Hvilken rustbeskyttelse skal man vælge til sin nyrenoverede Lamborghini 400GT? Det spørgsmål ligger besnærende tæt op ad spørgsmålet hvilken rustbeskyttelse er den bedste? Uafhængige tests peger på Mike Sanders Korrosionsbeskyttelsesfedt – og det kom i Johns Lamborghini i går.
Fem år har renoveringen af den skønne Lamborghini 400 GT taget – den var meget, meget rusten, da John hentede den hjem fra Amerika. Jeg ved ikke helt, om det var dét, der skræmte, men i hvert fald ville han i dens andet liv sikre Lamborghinien bedst muligt. Hvorfor han valgte Mike Sanders fedt som rustbeskyttelse.
Det er et godt valg. Og det behøver I ikke tage mine ord for. Enhver rustbeskyttelsesproducent eller -sælger fremhøver selvfølgelig sit eget produkts fordele, men der er gennem tiden lavet nogle helt og aldeles uafhængige tests, som man kan forlade sig på.Vel og mærke af det det handler om: Nemlig om evnen til at beskytte mod rust.
Efter mange timers pladearbejde så Lamborghinien igen jomfruelig ud – komplet med samme rustfælder som fra fabrikkens hånd.
De to tyske tests herunder er lavet af Oldtimer Markt og Auto Bild – på den eneste ordentlige måde, nemlig som forsøg over lang tid: Man har sprøjtet midlerne i nogle vanger, udsat dem for frygtelige forhold i årevis, og så lukket dem op og vurderet standen. Begge undersøgelser konkluderer helt entydigt, at fedt beskytter bedst. Ja, ikke bare bedst – den ene test konkluderer i overskriften, at to trediedele af de konventionelle rustbeskyttelsesmidler ikke hører hjemme i hulrummene på en bil, men på lossepladsen!
Ikke mere lovprisning fra mig, sælgeren – læs selv resultaterne her (på tysk):
AutoBild-testen (hvor Mike Sanders blev bedst ud af 20 andre midler) kan downloades hér.
OldtimerMarkt-testen (hvor Mike Sanders blev nr 2 ud af 24 og bedst ift. pris) kan downloades hér.
Tilbage til Lamborghinien: John viste mig billeder af den før renoveringen, og dens vanger lignede til forveksling nogle af testvangerne i de tyske undersøgelser – dem fra taberholdet. Metallet var ganske enkelt smuldret væk mange steder, og pladearbejdet for at få bilen tilbage i de levendes rækker har været frygtindgydende. Både dét og selve bilen kommer ViaRETRO tilbage til i et senere indlæg, for bilen skulle efter planerne blive færdig til sommer.
Fedt.
Som den stod i går var den nem at rustbehandle: Intet interiør udover rattet og den hang på liften uden hjul. Det hele var frisk, rent, åbent og lækkert. Og et par af de mest markante rustfælder på sådan en 400GT skreg til himlen! Jeg havde otte kilo fedt med, men kunne jo godt se, at så mange hulrum var der slet ikke på en 400GT. Fire kilo fik vi anbragt de strategiske steder i vanger og kanter, og det gik ganske hurtigt.
Vangerne var fra fabrikkens hånd forsynet med huller, der gjorde rustbehandling såre nemt.
Mike Sanders fedtet er jo karakteristisk ved, at det skal varmes op, før det kan sprøjtes, og det findes der en smelteautomat til: Den havde jeg selv medbragt, ligesom jeg havde pistol og to dyser med. Vi stillede automaten op på et arbejdsbord, puttede fire kilo fedt i den og det blev så varmet op mens vi dækkede hjulophæng og bremser af. Efter yderligere en kop kaffe var det klar: Smelteautomaten er termostatstyret og holder fedtet på 120 grader, den ideelle temperatur.
I denne tilstand af demontering var der god plads til at boltre sig, også indefra: Mark fører sprøjten her.
Sprøjteudstyret blev varmet op med en hårtørrer – naturligvis ikke til 120 grader, men nok til at fedtet ikke straks ville størkne, når det nåede ud i den tynde lanse. Da hele opsætningen var klar, så blev der fyldt fedt på pistolens bæger, og så kunne sprøjtningen begynde. Jeg må jo tilstå, at det var første gang jeg havde prøvet at rustbeskytte en bil – og at jeg var overrasket over, hvor let det gik. Indrømmet, Lamborghinien stod i en næsten ideel tilstand af afmontering og konstruktionen var forholdsvis enkel og overskuelig, men der er virkelig ingen grund til, at man ikke skulle kunne gøre dette selv.
