Medlem ViaRETRO

Deres udsendte er i læsende stund på Spa Francorchamps i Belgien, og det er ingen pine: Tre dage med historiske racerbiler i de skønne Ardennerbjerge. Fra det belgiske benzinparadis vil jeg kort minde jer alle om at komme ud i denne weekend: Fordi det er sundt for mentalhelbredet.

Jeg forsøger at holde øjne, ører og sind åbent. Synes jeg. Det lykkes ikke altid, det er jeg sikker på. Ligesom jeg er sikker på, at jeg ikke altid selv opdager, når det ikke lykkes. Det ser man bedre udefra, tilsyneladende. Flere læsere er så til gengæld meget flinke til at påpege det, hvilket jeg siger tak for: Det holder mig på tæerne.

For at undgå at ende sådan synes jeg derfor alle I andre skulle se at komme ud af klappen og høste nogle indtryk fra virkelighedens verden og sørge for at gøre det med åbent sind. Måske finder I en Skoda I kan lide eller en Lamborghini, hvad ved jeg.

Når I har læst Lørdags Matinéen, altså.

Claus Ebberfeld

[adrotate group=”5″]
ViaRETRO-sundhedstip: Husk at drømme

 

Farver, biler og navne der spiller godt sammen – og tider
Ovre på ViaRETROs forum postede Runesten noget om en Range Rover fra 1972 – fantastisk bil på mange planer, herunder også farverne. Han havde researchet sig frem til, at den i introduktionsåret 1971 kunne fås i følgende farver:

Bahama Gold
Davos White
Lincoln Green
Masai Red
Sahara Dust
Tuscan Blue

Og det lyder jo lækkert altsammen, ligesom bilen i øvrigt. Uh, hvor ville jeg gerne have en tidlig tredørs Rangie, nok allerhelst i den der lækre gul(d)farve.

En anden bil nyder ikke Range Rovers gode ry og rygte, men så sandelig heller ikke samme flotte navne på farvene: Skoda, som vi lige var lidt omkring i mandag med Skoda 100 Super Sport og dens dramatiske filmaflægger  Ferat Vampire. Originalen var hvid og filmbilen var sort, og som bekendt er ingen af de to rigtige farver.

Dem var der til gengæld masser af på hverdagsbilerne i årene imellem de to sports-Skodaer: Jeg kan ikke lade være med at tænke på, om Skodas farvevalg har haft indflydelse på bilernes efterskrift som klassikere. Farverne har bare ikke Range Rovers schwung, hverken i kulør eller navne. Arjh, hvis jeg skal være helt ærlig, så synes jeg faktisk farverne er lækre nok. Men lige præcis “piskova sahara” ligner det det lyder.

Postkort fra en læser: Musee Auto Provence
Fra Niels i det provencalske har vi modtaget følgende:

Fandt noget mere idag du nok kan bruge. Når man nu er blevet mæt af at se romerske ruiner, små og store middelalder by og smukke bjerglandskaber i Provence så ligger der syd for Avignon i byen Orgon et lille hyggeligt bilmuseum, hvor der er masser at se på. I alt var der cirka 30 biler af forskellig alder.

Ligeledes var der en række biler uden for til salg. Væggene og pladsen mellem bilerne i museet var fyldt med forskellige sjove sager; gamle plakater, reklamer og emaljeskilte, forskellige bildele, pokaler osv. De fleste ting var der et formål med at vise – det var ikke bare fordi det var en gammel ting. Der var blandt andet en Peugeot cykle fra slutningen af 1800-tallet, en Bugatticykel samt cykelmotorer. Til museet var der er også en lille café og bar, igen rigt og smagfuldt dekoreret og møbleret. En 6-cylindret Alfa-motor med gearkasse som bord og formelracer på væggen, som vist ikke var en kopi, fra hvad jeg kunne se var der stadigvæk gearkasse i dog ikke motor ( jeg ved ikke så meget om vingeklippede jagerfly).

Museet var virkeligt besøget værd, og der var gratis indgang. Museet hedder Musée automobile de Provence – http://www.musee-auto-provence.com.

Anbefalinger er hermed videregivet – tak for tippet, Niels!

Kommende postkort fra en læser…

Det nødvendige foto


Gode argumenter søges for Lancia Gamma Coupé
Af Claus Ebberfeld

Ovre i mine private sfærer viste det sig i ugens løb, at ikke bare én men hele to af mine allermest vidende, nørdede og dybt benziniose venner IKKE forstod hvorfor en Lancia Gamma Coupé skulle være en specielt lækker vogn, hvis man lige så bort fra designet. Som de ganske vist godt kunne se var noget særligt, men ikke nødvendigvis specielt kønt. Well, før det første synes jeg egentligt ikke man overhovedet behøver andre argumenter end designet. På omtrent dette sted i teksten havde jeg egentligt tænkt mig at bringe et stort billedgalleri af Gamma Coupé, men det er helt overflødigt. Nedenstående billede siger det hele:

Nogen spørgsmål? Eller tillader jeg mig lige at resumere – altså, vi har:

Kileform
Funky fælge
Brun lak
Orange interiør
Konkavitet
Boksermotor
Fuld berlinaanvendligehed i coupéform
Præstationer
Økonomi (især anskaffelse)
Gode køreegenskaber

Er der noget jeg har overset? Nej? Jamen, så lad mig runde af med en dybt subjektiv kommentar: Det er helt klart ikke verdens bedste bil på nogen måde, hvilket alene det faktum at den blev undfanget OG produceret i midthalvfjerdsernes Italien fortæller. Til gengæld er den rent designmæssigt et af verdens bedste eksempler på stram italiensk halvfjerdserfunktionalisme.

At langt flere lægger større vægt på dens problemsider end dens stærke sider gør den i mine øjne særdeles attraktiv som klassisk bil.

I hvert fald i teorien.

Mønsterbryder: Alpine Renault A110, der IKKE er blå

Ugens grafik


Den rigtig dårlige rathåndtering og sært forceret chaufførattitude

De to unge mænd holder helt forkert på rattet, idet håndstillingen ideelt set skal svare til urvisernes placering på skiven klokken ti minutter i to. Begge fotos er mig bekendt for gamle til at det kan skyldes mændenes opvækst med digitalure, så der må være en anden forklaring.

Og sagen med deres krampagtige gearstangsføring er ligeså mystisk. Begge Fiat’er er typer, der responderer væsentligt bedre på et blidt tag og forføring af gearstangen, men billederne viser kørerne med panikagtigt greb som om en issyl.

Jeg går ud fra, at det er, hvad man får ud af at bruge en fotomodel (måske ligefrem en hårmodel, kunne det store billede type på) til bilreklamer, hvor det helt klart var bedre at bruge en racerkører. Herunder er en, som jeg også brugte på Facebook i ugens løb: Det kan godt være han har hattehår og en lidt mere sjusket stil, men attituden fejler ikke noget.

Klassiske biler på Kulturhavnen i Helsingør
Helsingør kommune og ViaRETRO er i samarbejde gået sammen om at søndage med møder for klassiske biler på Helsingør havn foran Kulturværftet. John Calberg er kordinator og han har arbejdet ihærdigt på at få taget det spændende sted i brug til at vise klassiske biler frem. Havnen har alle muligheder for at blive et fast træfpunkt for bilentusiaster. Havnen ligger som en smuk kulisse med udsigt til Kronborg, Søfartsmuseet og Kulturværftet.
Søndag den 21. september kl. 10-13 afholdes årets sidste klassiske biler på kulturhavnen
Denne gang spiser vi brunch indenfor og fortæller historier fra sæsonen der gik og andre sjove bilhistorier. Prisen for brunch er 120 kr. pr. kuvert og der er fortsat gratis kaffe fra kl. 10. Vel mødt

Havnefodgeden har bedt bilejere om at tage et stykke pap med til at sikre, at de nye belægninger ikke lider overlast af oliedrypperiet som nok kendertegner klassiske biler. Pap kan købes i havnen.
I havnen findes en cafe, hvor man har mulighed for at købe mad og drikkevarer.

[adrotate group=”7″]

God weekend
 

SÅ er der damer på ViaRETRO: Masser af damer. Læs videre, for pokker!

De er på billeder, ligesom vi plejer – men denne gang også ret meget på ord, når vi byder spidse Stiletto tilbage (i ensom majesæt) og når Mette fortæller om sin grand tour i Fiat 600. To gode historier, synes jeg selv, fra to dejlige damer: Der tydeligvis ikke er faldet bag af en vogn når det gælder bilentusiasme. Og mere vigtigt: At leve den entusiasme ud.

Små mænd kan måske blive lidt bange for vores selvværd overfor så stærke kvinder. Men det er der nu ingen grund til, for de to her er begge helt nede på jorden. De TØR bare. Og det synes jeg som sædvanligt er en vigtig pointe på ViaRETRO: I socialdemokratiske Dannevang er der ikke så stor forskel på hvad vi forskellige mennesker egentlig KAN. Det handler i langt højere grad om hvad vi tør.

ViaRETROs mission er blandt mange andre at afdramatisere det her med at have gammel bil og at være bilentusiast. Det er ikke kun en hobby for nørdede gamle mænd, der aldrig kommer ud af kedeldragten. Ejheller noget, der behøver koste millioner. Og det uanset om man vil køre til kaffetræf, til Italien eller til racerløb. Det hele kræver først og fremmest at man tør.

Når det så er sagt, så synes jeg lige modvægten til alle de feminine hormoner i denne Matiné skulle på plads. Så jeg har skrevet en lille hymne til V12-motoren. “Enhver mand skal have prøvet at eje en V12-motor”, som man siger.

Og hvis der er nogle kvinder derude, der drømmer om det samme, så skriv til mig: Vi passer muligvis sammen!

Claus Ebberfeld

[adrotate group=”5″]
Fiat 600 1964-2014  – 50-års fødselsdagstur til Italien

I starten af juli kørte vi afsted til (det nu -øv- hedengangne) biltoget i Hamburg Altona, hvor bilerne, meget pudsigt, ledes ind gennem selve banegården og herfra kører op på togvognene ad ramper. Fiatten var heldig at få plads på biltogets øverste dæk og vi fik plads i kupé med køjer á la lejrskole og gemüsesuppe i cafeen. Og da toget var virkelig langt, kunne vi med næsen mod ruderne holde øje med Fiatten i svingene.

Endestation Allessandria. Bilen så ok ud, selv efter så lang en tur. Tog et olie- mm. tjek og så kørte vi ud i den første rundkørsel, altså den lige udenfor banegården.

Hvor bilen selvfølgelig fik sit første motorstop. Så blev vi for alvor hilst velkommen til Italien med dyt og håndtegn. Jeg må indrømme, at her kunne jeg kun finde på én ting at gøre: Op med motorklappen, tjekke tændrørskabler og brændstoftilførsel, og håbe at det ville gå over om lidt. Så fik den 5 minutters pause før vi prøvede igen. Det virkede, men hvor jeg måske skulle have set det som et forvarsel om en alvorligere Fiatsygdom, så skyndte vi os bare ud af byen. Vi kørte mod nord til Lago d’Orta, hvor vi valgte at bo i Pettenasco.

Sådan en vingård er altså på størrelse med et lille slot, og her var der disket op med alt det norditalienske vi havde drømt om og det allervigtigste: I vinkælderen, bygget hen over en sprække i bjerget, hvorfra der trængte kølig luft ind i kælderen, var der fest om aftenen.

Sidst på dagen kørte jeg i retning mod Genova for at se nærmere på havnen og havnebydelen. Området her er fyldt med rismarker, så det gik derudaf på lange lige vejstrækninger kantet af lavtliggende marker og vandingssystemer. Efter en overnatning (jaja, jeg kører ikke så hurtigt i den lille Fiat), nåede jeg Genova næste formiddag. Hele dagen vandrede jeg rundt på havnen, nød synet af de gamle kraner og tog en lang havnerundfart.

Derefter havde jeg fået nok by og kørte mod øst, for at begynde hårnåleturen mellem Genova og CinqueTerre.
Vejene er anlagt der på bjergsiderne for hundrede af år siden og meget egnede til klassikerkørsel. Det er ikke så svært som man måske kan tro. Jeg bad gps’en vælge de mindste veje og så blev jeg ellers ført op og ned, gennem bitte små landsbyer, hvor serier af gråhårede mænd sprang op fra cafestolene når jeg “susede” forbi, øde skovklædte strækninger med hårnål på hårnål, hvor eneste selskab var mænd i deres bedste alder stønnende opad bjerget iført pulsmålere og prikkede bjergtrøjer. Men bedst af det hele: asfalt helt ude på kanten af bjerghylder hvorfra der var kæmpe store vidvinkeludsigter over dalene og ikke mindst; kig til andre hårnålesving længere nede. Den oplevelse bliver rigtig god at have med på plejehjemmet en gang.

Kun knap ude af Levanto kom første tegn på sygdom: en tør hoste satte ind og kun en lokal mekanikers affugtning af strømfordeleren hjalp så meget, at jeg kunne køre videre. Jeg var lettet over at det ikke var værre, gav den gas over bjergene og havde en super dejlig dag igen. . . .  Hen mod aften tog sygdommen dog til, farten måtte ned på cirka 40, så 30 og til sidst var det i gå-tempo.

Men Italien er et land med en mekaniker på hvert gadehjørne. Jeg skulle nu bare finde den af dem, som havde lyst til at skrue i en Fiat 600. Jeg slog gps’en fra og kørte nu på må og få, kun fokuseret på mekanikerskilte. Det bragte mig rundt til fem forskellige, der desværre ikke ville eller kunne reparere den, men var flinke at vise mig videre til kollegaer. Den femte kendte heldigvis en Fiatspecialist og jeg plottede hans adresse ind på iPad’en og kørte cirka 10 km til jeg nåede frem til Raggis værksted. Raggi mente at Fiatten ville være klar næste dag, så jeg tog lige en overnatning i landsbyen Sarzana.

Det blev nu til mange dage i Sarzana, for det viste sig meget svært at skaffe reservedele. Hver dag sagde Raggi ”i morgen er den klar”. Og derfor tog jeg hver dag en taxa til værkstedet, med det hyggelige resultat at byens fire taxachauffører blev mine venner i nøden og trådte til med assistance. Efter to dage med tårnhøje taxaregninger, mødte jeg i stedet op på taxakontoret tre gange i døgnet hvorefter den eneste engelsktalende taxamand ringede til Fiatværkstedet for at spørge til patienten. Imellem de tre daglige møder kom jeg selvfølgelig til at shoppe lidt, spise gode liguriske retter og drikke lige så gode rødvine. Jeg gik Sarzana tynd og havde det egentlig ok, men måtte se i øjnene at det sidste ”ben” i min planlagte trekantede rute ikke kunne gennemføres.

To dage før biltoget kørte retur var jeg stadig i Sarzana, men her kom heldigvis to Alfa-venner forbi. Én dag før biltogets afgang holdt vi klar i Alfaen foran værkstedet, lige efter siestaen. Og heldigvis kom den ventede pakke netop med den manglende nye strømfordeler. Mester, lærling og en forbipasserende ældre mand i røde underbukser (det var hedebølge med ca. 36 graders varme) kastede sig over bilen. En time efter var den fixet, vi kørte ind til landsbyen for at sige farvel til taxavennerne og så gik det nordpå mod Allessandria og biltoget.

Da jeg kom hjem i AutoGalleriet Aarhus lavede jeg det regnestykke som jeg havde glædet mig til: 1670 km. Det er godt gået på små bitte dæk.

Det var hvad en gammel bil og en skør ide foranledigede: En fantastisk rundtur i det norditalienske, en original italiensk reparation og fornøjelsen af at være i samme lille liguriske landsby i 5 dage.

 

Ugens grafik

Hoftesving virker
Af Claus Ebberfeld

Vi har sagt det før, men siger det gerne igen: De bedste former har hoftesving (genlæs gerne det oprindelige indlæg, thi det var et fredagsindlæg, og dem ved vi flere derude godt kan lide, også selvom det skulle være en anden dag i ugen). Britiske Ken Brown har taget nogle billeder af ret skønne klassiske biler, der illustrerer den pointe meget tydeligt.

Der er jo ingen tvivl om, at alle de fire herunder er skønne – men ligeså lidt tvivl om, at den skønneste er den med mest hoftesving.

En lille hilsen til alle jer der drømme om at køre race, men mener at det kræver en hundedyr og toptunet racer:

Hvorfor vil mænd ikke have hjælp?
Jeg anmoder hellere end gerne mænd om hjælp til alt fra låg, jeg ikke kan åbne, til gode råd om (andre) mænd, input til mit arbejde, hylder, der skal sættes op og mad, der skal laves (læs = det gør jeg nemlig ikke, altså laver mad), men jeg har erfaret, det forholder sig ganske anderledes den anden vej rundt.
Det er tidligt søndag morgen, og jeg skyder en god fart over Fyn. Kursen er sat mod mit elskede Ærø og færgen fra Svendborg. Ved Kildebjerg beslutter jeg at tanke op. Benzin til banditten (det er jo en ø – tænk, hvis den løb tør for brændstof!) og kaffe til mig.

Jeg starter med at tanke, hvilket forløber planmæssigt. Så er det tid til min kaffe, og mens maskinen inde på tankstationen brygger den tiltrængte kop, udspiller sig en scene foran mig. Der er kaffemaskiner på begge sider af bordet, og på den anden side er en mand i krise. Jeg kan på den højrøstede herre forstå, at maskinen ikke vil lave kaffe til ham.

Jeg tilbyder at lave en kop til ham fra min maskine, men det bliver pure afvist, og han anråber den flinke ekspedient, der iler til. Maskinen fejler ingenting; der er tale om en såkaldt fejl 40 (menneskefejl). Jeg returnerer til banditten, der fuldt tanket er klar til at fortsætte turen. Der er god tid, så jeg beslutter at drikke min kaffe og spise lidt morgenmad, inden jeg kører videre.

Nu kommer manden fra kaffemaskinen ud for at tanke. Heller ikke tanken vil samarbejde, og han himler op. Igen tilbyder jeg min assistance, for jeg har jo netop uden problemer tanket min bil (og det skal lige siges, at jeg på intet tidspunkt udviser hverken truende eller intimiderende adfærd) – men ikke desto mindre resulterer mit tilbud om hjælp i en talestrøm, der ingen tvivl efterlader; han skal bare overhovedet ikke have hjælp, og han kan da i hvert fald godt selv finde en løsning!

Løsningen er (igen) at anråbe den flinke ekspedient, der (igen) kommer ilende til. Med assistance fra ekspedienten får manden tanket sin Smart og kører sin vej.

Kaffen er rigtig god, og dagens første solstråler finder vej, så jeg giver ham og hans Smart 10-12 minutters forspring. Siden han jo er i sådan et forrygende humør, skulle vi så lige sende ham en hilsen? Kort tid efter har han udsigt til bandittens bagende og en kop kaffe i mit bakspejl.

