Register

4 × 4 =

A password will be e-mailed to you.

Mens I andre brugte fredagen til at bygge en racerbane rundt om Mindeparken i Aarhus eller andre former for avanceret bilsamvær var jeg i Wolfsburg med Børsmægleren. Vi skulle kigge på en bil. Nu ejer han en Porsche 911. Han er erkendt italofil – og nu også lykkelig. 

Børsmægleren har jeg kendt i nogle år, og han har aldrig rigtigt talt om andet end italienske biler. Altså når talen gik på biler. Og det gør den tit. På den måde er han fuldstændig ligesom Trommeslageren, og de har da også spillet i band sammen. Det er noget med, at Børsmægleren ikke er sådan rigtig børsmægler, men i virkeligheden noget ved musikken – og at Trommeslageren er rigtig trommeslager. Lang historie. Pointen er sådan set bare, at de to fulgte samme mønster og kørte i italiensk, spiste italiensk, rejste italiensk – men dog heldigvis ikke hørte italiensk musik. Der er alligevel grænser. Og indenfor biler gik deres grænser altså ved den italienske.

Der er meget godt at sige om Italien.

Der er meget godt at sige om Italien.

Først var det sådan noget pesudo-entusiasme for nyere af slagsen som er for trivielt at komme ind på her, men begge sprang heldigvis ud for nogle år siden: Godt nok i youngtimer-genren, men man skal jo kravle før man kan gå.  Trommeslageren kastede sin kærlighed på en Lancia Beta fra 1977 (præsenteret hér efter hans to års projektarbejde med den) og Børsmægleren på en firser-Alfa Romeo GTV6 – eller rettere to, den første prøvekørt hér og den anden filosoferet over hér). Ved siden af fortsatte de deres italo-idyl i hverdagen med diverse nye eller nyere Alfa Romeo.

Børsmæglerens GTV6 er også en dejlig bil. Bare meget ringere end min gamle BMW bagved!

Børsmæglerens GTV6 er også en dejlig bil. Bare meget ringere end min gamle BMW bagved!

Det vakte derfor en vis furore i bekendtskabskredsen, da Børsmægleren begyndte at poste billeder af noget lummer litteratur, han lå og læste i om aftenen: Noget om Porsche 911. Ikke bare artikler i blade og på nettet, næ – han købte hele BØGER om emnet. Og han læste dem! Trommeslageren var tydeligvis bekymret, men jeg fulgte interesseret med fra sidelinien. Hvad var nu den af? Han postede links til biler til salg, han bad om råd – jeg og andre end Trommeslageren sendte tips til ham. Og pludselig i sidste uge ringede han og spurgte, om jeg ville med ned at kigge på en Porsche 911. Det skal ærligt talt være en dødssyg øse før jeg siger nej til den slags invitationer, og derfor tog vi afsted denne skæbnesvangre fredag morgen.

En fordel ved at rejse med Børsmægleren: Hans kone laver skønne madpakker!

En fordel ved at rejse med Børsmægleren: Hans kone laver skønne madpakker!

Jeg havde selvfølgelig flere skjulte dagsordener: Jeg ville have en historie, jeg ville prøve endnu en 911, jeg ville promovere et nyt produkt i ViaRETRO. Og selvfølgelig ville jeg også hjælpe, det giver sig selv. Det gik altsammen op i en højere enhed: Vi havde en pragtfuld dag, Børsmægleren købte bilen, og efter min bedste overbevisning er historien et godt eksempel på, hvordan man bør gøre det.

Min analyse af 911-markedet havde ført mig frem til, at en SC fra 1978 var det bedste bud til Børsmægleren.

Min analyse af 911-markedet havde ført mig frem til, at en SC fra 1978 var det bedste bud til Børsmægleren.

