Det er halvanden måned siden jeg præsenterede min første GTI-bil med en afstemning: Skulle jeg beholde eller sælge? 73% sagde “behold” – men jeg sælger!
Jeg skrev om min 1986 Honda CRX 16i-16 hér, og nu halvanden måned senere har jeg ikke fået brugt den sidste tankfuld benzin endnu. Ja, faktisk har jeg mest taget den til Aarhus her fra Djursland primært for at få brugt netop den benzin, så jeg kan regne ud hvor økonomisk bilen er. Det synes jeg ærligt talt selv er ret fjollet, og derfor sætter jeg den nu til salg.

Det handler altså om sådan et stykke Formel 1-teknologi her.
Det er sådan set ikke fordi jeg ikke selv synes den er fed, lækker, fræk eller hvad man nu ellers vil sætte på af tillægsord på sådan en lille lommeraket af en coupé. For det synes jeg den er. Og det er bestemt heller ikke fordi bilen ikke er god. For det er den: Jeg er tredie ejer og den har nu gået bare 91.416 kilometer og kører også derefter. Jeg har kørt nok i den til at kunne bekræfte, at den ER hurtig. Både i sving og når det går ligeud.

Og det her er så min: Værs’go’, pladsen her kan blive din!
Den er samtidigt imponerende komfortabel i forhold til vogntypen og sportsligheden, og motoren har MEGET let spil med de få kilo. Gearkassen er intet mindre end perfekt afstemt til at få det bedste ud af den villige motor, og gearene ligger så tæt som jeg aldrig har oplevet det før: Fabriks-closeratiobox, simpelthen.

Som sagt er det den pure Formel 1-teknologi.
Men der er intet rå race over dens temperament: Hvis man ikke vil køre hurtigt, så kører den som en Honda Civic. Alt er let undtaget styretøjet, som selvfølgelig ikke er servohjulpet, og derfor mærker man de ultrabrede lavprofiler på 185/60 som tunge. Men vil man omvendt køre hurtigt, så er det også let. Meget let. Og den er hurtig. Så hurtig, at jeg overvejede, om ikke den mon ville være god til hillclimb i standardvognsklassen.
Inden jeg kom frem til, at det ville være synd.
— Tyske brochurer for modellen fra 1986 herunder–
Den er – så vidt jeg kan bedømme uden at have brugt en hel tankfuld på en systematisk måde – også ret økonomisk. Og den er i hvert fald økonomisk at eje: Med en fluevægt på 875 kilo er den nemlig billig i vægtafgift og med dåbattesten fra 1986 kan den forsikres som klassisk bil. Den er også yderst komfortabel, og selv meget høje personer har plads i den. Foran. Så skal der bare ikke være nogen på “bagsædet”. Den kan varme, den kan køle og vil man have mere luft så er der et elektrisk soltag, der ligger ovenpå taget og således ikke stjæler loftshøjde. Så den er også god som billig pendlerbil. Hvilket jeg jo netop også havde købt den til.
Inden jeg kom frem til, at det også ville være synd.

Den er i ret pæn stand, min CRX. Ikke fejlfri, men pæn.
De billige langture jeg drømte om har jeg således aldrig kørt i den alligevel: Jeg lod netop være med at tage den til Hamburg, da det gik op for mig, at kilometertælleren så ville nå 92.000 kilometer. Og dermed komme en tusinder nærmere 100.000. Det betragter jeg som et skarpt hjørne på denne bil, der netop i kraft af sin stand og jomfruelighed og originalitet er noget særligt. Siden jeg købte den har både trykt presse og internettet denne sommer haft masser af historier om at japanske youngtimers er det nyeste og hotteste og hvilke er de bedste investeringer og så videre. Jeg har så vidt hørt bud på Honda NSX, Prelude og S2000 og i min ferie i Frankrig fulgte jeg så Søren Navntofts råd om at læse lokale bilblade – og sandelig, der stod det sort på vidt (på fransk, men jeg forstod meningen): Køb en førstegenerations-CRX inden det er for sent. Uhauha, min bil er nu et investeringsobjekt!