Hvorfor vil mænd ikke have hjælp?

Kærligst Stiletto

Hoftesving KAN antage alternative former
Af Claus Ebberfeld

Jeg arbejder stadig på en teori om universelt rigtige proportioner og formlen på den smukke vogn, og er som nævnt længere oppe sikker på, at hoftesving indgår i formlen med en-eller-anden faktor. Men det er svært, og det bliver understreget af, at der engang imellem kommer noget ind og forstyrrer regnemaskinen – som for eksempel der herunder.

Det er en AMC AMX GT, en prototype fra 1968. Hvis man hveren skulle vide det eller have fanget de diskrete hentydninger i farver eller detaljer, så er det en amerikansk bil, designet af Dick Teague. All American, altså. And the better for it! Ingen får mig til at sige at den er hverken “universelt smuk” eller bare “smuk”. Men den er voldsomt fed i al sin særegenhed og bevidstkluntede Kammhæk-afslutning. Og hvad gør de SÅ? Lakerer den, så de bliver understreget med dobbelt optrukne linier.

Akja, den der formel lader vente på sig.

Hvor langt er langt?
Af Claus Ebberfeld

Efter lørdagens løb på Ring Djursland sidste weekend havde nogle ViaRETRO sat nogle læsere, racerkørere og Historisk Motorsport Danmark i stævne for at diskutere, hvordan vi får flere ud at kære racerløb. Det kommer der mere om, det er ganske vist. Her og nu tillader jeg mig bare at filosofere over, hvor langt et racerløb i Danmark kan være. Ligeså længe jeg kan huske (og det er tolv år) har et dansk løb for en historisk racerbil været på cirka 15 minutter.

Det er altså ikke lang tid. Jeg håber det kan være længere – også i en eventuel kommende serie for nybegyndere. Jeg tror det vil være til de flestes fordel. Inklusiv min!

Vi har ingen rigtig tradition for langdistance i Danmark. På vores egne baner, altså. Derfor tager jeg med Christian og flere andre til Belgien og ser det længste rigtige langdistanceløb i verden for historiske biler, Spa Six Hours. Ja, det er seks timer langt. Ja, det er hårdt ved bilerne. Og jeg mener heller ikke, at vi skal køre seks timer i Danmark: Det vil være mere end en hel sæsons køretid!

Men jeg mener det er på tide at komme ud over de der småspjæt af sprintløb på et kvarter.

ViaRETRO-bonusinformation:
Hvis nogle fra København/Sjælland-området har lyst til at tage med til Spa næste, så ved jeg at Corvette-Michael (ham der skal ud at køre race i en 1969Corvette, hvis det står til mig!) har plads til rejsekammerater. Mød ham på AJ-tanken i dag eller kontakt mig på ce@viaretro.com, så formidler jeg forbindelsen. Foreløbig rejseplan er afgang torsdag og hjemme igen mandag. 

Det nødvendige fotos

Goodwood streaming

Det er Goodwood Revival Meeting-weekend, og det meste af den historiske motorsportverden er på den anden ende. Men nogle af os er hjemme på vores egen ende, og vi kan faktisk godt få en lille flig af Goodwood også: Trods deres afsindigt stærke forankring i gamle dage så har Goodwood nemlig omfavnet den moderne teknologi, og der bliver i år streamet live fra arrangementet.

Nu må man endelig ikke stikke sig selv blår i øjnene og tro, at det på nogen måde er ligesom at være der selv. Men selve racet kan man godt følge med i, og det er og forbliver heldigvis størstedelen af Revival’en.

Klik hér for at gå til GoodwoodTV på Youtube og find dagens udsendelser fra Sussex-banen.

Ugens citat

However keen is one’s interest in motor cars they are, of course, primarily a means of transport between place A and place B. Unfortunately these are two places between which I have always had to travel in the shortest possible time.

George Abecassis
(britisk racerkører, medstifter af HWM, britisk Facel Vega-importør, gift med Sir David Browns datter Angela = en stand up guy)

Første Diesel på Le Mans: Puha!
Af Claus Ebberfeld

I moderne tid er sejrene i verdens største motorløb Le Mans ofte kørt ind med dieselbiler. Det får så nogle til at tro, at diesel er sagen. Hvis Sex Pistol stadig var aktive ville den konspiration være et godt oplæg til efterfølgeren til “The great Rock’n’roll Swindle”: “The great Diesel Swindle”.

Som sædvanligt var Audi ikke først, men blot først med at få det til at virke. Næ, franskmændende selv var først. Brødrene Delettrez lagde i1949 en 4-liters GMC-diesel i et Delage-chassis, og fik en ikke speciel køn og ikke særligt hurtig racer ud af den. Det er den herunder.

De visionære brødre udgik af løbet efter den eklatante brøler at løbe tør for diesel. Deres eksempel må have afskrækket en del, for der gik nogle år før Audi kom. Så det har ikke afskrækket nok, kan man sige.

På Strøjer Samlingens og ViaRETROs Le Mans- og filmpremiereaften bliver der kun startet forrygende vellydende benzinmotorer op, lover Jørgen. Sådan. Bestil billet ved at klikke herunder:

Hvorfor enhver mand må have sig en V12-motor
Af Claus Ebberfeld

Den traditionelle stempelmotor har nogle helt grundlæggende paradokser indbygget i sig, og en af de vigtigste er nok dette: Forbrændingen af de dejlige fossile brændstoffer sker i en cylinder, der presser et stempel nedad. Men vi skal bruge dén kraft til at drive en bil fremad via rotation: Den nedadgående kraft skal altså omsættes til en roterende bevægelse – og det sker via en krumtapaksel.

Det er faktisk ret komplekst, sådan rent maskimekanisk. Her er nogle formler til beregning af den slags:

Der er store kræfter på spil. Lad os for sjov skyld sige, at den ene cylinder udviker 25 hestekræfter ved 6000 omdrejninger. Det er nok til at drive en 2CV til hundrede kilometer i timen, og altså seriøst meget vrid på den krumtap. Og vriddet er lavet af noget, der går op og ned. Det giver vibrationer, og mens alle kan forstå at det må være sådan med én cylinder på en krumtap, så er det endnu mere komplekst, når der kommer fire på – det mest almindelige i vores del af verden.

Går man derimod op i seks cylindre, så begynder det at ligne noget. Hvis de er ordnet på række, som BMW, Jaguar, Mercedes og mange andre har gjort med nogle af deres største (i betydningen vigtigste) motorer, så kan kan nemlig få perfekt primær og sekundær balance. Nu bliver det kompliceret. Men hvis du er mand og læser dette, så er det vigtigste bare at du siger det med autoritiet – du behøver ikke at forstå det. ”Perfekt primær og sekundær balance i en rækkesekser”.

Hvorfor skulle man så have flere cylindre end seks? Fordi sekseren i en firetaktsmotor kun tænder tre gange per krumtapsrotation, og det er selvfølgelig for lidt. Med tolv cylindre får seks tændinger per rotation af krumtappen, og det i sig selv er rart. Mange siger, at en god tolver går som en turbine, hvilket er vildt overdrevet – men det føles godt nok som om man er tæt på. Ingen vibrationer, rund og lækker motorgang – og lyden! Som måske er det vigtigste argument. Hvis man(d) er mand.

Jeg har endnu de tolv til gode. Men når det sker, så er jeg ret sikker på, at det bliver i sådan en som herunder. Så får man nemlig ikke bare verdens bedste motor, men verdens bedste bil.

ViaRETRO-bonusinformation: 16 cylindre er ikke bedre end 12. 

Det er enormt længe siden vi har haft noget om Porsche, så her et billede fra arkiverne:

AJ BENZINTANKEN – CARS ‘N COFFEE:  Sæson afslutning 20. September
Hver lørdag mellem kl.10 – 12 arrangerer ViaRETRO og Café Oliver:  Cars ‘N Coffee på den klassiske benzintank. Her mødes ejere af både klassiske biler og motorcykler til en hyggelig formiddagsstund hvor der deles viden og oplevelser. Det knyttes nye venskaber og holdes liv i gamle. Det fælles tema er: det klassiske køretøj, og hertil er den mageløse kulisse helt fantastisk.  Der bliver set på interiors og dybt i motorrum, og ind i mellem sker det, at der køres prøveture i andres biler.

Der er gratis kaffe og der kan købes mad og is i den nyindrettede café i de gamle garager.
Alle mærker er velkommen  – i rigtig ViaRETRO ånd. Bare det er en klassiker.

[adrotate group=”7″]

God weekend
 

Efteråret står for døren og med eet går det op for de fleste, at sæsonen for vores favorithobby nærmer sig en afslutning. Der er dog enkelte lyspunkter – endnu.


Ovenstående fotografi stod på mit sengebord på hospitalet. En venlig sjæl havde sat det med det formål at sikre en hurtig opvågning og tilbagekomst til verdenen. Det hjalp, det er jeg sikker på. For ingen anden bil end netop Lancia Stratos kan få blodet til at cirkulere kraftigt hos mig. Rød, grøn, gul eller blå er underordnet. Jeg tager den gerne i hvilken som helst farve. Det er en drøm på fire hjul i min optik, og den bliver ganske enkelt ikke overgået af noget andet køretøj. Men den er forlængst kørt ud af min realistiske horisont. Stratos vil for altid forblive en uopnåelig drøm, og det har jeg det fint med. Drømme er godt og så slipper jeg da for eventuelle skuffelser, som jeg går ud fra at en Stratos også byder på.

Jeg drømmer faktisk ikke om så mange andre biler – lige udover Stratos. Dem jeg har i dag udfylder godt og grundigt min lyster og behov. Det altid nærværende problem med at få kørt rigeligt og nok erstatter min lyst til at “swinge” i “nye” biler. Alligevel må jeg så krybe til korset. Der har længe været en plan om en ny bil undervejs. Jeg har gået stille med dørene, fordi ideen, eller nærmere konceptet, er genialt og helt nytænkende. Jeg HAR luftet ideen for Niels Birkemose, en aften hvor han var påvirket kraftigt af rødvin – og hvor han med garanti havde glemt min ide om morgenen igen. Han reagerede anerkendende på ideen, som han i rødvinstågerne fandt endog særdeles god. Nu har han som sagt glemt ideen igen, og den er atter en velbevaret hemmelighed i mine tanker.

Så så jeg til min store skræk på vores Facebookside, at Claus Ebberfeld, der efter at have indåndet alt for store mængder af den giftige luft på Djursland, nu har taget skade i sådan en grad, at han barsler med ideer der kunne ende med en pind i hjulet på min ide. I ved jo, at Claus helt uhæmmet samler svenske køretøjer fra før Vietnamkrigen sammen på gården og pifter samlingen op med et mindre arsenal af anhængere med forskellige varianter af sovebeslag og fritidsanordninger. I dette inferno af besiddertrang falder der ind i mellem en flig af noget, der kunne være en overordentlig god idé for andre – i dette tilfælde undertegnede.

Jeg vil så frygtelig gerne løfte sløret for min fremragende idé lige nu og her, så den kunne fastnagles som min idé og kun min, uden tåbelig indblanding og friskfyrsforsøg fra Mols. Det bliver bare ikke i dag, for jeg VIL på AJ Tanken og nyde de få af sæsonens mødedage der er tilbage. Men jeg lover, at min idé vil finde vej til et indlæg i ugen, der kommer på ViaRETRO.

Med venlig hilsen

Søren Navntoft

[adrotate group=”5″]
BMW M1 en tegneseriebil – virkelig?
Af Claus Ebberfeld

Ring Djursland – cirka lige nu…
…og lørdag eftermiddag/aften. Oppe på den mest østjydske racerbane er der hele weekenden løb for de historiske racerbiler og et par gæsteklasser. Det er nok værd at se, hvis man har de interesser. De interesser støtter ViaRETRO denne weekend helt aktivt: På publikumslangsiden står der en række potentielle racerbiler udstillet, og deres ejere er der også. De er der for at se på, hvordan man gør det der motorsport i praksis, og flere af dem pønser på at gøre alvor af det.

Hvis du, kære læser, også har interessen så meget, at du drømmer om/overvejer/påtænker at begynde selv at dyrke motorsport, så skulle du tage at kigge ned på ViaRETROs jydske afdeling, der ligger femhundrede meter fra banen. Kl. 17 snakker vi (ejerne af de udstillede biler, nogle aktive kørere og Historisk Motorsport Danmark) nemlig om lige præcis det emne.

Det startede med at jeg luftede min personlige holdning i indlægget Tilbage til Græsrødderne, og nærmere bestemt om ikke løsningen var at sætte mere fokus på det historiske aspekt og mindre på det biloptimeringsmæssige, og dyrke motorsport ligesom i gamle dage? Det udviklede sig til at flere luftede deres holdninger til hvordan man kunne gøre – og alle de er så indbudt til at ytre deres holdninger, mens formanden for Historisk Motorsport Danmark lytter på og gør det samme.

Det er altså fra kl. 17-19 og der er brandfrække lune fiskefrikadeller til den lille sult imens og det endda selvom det er gratis at deltage – jeg og Historisk Motorsport vil bare så gerne have flere ud at køre næste år. Så lad os snakke om hvordan vi gør det.

Bagefter det hele griller nogle af os lidt og det må I også meget gerne være med til. Vi snakker nok lidt mere om biler også.

Tilmelding her:

[contact-form-7 id=”82004″ title=”RingDjursland_GræsrodsMotorsport_tilmelding”]

Udstilling: kl 10-16 Ring Djursland (gratis adgang til løb)
Racertræf: kl 17-19 ViaRETRO (lidt lækkert til ganen)

Nyt fra klubberne – MG: European Event of The Year and The MGCC Danish Center 60 years Birthday
Af John Milland

Netop hjemvendt fra Hotel Nyborg Strand hvor der fra den 21.-24. august blev afholdt European Event of The Year and The MGCC Danish Center 60 years Birthday med cirka 220 MG-biler fra 12 forskellige nationer bemandet med cirka 450 personer. Der var indlagte smukke køreture på Nord- og Sydfyn, besøg på bl.a. Egeskov museet og H.C.Andersen Museet.

Fire mand med følgebil til eventuelle havarier og reparationer fulgte i kølvandet på det delte felt som henholdsvis fredag og lørdag kørte enten mod nord eller syd. Torsdag ankom de fleste om eftermiddagen og blev modtaget af et jazzorkester ved indtjek og værelsesanvisning. Nyborgs borgmester og frue fik en køretur i to MGA’er før spisning og taler.

Fredag aften kom H.C. Andersen-paraden og underholdt de mange gæster. Lørdag aften var der gallamiddag med opvisning af den lokale Garde Danehof Garden, taler og aftenen sluttede med en svingom til danseorkester. Søndag var der omvisning på H.C. Andersen-Museet og frokost på Hotel Radisson før afsked.

Et fantastisk flot arrangement og glade deltagere kan nu glæde sig til næste år hvor arrangementet skal afholdes i Holland med den stedlige MGCC som arrangør.

Lykken er din nabo – måske (2)
Af Claus Ebberfeld

(fortsat fra i går). Nåmen, jeg mødte som sagt Trommeslageren derude på Kaløtræffet. Og på et tidspunkt spurgte han “hvor holder din bil henne?”. Jeg holdt såmænd lige ved siden af ham. Der gik lidt tid før vi begge forstod, hvor det var kæden var hoppet af: Han vidste ikke, at jeg havde fået en grå Volvo PV444.

Morale: Læs ViaRETRO hver dag.

 En velformet bag om dagen holder doktoren fra døren

Hvorfor hilser hun?
Af Claus Ebberfeld

Jeg glemte en lille pudsig historie, da jeg kørte Alfa Romeo Giuliettaen i Aarhus forleden dag (nej, den er ikke solgt endnu, ring bare!). Og jeg kom til at tænke på hændelsen, da jeg i en af mine internetvennekredse studsede over en (sikkert ung) mand, der til et ellers meget tydeligt billede af en Ford Granada 2.8 Ghia spurgte hvad det var? Det har jo nok noget at gøre med, at den ikke just er en af bilverdenes store klassikerikoner – og på den anden side er præcis gammel nok til at have været ret langt ude af søgelyset i årevis. Er den overhovedet klassiker endnu? Og i så fald hvor stor?

Spørgmålet er ligeså relevant for Giuliettaen. Og det ved jeg, fordi jeg selv anfægter dens status som klassiker: Den er for ny, bidrog med for lidt, har gjort for lidt indtryk på verden. Også eller måske især sidenhen, for den var jo som sådan en succes da den kom frem. Jeg kan lide den på grund af dens design og teknik og farve og stand og køreegenskaber og pris – men jeg betragter den som en youngtimer, grænsende til ny eller nyere bil. Ligesom jeg gør med den nogenlunde samtidige Granada.

Når jeg kører i Giuliettaen synes jeg det er lækkert. Men jeg har ikke den fornemmelse af tidsrejse, som jeg havde i min Mercedes, Volvo eller Triumph: Jeg tænker ikke så meget over det, jeg går ikke så meget ind i det.

Og derfor fattede jeg ikke hvorfor en mig komplet ukendt dame ude i den modgående trafik hilste på mig. En tidligere kollega? Studiekammerat? En flirt? Efter længere tids grublen gik det op for mig, at det næppe var nogen af delene. Hun havde da vist kørt i en Alfa 159. Altså ikke Grand Prix-raceren, den nye – ellers var tiøren nok faldet før.

Jeg kunne have forsvoret, at vi havde noget tilfælles. Men det havde vi: Vi kørte begge Alfa. Det er et fællesskab, og det er stærkt. Gad vide om Mondeo-kørere på samme måde hilser på Granada-kørere?
Nej du er ej Giulietta, Uma Thurman:

 

Tysk ekspert om den brune Giulietta: “wahrscheinlich in Deutschland wie in Italien seinesgleichen sucht” – hva’be’ha’r?
Af Claus Ebberfeld, deres Tysklandskorrespondent

Trods mine længere-oppe-nævnte forbehold for hvor stor en klassiker vores brune dele-Giulietta er, så er der jo ingen tvivl om, at den er sjælden. Ovenstående kommentar er således ikke noget jeg har fundet på – for så havde jeg nok alligevel skrevet det på dansk. Næ, ordene faldt i en Epost-udveksling med en tysk herre, der nok ved noget om disse Nuova Giulietta Type 116. For han, Herr Lang, er nemlig Registeransprechpartner Giulietta 116 i den tyske Alfaclub e.V. Er man så en rigtig entusiast? Måske ikke, men det er man, hvis man har en bil som den herunder – og den blå sag er såmænd Herr Langs egen:

Alene det at man har en i forvejen og så efterspørger en mere skriger jo entusiast – eller det der er værre, afhængigt af hvem man spørger. Men der er da klart, at Herr Lang kigger langt efter vores Giulietta: Vores Gulietta er af sidste serie (“Letztserienmodell”, hedder det på tysk og straks lidt dyrere, ikkesandt?), den er fuldfed med to liters slagvolumen, den er brun og ikke mindst er den jo en Lusso. Det betyder lækkert tweedinteriør, tågelygter, elting – og ikke mindst stålsoltag. Det sidste fik tydeligvis den tyske ekspert helt op at ringe. Og ja, selvfølgelig er det originalt – som tweeden på indersiden i loftet viser.