Nogle uger før havde jeg sendt Børsmægleren en besked om, at hvis han skulle have en 911 skulle han gå efter en 1978 SC (og hvor den åbenbaring kom fra bliver til en historie en anden dag, bare rolig). Han svarede noget i stil med at det vidste han godt. Min begrundelse var afgiften og en fornemmelse af, at netop denne model gav allermest for pengene – herunder den p.t. bedste chance for negativt værditab. Lad os kalde det det, så vi ikke bliver beskyldt for at være investeringsfokuserede. Børsmægleren havde allerede selv fundet sådan 911, viste det sig – og den så helt rigtig ud, denne SC: En anderledes farvekombination end de fleste andre, men ikke så anderledes at man kan kalde den outrær. Farven hedder Hellelfenbein og er ret sjælden, og sammen med det brune interiør og i øvrigt komplet originale fremtoning og fine stand fremstod bilen meget appetitlig – med lige den kant som en Grand Prix Weiss-911 kunne mangle. Da jeg så de gule fjernprojektører var jeg også selv solgt, og forstod hvorfor han var faldet for denne.

Gule fjernprojektører. Ja tak. Og jeg VED godt, at det ikke er særligt rationelt.

Gule fjernprojektører. Ja tak. Og jeg VED godt, at det ikke er særligt rationelt.

På nettet, i hvert fald – billedet herover og de tre herunder er fra forhandlerens hånd og lækkert ser det jo ud. Men hvordan var den i virkeligheden? “Ligeså fin”, sagde Børsmægleren så- for det viste sig, at han allerede havde været nede at se på den selv! Det kom noget bag på mig, men betød jo, at min rolle på dette andet besøg (udover at agere tolk)  i virkeligheden var at forsøge at holde hans begejstring under kontrol – for han sagde selv, at han allerede var klar til at købe den, til prisen og det hele. Nu var den ikke helt billig, så jeg rådførte mig med Porsche 911-kenderen Jesper (ham med støvekosten i dette indlæg om Porsche 911), der bekræftede, at en god en af slagsen godt kunne koste forhandlerens pris.

Ikke desto mindre var vi bevæbnet med  en checkliste og tilhørende gode argumenter for en lavere pris, da vi drog afsted: Jeg var fast besluttet på, at min gode ven Børsmægleren ikke skulle bløde den fulde salgspris, for man kan jo altid finde nogle ting. Det skal siges, at han ikke var ret optimistisk selv. Og det på trods af, at de slet ikke havde talt pris under hans første besøg. Og det viste sig da også, at rent forhandlingsmæssigt er det et dårligt træk at rejse ned fra Danmark to gange. Det afslørede forhandleren nemlig i en stund, hvor han og jeg var alene: Han vidste da godt, at Børsmægleren ville købe bilen, sagde han – ellers var han jo ikke kommet igen! Nå, men jeg forstod til fulde mæglerens begejstring, da jeg selv stod foran den Hellelfenbein SC med gule tågelygter og brunt interiør. Den var imponerende flot, nøjagtigt som han havde sagt. Ikke desto mindre var det mig, der så bilen for første gang, der påpegede dens alvorligste mangel – formentligt fordi jeg (trods alt) ikke var decideret forelsket.

Den kom på lift.

Den kom på lift.

Ligeså fin den var foroven, ligeså fin var den underneden, hvor der var masser af nye kabler, rør, møtrikker, skiver, udstødning med mere under  – og det hele så rent og pænt ud. Bilen havde fået en grundig overhaling i efteråret 2012 og ikke kørt meget siden. Nu stod den så der og så næsten jomfruelig ud – og det var hele vejen rundt: Lak, interiør, dæk, fælge – og man skulle se godt efter for at finde nogle ting, der var under standard. Og så havde vi ikke engang kørt den endnu. Jeg blev positivt overrasket: Få uger forinden havde jeg prøvet tre andre 911, og denne 911 SC kørte lige op med den bedste.Kun gearskiftet lod den i stikken. Men sådan skulle det vel være, kunne man sige: Jeg har aldrig hørt om nogen, der har været imponerede over en 911’s gearskifte, og denne var ikke anderledes.

