Medlem Søren Navntoft

I dag en tegneserietest:
I tirsdags havde jeg den store fornøjelse at afhente en ViaRETRO-læsers nykøbte 1973 Citroën DS oppe fra auktionen i Randers, og køre den hjem (mit hjem, ikke hans) til Djursland. Senere samme dag prøvede jeg en 1980 Mercedes SL. Begge var bilmodeller jeg aldrig havde prøvet før. Og de kan sagtens sammenlignes.
Jeg var mildt forundret over de kritiske kommentarer, da jeg forleden (i indlægget Two Shades of Grey) sammenlignede min 2,7-liters 213 km/t-hurtige luksuscoupé fra 1989 med min tidligere 2,8-liters 212 km/t-hurtige luksuscoupé fra 1982. Med sammenlagt 15.000 kilometer under hjulene følte jeg mig ellers på sikker grund. Men nogle mente, at jeg sammenlignede æbler og appelsiner.

Æbler er jo heller ikke ens allesammen.

Og hvad så? Jeg kan lide både æbler og appelsiner, og sådan har jeg det også med biler. Læser Anders’ forslag var, at det slet ikke handlede om topfart, ydelse eller design men om smil per mil, som det må hedde på dansk. Og det er rigtigt, indså jeg. Hvorfor jeg iler med endnu en sammenligningstest, baseret på henholdvis 60 og 30 kilometer: DS vs SL!

Det var mange forkortelser, men det handler altså om Citroëns ikon DS og Mercedes’ ikon SL. I den aftapning, der på Mercedesk hedder R107. Ingen af delene er der meget romantik over, men begge modeller har heldigvis kælenavne: Franskmanden er en Gudinde, tyskeren ein Panzerwagen. Og så er det faktisk på plads, for former, filosofi, teknik og udførsel er i de to navne pludselig kondenseret i en grad, så sammenligningstesten ligeså godt kunne slutte her.

Men det kan den så alligevel ikke. For hvem i himlens (!) navn siger, at en Gudinde er bedre end en Kampvogn? Efter at have prøvet begge gør jeg i hvert fald ikke. Lad mig straks skride til bekendelse og indrømme, at jeg helst ville have en Panzerwagen  i min garage. Hvorfor det er sådan er straks sværere at forklare, og her er æbler og appelsiner-sammenligningen i virkeligheden helt på sin plads. Hvordan smager et æble? Hvordan smager en appelsin? De er begge ikoner, men på vidt forskellige måde. For slet ikke at tale om, at de kører vidt forskellige.

Jeg elsker sauerkraut. Jeg elsker foie gras. Begge dele skal til. Og det kom der i forgårs. DS’eren var blank og sort og det er en farve, der virkelig understreger dens værdighed, historie, alder og presence. Det er alvor, når man siger, at en DS er et ikon. Jeg havde som sagt aldrig kørt i en, men fik dog en tur i Sørens sidste weekend. Alene oplevelsen fra passagersædet øgede i et splitsekund min livskvalitet – så stor en klassiker er en DS. Og mine kilometer sagde det samme: “Min” var fra 1973, og sådan føltes den også. Her vil nogle måske indvende at en DS ellers skulle være så moderne og så videre, og det var den jo også – i 1955. Men fra mit bløde røde sæde var det slet ikke ment som kritik: Jeg ville være blevet skuffet, hvis ikke denne store klassiker var klassisk i sin fornemmelse bag rattet også.

Nøjagtigt det samme kan jeg sige om Mercedes SL’eren og fornemmelsen bag rattet i den. Den var jo helt anderledes motoriseret med cirka den dobbelte størrelse motor, og 450’eren var faktisk en lækker maskine (hvilket ingen vel vil sige om en DS-motor), der gik dejligt blødtog rundt, da den blev varm. Bilen var en 1980-amerikanermodel med fuldt smogudstyr, og rigtig hurtig var der derfor (heller!) ikke, men utroligt behagelig og troværdig og – ja, klassisk at køre. Og jeg er nødt til at sige det: Ligeså komfortabel som en DS, sådan i grove træk. Jeg kørte på ufatteligt toppede brosten i SL’eren, men ikke i DS’eren, og det er da muligt at det ville have gjort en forskel. Men jeg manglede heller intet indenfor komfort i SL’eren, der på flere måder mindede om min 250 Coupé.

Og ja, den mindede også om DS’en på ét bestemt område: Køredynamik. Det var der intet af. Det er ikke det samme som at sige, at de to ikoner kørte dårligt, for det gjorde de ikke. Det kørte faktisk rigtigt lækkert på hver sin måde, og jeg smilede rigtigt meget bag rattet af dem begge.

Men turene tjente allertydeligst til at minde mig om, at jeg også er glad for sushi.

Så lad mig være pinedød ærlig og sige, at uanset hvilket aspekt af bil man ser på, så kører min Honda Legend Coupé så knusende meget bedre end de to her tilsammen, at det i virkeligheden var den største erkendelse efter testkørslerne: Jeg er simpelthen ved at blive både forvænt, blødsøden, komfortsyg og fartblind! På høje tid at skifte bil…