Selvom Herr Lang indtil nu har måttet nøjes med fattigmands-1,6’eren, så virker han alligevel som den ideelle mand til vores brune dame: Men han har samme problem som Jette i gårsdagens Mustanghistorie, for han bor langt væk fra bilen, ved Bodensee. Jeg håber han finder ud af at komme op at se på den, for hvis han bliver den nye ejer, så kommer den tættere på Italien end den har været i mange år. Det virker passende, synes jeg.

Og hvis han ikke kan få det til at passe med en besigtigelse, så kører jeg den gerne ned til ham, hvis vi kan blive enige på forhånd. Det vil nemlig også være en passende tur.

Ugens grafik

Forrygende Le Mans- og filmpremiereaften på Strøjer Samlingen 3. oktober
Den franske klassiker 24 Heures du Mans er et af verdens største racerløb, og historien går tilbage til 1923. Der er ufatteligt mange gode historier i det legendariske løb og der har været lige så mange skønne racerbiler på Circuit de la Sarthes asfalt igennem årene.

I Strøjer Samlingens stemningsfulde lokaler fordyber vi os denne fredag aften i de bedste historier og de smukkeste, hurtigste og vigtigste biler i løbets lange historie. Samlingens egne biler bliver suppleret af gæstende biler, der illustrerer mangfoldigheden i løbet: Vi kommer blandt andet omkring den første centermotorbil, Porsches opstandelse til storhed og danskernes indmarch. Jørgen Strøjer og ViaRETROs motorsportekspert Claus Ebberfeld fortæller om bilerne, og Jørgen KAN ikke lade være med at starte nogle af de mest vellydende maskiner op!

Løbet køres som bekendt stadig – også for de historiske biler, hvor Le Mans Classic er blevet næsten lige så stort som det moderne løb. Strøjer Samlingen får besøg af  den danske trio Baron Otto Reedtz-Thott, Jacob Viggo Holstein og Rasmus Lokvig, der i sommers besatte en flot andenplads i Lotus 11 fra 1957: De fortæller deres bedste historier om vejen til podiet.

Desuden byder aftenen på intet mindre end en filmpremiere: ViaRETROs egen filmmand Niels Birkemose kørte i august fra Fyn til København i en af de smukkeste og mest musikalske biler fra Strøjer Samlingen – og forevigede, hvor fantastisk en oplevelse 300 V12-hestekræfter nødtørftigt indsvøbt i et aluminiumskarosseri er på en god lang køretur på offentlig vej med en racerbane ventende for enden af tunnellen. Ligesom i gamle dage. Der kom en smuk film ud af det: Se premieren i den rette stemning og det rette selskab!

Arrangementet finder sted fra kl 19-21, koster 248 kroner og inkluderer kaffe og kage. Billetter kan kun købes i forsalg – køb dem hér.

En slags forsmag på Niels Birkemoses kommende Ferrari-video
Af Claus Ebberfeld

Det er spændende at tale med Niels om den nye video. Udover at han nød turen i bilen, så siger han at videoen bliver god. Men der er en lille måned til premieren på Strøjer Samlingen. Og vi kan da lige kigge på noget, der måske ligner lidt. Mange kender Chris Reas film La Passione af navn. Men hvor mange har set den? Well, her er et lille klip, der hedder Girl in a sports car.

Det kunne have været så godt. Vær så venlig, Niels Birkemose: Ingen sang i din video udover motorens, tak!

Det nødvendige foto

Hvor der er vilje er der vej
Af Claus Ebberfeld

Efter gårsdagens historie om Mustang skrev en læser på Facebook, at modellen (altså bilen) var hans drøm. Men at en Mustang var så meget længere end hans nuværende Triumph TR6, at der skulle bygges om for at få plads til den, hvorfor han ikke syntes det var umagen værd at spørge.

ViaRETRO iler til med et godt tip – og vi mener billeder herunder taler for sig selv.

Der skal så nok være nogen der siger, at en Mini er mindre end både en TR6 og en Mustang, og det har de også ret i. Men pointen er mere at tænke inde i boksen, ja, det er faktisk HELT bogstaveligt meningen: Meget muligt, at din drømmebil ikke kan være i garagen. Men så kan den sikkert være et andet sted.

Et foto der skræmmer: Fra tiden før ligestilling…

Og med dette billede sætter vi gang i den kommende artikelserie: Danske kvinder og deres klassiker. Det kunne lyde som en erotisk thriller i seks afsnit, men det er det langfra. Erotikken er langt på hylden til fordel for tændningsjustering og udskiftning af benzinpumper…

[adrotate group=”7″]

God weekend!

I går talte jeg med en mand, der var meget begejstret for, at jeg kan blive meget begejstret for også de billigste hverdagsklassikere. Men sådan er det og jeg tror det bliver ved.
!–more–

Det har noget at […]

Det er godt nok med blandede følelser vi går ind i denne weekend.
!–more–

Årets store begivenhed, Fyrtårn som vi havde glædet os rigtig meget til, måtte vi aflyse. Vi måtte aflyse beduintelte, , et band, de […]

Verden er kompleks og der er mange tilfældigheder i den. Derfor er det så dejligt enkelt at køre klassisk bil.

I ugens løb var der en del at tænke over. Og det skal man også. Man skal bare også tænke på ikke at tænke for meget over det. Der er nemlig så mange ting, vi ikke kan styre, at det godt kan virke lidt uoverskueligt. Men så er det jo godt, at der kun er tre sikringer i den gamle klassiker – og at de kan skiftes, hvis noget går galt.

Mens den så kan køre, så handler det virkelig også om at gøre det. Man ved nemlig aldrig, hvordan vejret bliver i morgen.

Ud på vejene med jer!

Claus Ebberfeld

[adrotate group=”5″]
Espada & Espada
Af Niels Birkemose

Jeg skrev for ikke så lang tid siden om Lamborghini Espada serie 1, 2 og 3. Uanset hviken af serierne du måtte falde for kommer her uret, der passer til. Ja, der er jo næsten for oplagt, men når de nu passer så godt sammen, som de gør i dette tilfælde, så skal de altså også have hinanden, Espada & Espada.

Hvis du ikke allerede har taget biltoget ned gennem Tyskland. Stået af i Lörrach, og taget de snoede landeveje ned gennem Schweiz og Jurabjergene så er det bare om at komme afsted. Smukkere bliver det ikke. Le Locle i den Schwiziske canton Neuchatel er en af de meget smukke byer i Schweiz. Byen ligger i Jurabjergene med udsigt over Genévesøen med Alperne og Mont Blanc på den anden side. Modsat de yngre og meget forrevne og dramatiske Alper er Jurabjergene meget ældre og lægger faktisk navn til Juratiden og der er her man stadig finder fodspor af dinosaurer. Alderen har slidt bjergene runde og nærmest bakkede på trods af at de alligevel når 1720 meter op.

Her ligger Le Locle, midt på denne bjergside på grænsen til Frankrig. Le Locle indgår på smukkeste vis i dansk kultur og industrihistorie. H.C. Andersen besøgte byen tre gange. Der hænger i dag en mindeplade hvor han boede og digteren har fået en gade i Le Locle opkaldt efter sig. Byen er desuden kendt for sin arkitektur og sine ure. Her kan du bo på hotel designet af Le Corbusier og besøge nogle af de fineste schweiziske urfabrikker Girard Perregaux og Zenith (og mange andre også, selvfølgelig). Og det er også her at den danske urmager Jules Jürgensen flyttede familievirksomheden ned i 1836 og blev en del af finere schweizisk urmageri under navnet Jules Jurgensen Copenhague.

Ikke mindst er det midt i disse traditionsrige og skønne omgivelser at Zenith laver deres meget fine armbåndsure. Zeniths topmodel fra 1972-75 var den imponerende Espada. Zenith havde netop manifisteret sig ved at lave den første chronograph med selvoptræk. Med Espadaen trumfede Zenith og udvidede det i forvejen stærkt komplicerede værk med et kalenderværk og en månefase.

Zenith producerede espadaen i to serier. Serie 1 i 300 eksemplarer og serie 2 i 500 eksemplarer. Desuden blev der lavet en serie under navnet Movado Astronic til det amerikanske marked.

Espada er ekstravagant, lækkert, kostbart og for de få. Både uret og bilen. Nyd billederne.

Om at køre til grænsen: Trackdays og off-trackdays
Af Claus Ebberfeld

I torsdags var jeg på en såkaldt trackday med den gode gamle Triumph Spitfire. Det kom to konklusioner ud af: For den første går den godt igen og for det andet var det så sjovt, at jeg (igen) gerne vil arbejde for at udbrede det til andre. Altså det med at tage bilen på bane og køre den så stærkt man kan. Det var dér jeg omkring 2003 startede med at skrive om biler på det der internet, og da jeg siden aldrig er stoppet kan jeg kun advare mod det. Begge dele, faktisk, både at skrive og at køre!

Sagen er bare, at det er så vanvittigt intenst at køre stærkt på en racerbane: Hvis man tror, at man kommer bare i nærheden af det når man kører “sporty” på landevejen, så tager man gevaldigt fejl. På banen kan man gå til grænsen omgang efter omgang, sving efter sving, og finde ud af, at den måske slet ikke ligger der hvor man troede den gjorde. Præcis det var da også den store erkendelse for mange efter i torsdags, og så er det altså at man kommer tilbage som en bedre, klogere og dygtigere chauffør.

På denne konkrete trackday var der flere klassiske biler, og det føjede helt klart et ekstra element til for mig: En del af klassikrne var modicerede, enten til bane eller hillclimb, men til min store glæde var der også mange fuldstændigt originale biler fra både tresserne og halvfjerdserne. Briterne var stærkt repræsenteret  men det var vitterligt skønt at se min gode ven Børsmæglerens cremefarvede 911 vise den tyske modifikationsbrigade, at selv en relativt blød 911 kan køre stærkt på en bane.

Børsmægleren var en af dem, der benyttede sig af chancen for at få en instruktør til at vise, hvordan bilen skulle køres. Han fik John Nielsen med, dansk Le Mand-vinder og meget andet. Og kom ud med øjne så store som tekopper: “Jeg havde aldrig troet at den kunne køre så stærkt!”. Hvilket blandt andet viser, at det med “grænsen” er relativt. Havde der været et passagersæde i Spitfiren havde vi gjort det samme, men jeg måtte nøjes med ture i andre biler. Hvilket nu også var rasende interessant.

Dagen var arrangeret af Jeppe Rimmen med støtte af Trackdayklubben, Sports Car Club og Classic Race Aarhus, og særligt de to sidstnævnte var en af forklaringerne på de mange klassikere. Men efter min bedste overbevisning kunne det være endnu sjovere med et rent arrangement for klassiske biler, og det var Jeppe egentligt med på. Så lur mig, om ikke der bliver sådan et næste år. Og til den tid vil jeg inderligt bede jer melde til i rigt mål: Trackdays er ikke kun for vordende racerkørere, men for alle, der gerne vil have den ultimative køreoplevelse ud af deres klassiker – og blive en dygtigere chauffør i samme ombæring.

Tak til Thomas Andersen for nogle af ovenstående billeder: Han havde taget sin vellydende MGB GT V8 (næstsidste billede) hele vejen fra Lundby på Sydsjælland til Jyllandsringen, piskede den rundt hele dagen og kørte så tilbage igen om eftermiddagen – så vidt jeg så uden at reparere på bilen. Sådan skal det være!

SAAB 90 Martini Racing Edition 1985
Af Claus Ebberfeld

I kender nok det der forfængelige håb om at gøre et virkeligt røverkøb, ikke? At man køber den bil man nu engang gerne vil have, bare til en knaldgod pris eller superstand eller med en fin historik – eller sågar med en kombination af det hele. Jeg bliver ofte selv fanget af det, senest med den dejlige Maserati Quattroporte fra Bager Busks samling – for den skulle jo angiveligt måske engang vistnok have tilhørt Berlusconi og var der ikke noget med nogle minkpelse gemt bag bagagerumsafdækningen?

Vel, det viste sig jo, at jeg selv havde skudt papegøjen: Jeg har hele tiden været slemt fornøjet med min treejers SAAB 90 fra 1985, som har vist sig bedre og pænere og mere velkørende end jeg havde turdet håbe på. Jeg manglende intet. Men kort tid efter købet kom jo den sensationelle invitation fra Louwmanmuseet i Holland – om jeg ville udstille min SAAB 90 i forbindelse med deres store temaudstilling om Martini Racing?

For de havde via SAAB-fabrikkerne selv fået opsnappet, at jeg nu var ejeren af denne ganske specielle SAAB 90: Den unikke 90 Martini Racing Edition blev bygget som en hyldest til Lancias sejr i 1000-kilometer-løbet på Spa i 1985. Det blev vundet af Martini Racings Lancia LC2, der blev kørt af Bob Wollek, Riccardo Patrese og Mauro Baldi, og de tre kørere fik derfor den specialudstyrede 90 til fælles eje. At det blev en SAAB og ikke en Lancia skyldtes, at SAAB og Lancia i de nordiske lande havde et samarbejde, så forbindelsen kunne udnyttes PR-mæssigt. Og at kørerne gerne ville nå frem til en given destination, når de havde sat sig ind i bilen.

Historien forklarer min vogns noget skrabede udstyrsniveau, for racerkørerne vil hellere nøjes med det nødvendige: Hvorfor fem gear, hvis fire kan gøre det? Elruder, nej, det vejer jo bare! Een karburator? Ja, det sikrer høj stabilitet over 24 timer – noget de tre kørere i høj grad savnede i Le Mans-Lanciaen. God aerodynamik og komfort kunne langdistancekørerne dog godt bruge, og de blev da også hurtigt så vilde med SAAB’en, at de ikke kunne enes om hvem der skulle køre i den hvornår. Der blev splid i teamet, og derfor blev SAAB’en stillet væk og aldrig rigtigt brugt i markedsføringssammenhæng. En skruppelløs teammedarbejder solgte den derefter til Danmark som en ny bil, og demonterede det helt specielle Martini Racing-udstyr (dekalen bagpå).

Louwmans researchere havde dog fundet frem til den, men jeg måtte alligevel takke pænt nej til at udstille dernede. Jeg forklarede dem pænt, at det var min eneste bil med anhængertræk, og det skulle jeg bruge til at trække en Combi-Camp 2000 i forbindelse med Classic Race Aarhus. No hard feelings, men da det gik op for mig, hvor fantastisk sjælden min 90’er er, så bad jeg om en hjælpende hånd. Og via Martini Racing modtog jeg så forleden den manglende dekal: Med den behørigt monteret står SAAB’en nu som den forlod fabrikkens PR-afdeling i 1985.

Det er en utrolig historie.

Elvis has left the Building – but how?
Af Claus Ebberfeld

Jeg husker ikke hvordan jeg faldt over dette billede, men det var ikke under en rutinesøgning på “Trike” eller “jumpsuit”. Som det fremgår med al tydelighed er det Elvis, der ikke kunne have valgt et mere passende køretøj på vej ind i hans problematiske periode af sin karriere – den sidste.

Dermed er vi i halvfjerdserne, og mens det kan være skønt nok, så er var Elvis her på et vildspor, der som bekendt også endte blindt. Når det nu åbenbart skulle være sådan, så var triken her et godt valg.

Det er bare ikke sådan jeg husker Elvis. Ja, også han bekræfter min teori som 1972 som et velvalgt skæringspunkt for retromennesker med sans for det gode. Jamen, han var da brilliant i de sene tressere. Altså før han fik trike. Så lad os i stedet huske ham på tohjulerne, som i galleriet herunder: Som det fremgår klædte de hinanden noget bedre.

ViaRETRO Virker (2)
Af Claus Ebberfeld

Vi har før skrevet om de meget særlige ViaRETRO-mærker, der kan monteres på racerbiler og umiddelbart og uden yderligere modifikationer gør dem cirka et rundt sekund hurtigere per omgang. Jaja, vi er da udmærket klar over, at mange tror det er hokuspokus på linie med magnetarmbånd og saltover højre skulder. Men helt uafhængigt af ViaRETRO-redaktionen lavede en deltager i Munkebjerg Hillclimb (læs fuld rapport hér) et aldeles uvildigt forsøg.

Med samme resultat som andre:

Før ViaRETRO-mærke = 1:26,1
Efter ViaRETRO-mærke = 1:24,7

Fakta taler for sig selv: ViaRETRO-mærkerne virker. Tak til den frivillige forsøgskanin Ole Wichmann i MG B GT.

Hvordan Espadalivet virkelig var
Af Claus Ebberfeld

Jeg vil også gerne have en Espada! Og alle mulige andre lækre vogne, der idag er helt oppe at ringe på min personlige klassikerhitliste. Og så ville jeg ellers køre Europa tyndt, måske i en slags Troels Kløvedal-agtigt projekt med mobildannelse af de næste generationer – sådan kører man GT-bil.

Men jeg har ofte filosoferet over, hvordan det egentligt var dengang. Og lige i Espadaens tilfælde fandt jeg så nogle billeder af, hvordan det var – se herunder:

Det ser ikke ubehageligt ud at være Espada-man. Jeg holder fast i, at sådan en vil jeg gerne have.

Ugens grafik


Renault stimler sammen næste weekend
“God aften hr. redaktør”, lød invitationen fra Tom Rasmussen. Der fortsatte som følger:

Fredag 22. til søndag 24. fejrer Renault-autisterne  – undskyld – Veteranerne – de første 25 år. Det sker af alle steder på Ålsgårde Camping ved Gilleleje. Jeg gætter på 65 mennesker og 40 små hækmotorbiler, enkelte lidt større hækmotorbiler, muligvis nogle frontmotoriserede, og måske, men kun måske, en A 110, og (kun også) måske en varmgalvaniseret, men ikke lakeret R4 (den vil vare evigt). Franske Floride/Caravelle-ejere har også varslet en mulig deltagelse, dog tvivler jeg, vejrliget taget i betragtning.

Behag at komme forbi.

Måske ikke et arrangement at prale af, men nu vi en gang er overbevist om at franske biler er interessante, og man aldersmæssigt befinder sig i Bardot/Deneuve-gruppen, giver det mening at mødes en gang imellem og synes godt om hinandens biler, nu de nævnte damer ikke kan nå at  deltage.