Den blev prøvekørt.

Den blev prøvekørt.

Til gengæld var jeg imponeret over resten: Bilen var fra 1978, en amerikansk reeksporteret bil. Hvornår den var kommet tilbage fortabte sig i det uvisse, men det var tydeligt, at den ikke ligefrem havde været forsømt – nærmest tværtimod. Det var ikke bare kosmetisk bilen hang godt sammen – det var nærmest endnu bedre i teknikken. Bortset fra gearskiftet, altså. Undervognen var lydefri, bremserne stærke og uden træk eller vibrationer, bilen kørte både perfekt ligeud og styrede knivskarpt ind i sving, vindstøjen var minimal, soltaget var tæt. Og så var der motoren. Åhja, motoren:

Der blev overvejet - den flotte 280CE i baggrunden mindede mig om noget.

Der blev overvejet – den flotte 280CE i baggrunden mindede mig om noget.

Da jeg første gang hørte om Børsmæglerens 1978 treliters SC med 180 hestekræfter, så var jeg næsten bekymret: Var det nu nok, når der senere fandtes treliters med 200 hestekræfter? Og når Alstrups 3,2’er (som jeg prøvede hér) havde 231? Tænk at jeg af alle skulle gøre mig den slags bekymringer! Jeg undskylder mig med, at jeg havde dem på Børsmæglerens vegne. De var ubegrundede: Den delikate 911 var bestemt ikke undermotoriseret, og havde i øvrigt en motorkarakteristik præcis som jeg elsker det – aldeles uhysterisk fra lave omdrejninger, fuldstændigt lineært træk, lækker vibrationsfri gang, pragtfuld lyd. Nåja, og masser af kræfter. Jamen, det er jo en sindssygt lækker maskine, sådan en 911-bokser! Og jeg ved jeg gentager mig selv. Men det er jo en sindssygt lækker maskine, sådan en 911-bokser!

Der blev handlet.

Der blev handlet.

Jeg fornemmede, at Børsmægleren havde det på samme måde, og vi har formenligt haft svært ved at skjule vores begejstring. Som nævnt gik det jo også som det skulle: Børsmægleren fik et afslag, fik handlet færdig, vi fik taget det obligatoriske (for en blogger…) håndtryksbillede – og så kunne morskaben ellers begynde, for nu skulle vi jo køre hjem i den. Og skulle have vores bagage i det dertil indrettede bagagerum. Jojo, vi vidste godt, at det lå foran – men hvordan åbnede man det lige? Her må vi nok indrømme, at noget af vores kølige 911-kender-facade slog revner. Og på samme måde, da vi overmåde forsigtigt trillede ud på egen hånd, nu med Børsmægleren bag rattet af hans egen 911. En stor dag, og ikke uden en vis nervøsitet. To prøveture siger jo ikke alt, og  han var særdeles opmærksom på tegn på bilens velbefindende eller det modsatte.

Der blev talt.

Der blev talt.

Hvorfor han ret hurtigt bemærkede, at der ikke var meget benzin på! OK, ingen panik, der dukkede hurtigt en tank op, hvormed vore manglende 911-rutine igen viste sig: Sidder tankdækslet til højre eller venstre på en 911? Igen intet problem – det kan ses indefra: Venstre forskærm. Menøh, hvordan åbner man det? Aha, dér – og så kom der tres liter på. Så afsted igen, nu med fornyet fokus på de øvrige intrumenter. Og så fik han øje på et, hvor der bare stod “Oel”. Der var et mere, hvor der stod “Oel Druck”, og det forstod vi godt. Men det andet fór op og ned, og nogle gange var det helt i nul. Det kunne ikke være godt? Ting med olieforsyningen skal sjældent vise nul, blev vi enige om.  Manualen fortalte, at “Oel” viste oliestanden, og det kunne Porsche da godt have skrevet på instrumentet. Og så stoppede vi for at måle oliestanden.