Dørene blev sprøjtet separat, alt andet fedt røg direkte i bilen.
Der er to dyser med, den ene en lang spreder til hulrummene, den anden en kort hagedyse til kanter og anden udvendig behandling. Den første spreder godt nok, skal jeg love før – og den anden kræver lidt øvelse for at kunne dosere. Med mere rutine kunne vi sikkert godt have lagt fedtet pænere i kanterne – men nu er det jo beskyttelsen det handler om, og både John, hans søn Mark og jeg forsøgte os med forskellige teknikker, og i kom det altså. Værkstedet var cirka 13 grader varmt, og det var altså også bilens temperatur. Det fungerede fint, og det varme fedt blev lynhurtigt fast igen.
Og bagefter så det ud som herunder. Man kan sagtens sprøjte mere på, men tykkere lag end 1,5 millimeter har ingen yderligere gavnlig effekt. Overskydende fedt kan tørres af – eller ligefrem samles op og genbruges, hvis man kan undgå forurening af det.
Bunden af en dør efter behandling.
Den helt store fordel ved fedtet er ifølge Mike Sander dets store krybeevne – og det er nøjagtigt det, som de to tests også viste var afgørende for et rustbeskyttelsesmiddels effektivitet. Fedtet i bunden af denne dør bliver aldrig tørt, aldrig stift, aldrig krakeleret – tværtimod bliver det ved at krybe, særligt på varme sommerdage: Ind i kanter, ombukninger og revner. Hvor det beskytter bedre end noget andet. Jeg forsøgte at overbevise John om, at det derfor var en god idé at køre Lamborghinien til Toscana til sommer. Om ikke andet som en undskyldning.
Efter endt behandling pakkede jeg grejet ned igen: Det hele kan bare varmes op igen, så er det klar til den næste sprøjtetur.
Men OK, selvfølgelig har han mere end én sommer til det. Ja, faktisk skulle han have virkelig mange somre til rådighed: Lamborghinien er nu beskyttet med det bedste middel på det danske marked, og det glæder mig usigeligt. Både for ham, Lamborghinien og mig!
Alt grejet kan købes i ViaRETROs webshop hér.
Det er over 35 år siden jeg selv arbejdede som undervognsbehandler i Odense med Valvoline Tectyl produkter, så jeg skal ikke kloge mig – der er jo sket en del siden … Gennem årene har jeg også bemærket, at rustbehandling blandt nogle (ofte især IKKE-uvildige) nærmest har udviklet sig til en religionskrig, hvor ET bestemt produkt er et mirakel, og alt andet er det rene svindel og humbug … Vel måske hovedsageligt omkr. Pava og Tektrol på det senere. Katastrofe-eksemplerne HAR været indtruffet … mens det også viste sig at behandlingen visse steder var så sjusket, lemfældig og uprofessionel – at selv mirakelmidler ikke ville have virket !!!
Så jeg hænger nok stadig i den gamle floskel, og min egen erfaring, – om at manden der udfører rustbehandlingen, – “grundlaget” hvorpå den udføres, – og måden den udføres og efterfølgende vedligeholdes på, i sidste ende er vigtigere end navnet og forskellene på produkterne…
Som jeg forstår dagens uvildige “anmeldelse” :-) … skal man altså have udstyr for + 3000.- kr, for at kunne påføre korrosionsfedtet optimalt + en kompressor går jeg ud fra. Selvom der står et sted det også kan påføres med pensel …
Men der melder sig alligevel en del spørgsmål …
Det virker på nogle billeder, som om Lambo’en i forvejen er behandlet med noget, – eller er det bare grunder el. lign. ? Jeg kan ikke udrede det udfra billederne.
Fedtet må jo også kun være beregnet til hulrum og indvendige områder der ikke udsættes for slid m.m. … måske i virkeligheden kun kanter, samlinger, svejsninger osv …
Hvad så med resten ? Eller det handler Mike Sanders så bare ikke om, eller hva’ ?
Hvis jeg selv havde en nyrenoveret klassiker, der ikke skulle være hverdags og vinterkøretøj, ville jeg også hellere male den med god slagfast maling, i bunden – end pøse den ind i tykke lag “tjære” m.v. …
En nærmere forklarende video, med eksempler – hvor, hvordan og hvad … og ikke – osv … kunne måske følge produktet lidt bedre på vej.