Redaktøren siger tak for invitationen, men vi er ikke sikre på at kunne undvære nogle på redaktionen på de givne datoer. I stedet laver vi lige lidt folkeoplysning om træffet, da vi sådan set er helt enige: “Franske biler er interessante”. Og det er ikke ofte, man møder sådan en fransk invasion nogen steder. Og det var altså Gilleleje i næste weekend.

 

Håbet er grønt

Det nødvendige foto
ViaRETRO håber for Gud ved hvilken gang, at enden bliver god og at intet går i stykker.

God weekend
[adrotate group=”7″]
 

I det fjerneste hjørne af det enorme område Copenhagen Historic Grand Prix dækker, stod der en række små hidsige skabninger. Deres ejerne var store og rolige skabninger med sans for detaljer og petitesser.

Noget tyder på, at efterhånden som vi bliver ældre, indfinder knallerter sig igen på vores begejstringsbarometer. Iøvrigt mener jeg, at KNALLERT er et af de bedste ord i det danske sprog, et ord som faktisk ikke lader sig oversætte til andre sprog. Ordet bør tages med i den danske motorkulturarv.

I mine unge år gik jeg som så mange andre og fuskede med knallerter som Puch Flagskib og Fantom. Det var hvad jeg havde økonomi til, men det var Kreidler som var den helt store helt drøm. Den mindede om en rigtig motorcykel og så var der det lille vandmærke som sad klistret på bagskærmen. “Tested for 220 km/t” – eller noget i den retning stod der på mærket. I den lokale knallertforretning hang en plakat med en Kreidler med kåbe og køreren lå helt ned på maskinen. Billed var taget ved en af de mange hastighedsrekorder Kreidler satte på den tid. Mærket på standardknallerterne henviste til disse rekorder og skulle hjælpe salget af de mere mondæne modeller til os unge. Salgstricket hjalp, for vi talte meget om Kreidlers formåen. Det var også i store træk så langt jeg kom i knallertracing. Det blev til de obligatoriske boringer, hakninger og lån af en større Bing kaburator, men ikke noget med kåber, tilbagerykkede fordhvilere og clip-on styr.

I pitten på årets CHGP var det muligvis ungdommens uudlevede knallertdrømme, der ligger til grund for at deltagerne stiller op til knallertrace. Jeg synes dog ikke at kunne genkende meget af den omgang vi havde med materiellet i min ungdom. Her er tale om en dybt seriøs sport med nogle af de skønneste maskiner jeg længe har set. Smalle alufælge og nuttede tromlebremser. Lækre beslag og pragtfulde lakeringer. De er små i alle detaljer, ekstremt slanke og næsten helt skulpturelle.

Jeg fik ikke talt meget med ejerne, for de var optaget af de sidste optimeringer inden dagens heat. Det blev dog til en enkelt opstart, hvor jeg fik en fornemmelse af, at hestekræfter på de små motorer ikke frembringes af volume, men af omdrejninger. Og omdrejninger, dem er der masser af.

Søren Navntoft

 
[adrotate group=”5″]

Gamle Nyheder: Porsche 914 var oprindeligt optimeret til armen i karmen
Af Claus Ebberfeld

Jeg har før været inde på det med mine ambivalente følelser for Porsche 914. Hér, for eksempel. Dem har jeg stadig. Men det forsvinder bilen jo ikke af, og da den efter min bedste overbevisning bliver mere og mere populær, så løber jeg alligevel over den ofte nok til fortsat at skulle tænke over hvad jeg synes om den. Det skal nok prøves, tror jeg.

Men så faldt jeg over den her. Og jeg har sandt at sige glemt hvor billedet kommer fra, men det ser meget officielt ud, med tysk undertekst og det hele. Måske er det fra Porsche selv? I hvert fald viser det tydeligt på billederne, at der var en fordybning til armen i karmen på denne prototype. Og skulle man være i tvivl om billederne, så siger billedteksten det. “Fordybningen var oprindeligt tænkt som armlæn”.

Om det bliver bedre af det er så en anden snak.

Præcis sådan her ser det ud, når Claus drømmer
Egentligt er det her bare en brochure for en bil. Nærmere bestemt en Maserati Khamsin fra 1974. Men jeg synes det er pudsigt, at de 20 sider ser ud præcis som mine drømme. OK, måske ikke den næstsidste side. Men ellers. Er det mon et tegn?

Det nødvendige foto

Feriefotos fra læser Svend
Så fik vi lige et par nye feriebilleder fra Svend, der var på Piaggiomuseum i Italien. Hans vurdering: “Fly, tog, biler motorcykler og selvfølgelig en masse scootere, super fint museum! Klart anbefalingsværdig”. Kort og præcist – og her et par farverige billeder.

Sorte plader
Af Niels Birkemose

Nu skal jeg jo ikke bestemme hvad du skal bruge dine penge på, men jeg vil tillade mig at komme med en opfordring. Sorte plader. Jeg glæder mig hver gang jeg ser en klassiker på sorte plader over, hvor godt det klæder den. Hvide plader hører simpelthen ikke hjemme på en klassiker, og skrækeksemplet så jeg forleden. Hvide købenummerplader på en klassiker. Uf det var fælt.

Jeg er helt klar over at kvaliteten af de sorte plader ikke er som i gamle dage, og jeg er klar over, at de numre man i dag bliver tildelt ikke er historisk korrekte, som de ellers var da ordningen startede. Og det er selvfølgelig ærgerligt. Jeg håbet vores venner på Motorhistorisk samråd stadig kan ændre på det. Men uanset kvaliteten på den sorte plade og hvad nummer der måtte stå på den, så vil jeg alligevel opfordre dig, hvis du ellers er i besiddelse af en indregistreret klassiker fra før 1. april 1976, om at føre automobilet på sorte plader.

Nyklassiker af en ganske anden slags: Ferrari 250 TR
Af Claus Ebberfeld

ViaRETRO var som sagt meget glade for at have Strøjer Samlingens Ferrari 250 (så har jeg ikke sagt noget forkert!) på vores stand til Copenhagen Historic Grand Prix. Vi forsøgte efter bedste evne at vise godterne frem, og der kom flere spørgsmål. Herunder hvad sådan en koster. Det ved ikke engang Jørgen Strøjer selv, men denne weekend bliver vi alle klogere. Coys sælger nemlig en ret lignende bil på deres auktion på Nürburgring. Deres er godt nok gul og bygget på en 250 GT Boano og så videre og så videre, men ikke desto mindre er dens pris da nok en rettesnor. Se mere til den hér.

En ægte klassiker af den værst modificerede slags

Ugens grafik

Den ægte vare – eller noget der ligner utroligt meget: Tag til Goodwood Revival
Af Claus Ebberfeld

Som jeg skrev efter mit besøg på Goodwood sidste år:

Anbefales til alle nostalgikere.

Det har jeg ikke været ene om at mene eller for den sags skyld gøre alvor af, og arrangementet har de seneste år tiltrukket et par hundrede tusinde gæster – hvert år, altså. Nogle har selvfølgelig været fra Danmark, og dem har Veteranposten de sidste par år tilbudt færdigpakkede rejser til. Efter Veteranpostens uheldige aflysning i 2013 kom FDM Rejser så på banen i år, men utroligt nok blev den rejse også aflyst, angiveligt på grund af manglende tilslutning.

Retrogalleri: lynhurtige knallerter

Andre steder at tage hen end Goodwood – og før:

Den 23. August går det igen løs i Bagsværd. Vi holder den årlige Fyrtårnsfest med næsten alt som hører til, når retroister og entusiaster skal mødes om passionen for gamle biler. Vi har altid ment, at Fyrtårn skal være et sted for gentlemen, men også i særlig grad for kvinderne i vores liv. Vi siger tak for tiden siden sidste Fyrtårn og det gør vi ved, at tage os ud fra vores bedste side allesammen.
Som skrevet før så, er den store fællesnævner på ViaRETRO selvfølgelig biler, men det viser sig jo gang på gang, at vi også har stærke fælles passioner for elguitarer, analoge ure, læder, hårcreme (…), damer, racercykler, film noir, tapas, sherry, stiletter, Agostini, bjergpas og meget mere. Biler kommer en del af gæsterne i, og dem pakker vi på gårdpladsen på en smuk måde, så de danner den rigtige kullisse for festlighederne. Andre lader bilen stå, for de har planlagt, at rive af hylderne i den gratis bar, hvor vi servere perioderigtige cocktail. Og på opfordring har vi igen i år skaffet det helt rigtige køretøj hvori sherryen kan og skal nydes.

Der bliver selvfølgelig livemusik fra trioen som sidste år ikke havde noget navn. Alt er ved det gamle for et navn, det har orkestret stadig ikke, men de spiller fremragende. Skal der danses? Det beslutter man naturligvis selv, men vi har opstillet et kraftigt lydanlæg og herfra vil en DJ fylde dansescenen med et potpourri at uforgængelige klassikere. Så mon ikke, at selv den mest forstenede mand kan få låst hoften op, og tage damen med på gulvet, til en gennemgang af sensuelle kropsbevægelser.

Der vil være natmad omkring midnat, ikke stort anrettet, men godt og nok til at kunne forsætte løjerne ud på natten. Prisen er 200 kr. men så er alt også gratis indefor.

Vi sætter i år scenen til Nordafrika og zoomer ind på havnebyen Tanger i Marokko omkring 1950. Byen var en del af den internationale zone, havde politisk neutralitet og var stor i sit frisind overfor lyssky forretninger. Tanger var centrum for internationale spionaktiviteter og heftige smuglerdynastier. Byens mange cafeer og klubber bød velvilligt horder af hemmelige spioner, excentriske millionærer, film stjerner, kunstnere og haute volée-fornøjelsesjægere indenfor til dekandente og eksotiske fester. I dette syndens centrum flød det med drinks, tobak og tjenestevillige kvinder. Et sted for en mand og kvinde af den rette støbning…

Det er vigtig at have et tema, når vi nu har en dresscode. Tangertemaet er genialt, hvis vi selv skal sige det. For nu kan du få udlevet selv de slemmeste drømme om påklædning. Tag udgangspukt i halvtresser cuture. Kvinder kan skele lidt til Diors New Look. Der var varmt i Tanger, så der behøves kun ganske få tekstiler og meget hud. Mænd kan være klassisk elegante eller mere spraglet som tidens optimisme tillod. Spionerne var diskrete, men stilsikre. Smuglerne skulle vise handlekraft og led ofte af dårlig smag. Skuespillere og filmstjerner tog sig af pomp og pragt, mens bohemer og forfattere var skødesløst påklædt, de var jo fritænkere. Oliesheiker i hvidt og tørklæde. Diktatorer og militærmænd i uniformer og knælange støvler. Kvinder bar også knælange støvler.

TILMELDING TIL FYRTÅRN 2014

God weekend
[adrotate group=”7″]
 

Firserne. Og så lige præcis 1984. Ååååh. Nej.
!–more– Eller Åhhhja? Jeg er så ambivalent. For en bilentusiast af min kaliber hænger et årti tæt sammen med dets biler. Og jeg er som bekendt til klassiske biler. […]

Skriv dagens leder på ViaRETRO eller nyd formiddagen i solskin med kaffe og bilentusiaster. Det var de to store valgmuligheder jeg stod overfor, efter jeg omsider fik åbnet øjene idag. Det var en af de her morgener hvor projektet med at komme ud af sengen tog længere tid end normalt. Jeg valgte den sidste mulighed, at tilbringe morgenstunden (formiddagen for nogle) på AJ tanken med blødkogt æg, smørcroissant og brændvarm sort kaffe.

Klog beslutning, set i bakspejlet, hvis jeg selv skal sige det. For mange havde taget turen derud, selvom mange er taget på ferie. Det er simpelthen bare god kvalitetstid, at indtage sin morgenmad mens man diskuterer, hvorvidt der er en god idé med en 90 graders V6 motor eller høre om, hvad andre har købt af spændende ting fra det store udland. En af deltagerne kunne fortælle om en uhyre spændene vogn, som han havde købt, og som  i disse dage er på vej hjem til Danmark. Den skulle ankomme i næste uge, og med lidt held får vi vidunderet at se ved ViaRETROs klubstand på CHGP.

En ny tendens er, at der kommer flere klassiske motorcykler og knallerter til Cars ‘N Coffee og dét hilser alle meget velkommen. De to-hjulet køretøjer forøger den store spændvidde i udvalget på den helt rette facon. Så hvis du ejer en klassisk MC, scooter eller knallert, så hold dig endelig ikke tilbage med at komme og vise den frem.

Søren Navntoft

[adrotate group=”5″]

En virkelig supercool Porsche 356
Af Claus Ebberfeld

Porsche 356 er en klassiker af den fineste skuffe: Den ægte vare med alder og arv og design og historie med sig og jeg har før skrevet om en skøn tur i Lars N’s hvide eksemplar. Den overbeviste mig om 356’erens uhyre anvendelighed, og jeg ser da også jævnligt nogle på landevejene herude på Djursland og til diverse træf rundt omkring. Vejene tæller mest.

Men det er jo også sommer, og de fleste 356’ere følger det klassiske mønster med at blive stillet hen for vinteren. Og så står de ellers dér. Men her i sommervarmen faldt jeg så over en 356, der forsynet med pigdæk gør vintervejene usikre. OK, det er godt nok veje i Colorado. Og OK, ejeren er syvdobbelt vinder af det store Pikes Pea-hillclimb Jeff Zwart.

Videoen fejler imidlertid ikke noget: Se den her og nyd det danske sommervejr.

Polonez: Hvad så jeg dog i den?
Af Claus Ebberfeld

Der var en lidt ironisk kommentar på Car Crusaders’ Facebookside, der mindede mig om Polonez. Per Skrot Kristiansen (er det mon hans rigtige mellemnavn?) startede ballet med nedenstående billede:

“Veldrejede kurver” vundet af Mercury fra 1939

Ugens grafik

Nu er det tid at tænke på vinteropbevaring…
Af Claus Ebberfeld

Ja, det er ikke bare noget jeg finder på: De første henvendelser er faktisk kommet, og så var det jeg tænkte, at det måske var på sin plads at nævne, at ViaRETRO også i den nye vintersæson tilbyder opbevaring af klassikere på det djurslandske afdelingskontor. Eller -garage.

Priserne er fastfrosset (høhøhø…) på 200 kr/md.
[adrotate banner=”10″]

En bog om kørsel fra halvtredserne

Kilde: http://phil-are-go.blogspot.com
Taruffis monoposto med sidevogn
Af Søren Navntoft

Det har sine klare fordele at være ingeniør samtidig med, at man kører racerløb. Tag nu for eksempel italienske Piero Taruffi. Han byggede i 1948 denne Tarf-Gilera Italcorsa. Det unikke køretøj udsprang af ønsket om, at bygge en rekordhurtig og ultralet racerbil, og som skulle indeholde hans ønskede elementer fra en motorcykel. I de to pontoner var en Moto Guzzi 500 ccm V2 motor med kædetræk monteret i den højre, mens chauffør og brændstoftank sad i den venstre. Motoren med 50 HK fik luft fra næsen af pontonen. Uanset hvad man måtte mene om det særprægede køretøjs udseende, må man indrømme, at Taruffis Tarf-Gilera er ret flot og smuk på sin egen facon.

Den blev målt som den hurtigste 500 ccm i verden, da den i november 1948 gennemkørte rekordstræningen med en gennemsnitshastighed på lige under 210 km/t. Den satte efterfølgende seks andre hastighedsrekorder.

Well done Piero!

Kilde: http://www.gregwapling.com

Beslut dig før det første glas: BMW E12 eller E28 redux
Af Claus Ebberfeld

Husker I min teoretiseren over hvilke af de to BMW 5-serier jeg helst ville se i min garage? Ellers genlæs indlægget hér. Det viser sig, at andre har gået i samme kvaler, men været enten mere ubeslutsomme eller mere beslutsomme, alt efter hvordan man ser på det. I hvert fald var der en annonce for nyligt på en 1975 BMW E12, der var født 518 men efter sigende havde fået skiftet karosseriet til et fra en E28 og nu stod som sådan, herunder nu som 528i. Det kalder jeg en hybrid, og papirarbejdet i processen vil jeg nødig tvære i. Billederne viste noget, der tydeligvis var en E28. Jaja, jeg fandt den, fordi den var til salg for under 20.000 og det prisleje, den model og den årgang kan jeg godt lide.

Nu er det ikke bare sådan ligetil på et selvbærende karosseri, og da jeg havde besøg af BMW-guruen Anders Bilidt kendte han (selvfølgelig) bilen, og kunne derfor berette, at der ikke var tale om et komplet karosseri, men om front og bagende fra den nyere. Den var hvid med dødsstribe forneden, og  jeg burde ikke interessere mig for den slags. Heldigvis kom skæbnen mig til undsætning, og bilen er nu solgt. Tilbage er kun et bitte billede og en vag drøm om at kunne køre sekscylindret tysk luksuskvalitet på lavbudget.

Det er hybriden herunder i midten, E12 til venstre og E28 til højre.

Ugens citat: Sir Stirling Moss om Archie Scott Brown

Ist es wirklich so passiert?


Ugens grafikker: Monsieur Hulot
Nogle profiler er så genkendelige. Grafikeren David Merveille har lavet en serie fortolkninger af den franske figur monsieur Hulot, og selvom der ikke er en bil i sigte, så får den straks det skønneste udbud af franske familiebiler frem på pandelappen. Hans grafikker vil derfor fungere lige godt i værkstedet som i spisestuen hos den modne gentleman af en ViaRETRO-læser.

Ugens foto: Virker sponsorater?
Hvis ja, så fortæl os, hvad Veracruz er – udover et afsindigt flot svunget navnetræk henover fronten af en C-type.

Opvarmning til Fyrtårn: Dressguide og borgerlige ord
Af Claus Ebberfeld

Vi kan sikkert alle lynhurtigt blive enige om, at verden er af lave: Det er i dag intet særsyn at møde herrer i korte bukser udenfor sportsbanerne, og på ViaRETRO græmmes vi over den slags slip på formerne. Den 23. august slår vi et slag for gamle dage, når vi holder Fyrtårn, vores cocktailparty med mere.

Ligesom sidste år får vi mange spørgsmål til dresscode, og derfor har vi sammensat nedenstående galleri, der rummer rigelig inspiration til både mænd og kvinder. Den observante læser vil bemærke, at en del billeder stammer fra filmen Casablanca, der sætter scenen for perioden og stilen i år. Den endnu mere observante (og modebevidste) vil se, at ikke alle billederne er fra perioden: Man kan også ekvipere sig i nyt tøj, og udvalget i den rette stil er faktisk ganske stort for tiden, pænt hjulpet af TV-serien Mad Mens succes.

Skal der være fest (og det skal der!), så lad der være fest. Vel mødt til Fyrtårn!