Der blev tanket.

Der blev tanket.

Vi brugte en del tid på at lede efter målepinden,for manualen fortalte ikke, hvor den sad: Porsche havde skjult den nede i påfyldningsstudsen, viste det sig – og det havde ingen af os set før. Men da vil målte standen snak humøret en anelse: Indikationen på pinden var på minimum, og det huede overhovedet ikke Børsmægleren, der allerede var bekymret for om den motor, der kun havde gået 80.000 nu havde taget skade? Så tilbage til tankstationen efter olie. Konsultere manualen for at finde den rigtige. Konstatere, at koderne har ændret sig side 1978. Ringe til to venner i Danmark, der begge slog koldt vandt i blodet på os: Og hvordan havde vi lige målt den oliestand? Øhm, ligesom man plejer. Første gang, i hvert fald  indtil vi kom i tanke om, at det skal pejles med kørende motor på en 911, fordi den har tørsumpsmøring…doooh, endnu en revne i coolness-brynjen! Men det var værre endnu, viste det sig: Motoren var ikke varm nok, da vi målte – og det har også betydning på en 911. Jamen, det blev nærmest ikke mere forkert, det vi havde gjort.

Der blev målt oliestand på den forkerte måde.

Der blev målt oliestand på den forkerte måde.

Med efterhånden en times forsinkelse kom vi så afsted. Hidtil havde det været et lynkursus i 911, og det fortsatte lidt endnu. Hjemmefra havde vi aftalt at tage den meget med ro i denne bil, som jo dybest set var os begge ubekendt. Og sådan gik det også – på landevejen. Vi nød 911’erens komfort, plads, lyd og overskud, og det var ret tydeligt, at Børsmægleren blev gladere for hver kilometer der gik. Hvorpå vi nåede Autobahn. Og en åbenbaring: Den knap 1200 kilo tunge sportsvogn med 2+2 layoutet var også en GT-bil. Ja, såmænd: Sprinteren, svingæderen og mesterbremseren viste sig som særdeles kompetent rejseledsager også, og de 110 km/t vi havde talt om virkede lynhurtigt latterlige.

Der blev kørt Autobahn.

Der blev kørt Autobahn.

På ingen tid steg den selvpålagte højeste marchfart til 120, så til 130 – og så blev den udbygget med indlagte mellemaccelerationer op til 150, mest af alt på søgte undskyldninger om at overhale lastbiler og den slags. Og pludselig hørte jeg den glade Børsmægler sige “det var så 180”, og på intet tidspunkt havde 911’eren endnu lydt anstrengt eller bare svært belastet. Der var også fra passagersædet en fantastisk fornemmelse af veloplagt overskud, og vi grinede utallige gange af dens ubesværede mellemaccelerationer i femte gear, akkompagneret af den lækreste syngende raspen omme bagfra.

Der blev læst en del manual.

Der blev læst en del manual.

Jeg var imponeret. Og ikke mindre, da jeg også fik lov at smage: Trods vores forskellige statur fandt vi begge, at vi sad perfekt i sæderne og bag rat og gearstang, komforten i de faste sæder var af høj klasse. Der var masser af luft i kabinen, ventilationen var behagelig, betjeningsgreb fungerede perfekt – og generet havde man bare ingen steder fornemmelse af, at denne bil var 35 år gammel. Man mærkede at den ikke var ny, bevares – alt andet havde da været en skuffelse. Men det servoløse styretøj var knivskarpt, bremserne ligeså – og igen, motoren ufatteligt veloplagt og bare en perle. Skulle en 911 være for sportsorienteret til at være langtursegnet? Vrøvl uden lige: Denne 911 virkede som om den kunne fortsætte til Nordkap.

Der blev ikke fyldt bagagerum op.

Der blev ikke fyldt bagagerum op.

