Jeg har bragt utallige indlæg under overskriften ”set til salg”, og de er alle bragt i den bedste mening: Nemlig at henlede opmærksomheden på biler, som jeg betragter som en ganske særlig mulighed for bilentusiaster. Det er denne Rover Vitesse.
Typisk er kriterierne for at blive omtalt her på bloggen, at den givne bil er sjælden, et godt køb, historisk interessant, egnet til at begynde i historisk motorsport eller bare at den er en praktisk klassiker, eksempelvis for førstegangskøberen.
I mandags var jeg så ude at prøve en bil, der ramte rent på fire ud af de fem ovenstående kriterier: En Rover Vitesse fra 1984. Jeg prøvede bilen med henblik på at købe den som min egen nye praktiske klassiker, men købte den ikke. Jeg forlod dog sælgeren Mads aldeles imponeret over hans bil, for den var bare lækker – den venter alene på den rigtige køber. Så meget desto mere undrede det mig, at jeg angiveligt var den første køber på banen? Det synes jeg simpelthen bilen var for god til, så derfor vil jeg lige opsummerede mine overordnede indtryk.
Måske skulle jeg starte med at præcisere, hvad en Rover Vitesse egentlig er: Det er såmænd topmodellen af Årets Bil i Europa 1977, intet mindre – og dét var i forvejen en fin bil. Da den kom frem var Rover 3500 en væsentlig afvigelse fra Rovers hidtidige yderst konservative stil, og den vandt prisen for sin banebrydende blanding af et fremadtænkende design, koncept og teknik – en kombination, der gav ret overlegne dynamiske kvaliteter og som yderligere var væsentligt billigere end sammenlignelige (hvis de overhovedet fandtes) biler. Bilen blev en dundersucces, og ventelisterne voksede støt – indtil køberne fandt ud af, at det haltede med kvaliteten. Lakkens holdbarhed var katastrofal, elsystemet var upålideligt, samlekvaliteten lod en del tilbage at ønske – og den slags ting, der hver for sig ville være slemme, men tilsammen reelt ødelagde bilens ry. Som sådan er Rover 3500 historisk interessant, fordi den er det bedste eksempel på British Leylands mesterdisciplin i halvfjerdserne – ”hvordan man kuldsejler en fantastisk idé med en elendig udførelse af den i praksis”.
Officielt pressefoto af den første Vitesse
Ovenstående gælder den almindelige 3500, men i 1982 fik den en grundlæggende overhaling, der kurerede de væsentligste af fejlene – og så blev der endda sat trumf på med Vitessen: Rover havde nemlig opdaget (efter at bilen trådte sine barnesko i det engelske mesterskab), at deres luksusbil havde potentialet til at blive en god standardvognsracer. Samtidig med den reviderede 3500 lancerede de derfor Vitesse, der forbedrede grundlaget for den egentlige racerbil: Vitessen havde fået en stærkere motor med 190 hestekræfter og benzinindsprøjtning og en hel del andre ændringer – man kan derfor godt kalde Vitessen for en af de første homologerings-specialbiler. Tanken var ganske enkelt, at den nye model skulle vinde racerløb, og derved revitalisere hele modelprogrammet, som jo på dette tidspunkt var 5 år gammelt. Og præcis sådan gik det: Vitessen blev en stor succes på banerne i 1983, 1984 og 1985 (den blev dog ramt af British Leyland-forbandelsen og vandt lige præcis ikke europamesterskabet for standardvogne) og også som ny topmodel i programmet.
De første racer-Vitesser blev kørt i det engelske mesterskab for standardvogne
Men på trods af den historie, så er det altså ikke en udmagret racerbil Mads har til salg: En Vitesse er en fuldblods tourer, der har alle komfortgenerne langt inde under huden, homologerings-special eller ej. Komfortudstyret er helt moderne med både tripcomputer, elruder og elspejle, og alt det elektriske virkede perfekt. Det er en stor bil, der har god plads til fem personer og deres bagage, og sæderne har aldeles moderne siddekomfort. Bagsædet kan desuden lægges ned, hvorved der bliver så meget plads, at en moderne mellemklasse-stationcar ville skamme sig (har jeg hørt…). Al denne plads er så yderligere pakket ind i et karosseri, der er så elegant, at bilen faktisk syner mindre end den er. De linier holder også i dag, tredive år efter – lave, brede, skarpe.