Læs mere om Fyrtårn 2014 og se hvordan du tilmelder dig

Den svære præmie: Japansk specialværktøj
Af Claus Ebberfeld

Vi ved udmærket, at mange Klub ViaRETRO-medlemmer glæder sig til resultatet af lodtrækningen om det ultralækre værktøjssæt i taske fra Snap-On. Hvis du ikke er med, så bliv det snart – afgørelsen falder til Copenhagen Historic Grand Prix.

Da det er en helt tilfældig lodtrækning, der afgør vinderne, så er det meget let. Måske for let?

Derfor kører vi her en lille opvarmningskonkurrence. Man kan igen vinde et stykke lækkert værktøj (hvem kan ikke altid bruge det?), og vi kan garantere, at ligesom med Snap-On-sættet er tale om topkræs, lækre sager, super kvalitet: Vi sætter intet mindre end en original Toyota Motors 14/17 fastnøgle på højkant.

Ja, I læste rigtigt: Vind en original Toyota Motors 14/17-fastnøgle!
Topforarbejdning, super stand, ægte speciallegering, håndsmedet i Japan – kræs for kendere

Det er klart, at det kræver lidt mere at være med end bare tilfældet: For at vinde denne lækre sag, så skal deltagerne have bevist at de er lavet af det rette stof. Konkurrencen er derfor kun åben for Klub ViaRETRO-medlemmer, der kører en klassisk Toyota, hvilket vi i denne sammenhæng har defineret som 1979 eller tidligere. Men lever I op til det, så kræver det kun en kommentar i felterne herunder (inkludér venligst et billede af din pre-1979 Toyota, så vi udelukker drømmere og fantaster), så er du med.

Det nødvendige foto

 

Og glæd jer til næste Lørdags Matiné, hvor firserne kommer hårdt igen…

[adrotate group=”7″]

God Weekend
 

Hvilken slags mand er du? Hm, har det noget med bilen at gøre?

Ikke i mit tilfælde. I hvert fald ikke længere. Heller ikke selv om vi kun kigger på det ene aspekt som bilmand.

Som nogle ved startede jeg min klassikerløbebane med Triumph i 1993, og først i 2007 kom jeg omkring en MG (forsigtig kursændring) og to år senere omkring en BMW 2002. Og så var kursen langt – jeg swinger stadig.

Jeg synes jo selv jeg er blevet et bedre menneske af det. I hvert fald klogere. Plus at jeg har lært væsentligt flere mennesker at kende, da enhver klassiker jo kommer komplet med en omgangskreds. Begge dele er ganske praktisk, når jeg nu skriver om klassiske biler, tilfældigvis. Man kan endnu begynde at spekulere noget i hønen-eller-ægget-paradokset.

Selvfølgelig har jeg mine præferencer. Ligesom jeg altid har haft. Originalitet er en af mine kæpheste, andre har andre og det er helt i orden. Men jo mere jeg ser, hører og prøver, desto mindre nagelfast er jeg i mine præferencer. Jeg er nu af den faste overbevisning, at der findes spændende biler fra enhver nation i verden. Cirka.

I hvert fald er jeg ret træt af det røde nationalitetskort og mærkefanatikere, der kun kan se een sandhed og hellere end gerne bruger krudt på at mistænkeliggøre resten. At kritisere en Mercedes for at være tysk er ganske enkelt meningsløst, og hvis det er det eneste man har at sige, så bør man lade være. Derimod kan en velfunderet og oplyst kommentar gøre både skribenter og læsere klogere, og den slags kan man aldrig få nok af.

Hvilken slags mand er jeg så? Jeg er hverken Mercedesmand, Fiatmand eller Lambrettamand eller Zündappmand. Jeg kan lide både wienerschnitzel og oksecarpaccio og undrer mig gang på gang over, at det netop ofte er italienerentusiaster der farer i flæsket (som det jo er, ifølge fordommen…) på tyskerentusiasterne.

De to store nationer var engang meget gode venner…og så nok om det.

Min konklusion er, at svaret på hvilken slags mand man(d) er har mere at gøre med hvor meget man kan lide end hvad man helt konkret kan lide. Hov, jeg glemte at nævne, at jeg forresten også kan lide sushi og cucumbersandwich.

Claus Ebberfeld

 
[adrotate group=”5″]

Japansk åndenød: Britisk storhed står for fald
Af Claus Ebberfeld

Husker I omtalen af en Mitsuoka Viewt i Lørdags Matiné nr. 47? Martin Lund havde mødt en pseudo-Jaguar nede sydøstpå, og heldigvis var det langt nede. For styg var den. Mitsuoka havde lavet deres ”kopi” af en Jaguar MkII siden 1993, og havde også andre rædderligheder på programmet. Det slog jeg nu alligevel hurtigt hen som værende for sært, for uhyggeligt og i det hele taget forkert og glemte heldigvis alt om den.

Men så faldt jeg på den altid udmærkede AROnline forleden over en oplistning over en række biler, der var bygget over samme læst. Altså ”kopier” af britiske klassikere. Og den liste var ikke alene lang, der var skam også endnu værre biler imellem end Mitsuokaen.

Bilklassen af disse særlinge kaldes på japansk for kawaii, hvilket betyder nuttede. I min verden er det også det bedste man kan sige om dem – og selv det går bedst efter et par glas sherry og forebyggende hovedpinetabletter. Af hensyn til læsernes øjne bringer jeg kun småbitte billederne af de nuttede herunder.

Se oversigten og læs mere om de enkelte modeller hér.

 

Porsche 914 på krogen
Af jyden Claus Ebberfeld

“Hvad må den trække?” Det er et ganske normalt spørgsmål blandt os jyder. Det kommer næsten ind på linie med “hva’ ga’ du får’n?”.

Da jeg jo er jyde går jeg genetisk bestemt også meget op i anhængertræk. Også på klassikere. Ikke nødvendigvis for at bruge det til noget, men det er rart at kunne, ikke sandt? Lidt ligesom en topfart på 270 km/t, bare noget mere praktisk.

Tit indvender purister så, at et træk ødelægger linierne og blablabla. Men så kom jeg i tanke om en bil, som man burde kunne sætte træk på uden at kunne ødelægge ret meget af linierne, da den i forvejen ikke er særligt køn: Porsche 914. Misforstå mig ikke, for jeg kan godt lide 914. Det er bare ikke fordi jeg synes den er køn, men af alle mulige andre årsager.

Imidlertid er det utroligt svært at finde billeder af 914’ere med træk på – ja, rent faktisk er det omvendte langt mere udbredt: En fronttræk på en 914, så den (hele bilen!) kan kobles på en anden bils anhængertræk.

Ajjrh, helt ærligt, så er det dér da hundrede gange værre og direkte uværdigt at nedgøre Stuttgarts centermotorsportsvogn til et niveau fra noget fra Brenderup!

Nedenstående billede reddede dog min dag: Fra den vinkel ser man ikke trækket men aner alle dets gode intentioner og muligheder. Verden kan meget vel være et bedre sted med træk på din klassiker.

Ugens grafik

Laverda 750 SFC og en tur ned af mindernes sti
Af Niels Birkemose
Dengang først i firserne syntes jeg, at Laverda 100 3C var den fedeste motorcykel i verden. Det synes jeg i og for sig stadigvæk.

Jeg kan huske dengang Preben Ingemann købte sin Laverda 750 SFC. Det er 20 år siden og Preben gav omkring kr. 100.000 for motorcyklen. Jeg besøgte Preben få dage efter han havde købt den, og selvom jeg syntes, at det var en noget hamber pris, var jeg imponeret over hvor lækker den var. Den stod simpelthen som ny og fuldstændigt original i den karakteristiske orange racerfarve. Og når man ved hvilken ikonisk motorcykel der er tale om, er det en oplevelse man aldrig glemmer.

Gademodellerne af 750’erne var lidt undermotoriseret i forhold til 1000’eren. 750’eren er en paralleltwin, 1000’eren er trecylindret. Men 750 SFC var og er en fabriksracer med en betydeligt stærkere motor. Til gadebrug var den nok lidt for hårdt tunet, men på racerbanerne blev den kongen. Den er baseret på den samme motor og stel som man finder på gademodellen 750 S.

SFC (Super Freni (super bremser) Competizione) kom i 1971 og stille op i Oss 24 hours, Barcelona 24 Hours og Bol D’or på Le Mans. Det gik rigtig godt, Laverda var suveræn i 71-sæsonen og slutte ofte både et, to og tre i samme løb. I alt producerede Laverda 549 eksemplarer af 750 SFC. Tidlige modeller har tromlebremser og platintænding. Senere modeller har skivebremser og elektronisk tænding og får samtidig modelbetegnelsen Electronica. Mig bekendt er de alle orange med sølvfarvet stel.

Laverda 1000 opnåede ikke samme succes på racerbanerne som 750 SFC. Men nogle sejre tog den da. Ofte med Augusto Brettoni som kører.

Efter succerne med 750 og 1000 3C, kastede Laverda sig ud i endnu ent fantastisk racerprojekt. En projekt der skulle blive fabrikkens død (i hvert fald den første død), nemlig den uendeligt lækre 1000 V6. Desværre udgik den allerede i sit første løb fra førerposition, og det lykkedes aldrig Laverda at få succes med V6’eren. I dag er det en legende og noget man taler om med begejstring i stemmen og store armbevægelser.

Jeg mødte Preben Ingemann i sidste uge da jeg var gæstekonferencier på Strøjersamlingens tirsdagsarrangement. Preben fortalte, at han netop havde solgt Laverdaen efter 20 års ejerskab og vekslet den til en Ferrari 308 GTS.

Tillykke med den Preben.

Honda Jazz
Af Claus Ebberfeld

“Den synes Claus nok ikke om”, skrev en kommentator i ugens løb. Det var vist på Facebook og handlede om rigtig jazz, men gled sidelæns over i Honda Jazz. Men tadaaaah, vent og se! Jo, sandelig – Honda Jazz har altid haft en plads i mit bilhjerte…selvom jeg aldrig nogensinde har set en.

Det skyldes, at jeg som dreng var flittig læser af den japanske modelproducent Tamiyas kataloger. Jaja, lige en anelse nørdet var jeg måske nok. Det stod på i mange år og lærte mig nogle modeller at kende, som man aldrig så ovre i provinsbyen. Herunder Jazz. For lige at få det på det rene, så er jeg dog ikke ældre end at Honda skam fandtes på vejene i Danmark og provinsbyen, herunder hos min vistnok føromtalte ret hotte brunklædte klasselærer, der meget passende kørte en metalbrun Prelude Coupé af første generation.

Men Jazzen fra 1981 kom ikke til Danmark, og jeg måtte nøjes med Tamiyas 1:24-modeller. Her fandtes den i en helt almindelig dødordinær indkøbsvognudgave – og så den jeg ville ha’, Turboen, der kom i 1982 Den dødelige havde en 1,2-liters motor, fremragende benzinøkonomi og var uhyre praktisk og blev en kæmpesucces i Japan. Turboen var (og er) en af de ganske få turboladede Hondaer, og blev nok nærmere sådan en slags kultsucces. Den fik, som det fremgår af billederne (i Turbo II-versionen), ikke for lidt med skærmforøgere og slige sager, og med lidt godt vilje (og/eller efter en hel flaske sherry, som min kollega Søren måske ville sige) ligner den en Renault 5 Turbo.

Sådan en Jazz vejer under 800 kilo, Turboen yder 110 hestekræfter, og så kan man selv regne resten ud. Diskretion er umuligt, morskab formentligt ligeså. Så jo, den slags Jazz kan jeg også godt lide.

Mikrobilen
Af Søren Navntoft

Der er noget komisk over de næsten unaturligt små biler som tidligt blev kategoriseret som Mikrobiler. Betegnelsen bruges også af nogen om de mindste biler på markedet i dag, men de moderne mikrobiler er langt større og rigtige end den oprindelige.
Mikrobilen kom til verden – som de fleste andre opfindelser – af et behov. De er et barn af deres tid og udtrykker en folkeånd. Da Anden Verdenskrig sluttede i 1945 lå Europa i ruiner og en granatchokket befolkning stod overfor ufattelige ødelæggelser og ruin. Som om den tilsyneladende opgave med at rydde op i murbrokkerne ikke var nok, var der en lammende mangel på fødevarer, råvarer, el og brændstof.

Forbløffende nok fik man et rejst og genopbygget kontinentet i løbet af en periode på 10 år. Man rullede simpelthen ærmerne op i fællesskab og med en determination, der næsten er utænkelig i dag, fik man mobiliseret befolkningen under de håbløse forhold.

Mange dygtige ingeniører og mange ud af den tidlige flyindustri satte sig for at løse befolkningens transportproblemer under de ugunstige forhold. Det er velkendt, at den sande mester åbenbarer sig inden for begrænsninger. Fokusering af talent og beslutsomhed resulterede i et enormt udvalg af små køretøjer. Nogle vellykkede, andre i mindre grad – men alle interessante.

Mikrobilen symboliserer denne efterkrigstid og de ofte noget fjollede og bizarre designs indkapsler et strengt nødvendigt behov, snarere end drømmen om status og frihed. Mikrobilens tid var kort, kun en periode på 10 år. Herefter var dens rolle udspillet og de “rigtige” biler kunne overtage scenen igen.

 

Klassiske biler på Kulturhavnen i Helsingør – Ny dato efter sidste søndags aflysning

Det planlagte træf på Kulturhavnen i Helsingør den 13. juli blev aflyst på grund af dårligt vejr. For de mange skuffede deltagere kan vi nu oplyse, at der er planlagt en ny dato for at mødes på havnen: søndag den 20. juli imellem 10-13.  Vejrudsigten ser strålende ud, som kom endeligt forbi og nyd de mange biler og det pragtfulde sted.

Copenhagen Historic Grand Prix 2014

Postkort fra Toscana
ViaRETRO fik denne lille hilsen fra Svend i ugens løb:

Lige en hilsen fra Toscana:-). Kom forbi en lille by lige syd for Lucca… Og i en have fandt jeg denne her… Flamina Touring Superleggera… Sammen med Porsche 912, Fiat Vignale, autounion, Alfa Romeo 1750 GT og en Alfa ambulance… samt ca 30-40 andre biler hvor det mest almindelige var en 112 Abarth bygget skudsikker til mafiaen! Der var også cirka 8-9 Meharier men alle biler desværre i meget dårlig stand.

Jeg var desværre ikke klog nok til at bruge lidt mere tid på at tage nogle ordentlige billeder af de mange specielle biler der stod… Havde travlt med at snakke med den gamle gut der boede i skuret bagerst i haven:-) ingen tænder og kunne kun italiensk… Hvilket jeg selvfølgelig ikke gør! Men fik da fat i han havde været Citroënmekaniker… Og fik fribilletter til et Piaggiomuseum hvor han passede biler!

Et rallyikon gør comeback ved årets Tvilum Rally Show
Af Morten Alstrup

Når årets udgave af det traditionsrige Tvilum Rally Show køres fredag den 8. august om aftenen i Fårvangs industrikvarter, bliver der mulighed for at opleve et helt specielt rallyikon gøre comeback. Det er ikke en kører, men derimod en gammel rallybil, som kommer tilbage i action, nemlig den historiske Opel Manta 400 fra 1983, som Jan Sørensen, Hammel, er ejer af.

”Endelig er bilen blevet klar igen,” siger en glad Jan Sørensen. ”Motoren eksploderede praktisk taget ved et DM-rally i Juelsminde i 2012, og siden da har jeg kæmpet for at få fremskaffet de forskellige stumper, der skulle til for at genopbygge motoren.”

En Opel Manta 400 er nemlig en ganske speciel rallybil. Den blev i starten af firserne udviklet af Opel udelukkende til motorsportsbrug efter det nye gruppe B-reglement, som tillod rallybiler produceret i meget små serier. Rent konkret blev der kun fremstillet 245 eksemplarer af bilen, og det gør det i dag svært at fremskaffe reservedele.

”Det har været topstykket, som har været det store problem i genopbygningen af motoren,” fortæller Jan Sørensen. ”Hver gang, man finder en stump, så duer den enten ikke eller skal renoveres. Det er ekstremt svært at finde stumper, og der er nogle ting, jeg simpelthen har måttet få fremstillet nye eksemplarer af.”

I starten af juli blev den genopstandne motor monteret i den røde rallybil, som Jan Sørensen har haft den første køretur i.

”Jeg har fået den rallysynet, skal have den synet, og så bliver Fårvang det første løb, jeg skal køre med den,” fortæller han. ”Nu er det to-og-et-halvt år siden, at jeg har været ude at køre løb i den sidst, så jeg skal lige lære den at kende igen.”

Men selv om den røde Opel Manta 400 har stået stille siden 2012, så har chaufføren været i aktion i mellemtiden. I de to seneste udgaver af Tvilum Rally Show har det været i en Peugeot 307CC, hvor hans sidste deltagelse endte før tid efter mødet med en betonklods.

”Men det kommer ikke til at ske med Manta, for denne her rallybil trækker i den rigtige ende,” slår Jan Sørensen fast. ”Jeg har aldrig kunnet finde ud af det der med forhjulstræk.”

Traditionen tro er der gratis adgang til Tvilum Rally Show som finder sted i Fårvang, der ligger midt mellem Århus og Viborg. Første heat starter klokken 17.00.

Tvilum Rally Show er et af de mest traditionsrige motorsportsarrangementer i Danmark og afvikles fredag den 8. august 2014. · Tvilum Rally Show afvikles sammen med Tvilum Classic Show. · Tvilum Rally Show og Tvilum Classic Show afvikles i forbindelse med det årlige Fåremarked i industrikvarteret i Fårvang, som ligger ved hovedvej 26 mellem Viborg og Århus. · Læs mere på http://www.rallyshow.dk.

Du er nået til enden – og de nødvendige fotos

 

[adrotate group=”7″]
God weekend

Kvinder og klassiske biler hører sammen, ikke mindst fordi mænd holder af at beskue begge dele. Det er ikke normal praksis at kvinderne selv fører det klassiske automobil og de indfinder sig oftest på passagersædet. Her deler de generøst ud af ros og komplimenter til manden bag rattet.

Det vil vi gerne lave lidt om på ViaRETRO. Vi vil med andre ord gerne se lidt flere kvinder bag rattet på deres egne klassikere. Vi vil se dem og deres vogne på træf, mødesteder og ture.

Nu er kvinder som oftest lidt mere forsigtige og tilbageholdende når det gælder fremvisning af klassiske vogne, men sådan bør det ikke være. Se bare billederne her. De er fra trediverne og før kvinderne fik deres fortjente ligestilling. Dengang har det krævet en god portion beslutsomhed at deltage på lige fod med mænd i den mandsdominerede sport og hobby.