Her var det så også, at Børsmæglerens glæde begyndte at træde igennem:Det her var ikke bare en hovedkuls forelskelse i et spejlbillede, det var noget dybere. Det hører med til historien, at han ikke er dårligt vant:  Mægleren havde såmænd en Alfa Romeo GT 3.2. Også en hurtig bil, også smuk – og en GT. Eller? Nej, ikke ifølge Børsmægleren: Han elskede dens motor og design, men brugte også udtrykket “stressende”, når han vurderede den som GT. Og er der noget en GT-bil ikke skal være, så er det jo stressende. Så den er solgt.

Der var mere plads på bagsædet, hvor der også lå en lækker jakke.

Der var mere plads på bagsædet, hvor der også lå en lækker jakke.

Så var der jo også hans GTV6, som jeg tillod mig at sammenligne med 911’eren. Han blev helt bestyrtet, og mente at 911’eren kørte så uendeligt meget bedre, at enhver sammenligning var omsonst. Jamen, motoren da, forsøgte jeg – hans GTV6 er let tunet, og yder næppe meget mindre end Porschens 180 hestekræfter? “Men det er noget andet”, sagde han bare – og strakte højrefoden lidt. “911’eren er meget mere en rigtig bil”, sagde han gudhjælpemig så – og lignede grangiveligt en mand, der var kommet hjem.

Der blev kørt ind i natten.

Der blev kørt ind i natten.

Det er han også: Hans nye 911 satte ikke en fod forkert på de 600 kilometer. Det startede varmt, så regnede det, så blev det mørkt – men aldrig blev 911’eren anstrengende eller stressende. Både den og dens to chauffører var friske og udhvilede efter de mange kilometer, klar til mere. Jeg har aldrig kørt så langt i en 911 før, men gør det gerne igen. Vi talte om at han og kæresten kunne køre på ferie i den, at han kunne tage den på trackdays, at han kunne bruge den til arbejde. At den ville til Stuttgart og besøge familien. Til Le Mans og se de vilde fætre. Ja, jeg luftede sågar min teori om, at den er god i sne. OK, den sidste købte han vist ikke, men de andre ting? Jeg håber, at han gør det hele. Hans egen ideelle tur? Må nødvendigvis være i 911 til Italien. Jeg melder mig gerne som codriver til Stuttgartturen. Tak så vidt!

Og min skjulte dagsorden om at promovere et nyt produkt i ViaRETRO-shoppen? Muligvis så diskret, at ingen har lagt mærke til det. Så her er det sort på hvidt: ViaRETRO er blevet dansk importør af MARTINI RACING Collection. Jeg havde på turen mørkeblå jakke på og bar en hvid polo indenunder – og følte faktisk jeg kørte bedre. Komfortabelt var det også. Og chikt, ikke mindst – find en Martini hér og se det også på ViaRETRO-standen til Classic Race Aarhus.

 

Og et lille PS for at komme eventuel kritik i forkøbet: Skulle nogle synes, at der er for meget Porsche 911 på ViaRETRO, så er de velkomne til at invitere et medlem af redaktionen med ud at købe noget andet.

28 kommentarer

  1. Scalino

    Dejlig vogn – også fra en italofil..fed farvekombi!

    overraskende at høre at en GT 3.2 føles som stressende. Mit daværende eksemplar var meget afstressende, lige bortset fra når der skulle betales ejerafgift og tankes en gang ugentligt, men motorlyden fra Bussoén var et langt stykke af vejen det hele værd!