Mads’ bil er sort, hvilket klæder en Vitesse perfekt
Og så er der jo lige den motor – en klassiker i sig selv, må man sige: Rovers V8-motor har igennem årene ligget i alt fra MG til Triumph, og også her i Vitessen leverer den varen perfekt. Allerede da Mads startede bilen gik mundvigene opad, for den motorlyd signalerer sportsvogn, og står i en interessant kontrast til bilens elegante saloon-linier. Jeg fik en god prøvetur, hvor V8’eren det meste af tiden buldrede stille af sted med et par tusind omdrejninger, og jeg kunne konstatere, at helt fra tomgang trak den bare perfekt – rent, stærkt og ikke mindst vellydende. Det var bestemt ikke en støjende bil, men motorlyden var konstant til stede, og andet ville også være en skam med det lydspor. Tonerne kunne varieres efter velbehag, og ingen af dem var ubehagelige: Ved de lave omdrejninger var de faktisk nærmest beroligende, og jeg følte mig klart afstresset efter nogle kilometer i højt gear. Men så trådte jeg pedalen længere ned i tæppet, og hørte, hvordan V8’eren spændte musklerne: Momentet var der helt fra kælderen af, men lydbilledet blev mere aggressivt, dyrisk nærmest – og med nogle flere omdrejninger på blev motorsportsgenet tydeligt: V8’eren brølede op, og lyden var pludseligt mere sportsvogn end ministertransport – og imens sparkede momentet bilen frem.
Den klassiske Rover (ex-Buick) V8 – solid og vellydende
Samtidig lå bilen solidt plantet til asfalten, og det var på alle måder tydeligt, hvordan Roveren var flere generationer nyere end det jeg plejer at beskæftige mig med. Servostyretøjet var lækkert, for selvom det var letgående, så var der stadig føling med vejen. Bremserne var solide, og halede sikkert bilen i land igen. Og gearskiftet var perfekt til bilen – ideelt afstemte trin, præcise skift, perfekt afvejet. Der var således alle ingredienser til en rigtig ”driver’s car”, og det virkeligt lækre ved bilen var, at man alt efter humør kunne op- eller nedtone dens sportslige gener. Afslappet pendling på lange ture kostede ifølge Mads en bagatel af 1 liter benzin pr. 10 kilometer – ganske flot, alt taget i betragtning, så det var skam heller ikke dét, der diskvalificerede bilen. Alt i alt var der altså tale en ualmindeligt velkørende, praktisk klassiker, der var klar til at blive kørt i – alt sammen til 50.000 kroner: Det er dét, jeg vil kalde et godt køb, og dermed var endnu et kriterium opfyldt.
Ingen tvivl om at fronten er kraftigt inspireret af Ferraris Daytona
Men når jeg nu var så begejstret, hvorfor købte jeg den så ikke? Ja, det skyldes nok mere mig end bilen, for jeg har ikke længere lyst til at købe en bil, for så at starte med at udbedre ting på den – og der var nogle småting på Mads’ Rover, som jeg personligt ville have ordnet, før jeg ville blive rigtig glad for bilen. Det var småting, men der var flere af dem, og det har jeg ikke energien til – jeg har trods alt lige solgt 2 biler for at få mere enkelhed i min garage. Småtingene omfattede en del lakskader, småskrammer på en kofanger, lidt løstsiddende interiørdele, en beskadiget udstødning – sådan noget typisk bagatelagtigt, som knofedt ville gøre meget ved. Hvis ingen af delene generede én, så kunne man såmænd også sagtens bruge bilen som den er, for mekanisk var den i super stand. Og det er derfor jeg bringer denne testrapport, for Mads’ bil er en fantastisk nyklassiker til en god pris, og det er helt vanvittigt, at jeg er den eneste der har set på bilen. Se hans fulde annonce hér, og overvej så, om det er noget for dig.
De mest berømte racer-Vitesser er nok Bastos-bilerne, som Tom Walkinshaw var kørende teamchef for. Disse biler så jeg i 1985 køre på Spa, og de har derfor en særlig plads i mit hjerte – det var nogle af de første racerbiler jeg så som dreng.