Også i kabinen er den pæn. På billedet står bagsædet op, men det kan lægges ned – ligesom i en Scimitar!
Hvorpå det gik op for mig, at med den holdning ville jeg jo aldrig få kørt i den alligevel.
Derimod kører jeg hele tiden i min Reliant Scimitar GTE, som jeg bliver mere og mere glad for: Den er væsentligt langsommere, men den er ikke et investeringsobjekt, jeg er ligeglad med at kilometertallet stiger, regn og brug gør den ikke fortræd! Jeg har reelt intet at bruge CRX’en til, og derfor sælger jeg den.
Salgsteksten lyder således:
Tre ejere, 91.400 kilometer, altid dansk Honda Civic CRX 1.6i-16 fra 1986. Hvor tit finder man sådan én i original, urørt og ikke mindst god stand? Her er én: Indregistreret første gang i 1987, solgt til den anden ejer (dengang 60 år) fra Helle Auto i Silkeborg i 1988 med 5.000 kilometer på tælleren. Solgt til mig fra den nu 87-årige ejer, der ikke længere kunne køre bil.
Nysynet i juli 2015, dagen før jeg købte den. Straks efter købet fik den ny tandrem, tændrør, væsker og filtre og den kører perfekt. Den fremstår desuden virkelig flot og velholdt, både i kabinen og i det ydre. Det er brugsspor hist og her, men intet der ændrer på det samlede indtryk af en bil, der har levet et forkælet og roligt liv i mange, mange år. Bilen har ifølge sælgeren altid stået i opvarmet garage og den virker næsten utroligt original: Alle klistermærker fra Helle Auto sidder der endnu, anhængertrækket er forsynet med en Poul Munk-Honda-prydet knop, og den står på de originale nummerplader.
Nåja, og så er den jo også ret hurtig: 125 heste til 875 kilo gav ifølge datidens test o-100 på godt 8 sekunder og den går over 200 km/t på toppen. Ikke at jeg har prøvet det, men den er jo god at nævne overfor vennerne.
Der kan ikke være ret mange CRX tilbage i den her stand, og med den nylige interesse i japanske klassikere vil jeg vove at påstå, at bilen her er væsentligt bedre end penge i banken. Den er i hvert fald sjovere. Hvis man altså får kørt i den. Det gør jeg ikke, da jeg hele tiden triller rundt i min gamle britiske glasfibervogn i stedet. Derfor vil jeg gerne sælge.
Det var ordene for i dag. Og så skal jeg finde noget ældre næste gang, tror jeg. Eller langsommere. Eller begge dele.
Hold nu K…. !!! :-(
Give me a break !
Er det tredie eller fjerde gang, dine bilsalg kolliderer forskudt med mine egne ?
Forskudt med 14 dage til den forkerte side :-(
Har lige brændt pengene af og afhændet Xantia’en og lagt den næste 24 måneders plan.
CRX’en er en lækker lille gaderaket og jeg kan kun nikke genkendene til alt det positive du siger om den.
Sådan var Honda-bilerne, engang.
Kører godt og lækkert og med villige motorer, gode gearskift, godt afstemt styretøj.
Og så går tingene bare aldrig i stykker !!!
Eneste anke jeg har kunnet finde i disse gamle Honda’er er deres lårstøtte for os med lange ben. Sædehynden er til den korte side, men det problem har jeg også haft i alle Alfa’ene, op til 156’eren.
Den kommende ejer af CRX’en får sig et godt køretøj !
Bytter gerne med klassisk CX med stål og læder. Mail mig hvis det er.
Cuánto cuesta..? (pris..?)
Under Rubrik kan den ses til den nette sum af 45000,-, hvilket så vil være udgangspunkt…
Hvis jeg havde penge, så sku i bare se, så gik der ikke længe før jeg havde en civic med den store motor i