    Svar
  2. Peter Cocopelli

    hehe – nok den mest diskrete product-placement jeg er løbet ind i længe. Og Nej der er da ikke for meget 911 på ViaRETRO. Der er ikke for meget af noget som helst ;0))

    Svar
  3. Peter Cocopelli

    PS – foreslå Børsmægleren lige at skifte plast bøsningerne i gearskiftet. Er ikke så svært og koster blot nogle få hundrede kroner

    Svar
  4. Mads H

    Aldeles pragtfuld historie, pragtfuldt roadtrip – og pragtfuld bil! En klassisk 911 i lækker farvekombination og ikke udsat for overgreb og tuning og styling og anden ødelæggelse, så kan selv en hardcore frankofil blive helt forfalden til fraternisering med fjenden. Det her er ikke god og sund læsning for mig, jeg kan mærke min indre germanofile rykke og rumstere, er ist gefüttert worden. Må omgående ud & køre i CX for rehabilitering…

    Svar
  5. Ole JAGmann

    Meget fin Porsche, tillykke med den. Så kunne jeg også blive germanofil.
    Og en rigtig dejlig beretning om turen, andre må gerne tage Claus med ud at købe bil, så vi bagefter kan læse om det.

    Svar
  6. Kristian

    Må bare tilslutte mig korsangen: prægtig historie! At hente sådan en ældre herre hjem fra et sted ude i Europa kan ikke være helt uden nerver…Den er vel købt som beset, går jeg ud fra.

    Personligt synes jeg dog, at sådan en slut-halvfjerdser-911 har visse yuppie-konnotationer (sådan noget har jeg det ofte svært med), men det kan være det bare er mig.

    Svar
  7. Soren W

    Fantastisk beretning Claus. Vi er næsten med på turen.
    Og tillykke til Børsmægleren med den fine bil. Jeg har altid troet at jeg var mest til en 73er eller tidligere. Men sådan en ren, fin og cool 78 kunne vist også gøre det. Og ja, fed farve-kombination.

    Jeg må vist hellere i garagen og blive angloficeret lidt igen. Jeg vil se om jeg kan få plads til campingstolene til weekenden…

    Kan man skåle i sherry på at du har fået Martini i stalden? Fine jakker, ikke mindst til youngtimer kørere i Porscher og Lanciaer. Jeg har dog noteret mig at Jaguar på et tidspunkt havde en Martini sponseret XJ220 kørende…. Såe……

    Svar
  8. Svanbjerg

    Tillykke – og god historie, i god retroånd – og i tæt forbindelse med nytårstalens indhold = køb en klassiker, eller to….

    Og Mads H – Tag dig sammen! Med dine frankfile attitude, kan kun den franske 911 komme på tale, i dit tilfælde – selvom den nok er mere brutal, end 911 forfinet = en 911 for rigtige mænd :-)

    Svar
  9. Morten Alstrup

    Først stort tillykke til Henrik Nüchel (jeg går ud fra, at det er ham) med anskaffelsen.

    Herlig beretning med mange ting, jeg kan nikke genkendende til. Der venter mange sjove timer.

    Svar
  10. Henning Pryds

    Hva’?!!? “..og kørte i italiensk, spiste italiensk, rejste italiensk – men dog heldigvis ikke hørte italiensk musik”. Italiensk begynder med musikken. Det er cantata’en, der smører de finmekaniske dele og får pastaen til at glide ned. Lyt engang til Peppino de Capri’s version af “Don’t play that song” – og hvis det skal være på italiensk – så lyt til hans “Melancolie” – eller lyt til Mina’s “Non credere” eller til Gigliola Cinquetti’s “Dio come ti amo” – og ikke et øje er tørt. Lyt – og selv en testosteron pumpet tysker vil kunne høre melodien i en Lancia motor.

    Svar
  11. Anders Bilidt

    Et monumentalt TILLYKKE til Boersmaegleren!! :-)
    Fabelagtig bil og ditto historie.