På årets træf i Charlottenlund kom Tabita og hendes pragtfulde Autobianchi Spider på besøg. Og jeg skal da love for at de fremmødte mænd fandt det store servicegen frem og der blev sværmet omkring den lille røde vogn med den yndefulde ejer. Jeg fik ideen til at vi på ViaRETRO skal skive flere artikler om kvinder og deres klassiske biler. Så i nær fremtid kommer I til at møde Tabita og den lille Autobianchi og i øvrigt også Dorte som kører i Fiat 600 Mulitpla.

Nu er kvinder med klassiske biler en sjælden og sky affære og dermed ikke så nemme at finde frem til. Jeg vil derfor bede ViaRETROs læsere om at angive de kvindelige bilejere. Stikkermentalitet, vil nogen sikkert sige. Jovist men vi må til bunds i sagen. Så skriv til mig på sn@viaretro.com hvis du kender en kvinde med en klassisk bil. Hvis I møder lidt modstand når I fortæller om projektet, så bed dem lige om at se på billederne herunder. Er de ikke eventyrlige og fantastiske?

Søren Navntoft

 
[adrotate group=”5″]
[adrotate banner=”35″] [adrotate banner=”36″]

Mellemklasse-Bizzarrini: 1900
Af Claus Ebberfeld

Jeg har engang hørt det som en tommelfingerregel for Italiensrejsende: Hvis man ikke ved hvad man skal vælge på en ristorante, så tag det med flest z’er. Det er en dum regel – medmindre vi taler biler. Siden jeg hørte om det obskure mærke Bizzarrini første gang, så har jeg været fascineret. Af bilerne, af manden, af historien i almindelighed. Og som følge deraf har jeg skrevet om Bizzarrini flere gange før. Klik på billederne for at gå til de gamle indlæg.

Jeg ved flere (med god hukommelse…) venter på et indlæg om endnu en bil, han var involveret i – og det kommer. Bare ikke lige nu. Men når nu jeg både har skrevet om den første Bizzarrini og den største (for de fleste, tror jeg), så var det vist på tide lige at nævne hans forsøg på en mellemklassesportsvogn.

Hvor han gik til Opel. Meget naturligt, når man skal lave en mellemklassevogn, egentligt. Bizzarrinis hidtidige modeller havde forladt sig på teknik fra Corvette ud af GM-koncernen, der også omfattede Opel, som havde nogle mindre modeller i programmet, hvis teknik ville passe ind i Bizzarrinis planer. Så også familiemæssigt åndede alt idyl.

Fra hylderne valgte Bizzarrini så noget, det tilfældigvis lignede Opels egen men noget senere Opel GT. Den bundsolide 1900-motor motoriserede den lille ny, og kigger man på placeringen af motoren, så ligner det virkelig også Opel GT: Den sad laaaangt tilbage i chassiset, noget der passer sig fint for en sportsvogn.

Mindst ligeså intelligent var det vel, at den lille Bizzarrini lignede storebroderen 5300: For det første var den også formalt set ret vellykket med sin blanding af sensualitet og elegance og maskulinitet, og for det andet gav det god mening markedsføringsmæssigt (for den nye, i hvert fald), at den lå så tæt op af den store.

Ved præsentationen i Torino i 1966 fik den nye Bizzarrini da også masser af ros. Men derefter endte idyllen også: Firmaet var økonomisk ret trængt, og 1900’eren kom aldrig ud over prototypestadiet. Det blev bygget en 12-19-stykker,hvoraf en håndfuld endda havde andre motorer end Opels, men så vidt jeg kan se kun afveg i detaljer fra hinanden på andre punkter. Der var heller ikke grund til andet, for da jeg så den sorte 1969’er på Techno Classica i Essen i år måtte jeg kippe med hatten: Den er virkelig ligeså spektakulært vellykket, som den synes på fotos. Ja, om noget er den faktisk endnu mere helstøbt end sine større brødre.

Og derfor kan jeg ikke lade være at spekulere på, om dette ikke er en af disse “hvad nu hvis”-historier, der med ikke ret mange ændringer i historiens slagne vej faktisk kunne være blevet en succes? Bizzarrini gik konkurs i 1969, men havde faktisk et særdeles fornuftigt program på luksussiden, og en vellykket udvidelse nedad burde havde fungeret, synes romantikeren i mig.

Men OK, Opels egen GT kostede en brøkdel og kunne næsten det samme. Akja, den moderne verden anno 1969 var måske heller ikke et sted for romantikere.

En dag vil jeg ha mig en Triumph
Af: Niels Birkemose
Jeg er gået hen og blevet hooked på Triumph. Siden jeg solgte min MGB har jeg savnet en åben bil. Og på Bossanova turen kørte jeg en del at turen i Claus’ (mors, RED.) Triumph Spitfire, som var en pragtfuld oplevelse. Egentlig er der meget der peger på, at jeg burde købe mig en MGB igen.

MGB står jo for Meget God Bil, den er billig i drift, reservedelene er tilgængelige og så er en B’er en rigtig køn bil. Når jeg alligevel kigger en anden vej er der først og fremmest fordi jeg gerne vil prøve noget andet, og fordi at Triumph leverer lige præcis det som jeg higer efter. Nemlig en sekscylindret rækkemotor. Godt nok siger Mich til mig at TR4’eren kører bedre end både 5’eren og 6’eren og han burde vide det for han har både en 4’er og en 5’er.

Problemet er at jeg ikke helt tror på ham. Eller måske det snarere er noget forskelligt vi efterspørger. Den er jo lidt onkel morfar, den sekscylindrede Triumphmotor. Og ja, det er lige præcis det jeg vil have. En sekscylindret bundsolid vellydende rækkesekser. Jeg prøvede den Fiat 2300 som Søren skrev om tidligere på ugen og hold da op for en lækker motor.

Jeg fik også en tur i Per Holmens Toyota Crown. Fantastisk bil, hvor det igen er rækkesekseren der udgør kernen i bilens sjæl. Derfor kan jeg mærke på min sindsstemning at mit liv bliver bedre hvis jeg anskaffer mig en rækkesekser. Jeg må simpelthen eje en. Så det efterlader mig med valget mellem en TR5 og TR6. 5’eren er smuk og med nogle lækre detaljer. 6’eren er knap så gennemført. Den virker på mig som om den ikke er lavet helt færdig. De forreste blinklys og sideblink er direkte uelegante og forlygterne virker ikke rigtig integreret i kølergrillen. Bagenden fungerer bedre, men de firkantede lygter der kravler hen langs siden og det ofte sortmalede bagparti har ikke den elegance som man ser på TR4&5, eller for den sags skyld på en MGB. Når jeg alligevel drømmer om en TR6 er det selvfølgelig fordi, at så slemt er det jo heller ikke. Den er da superflot og lækker. Instrumenteringen er klassisk engelsk på et lodretstående instrumentbord i ægte træ. Jeg ville foretrække chromkanter på urene i stedet for de sortmalede. Men Herregud, når musikken spiller (rækkesekseren) er alle de småting glemt.

Og så er der selvfølgelig lige den lille ting, at en fin TR6 kan fåes for kr 119.000 som f.eks. den flotte gule her, som lige nu er til salg i DBA. Klik her for at se annoncen

Jeg synes den ligner et rigtig godt køb (kender hverken bil eller sælger)
En TR5 koster hurtigt det dobbelte.

Verdens trediebedste motorlyd er fra en Mercedes
Af Claus Ebberfeld

Motorlyd ligger mig meget på sinde. Sygeligt meget, vil nogle mene. Men det er nok mest kvinder. Nå, til sagen. I årevis har jeg haft min top to indenfor motorlyd, og den har set således ud.

1. BRM V16
2. Matra V12

Det er sådan lidt overordnet, og Matraen er jo i virkeligheden flere motorer, da den fandtes både til Formel 1 og til langdistanceløb. Omvendt lyder de alle fabelagtigt. Men alligevel er BRM bare i en HELT anden liga – ovre i retning af overjordisk.

Under de to har der været nogle skiftende favoritter, lige fra Mazda 787B (når jeg følte mig mest moderne) over Audi quattro S1 til Ferrari 156 F1. Jeg har været heldig at høre en masse forskellige biler i min entusiastiske opsøgen af spændende ting i klassikerverdenen, og indenfor motorlyd er det altid racerbiler, der kommer ud øverst i hierakiet. Det er der vel ikke noget underligt i: De kører jo som regel uden dæmpning, så man kan nyde deres naturlige lyd ufiltreret og rå.

Og så var det jeg kom i tanke om, at jeg faktisk for lang tid siden endelig fik verdens trediebedste motorlyd på plads. Uha, det lettede! I kender godt den med, at man vågner om natten badet i koldsved ved det panikagtigt påtrængende spørgsmål om, hvilken bil der har verdens trediebedste motorlyd, ikke? Godt, det tænkte jeg nok. Men siden 2012 er jeg kommet mig over det, fordi jeg hørte svaret. Ja, det kom faktisk rullende hen til mig på en gårdsplads i Brescia, anført af Jochen Mass.

Og svaret er: Mercedes 300 SLR, vinderbilen fra Mille Miglia 1955.

Torvet i Brescia var virkelig overfyldt – af mennesker og af biler. Pragtfulde biler. Massevis. Tonsvis, bogstaveligt talt – de bedste jeg har set pakket som sardiner på dåse. Der kunne dårligt være flere. Men så begyndte det at tordne. Selvom himlen var blå uden en sky.

Så det var mærkeligt. Især fordi tordenen var meget uregelmæssig, lå lavt og kom usædvanligt hastigt nærmere. Andre biler i feltet havde lydt voldsomt, men dette kunne vel umuligt være en bil?

Jo, selvfølgelig var det det, og hvilken bil: Af alle de legendariske klassikere forsamlet til dette Mille Miglia var dette uden tvivl den mest legendariske, capo di tutti capi, ledestjernen. Da den lave sølvgrå form kløvede menneskemængden som Robin Hood gjorde med pilen i bueskydningskonkurrencen blev det ærefrygtigt tydeligt for enhver, at det var vinderen fra 1955, Mercedes 300 SLR. Jeg havde set modellen før, men aldrig i fart – og det siger sig selv, at Mille Miglia var det rette sted. Jochen Mass sad bag rattet, og den rutinerede chauffør holdt selv i skridtfart omdrejningerne oppe med regelmæsssige stød på speederen som for at lade bilen rømme sig. Og det var dét, der lød som om tordengudernes tod lige ved siden af mig.

Aldrig har ordet ærefrygt været mere velanbragt om en bil: Moss’ og Jenskins’ bedrifter under sejren dengang var det stof, som legender er lavet af, bilens historie er en af Mercedes’ kronjuveler og summen af det gav lyst til at kaste sig næsegrus ned foran elektron-formerne og messe til guderne af højoktan. Ikke mindst fordi dens motorlyd var så fantastisk overvældende, anderledes og brutal.

300 SLR er jo kun navnemæssigt i familie med de ordinære Brut & Butter sekscylindrede SL’er. Under den tynde magnesiumlegering ligger teknik fra Grand Prix-vognen W196 – bare opgraderet: Det vil i korte træk sige otte cylindre på række, direkte benzinindsprøjtning, desmodronisk ventilstyring, centralt kraftudtag og 300 hestekræfter ved over 7.000 omdrejninger.

Hvorfor det skulle lyde så voldsomt er ikke så enkelt at udpege, men jeg vil ikke udelukke, at brændstoffet kan spille en rolle: Dengang raceren var ny kørte den på en specialblanding af ekstrem t højoktanbenzin med en usædvanlig stor andel af benzen. Hvad den kørte på dernede i Mille Miglia tør jeg ikke sige, for det lugtede ikke usædvanligt – men det lød som om den kørte på ren testosteron. Med Mass’ teknik for at holde den gående var der rig lejlighed til at høre den forbrænde kalorierne, og lyddæmpere var der heller ingen af. Lyden rullede frem og tilbage inde på torvet, menneskene sprang – og jeg stod bare med et smil fra øre til øre: Her var en legende, der levede op til alt jeg havde troet om den, og med lyden alene kunne denne tysker nedkæmpe alt fra Italien, England og Amerika i 1955.

Fuldstændigt som lægmandslogik ville tilsige lå lydbilledet et sted imellem Jaguars samtidige sekscylindrede D-types lyd af kanvas, der bliver revet over og Ferraris operasyngende tolvcylindermaskiner. Mercedesen var bare mere brutal end begge, mindre melodisk, hårdere, ondere og mere rå. Som sådan stod den faktisk i skærende kontrast til SLR’ens fremtoning, der jo er ret poleret, elegant og næsten ligefrem afdæmpet. Ikke så i lyden, nej – og kombinationen denne solbeskinnede majdag i Brescia glemmer jeg aldrig.

Få biler har slået mig med ærefrygt som denne – og kun to motorer har overgået den i lydindtryk. Fantastisk er et lille ord.

 

Det nødvendige foto

 

Ugens grafik: BMW 3.0 CSL 1975 med Alexander Calders grafik

Kilde: BMW Art Car Collection

Klassiske biler på Kulturhavnen i Helsingør
Helsingør kommune og ViaRETRO er i samarbejde gået sammen om at søndage med møder for klassiske biler på Helsingør havn foran Kulturværftet. John Calberg er kordinator og han har arbejdet ihærdigt på at få taget det spændende sted i brug til at vise klassiske biler frem. Havnen har alle muligheder for at blive et fast træfpunkt for bilentusiaster. Havnen ligger som en smuk kulisse med udsigt til Kronborg, Søfartsmuseet og Kulturværftet.
Følgende søndage er planlagt indtil videre:
13 juli, 17 august, 21 september 2014 kl 10-13

Havnefodgeden har bedt bilejere om at tage et stykke pap med til at sikre, at de nye belægninger ikke lider overlast af oliedrypperiet som nok kendertegner klassiske biler. Pap kan købes i havnen.

I havnen findes en cafe, hvor man har mulighed for at købe mad og drikkevarer.

[adrotate group=”7″]

God weekend

Af natur er jeg skam både tålmodig og tolerant og åbensindet og vidtfavnende og ydmyg. Og diplomatisk. Derfor starter jeg da også lige med at undskylde denne bandbulle.

Sagen er bare, at jeg er enormt træt af at høre antydninger af, at den eneste rigtige måde at have klassisk bil på er at renovere et vrag fra bunden med sine bare hænder og et stykke lædersnor, mens man sætter et eller flere parforhold over styr og i øvrigt smider kostelige mængder penge efter processen og betragter det som en del af fornøjelsen. For så at komme ud på den anden side med guddommelig forståelse for og uløselige bånd til sin klassiker, som man derefter beholder resten af livet.

Sikke noget ævl.

Hvis der er noget jeg er blevet åben overfor i mine 21 år som klassikerkører, så er det, at der er mange måder at have klassiker på. Nogle laver de mest fantastiske ting med hænderne i værkstedet, og det er jeg fuld af beundring for. Men nogle (andre) lader derefter mesterværket stå i garagen. Og det fatter jeg ikke. Der findes skam også folk der køber helt utroligt flotte biler, der allerede ER lavet – og så lader dem stå. Hvilket jeg heller ikke forstår.

I det hele taget forstår jeg ikke helt dem, der lader bilerne stå alt for meget. Fordi mit udgangspunkt for entusiasmen er at køre i bilerne. Derfor har jeg nogle gange (i meget eftertænksomme øjeblikke) svært ved at se pointen med meget store samlinger af biler – som i når de er så store, at ejeren ikke kan nå at køre i dem alle alligevel.

Men det handler for mig heller ikke om kørsel det hele, som jeg kort var inde på i kommentarerne til De Havilland Comet-indlægget i ugens løb. Jeg kan lide at lægge hele historien op, at se hele billedet – hvordan var verden dengang bilen var ny, hvordan var de andre biler på den tid, hvordan var musikken, damerne, arkitekturen, moden, politikken, samfundsøkonomien. Og hvordan ville jeg passe ind i det? Jeg kender da flere bilentusiaster, der ved væsentligt mere om det land deres bil kommer fra end om bilen som sådan. Eller dens designer. Eller ingeniørerne bag.

Så har vi noget at snakke om. Uanset om han eller hun selv har lavet noget på bilen eller sågar overlader til det andre at polere den (jo, de findes!).

Men da jeg er sådan et pænt menneske, så ligger det slet ikke til mig med sådanne sure udgydelser. Så mens jeg nyder min SAAB og Mercedes (som jeg har poleret og skiftet olie på, men heller ikke stort mere – slemme mig), iværksætter jeg hermed med min stille protest:

Ja, jeg har købt en ny (gammel) bil der er flot og som jeg kan køre direkte hjem til mig i dag, lørdag. Den har jeg tænkt mig at have sjov med henover sommeren. Og så sælger jeg den igen. Finito. Basta. End of story.

Jeg kan lide dens farve, teknik, design, historie og arv og generelle tidsudtryk, og jeg vil gerne prøve den, eje den, leve med den et stykke tid – men ikke resten af livet. Det ved jeg allerede nu, der er flere grunde til det, og dem kommer jeg nok ind på senere. Hvis det går efter planen.

For dét har de rene projekter og tilsyneladende gode gamle biler til fælles: Der er en risiko forbundet med det skørlevned, og nogle gange får man sig et isbjerg. På den måde er det ligesom med damer.

Nå, nu tager jeg på Olivers og får mig en ViaRETRO-morgenmad. Jep, jeg kører i den nye…

Claus Ebberfeld
[adrotate group=”5″]

Stiletto – Når kærlighed og motorolie ikke er nok
Jeg har netop afsluttet mit til dato korteste forhold.

Forhold indledt: 13.marts 2014.
Forhold afsluttet: 18.juni 2014.

Det endte i en klassisk scene; jamen, hvad er der galt med mig? Intet, det er mig – ikke dig. Du er helt formidabel. Fejlfri. Effektiv og driftssikker. Tilmed til at stole på.Men du kunne jo godt mærke, hvilken vej det gik. Der var jo episoder…

Kan du huske dengang, hvor jeg forvekslede dig med en anden på parkeringspladsen og ihærdigt forsøgte at låse en andens bil op? Men det er ikke din skyld. Så var der jo også det der med dørene. Der var mange døre. Alt for mange. Kan du huske, at jeg hver søndag gik en runde om dig for at åbne og lukke alle dørene, fordi jeg havde dårlig samvittighed over, de ikke var i brug? Men det er ikke din skyld.

Og hvad med dengang min hippe designer-kollega konstaterede, at du er både praktisk og fornuftig?Hvorefter det sortnede for mine øjne, og jeg kort efter udførte et verbalt overfald på ham – velvidende han ramte mig lige i hjertekulen? Men det er ikke din skyld.

Det er mig, den er gal mig. Jeg har svært ved at binde mig. Og dedikere mig. Du får det meget bedre uden mig. Vi gjorde et forsøg, men kærlighed og motorolie rækker ikke altid til et langvarigt forhold.