En total-behandling af et renoveret eksemplar, selvom det evt. også omhandlede produkter, der ikke lige handles her på adressen …Der er jo utallige måder og muligheder …Men det kan jo være, noget kommer for en dag hvis Navntoft/Paustian Sprint’en – følges til den er fix og færdig … Og videoen er jo kommet til viaRetro ;-)
Mike Sander er udelukkende til hulrum!
Dér er det efter alle signaler at dømme, ganske glimrende.
Indkøb af udstyr er nok mere for de, som kan se, at de har flere køretøjer, som skal ha’ en tur.
Hvis man satser på Mike Sanders, fordi man tror, det drejer sig om en økonomisk billig løsning, er gået galt i byen.
Da vi bor i et bil- og miljøfjendsk (hvor er alle De Grønne???) salthelvede er kvaliteten af rustbeskyttelsen, midlet og udførerens evner, vigtigere end prisen.
Især for en bil, hvor man topprioriterer levetid !
Er Mike Sanders blevet markedsført som en Netto-løsning?
Men at kalde Claus artikel for en guide er et stramme den vel rigeligt !
List udstyret op, list arbejdsgangene op, en skitse af hvor der skal behandles, gerne nogle før-restaurering-billeder, vis en restaureret dør før-, undervejs, efter behandling, vanger før-, under, efter behandling, tidsforløb, erfaringer og konklusion. Og stemningsrapport !
Ib Erik:
Næææ – det var bestemt ikke for at “kalde” eller opfatte dagens indlæg som en guide !!!
TVÆRTIMOD ! For mig meldte der sig langt flere spørgsmål end svar … :-)
Har tidligere fået Triumph, Jaguar og Alfa behandlet proffesionelt med Pava. I Sønderborg har de et godt ry og Triumphen var virkelig smurt godt ind.
I Nordborg opdagede jeg at de ikke havde sprøjtet bag inderskærmene, så ja, det allervigtigste er manden der sprøjters grundighed.
Senere har jeg selv sprøjtet med Tectyl og Dinitrol. Den tynde Tectyl blev hård og skallede af, så derfor er jeg gået over til den tynde Dinitrol, der ikke bliver hård, så den er jeg tilfreds med.
Mike Sanders er sikkert bedre, men det er besværligt med opvarmning til 120 gr.
Tænk jeg bemærkede også at det (meget flotte) køretøj ser ud til at have fået stenslagsbeskyttelse både under bunden og indvendig?
Mon ikke det har fået en fin oplakering inden “slidlaget” røg på.. Nogle slidlagsprodukter kan jo også overmales med alm lak – så man stadig kan få en overflade der kan tørres af med en klud.
Spændende emne rustbeskyttelse. I forbindelse med mit eget køretør (i en lidt anden prisklasse) har jeg været meget i tvivl om hvordan man bedst sikrede sig mod rust. Hvilke samlinger (eller pladereparationer) skal seales og hvilke skal være åbne så man med mellemrum kan efterbehandle med mere mere hulrumsbeskyttelse som stille og roligt kan “sive”.
Som sædvanligt er D’herrers ønsker min lov: Mere udførlig guide følger – ovenstående var bare hvad jeg kunne nå efter i går. Volvoen følger.
Religion: Nej, det fører ingen vegne – men læs de to testartikler, Ryhl. De taler deres eget sprog – og det er ikke i tunger: Fedt er bedre end alt andet, og det er fakta.
Det kræver nu ikke grej for 3000,- heller. Pistolen er dog nødvendig og koster 800,-. Hårtørreren har din kone. Kompressor har enhver mand over 30 år vel? Haha, nej, det var en spøg – men de fleste der overvejer at rustbehandle selv har da nok en.
Andet end hulrum? Ja, det må jeg også vende tilbage til.
Jeg er til Ryhl idag! Fuldstændig enig, og det var stort set også det råd, jeg fik, da Healeyens chassis skulle hulrums-behandlet. Jeg fulgte rådet, resten af bilen står i ren lak – og med lidt sommerkørsel, en god garage og en lidt vask en gang imellem, så er det nok mine arvinger eller generationen efter, der skal tage stilling til omfanget af rust i bilen. Det hele grunder sig på, om arbejdet på bilen er gjort rigtigt og godt fra begyndelsen af og hele processen igennem – hvilket også ligger i forlængelse af Plys’ billede-skulptør-kunstner-vens synspunkter fra somewhere i Nordsjælland eller var det i Helsingør: Man bliver nød til at tage sig selv og tingene alvorligt – ellers bliver det aldrig sjovt. Og sådan er det også med rustproblemer.