    En ‘SC’ er netop den helt rigtige 11’er at investere i, hvis pengene ikke raekker til en pre-73. Og med den prisudvikling de har haft over de sidste 5 – 6 aar, saa er det vist forstaaeligt nok hvis man foeler at saadan en ‘longhood’ 11’er er en lige lovlig stor oekonomisk mundfuld. Men 3,0SC’eren er uden tvivl en mere komplet 11’er end de foerste 2,7 liters G-modeller, mens den samtidigt vel nok er den sidste 11’er som levere en gennemfoert klassisk koereoplevelse. For mens efterfoelgeren Carrera 3,2 jo ligner den til forveksling, saa levere den alligevel en noget anderledes og mere moderne koerekarakterstik. Yup, var det mig, saa havde de ogsaa vaeret en SC som stod paa min shoppingliste! ;-)
    Og i oevrigt skoent at se en sportsvogn som ikke bare er standard “resale-red”. Og nej, det var faktisk ikke et nyreslag til de italofile, men derimod bare en helt generel betragtning, for en roed 11’er er altsaa heller ikke lige mig. I Hellelfenbein med brunt skind har den da for alvor karakter og udstraaling. Laeg dertil den totale mangel paa spoilere og de smukke Fuchs faelge med sort center, og saa bliver det naeppe meget bedre. 10 ud af 10 fra min side!! Jeg har end ikke set 11’eren irl, og min begejstring vil ingen ende tage…
    Nu mangler vi blot at faa Neils paa banen med en video, saa vi andre ogsaa kan nyde den skoene dybe trommen fra den legendariske Flat-6, som med omdrejninger udvikler sig til et haarrejsende symfonisk vrael. :-D

    Hmmm… og saa bliver jeg altsaa lige noedt til at drille Claus lidt…. ;-)
    Citat: “…så er de velkomne til at invitere et medlem af redaktionen med ud at købe noget andet.” skriver du. Jamen netop det gjorde jeg jo ogsaa, men du gider jo ikke… :-)

    Svar
  12. Claus Ebberfeld

    Endnu en gang tak til Børsmægleren for at lade mig fortælle historien – og tak for jeres kommentarer. Jeg er sikker på, at han vil vise bilen flittigt henover sommeren. Som jeg forstod det skulle der komme plader på i juni.

    Og for god ordens skyld: Farvekombinationen fungerer nøjagtigt ligeså godt i virkeligheden som på billeder.

    Med hensyn til musikken: Jeg overvejede det, da jeg skrev det, pryds – men mine referencer var italiensk populærmusik, og det holder bare ikke rigtigt udenfor Italien.

    02Anders, jeg ved det, jeg ved det. Og du ved det: Jeg ville SÅ gerne! Det passer bare ikke helt i programmet, da omfanget af DIN tur jo får vores Wolfsburgtur til at ligne en søndagsudflugt, Heldigvis ved jeg, at det ikke er sidste chance med dig!

    Svar
  13. Slambert 79

    Fantastisk historie.
    Det var rigtig god læsning og som Soren W så rigtigt skriver, så føler man jo at man “næsten” er med på turen.
    Tillykke med 911`en, den er rigtig flot og nogle fede farver…… Man bliver jo næsten misundelig :D

    Svar
  14. Peter Plys Karlsen

    Congratulazione med tyskeren….jeg forstår. Blev selv lidt træt af at køre bestemt italiensk 70 % mærke…

    Nåh, men italiensk musik hørte børsmægleren, så ikke.
    Jeg husker en sommer ved kysten hvor jeg hørte Richi et Poveri… kom til DK og så blev nummeret “kopieret” til Hvor skal vi sove i nat? Ren Firsermusik, der iøvrigt passer rigtig godt til GummikofangerPorsche og Martini-jakke. ;-) Men neeej sådant noget hørte vi ikke…i DK

    Nåh, man kan ikke vænne sig til alt….et andet nummer fra dem udsat for et lille aften forsøg med integration ..Italiensk/tysk/og Quindfolk.
    Det kan måske omvænne italofiler… http://www.youtube.com/watch?v=XQ07IGDDGVQ&list=PL1247BF44D96411F6

    Det lyder som om Børsmægleren har fundet den rette… trods italofil….så et lille citat fra en anden italiensk musiker, der hittede omkring denne Porsches fødsel. (og det er Porsche-musik)

    Dammi il tuo amore
    non chiedermi niente
    dimmi che hai bisogno di me
    tu sei sempre mia anche quando via
    tu sei l’unica donna per me.