Så nu er jeg hjemløs; billøs mener jeg. Og endnu en bil er føjet til listen over erobringer.

Forleden fandt en anden hjemløs vej til min indbakke. En Maserati Biturbo 425 – en bil fra 1980’erne antager jeg. Den står i en lade et sted i Jylland. Den har utvivlsomt været tiltænkt en grundig renovering med henblik på at bringe den tilbage. Tilbage for at forkæle vores øregange (ja, for ærlig talt – den er altså fra en periode, hvor bildesignerne burde få deres skolepenge tilbage, som en god ven af mig udtrykte det).

Men jeg er en årgang 1980. Og jeg har altid ønsket mig en bil fra samme årgang. Så jeg oplever i disse dage, hvordan mine tanker søger denne Maserati.

Den står der. Helt alene. Forladt. I samlesæt. For det sker jo. At biler bliver forladt. Når livet overhaler alle gode ntentioner og planer.

Jeg vil vædde med, at den Maserati føler sig fortabt. Præcis som jeg. Uden bil. Uinspireret. Henvist til en lånt Toyota (som heldigvis har en kæmpe reklame på siden, så jeg behøver ikke at forklare). Men omvendt er det jo en frisk start. uligheden for at indlede et nyt forhold.

For både den forladte Maserati og mig. Bare ikke sammen.

Den er sådan en kompliceret type.

Kærligst

Hvid er en god farve
Af Claus Ebberfeld

Jeg har tænkt meget over det med farver. Gør det stadig. Og kan i princippet bedst lide gamle biler med farve. masser af farve. Udenpå, indeni, i stort og småt. Gult, orange, grønt og brunt kombineret i sikker smag? Ja tak.

Men så læste jeg følgende engelske passus på et sted i internettet:

White is a good colour. For a refrigerator.

Og blev en smule fornærmet. Min SAAB 90 er hvid, og jeg synes ærligt talt det klæder den rigtigt godt. Der gik lang tid før det gik op for mig, at det KAN være fordi den har en del lighedspunkter med et køleskab.

Det nødvendige foto

Andre indlæg om plastik:

• Corvette: 70 år med den amerikanske drøm

Bugatti & Bugatti: Kan en hestesko bringe ulykke?
Af Claus Ebberfeld

Jeg er ingen stor fan af Bugatti Veyron. Det startede nok med at jeg så dens guppilignende karosseri på en udstilling et sted og blev bekræftet, da jeg i Spa, Belgien, holdt ved siden af én i min gamle Triumph GT6, og konstaterede, at Triumphens seks cylindre lød meget bedre i tomgang end Bugattiens seksten. Færdig med Veyron.

På grund af karosseriformen er jeg heller ikke den store fan af EB118, den dødfødte limousine, der indvarslede Bugattis tid som tysk-undskyld-fransk. og ellers ud fra specifikationerne virkede som en mere værdig arvtager. For se engang hvor de ligner hinanden:

 

Jeg mener efter indgående analyse af fænomenet moderne Bugattidesign at kunne konstatere, at alle kvalerne stammer fra den krampagtige holden fast på de gode gamle hesteskokølerfacon. Indrømmet, det er på de gamle Bugatti et af de mest imposante designelementer overhovedet (nu er der jo heller ikke ret mange, da bilen trods alt er fra en periode, hvor design endnu ikke var en separat disciplin fra grundlæggende bilkonstruktion), og jeg har svært ved at forestille mig en Type 35 uden den type køler.

Som bekendt døde Bugattimærket og undgik derfor at konvertere til det moderne formsprog, som italienerne indvarslede sidst i fyrrerne/begyndelsen af halvtredserne – I ved, det med integrerede skærme og lygter. Hvordan mærket selv ville have løst det er et godt spørgsmål, men nu var det altså i første omgange Marcello Gandini, der fik hyren. Og jeg går ud fra, at der i kontrakten stod med store bogstaver, at fronten skulle indeholde en hestesko.

 

 

Og det gør fronten på hans EB110 fra 1991 så også. Ligesom alle efterfølgende Bugatti, prototyper eller produktionsmodeller til hobe. Hvilket i mere end et tilfælde stort set er det bedste man kan sige om fronterne: Der er en hestesko. Fra den ynkelige lille undskyldning for en hestesko på EB110 voksede hesteskoene til mere fuldvoksne størrelser, og de blevfor den sags skyld også pænere integreret.

Men helt godt blev det efter min mening aldrig. Hestesko bringer ulykker i moderne design, tror jeg.

 Maserati A6G vandt Goodwood Festival of Speed concours
Og mere er der ikke at sige til det. Amen.

 

Tom Waits – Enfant terrible når det er bedst
Af Søren Navntoft

“I know you won’t go very far. You left your blonde wig in the car.”
– Tom Waits

Ugens grafik

[adrotate group=”7″]

God weekend

“Søren, nu har jeg snart sparet nok op til at få mig en klassisk bil. Jeg drømmer om at køre ned gennem Europa i den. Så jeg vil gerne have dit råd om hvilken bil jeg skal købe, og om jeg lige kan få et lille kursus i at passe den. Jeg er ikke helt dum til dét med hænderne og jeg har lige købt en bajonetsav”

Sådan lød spørgsmålet fra min bedre halvdels gode veninde forleden aften. Ikke at det var et overraskende spørgsmål, når man tager i betragtning hvor meget tid jeg bruger på gamle biler. Det overraskende var heller ikke at hun havde anskaffet sig en bajonetsav. Kvinden har et sommerhus i træ, et sted i Sverige, og her skal der laves lidt arbejde fra tid til anden. Næh det overraskende i spørgsmålet var, at jeg ikke havde noget svar på hvilken bil hun skulle købe. Hun havde sat et budget på 50.000 – 70.000 kr. og med dette beløb ville hun helst have en åben vogn. Hun havde kigget på en MGB, flot synes hun, og til det nævnte beløb. Hun ville vide om en MG var en god bil og passsende til hende? Jeg kunne sige, at der bestemt intet var galt i en MG og at den på mange måder var en fremragende klassiker til hende. Der er masser af reservedele og vedligehold er relativ simpelt. Det er en skøn bil at se på og velegnet til flittigt brug. Sagen var bare, at jeg mener, at budgettet er lige lavt nok til en populær klassiker som en MGB. Hvis hun vil have en sund bil skal prisen nok være lidt højere. Jeg havde godt nok ikke set bilen, så det står naturligvis for min egen regning.

Hvilke alternativer er der så? Jeg talte lidt om en Fiat 850 Spider, en herlig bil og ikke så kostbar, men også med en ringe motorstørrelse og måske ikke så velegnet til en krydsning gennem Europa. Men faktisk blev jeg lidt fantasiforladt med hensyn til brugbare forslag. Ingen biler syntes at komme til “mig” og jeg lovede at vende tilbage efter lidt tid. Så nu benytter jeg lige jer kære læsere. Har I nogle forslag til veninden? Hvilken klassiker kunne komme på tale, når man har et halvt hundrede tusinde kroner til rådighed og tager ovenstående i betragtning?

Af Søren Navntoft
[adrotate group=”5″]

BossaNova Sommertur 2014
Af Søren Navntoft

Der er sagt meget godt om de fynske landeveje. Naturoplevelser og smukke vejforløb i overdådige mængder og perfekt for ture i vores klassiske biler. Og lad os bare gøre det kort. Der er FANTASTISK på Fyn, intet mindre kan gøre det. Det er jeg sikker på at de andre deltagere på årets BossaNova tur i Danmark kan bekræfte helhjertet.
Vi havde sat to mindre korteger i stand i København og Ebeltoft og som skulle mødes i Langeskov på Fyn, helt nøjagtigt hos Folmers Auto. Folmer har sat sig for at være kustode og mekaniker for gamle vogne af mærket Mercedes Benz. Og hvilket besøg det blev hos Folmer. Hans kone og datter tog del i opgaven med at føle os særdeles velkomne og vi fik en rundvisning i stedets lokaler. Og jeg skal da love for at vi fik set lidt af hvert fra det tyske mærke. Folmer har en hel lade fyldt til bristepunktet med reservedele og projekter. De af os som har kone og kærester, som mener vi ikke er helt velforvaret omkring vores passion og dagligdag med de gamle vogne, kunne nyde at få tingene perspektiveret. Jeg er sikker på, at vores tids- og pladsforbrug ikke længere er skudsmål for så voldsom kritik derhjemme længere. Der herskede en dejlig ro – frk. Susanne havde ingen bemærkninger – i min vogn efter besøget hos Folmers Auto. Billederne herunder taler deres tydelige og poetiske sprog.

Turen kunne fortsætte mod syd og frokosten – et potpourri af spanske og franske delikatesser – blev indtaget som picnic på havnen i Lundeborg. Yderligere et par deltagere var troppet op for at fortsætte følgeskabet og vi talte nu 25 deltagere i 12 biler. Herefter gik turen over de sydfynske øer i den lavthængende eftermiddagssol. Med en tophastighed på 70 – 75 km/t sejlede vi gennem de gule kornmarker og idylliske landsbyer indtil vi nåede vores endlige destination: Tranekær på Langeland. Her bød kromutter Monique os velkommen på den gamle slotskro og vi kunne nu os, klæde om og nyde et glas vin og øl i kroens jagtsalon, altimens forventingerne til aftenens treretters menu steg.

Søndagens morgenmad blev indtaget i stilhed. Aftenen før havde gjort sit indhug i deltagernes ressourcer denne søndag morgen. Flere havde været som voks i partisekretærens kyndige hænder udi drinksmiksning hvilket havde medført en stor villighed til at deltage i en spontan opstået mimequiz. Nogle sprang ud af skabet og viste både lyst og evner inden for Elvis-repertoiret og herrestriptease. En nærmere beskrivelse af disse aktiviteter tåler ikke dagens lys på disse sider, så vi nøjes med at konstatere, at det var voldsomt underholdende.

Vi indtog en hårdt tiltrængt Pariserbøf – dagens første retroindslag – da vi efter nogler timers kørsel nåede frem til det lille gæstgiversted på sydvestfyn. Igen var solen fremme og den kraftige vind havde lagt sig. Vi sluttede af med et besøg hos Strøjersamlingen hvor vi havde fået lov at gå rundt på egen hånd, og endda bare sætte os i bilerne alt efter lyst. Jeg fik endelig selv lov at sidde lidt i den udstillede Ferrari Daytona. En førstegangsoplevelse, som må og skal blive til mere en skønne dag.

BossaNova turen 2014 var en fremragende oplevelse af hvad bilentusiaster kan opleve sammen. Der ses og prøves biler af forskellige mærker og ikke mindst smedes der venskaber og vi ser hjørner af Danmark vi aldrig eller sjældent ser. Vi er på opdagelse efter et Danmark fra dengang vores biler var nye. Det er en af min største fornøjelser og er gjort af det stof som jeg finder bedst ved at dyrke vores fælles passion. Så BossaNova-turen kører igen i Danmark til næste år, dét er sikkert og vist. Men hvorhen?

Køb den bedste
Af Claus Ebberfeld

De fleste ved det. Alle ViaRETRO-læsere BURDE vide det: Man skal ud fra en økonomisk betragtning som regel købe den bedste bil man kan finde. Her er et eksempel fra virkeligheden – fra Tyskland, så vi ikke behøver hænge nogle danskere ud.

Efter at have luftet en drøm om en Audi 100 fik jeg nemlig et link til en sådan, der var til salg. I Tyskland, det flyder ikke ligefrem med dem. Det var en 100 CD 5E Avant fra 1979, der såmænd var en tidligere langtidstestvogn fra AutoBild Klassik, hvorfor alle udgifter var behørigt dokumenteret. Magasinet havde købt den i juli 2011 med en kilometerstand på 95.000, og derefter kørt den i et år. Tælleren stod nu på 134.000, og det er jo solid kørsel i en klassisk bil fra 1979. Eller en youngtimer, om man vil være lidt mere rigid i opfattelsen af, hvad en 1979 Audi 100 er for en størrelse.

Ligemeget, for størrelsen af omkostningerne er pointen her, og den kan ikke diskuteres: 8.500 Euro havde de investeret i bilen på det år. Ordet “investere” er fra annoncen, for jeg ville ikke vove at tage det i min mund i denne sammenhæng. I bedste fald er det en risikabel investering, i værste fald bare en dårlig. For bilen er lige nu til salg på Mobile fra 5.500 Euro.

Efter alt at dømme er det ikke en dum pris. Så måske skulle man bare købe den, og så glæde sig over, at nogle andre har postet 8.500 Euro i den.

Under alle omstændigheder kan vi bilkøbere bruge historien til at minde os selv om, at det stadig er en god grundregel at købe den bedste. Især fordi billederne i annoncen ærligt nok viser, at Audien stadig ikke er perfekt. Se den fulde annonce hér.

Det andet Goodwood: Festival of Speed næsten live
Af Claus Ebberfeld

Man glemmer nogle gange, at Goodwood er mere end den store hellige Revival: Det næststørste er Festival of Speed, der løber af stablen i denne weekend. Som navnet antyder er det en hyldestfestival til al motorsport, og temaet i år er Addicted to Win. Hvad festivallen er for en størrelse kan man se på sin skærm, hvis man stiller ind på Autoports live stream – klik blot på billedet herunder.

 

Ugens grafik – ikke ren grafik, men alligevel

Brevkassen
Kære brevkasse
Tak for de flotte billeder af isbjerge. Er ikke sikker på at jeg helt forstår budskabet. Men ham som jeg skal købe den omtalte BMW E9 af, har nu solgt den til en anden mand, bare fordi han kom med pengene. Tror du det er godt eller dårligt for mig? Nu vil ham sælgermanden gerne sælge mig en Mercedes SLC i pornohvid og som kan køre. Synes du jeg skal købe den, og mener du stadig det er relevant med et isbjerg?

Den anonyme ven

Kære anonyme ven.
Hjertelig tillykke med at du ikke har fået ny gammel bil. Glem det med isbjerget. Men skriv gerne igen hvis du får lyst til at købe en bil der ikke kan køre. Specielt hvis det er en Lotus. Hvad angår en SLC i pornohvid, så passer den ikke til dig. Det lyder mere som noget til Hr. Ebberfeld. Ved du om han vil tage en SAAB 90 i bytte? (turbo mærke kan medfølge)

Brevdoktoren.

En billet til Le Mans Classic
Af Claus Ebberfeld

Næste weekend er der Le Mans Classic og indrømmet, det kan knibe at nå derned, hvis ikke alting allerede er klappet. Ellers er her en oplagt mulighed: Køb denne pragtfulde DB HBR5 “Vitrine” på Artcurials auktion den 5. juli og kør med næste år.

Le Mans Classic er nemlig et løb, der holder originalitetsflaget ret højt, og ligesom Mille Miglia bevidst lader tidligere deltagerbiler kommer forrest i køen. Det er en klog og sympatisk strategi, og det betyder at denne DB ligger lunt i svinget: Chassis 1283 har deltaget tre gange og vil udover på Le Mans være velkommen alle steder fra Goodwood til Fyrtårn.

Den bliver solgt uden mindstepris, og estimatet lyder på 120.000-160.000 Euro. Se den fulde annonce og ikke mindst en masse pragtfuld fransk tekst og lækre billeder hér.

Gaver til manden der har alt – eller til kvinden.
Af Claus Ebberfeld

I ugens løb var der lidt skriveri om biler i fødselsdagsgave. Det er i den grad i kategorien “hårde pakker”, og nogle store af slagsen også. Men helt uhørt er det ikke, og faktisk var hele to af bilerne på Bossa Nova-turen fødselsdagsgaver. Og en tredie i selskabet havde også fået en bil i gave, men var dog kørende i en anden fra garagen.

Så ViaRETRO vil gerne slå et slag for disse ultimative hårde pakker: Nej, det er ikke uhørt. Ja, det er særdeles passende til runde fødselsdage. Og husk, det virker begge veje: En kone kan give sin mand en bil, en mand kan give sin kone en bil – smålighed klæder ikke nogen.

Vi har dog tidligere skrevet om tilfælde, hvor gaven var et renoveringsprojekt. Udover alle de normale faldgruber et projekt kan indeholde kan der være yderligere et par stykker – omvendt kan det også være en elegant måde at slippe af med den ene part i forholdet på.

Personligt ville jeg dog foretrække en som den herunder – en Montreal givet som en 40-års gave. Pak ud og kør. Jeg HAR spurgt giveren, om hun har en søster…

SAAB is SAAS: Safe af any Speed
Af Claus Ebberfeld

Jeg har før rost min SAAB 90 for dens soliditet. Og efter hjemturen i går aftes slog det mig, at jeg faktisk aldrig har haft en bil, der overgår SAAB’ens fornemmelse af sikkerhed. Med ”sikkerhed” mener jeg vitterligt ikke holdbarhed, for selvom kilometrene bliver spolet over på tælleren med rund hånd, så har jeg stadig ikke kørt nok i den til egentligt at udtale mig med nogen statistisk sikkerhed om holdbarhed.

Mit første indtryk af sikkerhed stammer stadig fra dørlukningslyden, og jeg tror som en sidebemærkning snart at dørlukkelydstesten er moden til gentagelse. SAAB’en lukker med en lyd, der ikke minder om nogle af mine tidligere biler. Og den er sikker. Hver gang.

Næste indtryk stammer fra betjeningselementerne i kabinen: I modsætning til en Volvo ser de ikke visuelt ud til at være designet til brug med handsker på. Men de fungerer lige så solidt og sikkert som om de var. Og det gælder også styring, gearskifte og selv vippebakspejlet. Det føles som livrem og seler det hele.

Det væsentligste indtryk af sikkerhed stammer dog uvægerligt fra selve kørslen. I betragtning af, hvor sikker dén forekommer, så er det utroligt, at der stadig er finesse til at forcere grusveje og andet løst underlag. Hvor den sikkerhed kommer fra? Tjah, SAAB har altid har gjort meget ud af flyforbindelsen, men sandt at sige har jeg aldrig rigtigt kunne se den: Fra SAAB Viggen til SAAB 90? Næææh, vel. Men lige præcis i forbindelse med sikkerhed er der måske noget om snakken: Taler vi flykvalitet, men uden vægtbegrænsningerne?

I går aftes smadderregnede det på vejen hjem til Djursland. Jeg kunne inde fra mit velourcockpit se, at andre piloter-undskyld-bilister reagerede på det med sær kørsel og tændte tågebaglygter. Men i Rute 90 mod Pederstrup sad piloten med afslappet attitude og fuldt dårligt-vejrs-certifikat og betragtede regnmasserne som om de var lukket ude af SAABens kørende Faraday burs-effekt. En mindre videnskabeligt baseret bilskribent ville måske mene, at vandmasserne ligefrem skilte sig foran SAABen, ligesom da Gud delte Det Røde Hav. Bare mere raffineret udført i SAAB’en. Sådan føltes det: Jeg mærkede det ikke overhovedet, og eneste bevis på regnmængderne under og omkring bilen var den store mængde af spray som vi efterlod i vores vortexhvirvler.