Naturligvis, hvis jeg havde kendt til Mike Sanders – troede først, da jeg så overskriften, at Mike Sander er en musiker, muligvis fra jazz-scenen, blev så klogere ved læsningen – ville jeg have brugt produktet, bare sådan for Claus’s skyld. Nu må jeg så på et eller andet tidspunkt nøjes med noget chokolade – næ, ikke til rustbeskyttelse, men fortæring…
Emnet minder mig om vores tidligere kasserer i Sjællandssektionen af Alfa Romeo Klub Danmark, Gorm. Han havde 2 hvide transaksel-GTV’er – en 4- og en 6-cylindret. Den ene blev også brugt om vinteren. De blev simpelthen ikke rustbeskyttet – måske en smule i hulrum. De var begge malet hvide i bunden. Han kravlede så under dem en – to gange om året og checkede bunden efter for evt. lakskader/afskalninger. Det han fandt blev slebet ned – og malet hvidt igen. Resultat: Nul rust!
Jow – Volvo’en var da et aldeles glimrende eksempel på – hvordan man griber sådan et rust-behandlings-beskyttelses projekt an … :-) Glimrende !
Mest er jeg selv til Tektrol pt. – men Sanders-fedtet virker oprigtig talt interressant til hulrum m.m. …
Konen har jeg forlængst solgt, men en varmepistol har da beholdt, og et par kompressorer .. ;-)
Et interessant emne her, som jeg tror mange gerne vil vide mere om – både i teori og praksis !
POINTE … jewer !!!
Nårh SORRY!
GOD pointe! – skulle der have stået ;-)
Janemlija! – Hvis man altså har nogle fornuftige faciliteter, så det lader sig gøre:>)
Og kan i den forbindelse tilføje (men det ved I jo nok alle i forvejen…), at det at fjerne gammel rustbeskyttelse og snask fra en gammel bund, er intet mindre end et svinsk helvede!!!
Det tager tid, er ualmindeligt kedeligt og sviner såvel udøver, som omgivelser… (brug overtræksdragt og afdækning på gulv!!!) og tager tid og er kedeligt og sviner!
Og jeg hader kedeligt, monotont arbejde (det ka’ vi lade robotter om!!!) !
#3 Ryhl, det var skam ikke møntet på dig, men på Claus selv, som benyttede dén terminologi om dagens indlæg :-)
Men nu glæder jeg mig til Volvo-turen !
Det sagde John også, Ib Erik: Det havde svinet ad Pommern til med Isleroen. Og jo, rustbeskyttelsesmidler griser da også lidt. Men huller i bunden er da også trælse, synes jeg.
#14:
Undskyld Ib Erik … Troede virkelig det var os der komplet misforstod hinanden … :-) det går først op for mig nu at kaptajnen selv kaldte indkægget her for en “Guide” i en anden tråd …
Ho ho ho! Det bliver sjovere og sjovere …. selv for os, der både tror på julemanden og at Rudolf er ren … LOL
Nå – jeg håber da at de fleste – som jeg – kan se igennem det, med et smil på læben …. og også kan se, at der skal mere og andet til, før man overhovedet kan kalde det en forretning, eller bare have omsætning nok til at betale en vaerksteds-lager-firma-adresse-leje og en el. flere firmabiler … ;-)
Men jeg kan da også godt forstå dem, der måske hellere ville have reklamer for alt fra Pampers til Dating, ude til højre, – hvis så til gengæld artiklerne fra skribenterne var objektive og uvildige, istedet for disse mange eksempler og lejligheder til et “dagens indlæg”.
Uanset om omsætningen er total mikro, – eller den er total Mega …. vil det altid være en spøjs sammenblanding. Håber da de 3 herrer har overvejet det ganske nøje …
MEN JA!: ’56 Volvo’en er da det perfekte eksemplar til en mere uddybende og komplet “Guide” til en total-behandling. Og hvis det nu evt. også kunne koordineres med at Birkemose lige kunne komme forbi og forevige …. Yess… thumbs UP !!!