nu vil jeg leve af torskerogn, til jeg får råd til en japser vogn….. (nyn selv videre og digt mere tekst)
Har altid været vild med en Crx og set den som et godt alternativ til andre GTI’er. Uha den ville klæde mig.
Held og lykke med salget
@ChristianN … Jamen den handske samler jeg da glædeligt op, så vi kan hjælpe Claus med salget:
Men det skal være en japaner, der udstråler sex
Ikke en Corolla, ikke en Carina, men en fræk CRX
En moderne grå Jazz begår harikiri, når den ser coupe’ens former
Som alligevel er indrettet praktisk i forhold til klassens vante normer
Og åbner man til hjertet, og forventer noget mekanisk antik
Ja så overraskes man af en perle bygget på Formel1-teknik
”Ja ja” tænker køber, ”men den er jo mishandlet og kørt som en gal”
Til det er der blot at svare ”nej”, den fremstår tværtimod 100% original
Så vil du have driftssikker og sjov pensionsopsparing, mens du drømmen lever ud?
Så træk antennen ud på din Motorola MicroTAC, ring til Claus og giv ham et bud!
Held og lykke med salget ;-)
Tja Forstår salget, for hvem xxxx kan forelske sig vedvarende i en japansk midt firser ting.
Not 4 me !!! (at all)
Hvis nu den var så’n cirk en halv meter længere, så ville den være perfekt.
(Men så begynder den at ligne n Supra MKIII eller en Nissan et eller andet – og de har seks af de lækre liggende foran ..)
ViaRETROs festdigtere slår sig løs! Jeg er imponeret, Jacob B.
Jakob356: Jeg tænker – men foretrækker så absolut en ren handel. Der kommer en og kigger på CRX’en i morgen, og så en anden fredag – hvis jeg ikke aflyser det fredag, fordi…
Så H.P., jeg ved helt sikkert, at der er mange der kan forelske sig i en japansk midtfirserting. I hvert fald, hvis den er noget af den her kaliber. Der jo sjovt nok er en slags moderne udgave af din Porsche 924. Bare hurtigere!
Claus
vedvarende !!!!!!!!
Arjh, det tror jeg nu godt jeg kan se ske. Jeg kan fortælle dig, at ham i morgen havde en Civic 1.5 GT i gamle dage, men drømte om dén her. Det virker ret vedvarende, synes jeg. Så nu er jeg jo spændt på hvad han siger i morgen :-)
@ce foretrækker også $$$. Har ærlig talt biler nok for tiden ;-)
Men det kunne jo være jeg skulle have udvidet mine horisonter udi det østerlandske på et tidspunkt..
Ja, det virker selvfølgeligt ret oplagt, at vi hjælper hinanden i den mission, jakob356: Jeg VED jo, at jeg skal udi det franske engang.
Fin bil. Jeg kan hverken komme ind i eller ud af den. Claus brochure arkivet trænger til opdatering. Den brochure du har med her mangler. Jeg sendte dig, for længe siden, en hel stribe scannede brochure, de er heller ikke med.
Aaarh, Eggert: Dørene i en CRX er kæmpestore og den er hele 129 centimeter høj, så det tror jeg nu de fleste kan.
Sandt med brochurearkivet, det kigger vi lige på.
Nåh, hvad er det så for en afløser du har købt i stedet for Hondaen?
Citroën, Peugeot,…???
Jeg håber den er mindst ligeså økonomisk, Ole: På vej ned til køberen i går kunne jeg se, at jeg igen har kørt 400 kilometer på trekvart tank i CRX, så under 16 km/l vil jeg ikke acceptere!
Er CR-X’eren stadig til salg?
Det kan godt være, @Cecil-Blauenfeldt-Dydensborg, men ikke hos mig: Det er et ni år gammelt indlæg, og den blev solgt derefter. Savner den faktisk lidt, for den gik godt og var sjov at køre.