er det med det åbne sind, Ib Erik: Det giver nu engang flere oplevelser. Og det […]

  • Det VAR jo Elan 26R, som jeg også har skrevet. Om det var originale (og dermed en af få) eller ej skal jeg ikke kunne sige. Jeg undrer mig ikke spor over, at de var hurtigere end en 250 GT.

    MGB’erne var derimod […]

  • ThumbnailVi har skrevet om det danske jazzband Elektrojazz før – de kom til ViaRETRO-redaktionenens kendskab, da de spurgte os om biler. Som de kan lide så meget, at de har lavet et album med musik om, af og til […]

  • Ja, du må, Vincenzo!

    Hmm, du glemmer vægten, Ryhl: Ferrari vejer knap et ton, Lotusen under sekshundrede kilo. Men du har nok ret mht. effekten, hvor Lotus’en er mere videreudviket end Ferrarien. Men […]

  • Jaja, nu regnede det jo ikke HELE tiden, og jeg tror trods alt kun jeg har oplevet det én gang før under sekstimersløbet. Men som sagt gjorde det ikke løbet ringere – bortset lige fra safetycar-procedurerne. Jeg […]

  • Marcos har ofte gjort det godt, ja – og det er en frygteligt lækker vogn, der trykker på alle mine knapper.

    Jeg kan lugte det hele endnu, Søren W: Skov, kaffe, regn, varm olie – skøn blanding!

  • I øvrigt kørte mange også med TOTALT afblændede bagruder – og ja, det er netop for ikke at blive blændet.

  • Næ, man kunne nyde regndansen fra alle de sædvanlige steder – men ikke fotografere uden at drukne kameraerne. Derfor er de sidste billeder alle taget fra de tørre garager. Må vist have fat i en regnjakke til […]

  • Hent mere