    Buano sera

    Svar
  15. Søren Navntoft

    Claus’ medrivende og velfortalte historie bragte mig i 911 humør, igen igen.

    Til Henrik, vil jeg sige tillykke med en velvalgt model og rigtig skøn farvekombination. En tur i en G model fornyeligt afslørede en fænomenal køremaskine, og stærkt vanedannende. Som tiden er gået synes jeg harmonikakofanger 911 modellen vokser i alle aspekter.

    Svar
  16. JesperD

    Først skal lyde et stort tillykke samt et trefoldigt hurra til Børgsmægleren. For det er nemligt hans fødselsdag. Når man for første gang anskaffer sig en Porsche bliver man nemlig født på ny. En begyndelse på livets glæder og alle de lykkelige tårevædet øjeblikke en Porsche kan give en.

    Tak for en fantastisk beretning om, hvorledes et Porsche køretøj forenes med en Børgsmægler. To som skal gå hånd i rat gennem livet og opleve ting sammen som kun ægtemænd og ægtebiler kan opleve.

    Tak.

    Svar
  17. Runesten

    Dine indlæg taget i betragtning Plys, kan det da ikke være særlig ofte, at du er i stand til at føre et automobil :)

    Svar
  18. Lars D

    jeg er nysgerrig, kigger på porscher engang i mellem. Er dette ca. hvad man får for 30.000 € og hvad er afgiften på sådan en svend?

    Svar
  19. Vincenzo

    Betyder det at “Alfa procenten” nu er under 70?
    Uden al tvivl en fremragende bil. Høj kvalitet,,skudsikker teknik, alle stumper (let) tilgængelige,
    den kan bruges til (næsten) hvad som helst. Den usædvanlige, og lækre, farve kombo,
    giver den lidt kant. Fornuftigt og gennemtænkt køb. Men hvad blev der af La Passione?
    Lars D: Ca. 60.000 (Don’t even think about it)

    Svar
  20. Claus Ebberfeld

    Ikke endnu: Børsmægleren har stadig en GTV6.

    Hvad der blev af La Passione? Tjah, den sidder i det skarpeste styretøj jeg har oplevet, i den pragtfulde motor, i overskudsfornemmelsen, der gennemsyrer det hele – blandt andet. Der er meget andet end fornuft i dén bil.

    Svar
  21. Jacob B

    Selvom jeg i tidens løb har haft et par Porscher, så vil jeg undlade at kommentere på Claus’ fejlagtige tro på, at de ellers fantastiske solide tyskere har noget der kommer i nærheden af La Passione! (Bemærk dog, at dette ikke betyder, at jeg ikke synes, Børsmæglerens nye gule skønhed er fantastisk!)

    Mht. hans GTV6’er, skal den så sælges? Jeg har en interesseret kammerat, som leder efter et flot eksemplar, så hvis det er, vil du så ikke give ham min mail Claus?

    Svar
  22. Runesten

    Claus, så også den anden 911 SC som forhandleren havde til salg? Det er godt nok en speciel farve combo. Selvom jeg godt kan lide brune biler, tror jeg ikke jeg ville turde den. Bilen i denne artikel er derimod lige i øjet. Jeg er vild med den. Jeg leder selv med lys og lygte efter en 911 (til den rigtige pris, stand, farve osv), så godt at se andre føre drømmen ud i livet.

    Svar
  23. Ib Erik Söderblom

    Lækkert Martini-udstyr !
    Tror jeg starter med en polo…
    Men der skal da også en jakke til, når nu økonomi’en er kommet sig over alle de forgæves bilkøb.

    Så skal jeg blot ha’ fundet nogle broderede Lancia-mærker, at sy på, så folk ikke tror jeg kører Porsche. :-)

    Svar

Skriv en kommentar

Din e-mail adresse vil ikke blive offentliggjort.