Melder gerne min Jaguar som emne her til sommer – vil være oplagt at efterbehandle en ikke restaureret klassiker, endda med mange hulrum :-)
Må indrømme at jeg har stor tiltro til dette Sanders fedt. Virker rigtigt at det varmes op for derefter at med tiden at krybe endu dybere ind i alle afkroge. Jeg vil kunne fornemme hvordan det med fordel kunne betale sig at lade bilen stå fremme en varm sommerdag og fornemme fedtes gang …
Jeg har benyttet mange af de forskellige produkter der er på markedet til at opnå bedst mulig beskyttelse af specielt hulrum. Jeg har længe været tilhænger at produkter fra Waxoyl, som udemærker sig ved at have høje penetrations og løbe egenskaber. Kun hermed opnås den bedste sikring af overlap mellem pladedele og huller(micro) omkring svejsinger. Waxoyl tørrer op til en flexibel masse, og falder ikke af i flager efter længere tid. Dog er dette middel, som de fleste andre lignende, mere eller mindre petroleum’s baseret og mister sin evne til at flyde på ny efter tørring. Her mener jeg fedt produkter, som Mike Sanders, der tørrer op i form af viskositet har en klar fordel ved at kunne flyde igen og igen ved hjælp af temperaturstigninger. Jeg tror IKKE selve proceduren med at varme fedtet før brug skal ses som en “show stopper” – processen er jo ganske ligetil.
Man bedes også huske på at en meget vigtig faktor i forhindring af rustudbredelse også handler om noget så simpelt som udluftning. Moderne biler har indbygget lufthuller i hulrum, og kommer rigtig i funktion under kørsel. Vi klassiker ejere kan lære af dette og sikre lufthuller store nok til at kunne generer denne udluftning af hulrum. Funktionen er selvfølgelig afhængig af ,at bilen ofte kommer ud og kører på længere strækninger.
#7 Pryds: “– troede først, da jeg så overskriften, at Mike Sander er en musiker, muligvis fra jazz-scenen, blev så klogere ved læsningen – ”
Mike Sanders – lys som fedt og spiller umpagumpa, det de unge kalder dance noget
Michael Sanders 1 – sort som Pava, gospel sanger
Michael Sanders 2 – brun som Tectyl, funk-latin-fusionsguitarist
ps: politisk ukorrekte udsagn kan forekomme
;-) undskyld
Ryhl, indlægget her ER da en guide – omend den godt kunne være grundigere og mere trin-for-trin. Det vil jeg så gøre en anden gang.
Jeg har sikkert selv bidraget til forvirringen ved at kalde mine egne ord for “lovprisninger” – men det er det jo faktisk ikke. Jeg har refereret til de to tyske undersøgelser, som mig bekendt stadig er de mest grundige på markedet. Og derom skrev jeg:
“Begge undersøgelser konkluderer helt entydigt, at fedt beskytter bedst.”
Og det er dét de gør. Det ER faktisk ikke mig som sælger, der PÅSTÅR at fedt er bedst. De er uafhængige magasiner der KONSTATERER, at sådan er det. Efter flere års test.
Det var præcis de to tests, der fik mig til at importere Mike Sanders fedt. Det synes jeg godt jeg kan være bekendt at referere til.
Waxoyl, som Søren nævner, blev i øvrigt bedste ikke-fedt-baserede produkt i den ene test, næstebedste ikke-fedt-produkt i den anden. Det vil sige henholdsvis fjerde og femtebedst. Men med en god margin, vel at mærke.
Så kort og godt: Der er altså ikke noget at “se igennem” med, og det handler ikke om “at tro på”. Det handler om test og testresultater. Og om, at det faktisk ikke er specielt besværligt at sprøjte med varmt fedt – det fremgår nemlig ikke af de to tests.
# 19 Flemming Nielsen … nå, det forklarer jo en del. Så er det jo jazz! Billedet af Claus ovenfor fik mig også til at tænke på noget ungdommeligt dance – Og alligevel, hvorfor skulle Claus dog danse rundt med en bildør iført store arbejdshandsker. Sådan en Mike Sanders på umpagumpa (hvad pokker er det?) kan åbenbart gøre underværker. Og hvis billedet ikke er af Claus – så er det nok heller ikke Mike Sanders, der spiller.
Heh, så må vi hellere sige – tak for dansen, Claus.