Jeg må indrømme, at jeg i går tænkte på at beholde den til vinter: Alene for at se, hvordan den klarer kulde og hvordan den forcerer sne. På den anden side er der så længe til vinter. Og den sidste henvendelse på annoncen med levering overalt i Tyskland kom fra Bamberg. Om det så var snestorm hele vejen derned, så skulle SAAB’en nok nå frem.

Det nødvendige foto

[adrotate group=”7″]
God weekend

Leder
Lederen er aflyst til denne Lørdags Matiné. Til gengæld er redaktionen ude at køre BossaNova Sommertour 2014.

Med fraværende hilsener
Redaktionen

 

Nordisk Lancia træf i Ebeltoft: […]

Det bliver en lang weekend! Udover at der som sædvanligt er flere muligheder for at køre til noget ude i virkeligheden, så bliver der også kørt et meget klassisk motorløb i Frankrig – og det er 24 timer langt. Men nogle få hverken nyder hverken deres egen bil eller andres: De forbander den bare.

“Gammelbilslede i hidtil uset grad”, skrev Fotografen forleden: Hans bil virkede ikke. Det var en Austin Healey Frogeye som er tunet i en grad jeg oprindeligt frarådede ham – men derfor skulle den jo virke alligevel. I hvert fald et stykke tid! Og sandelig, sidenhen ER den så kommet til at virke, og så burde alt jo være godt – hvorpå han blev bekymret for olieforbruget. Akja.

Det er bagsiden af medaljen ved livet med klassiske biler, det med at det ikke altid er blank lak, glinsende chrom og total harmonisk mekanisk musik det hele. Nogle gange virker det bare ikke, og det er selvfølgelig træls. Endnu mere træls er det så i virkeligheden, hvis de indledende kvababbelser fører til, at man faktisk mister tiltroen til mekanikken, og derfor trods velfungerende øjeblikke går rundt med en indre uro for hvor længe det mon kan være ved.

Det er ikke ret ofte den fornemmelse har ramt mig: Ellers var jeg nok aldrig kørt til England i Spitfre og Volvo, til Belgien og Italien i GT6, til Frankrig i PI’eren. Jeg tror nok, at jeg selv i dag grundlæggende har samme tosseoptimisme, der for tolv år siden fik mig til at køre min 1963 Spitfire hjem fra England uden en eneste stump værktøj i bagagen.

Det er samme slags optimisme, som igennem tiden har fået talrige britiske amatørteams til at stille op i den franske langdistanceklassiker på Le Mans – med materiel, som både udenforstående og konkurrenter har rystet på hovedet af. Men hvis man allerede lader sig slå ud på forhånd, så har man i hvert fald ikke en chance. Og det gælder også med gadeklassikerne: Kom ud at køre med hvad I nu har, for efter al sandsynlighed går det jo ikke i stykker.

Og skulle det alligevel ske, så kan det meste jo fikses igen. Måske ikke i Audi-tempo, men så hen ad vejen. For eksempel er min Mercedes køreklar, og det kommer der vel mere om snart. Når jeg får mig taget sammen til at tage min egen medicin.

Claus Ebberfeld

[adrotate group=”5″]

Bonn er hovedstaden i Tyskland
Af Claus Ebberfeld

“Er du sikker?”, spurgte min datter, der åbenbart anede uråd. Men jeg var fuldstændig sikker, for da jeg gik i skole hørte man efter i timerne og tysklærer Fru Madsen var ikke til at spøge med. Jeg blev dermed årsag til hendes forkerte svar i den dumme quiz. Det viser sig nemlig (og jeg tager det med i denne Matiné, fordi ViaRETRO gerne vil bringe flere nyheder) at Berlin overtog hovedstadstitlen efter sammenlægningen af Vest- og Østtyskland i 1990. Godt nok mange år senere, hvilket jeg også mener forklarer, at nyheden ikke lige havde nået min opmærksomhed. Derfor bringer vi den lige som BREAKING:

OPRÅB: Berlin er nu Tysklands hovedstad

Til gengæld er her nogle dejlige billeder fra Bonn, anno cirka 1972.

 

Endnu en japansk coupé fra Wedelslund: Mazda 616 – en slags original
Af Claus Ebberfeld

Nu vakte den jo pæn beundring, den røde Toyota Sprinter fra Wedelslund Gods, som jeg skrev om hér. Så lad os lige tage en mere, som holdt ovre på den anden side af plænen. På overfladen var det jo samme type bil, og først tænkte jeg på den som konkurrenter dengang. Det er de faktisk ikke, da Mazdaen er en klasse større end Toyotaen – hvilket også afspejler sig i dens 1600-maskine.

Men bortset lige fra størrelsen, så er det samme type bil: En billig familiebil, der er spiffet lidt op med coupéformer, d r for et japansk halvfjerdserdesign sidder lige i skabet. Om noget har Mazda faktisk flere lækre designdetaljer end Toyotaen – muligvis fordi der lige var de par yen mere at gøre med i salgsprisen. Se engang fordybningen i forkofangeren, så blink- og positionslyset kan komme til: Fin lille detalje, synes jeg. Ligeså trærattet og sæderne, så der var mere ramasjang i interiøret.

Også denne bil stod pænt, men på en helt anden måde end den røde Toyota: Her var der tale om en bil, der var holdt kørende, delrenoveret og repareret over årene, og dermed en slags ægte original. På én måde betød det jo, at den ikke fremstod så flot som Toyotaen – på en anden måde kan man sige, at arbejdet med at holde liv i den løbende var ligeså flot som en totalrenovering. Undervejs havde ejeren blandt andet været nødt til at købe en reservedelsbil for at få en rude, og i det hele taget var underholdet af så sjælden en japaner af undselig værdi betydeligt sværere end at holde en dusinklassiker kørende: Man ringede ikke bare lige til en af flere forhandlere og fik tilsendt et nyt dørhåndtag, eksempelvis. Heller ikke denne ejer havde gjort det nemt for sig selv, for også Mazdaen stod – så vidt jeg kunne bedømme – originalt, selvom det havde været nemmere bare at finde noget, der nu lige kunne passe.

Ligesom Toyotaen var slutresultatet så også, at der kun stod én bil af slagsen iblandt de over tusinde til træffet, og det er jo også en kvalitet.

Noget helt andet er så, at jeg faktisk synes, at det er en rigtig vellykket coupéudgave af en lidt kedelig sedan. Og særligt i denne farve er man ikke i tvivl om årstallet. Lammeskindet er muligvis en nyere tilføjelse, men ViaRETRO forventer at Torino Charteret forholder sig positivt, eventuelt blot neutralt, til den slags.

Havefesten på Herlevgaard
Af Søren Navntoft
Igen i år slog Claes Falkentoft portene op og inviterede til det årlige Herlevgaardtræf på herregårdens arealer. Dem der havde været der før blev bekræftet i, at det er et pragtfuldt arrangement. Førstegangsdeltagerne fik en lektie i hvordan man kan mødes under den danske sommersol og sparke dæk på den intime facon.

En del ViaRETRO-læsere mødte op på AJ-tanken til morgenmad og samlet kortegekørsel mod Herlevgaard. På forhånd havde de fleste indstillet sig på en lang dag, så stemmeningen var særdeles afslappet og man tog sig rigeligt tid til at se de mange fremmødte biler. En fraktion fra Aarhus havde på forhånd anmeldt deres ankomst kl. 10.30 og præcist på dette tidspunkt ankom ekvipagen bestående af tre vogne.

Formiddags mødet på AJ Tanken udvikler sig uge for uge og flere nye kommer til hver gang. Tanken som kulisse forstærker atmosfæren og stemningen. Olivers kaffe er fremragende og den særlige ViaRETRO morgenmenu til 50,00 kr. er blevet et hit. Efterhånden er det blevet det perfekte afsæt til en god køretur eller begyndelsen på en god weekend.

Per Holmen kunne afsløre det nyeste kapitel i sin bilswingerhistorie: Toyota Crown i Politbureausort med eksklusivt indtræk. Det er et interessant valg hvis man tænker Pers sidste vogn, en Lotus Europa. Vi venter i spænding på hvad han skal bruger alt den plads til.

Med to korteger blev destinationen sat mod dagens store mål: Herlevgaard.

Da vi ankom havde et stort antal vogne allerede indfundet sig på træfpladsen. Kyndige mænd anviste plads med tanke på en god fordeling og vi bemærkede at Heina Hansens amerikanske politibil var blevet placeret ved indgangen, hvor den med autoritet kaldte på ro og orden.

Så var det ellers om at tage del i løjerne og få indtaget en alvorlig dosis bilindtryk. Som altid er det et meget bredt udvalg af mærker og modeller der skal fordøjes. Der er gamle venskaber der skal plejes og nye der skal grundlægges. Det hele foregår i en afslappet stemning hvor det er svært at opdrive bare de mindste stresssymptomer. Hovedarrangøren Claes er måske den eneste der kan se en smule fortravlet ud i sit forsøg på, at få alle til at føle sig godt tilpas. Og det lykkedes til fulde. Corvetteklubben havde igen i år sørget for telt med salg af mad og drikke. Ligeledes afholdte klubben et lotteri, hvor præmierne, i begyndelsen, på mistænkelig vis så ud til at tilfalde klubbens egne medlemmer. Undertegnede vandt dog to flasker vin på lod nummer 182 og måtte derefter lade konspirationsteorien falde.

Musikken stod den estimerede kapelmester Niels Abild med ensemble for, med et potpurri af standards og mere populære indslag fra det mere jazzprægede repetoire. Vi bemærkede flere elegante gearskift i musikken, blandt andet overgangen fra den amerikanske bluesklassiker Blueberry Hill til den danske sangskat i form af Vuffe-li-vov.

Træffet på Herlevgaard har normalt et indlagt tema med en lille konkurrence om hvilken bil der bedst fortolker temaet. I år var temaet Vinyl & Velour. Niels Birkemose havde dommerrollen og skulle finde en vinder blandt de deltagende vogne. Han beretter, at opgaven var sværd og der var flere biler i opløbet. Bl.a stod en Ford Taunus GLX længe som klar favorit, men måtte sig se sig besejret af en Fiat 130 Coupé. Niels undlod at betragte bilens ydre, men alene lade interiøret afgøre udfaldet. De næsten groteske mængder af velour i den sølvgrå Fiat 130 gjorde udslaget og Martin LW kunne gå med sejren og den fortjente præmie – en Martini Poloshirt.

Det blev endnu en herlig dag på Herlevgaard og Claes Falkentoft skal have en stor tak for den store indsats. Efter min helt personlige mening, er træffet hos Claes sommerens absolut bedste. Her kommer godtfolk og gør det de er bedst til.

SadoMasokister mødes i Sverige
Af Søren Navntoft
Der er indløbet en række øjenvidne beretninger om en forøget koncentration af den franske prestigevogn Citroen SM på de danske landeveje. Hvad sker der? Er det træksæson? Eller er priserne faldet og vedligeholdelsen afmystificeret på den sagnomspundne vogn?

Ingen af delene. SM entusiaster fra hele Europa havde sat hinanden i stævne i Helsingborg, Sverige. Omkring 70 eksemplarer af de prægtige vogne var samlet og dyrke lidenskaben ved SM. Ingen er vel i tvivl om, at det var en enestående oplevelse og man kan kun grimme sig over ikke at have set det imponerende syn af så mange SM’er løfte sig under opstart…

Foto: Hans Von Hirsch

En bastarddragqueen ved navn Triumph GT6 Mk3 (1971)
Af Claus Ebberfeld

Jeg indrømmer, at jeg har en mægtig bred bilsmag og kan blive begejstret over rigtigt mange biler – i ugens løb var det fra Toyota Corolla Sprinter til Lancia Fulvia berlina. Mest fordi jeg ikke nåede at skrive om flere. Jeg er efter poleringen sågar blevet ret begejstret for min SAAB 90!

Og den der Triumph TR7 V8 turbo fra indledningen. En dundrende fiasko på Le Mans i 1980 og flere år derefter – jamen, den synes jeg også er fed. Lækker halvfjerdserkile, bundløs optimisme, fiasko – jamen, hvad er der ikke at kunne lide?

Men så er der også en Triumph som den her: En Bonneville-rekord bil, der er benævnt Triumph GT6. Bevares, jeg kan lige kende udskæringen til den kække opdaterede hæk i Mk3-versionen, men resten? Visuelt bliver det et nej – og mekanisk er det ikke meget bedre. Der er ikke en møtrik i den fra Triumph, den har en 2000 hestes V8-motor med to turboladere, den har forhjulstræk (!).

Meget muligt, at den kan køre 611 km/t (det kan den faktisk). Men at kalde den verdens hurtigste Triumph er latterligt. At kalde den verdens hurtigste “modified sportscar” er også udenfor min fatteevne. Den er jo ingen af delene. Det er en ny bil, hvis det da overhovdet er en bil. Efter min bedste overbevisning har det ingen berettigelse at skrive om den i sammenhæng med klassiske biler. Og hov, nu kom jeg lige til netop det. Videre i teksten…

En rigtig produktionsracer: Honda CB 750

Kulturhavnen i Helsingør
Af Søren Navntoft

Der er skønt i Helsingør og nu er der endnu skønnere. Byrådet har med initiativ fra byrådsmedlem John Calberg taget initiativ til byforskønnelse af fineste slags – nemlig klassiske biler på den nyrenoverede plads på Kulturhavnen foran Kulturværftet. Med udsigt til Kronborg og Øresund samledes omkring 75 klasiske biler på havnen ved det første arrangement den 8. juni. På trods af konkurrence fra det store træf i Græsted, må fremmødet siges, at være mere en godkendt. Det er en fabelagtig placering og det lover godt for de næste tre arrangementer. Det næste møde på havnen i Helsingør er den 13. juli kl. 10.00 – 13.00. Sørg for at møde op, men husk et stykke pap til at ligge under bilen for at undgå oliespild på de nylagte brosten.

Jeg bemærkde et usædvanligt stor fremmøde af interesserede mennesker, som ikke selv ejede en klassisk bil. Det fortæller lidt om at vores biler ER populære i byerne og det er godt set af byrådet at udnytte dette til at skabe liv på det nye område i byen.

Se mere på Klassiske biler på Kulturhavnen

Den sidste Rondeau: M482
Af Claus Ebberfeld

Dette er efter min mening en af de sidste rigtigt smukke Le Mans-racere, Jean Rondeaus sidste forsøg fra 1982: Derefter var det slut med kurvede former, og dem kan jeg så godt lide. Det er vel egentligt det eneste ikke-positive jeg kan finde ved Porsches dominerende 956/962: Rigtigt smukke var de ikke, og komplet flade side kan vel ikke imitere nogen sensualitet overhovedet.

Men det kan M482’eren herunder: Se hvordan den bølger over flanker og hæk, se hvor muskuløs og elegant den er på en og samme tid. Der er næsten noget Luigi Colani over hækken, ikke?

Det er der desværre også over dens skæbne: For den så bedre ud end den fungerede. Efter sigende genererede den masser af downforce, ligesom Porsche 956, men den blev alligevel udslettet på Le Mans i 1983. Hele fem år deltog modellen, aldrig med et bedre resultat end nummer 12 samlet (i 1987). Det kan man selvfølgelig også betragte som en sejr for et lille team.

For mig er det dog formerne, der er hovedattraktionen: Det er måske den sidste sensuelle Le Mans-racer.

Doktoren ordinerer Berlina! Tilskud fra sygesikringen?
Af Claus Ebberfeld

Ugens store nyhed var jo, at coupéen var død, berlinaen længe leve. Dén historie var skrevet på baggrund af en forførende Lancia Fulvia Berlina, og den var bestemt ikke til salg. Men nu viser det sig, at den dejlige Alfa Romeo Giulia, som jeg skrev om i sidste uge (læs eller genlæs hér) såmænd er kommet til salg. Måske. Sådan tror jeg ordene faldt fra dottore Christer. Måske vil han sælge, måske vil han ikke. Det er meget italiensk. Det er bilen jo også, og den kørte dæleme godt, og spiller med på dødsnoterne for coupéerne: Hvad skal man med dem, når en berlina kan køre sådan?

Han vil have 85.000 Norske Kroner for den. Henvendelse til redaktionen.

 

De for sene nyheder: I skulle have købt en Lamborghini Countach
Af Claus Ebberfeld

Lamborghinis numero uno indenfor produktionsbiler har primsmæssigt længe været Miura – den skønne, sensuelle, banebrydende verdens diskutabelt første superbil fra tresserne. Men dens efterfølger, den knap så skønne, langt mindre sensuelle men design- og ikke mindst konceptmæssigt noget mere indflydelsesrige Countach har i den seneste tid halet ind på den. Som altid har jagten været ført an af de pure, rene og umolestrerede tidlige udgaver, særligt “periscopa”-modellerne. Men 7. juni (og dermed klassificerer dette indlæg sig igen som en nyhed) kom der lige en køberasler ind fra højre: En 1982 LP400S gik for 337.100£ på Historics auktion på Silverstone.

Ikke nok med at den var hvid, den havde også hvidt interiør og hvide fælge. Lavt kilometertal på 13.642, javel, og al service fuldt dokumenteret – men ikke desto mindre havde den i den tid pådraget sig en skade (selvfølgelig behørigt repareret nu, det manglede da bare til den pris) og stod med lidt patina fra de få kilometer. Nåja, og så var den højrestyret.

Hva’be’har?

Jeg husker stadig da man kunne få sådan en for 50.000£. Hold nu op, hvor er det træls både at være bagklog og bagfattig. Men kig grundigt (eller bare kig, det er ret tydeligt!) og bemærk, at det sidste billede er af en hvid bil med rødt læder: Ikke bare ser det frækkere ud, det sad også i en betalbar bil: En 1988 Lotus Turbo Esprit, der blev solgt på samme auktion. For 8.400 £. Og her stod der ikke noget om, at den havde været skadet…

Det nødvendige foto

 

Spontant Le Mans kiggeri uden konens himmelvendte øjne
Drømmer du om at se Le Mans på TV uden familiens kommentarer om, at “de kører jo bare rundt og rundt”, eller “der sker jo ikke noget som helst? Mangler du en forstående sidemand der ved noget om omgangstider eller hvornår der sidst kørte en Panoz på Le Mans? Så tag en tur til ViaRETRO værkstedet i Bagsværd. Vi ruller lærredet ned og tænder projektoren. Der er billige kolde øl og vand i køleskabet og vi tænder grillen før solnedgang. Alt du skal er, at tage din klassiker under armen og det du vil grille.
Vi begynder kl. 14.00
Vel mødt.

Retrogalleri: Le Mans

[adrotate group=”7″]
God weekend