Nøjagtigt som de står herover faldt ordene fra en ven, der havde en rusten Alfa Romeo, som han var glad for.
Det var i sidste uge, og de gode historier om vores respektive liv med biler flød frejdigt over to gode kopper kaffe på en café i sensommersolen. Citatet i overskriften faldt i kapitlet om en Alfa Romeo Giulia, som han som ganske ung mand havde købt engang i firserne, og jeg håber den var billig – for den var nøjagtigt så rusten, som de kan være. Men den kørte godt, og min ven var glad for den. Men den var altså meget rusten. Som sædvanligt stod han så overfor de to velkendte muligheder (udover at leve med det, selvfølgelig): Han kunne sælge den og købe en anden – eller han kunne lave den han nu engang havde og var glad for.
Han ville have den skulle se således ud.
Og så faldt citatet.
Jeg så straks for mig, hvordan dette citat kunne blive indledningen til en historie på ViaRETRO og måske et reklameindlæg for PlasticPadding. Sagen er nemlig, at det er et vaskeægte historisk produkt, opfundet af svenske Gösta Ericsson i 1956 – ifølge producentens egne oplysninger i hans eget laboratorium, der lå i hans hønsehus. Hvilket man vel ikke kunne finde på at påstå, medmindre det var sandt.
Herr Ericsson solgte svenske kasseapparater til Tyskland og tyske sportsvogne i Sverige – og i forbindelse med sidstnævnte opdagede han så, at tyske værksteder brugte kemiske emner til at reparere pladeskader. Og så var vejen til at blande sit eget jo ganske kort, og han registrerede varemærket PlasticPadding i 1956. Navnet Plastic afspejler, at en del af grundelementerne er på polyester-basis, og Padding er det er godt til at fylde ud. Han havde fat i noget rigtigt, og i årene derefter blev produktet en succes i både Norden og England, og der blev produktudviklet yderligere, så sortimentet i halvfjerdserne blev meget bredere.
Ham her skulle hjælpe.
Den originale spartelmasse kender vi vel alle (mest af omtale, naturligvis – eller måske har du set det hos frisøren, ligesom med de kulørte blade), men jeg er selv meget fascineret af det nyere produkt “Kemisk metal”, som i mine øren lyder som noget lige niveauet under Terminator T1000, der som bekendt var konstrueret af “Flydende metal”. Jeg synes også det er svært at stå for “Super Stål”, der nærmest lyder til at være en bedre udgave af “almindeligt stål”.
Mon han er ved at lave en Alfa Romeo?
Jeg gik så vidt som til at ringe til Niels Birkemose, der jo er ved at renovere det britiske svar på en Alfa Romeo Giulia, der dog er lige knap så rusten som bilen i den virkelige historie her – og forelagde ham idéen om et reklameindslag for PlasticPadding, komplet med eksempler på hvordan man laver de der hjørner, der er svære at svejse – og den slags. Han var forbavsende kort for hovedet og mente det ville være svært at få god reklame for produktet ud af, at han nedgjorde det for åben skærm – “hvordan man ikke “laver” en bil” og i den dur. Nåja.
Ham her ser mere ud til at han er ved at lave en Reliant Scimitar. Bemærk, at hans “værktøjsvæg” består af alt andet end værktøj.
For det var jo derfor jeg nær havde fået kaffen galt i halsen, da jeg hørte historien: Tre spande Plastic Padding og en lånt garage i en måned kan man ikke “lave” en Alfa Romeo Giulia med, og det ved vi formentligt alle (og i dag ved min ven det også, men ovenstående var så ret så tidligt i hans billiv, og hans metier havde intet med biler at gøre, så han sagde at det var hans oprigtigt bedste bud på at “lave” den).
Men det store spørgsmål er så, hvad PlasticPadding egentligt kan og må og er godt til i bilsammenhæng? For det findes altså stadig på markedet den dag i dag, så nogle må jo bruge det. Fortæl og øs gerne ud af jeres idéer, eksempler og erfaringer – og gør det gerne under pseudonym, hvis historien er lige rigeligt god.
ViaRETRO-bonusinformation: Nogle vil nok gerne vide, hvordan det gik med den omtalte Alfa Romeo Giulia. Svaret er, at den faktisk blev lavet. Ordentligt. For da en rigtig mekaniker ved et tilfælde kom forbi den lånte garage og så, hvordan Giuliaen var plastret til med Padding i store klumper, så forbarmede han sig over den unge entusiast og sagde, at han straks skulle holde inde med sit arbejde – han skulle nok lave den for ham. Og sådan blev det: For noget nær købsprisen oveni hatten blev Giuliaen flot med rigtigt gammeldags metal og lak ovenpå.
Hvorpå han ret kort tid efter solgte den, men det er sådan set en anden historie.
Kemisk metal er ganske oplagt til forskellige reparationer.. jeg har f.eks brugt det bag på instrumentbrættet hvor de indbyggede gevindstykker til fiksering var knækket.. jeg fjernede resterne og “limede” forsigtigt en ny rustfri bolt fast.
Jeg har også tætnet/limet en ubenyttet vacuumport på en indsugningsmanifold.. Igen modificerede jeg en bolt og fikserede den med kemisk metal.
Kortsigtet kan jeg ikke se noget galt i at smøre flossede kanter ind i padding – så længe det ikke er for at skjule noget i f.eks en handelssituation…
Min budget klassiker har flere steder fået et “pynte-lag” indtil jeg får mulighed/råd til at erstatte med plade..
Og så er der et dejligt sammenfald mellem indendørs DIY og “padding”… har du først fuldspartlet en vægt eller et gips-loft falder arbejdet med padding dig naturligt :-)
Min far forsøgte i 60’erne, at binde de rustflager, som vores FIAT 600 bestod af, plus rød lak…, sammen med rigelige mængder Padding.
En dag vi havde været i byen og købe adskillige poser Padding og andet, blev vi hevet ind til siden af to motorcykelbetjente.
Den stakkels bil, havde ikke en chanse :-(
Vi blev eskorteret hjem og pladerne røg af.
Retrospektivt, var det nok i virkelgheden det bedste, for familliens samlede overlevelse.
Jeg har selv prøvet, at holde en Niva sammen med Kemisk Metal.
Ved første terrænkørsel var det ret tydeligt, at det ihvertilfælde ikke var det samme som Russisk Pladestål, som jeg ellers mente jeg kendte fra Sud’en :-)
Sud’en nåede jeg ikke engang at holde sammen med Padding, inden den sank sammen for øjnene af mig, så tænkte at et Svensk “Stålprodukt” måtte være Russisk stål overlegent.
Det var det besynderligt nok ikke.
Der er forskel på, at benytte det som dyr spartelmasse, og så benytte det til reel pladdeerstatning.
Min erfaring er, at det kan benyttes, som Daniel siger, og der bruger jeg ofte andre epoxy-produkter.
Plastic Padding kan helt sikkert bruges – men med omtanke. Så hvis jeg kan få et par bobler i bunden af dørende slebet væk og der kun er minimat med gennemtæring, så er det OK i min bog.
Men Claus – er du ved at forsvinde helt ind i tågerne af youngtimer charader og miste jordforbindelsen til ægte viaRetro klassikere fra før 1979?
For med sammenligningen – citat “Niels Birkemose, der jo er ved at renovere det britiske svar på en Alfa Romeo Giulia” – det britiske svar på en Alfa Romeo Giulia!!!!
Hvor helvede ser du sammenfaldet mellem de to køretøjer??
Altså ud over 4 døre, fire hjul osv.
Med al respekt for begge biler, så tåler de ingen sammenligning.
Plastic Padding kan være redningen
I 1997 smadrede jeg aluminiumsbundkarret på min Audi A3 1,8T under et økonomiløb i Finland.
Hvor skaffer man et Alu-bundkar lørdag nat i omegnen af Jyväskyla?
Det gør man selvfølgelig ikke, men ved hjælp af plasticpadding fik vi “repareret” det fuldstændigt flækkede bundkar. Hældte spændt olie på og kørte først meget forsigtigt hjemad med check for hver 100 km. Det var nu ikke nødvendigt vi kom hjem til danmark helt uden problemer og uden efterfyldning.
Siden den tid er en tube plastic padding altid en fast bestanddel af indholdet i vores servicevogn.
Det duer!
Hvad er ellers det britiske svar på Alfa Romeo Giulia?
Jojo, det var lidt i spøg, men spørgsmålet fejler jo ikke noget.
Jovist tåler de da sammenligning, hvad er nu det for noget snobberi: Briten slår da endda italieneren på flere punkter, eksempelvis affjedringskomfort og plads.
Ha ha jeg havde forstået det sådan at Morris Monaco var Englands svar på Alfa Romeo Giuliani sådan rent rustmæssigt…
Er bud på Englands svar på Giulia: Triumph Dolomite.
Plastik er til at tage de sidste små ujævnheder efter endt opretning eller samling af pladedele hvor man har fuld svejset (det gør man nemlig ALTID) Tin er besværligt og giftigt at arbejde med. Her kommer plastik til sin ret, det er lidt mindre giftigt og besværlig.
Det er ikke noget man reparere en bil med. Et tyndt lag er afgørende for holdbarheden og det endelige resultat. Og så husk lige at det ikke tåler fugt! Jeg græder tørre tåre når jeg ser en bil køre rundt med plastik uden maling, eller for den sags skyld primer. Begge dele suger vand.
Min svend og læremester var stor tilhænger af et tyndt tyndt lag glasfiber spartel i skaringerne af plade dele. Før plastikspartelmassen det stopper fugten i at trænge ned i svejsningen. Måske vi skulle lave en workshop en dag hvor vi kigger lidt på spartling og slibning! Det er noget de fleste bilentusiaster kan have glæde af..