Man fatter dårligt, hvordan de kan blive ved – men Goodwood Revival gjorde det igen: Leverede et totalteater, som efterlader beskuere i tvivl om man drømmer eller er vågen. Hovedrollerne i stykket spilles af en hulens masse racerbiler, og de spillede godt.
Goodwood i blomst – og sådan var det.
Strengt taget kan man godt diskutere, hvem der egentligt har hovedrollen på Goodwood Revival: For arrangementets helt unikke karakteristik kommer sig jo af, at racerbilerne netop er iscenesat i et miljø fra halvtredserne og tresserne. Der blev første gang kørt løb på banen i 1948 og sidste gang i 1966 og imellem de to skæringsår blomster Goodwood Revival så op hvert efterår og har gjort det siden 1998.
Se selv hvor det blomstrede.
Jeg var der første gang i 1999, og allerede dér var det godt. Men siden er de gået fra styrke til styrke, og i dag er det verdens største historiske motorsportsarrangement. Målt på tilskuere. For der findes faktisk arrangementer med flere biler, mere racerløb, længere distancer og for dens sags skyld hurtigere biler. For eksempel den kommende weekend, hvor der er Spa Six Hours i Belgien – også et arrangement, der har mine varmeste anbefalinger.
Det er svært ikke at knibe sig i armen ved sådan et syn: Rammerne er perfekte – og det der er fyldt i rammen er af ligeså høj standard.
Men Goodwood Revivals helt unikke appel skyldes, at det er så meget mere end racerløb. Så meget, at man som sagt kan diskutere, om det overhovedet er bilerne, der har hovedrollen. For det helt geniale træk består i, at det er lykkedes Goodwood Revival at få publikum med i teaterstykket, så langt, langt hovedparten af de besøgende klæder sig ligeså perioderigtigt som Goodwood har instrueret dem i, og det er faktisk derfor det hele fungerer. Det virker ganske enkelt som en stor, nej kæmpe, havefest hos Lord March, og stemningen er fuldstændigt uovertruffen god: Jeg har aldrig oplevet et racerarrangement, hvor det sociale aspekt er så stærkt.
Det omtalte sociale aspekt. Disse var medlemmer af Goodwood Road & racong Club, der har adgang til at parkere deres biler (hvis de er før 1966, selvfølgelig) HELT oppe af skråningen ved Lavant Straight.
Og jeg ved godt, at nogle synnes det er overdrevet, unødvendigt eller decideret fjollet. Men hvorfor nu det? Hvem er de sure gamle mænd, der ikke kan lide en god havefest? For det fratager bestemt ikke selve racerløbet noget, tværtimod, når det er sat i disse rammer.
Men man må nemlig endelig ikke glemme, at Goodwood Revival handler om genoplevelsen af en racerbane – deraf navnet. På en racerbane bliver der kørt racerløb, og det gør der i den grad på Goodwood. Og fordi løbet er blevet så højprofileret og er så festligt, så tiltrækker det de bedste kørere i de bedste biler, så det der foregår på banen er i den grad seværdigt. Tiltrækker er nu i øvrigt et forkert ord, for Goodwood melder man sig ikke til – man bliver inviteret. Eller også gør man ikke. Men i hvert fald var der også i ord en masse dejlige biler med en masse dygtige kørere, og følgende ting kan man diskutere længe:
Hvilket var det bedste løb?
Hvem var den bedste kører?
Hvilken var den mest spektakulære bil?
Hvad kan være bedre end når nummer 1, 2 og tre hele løbet igennem ligger så tæt som her – OG veksler positioner indimellem?
Jo, når nummer 1, 2,3 OG 4 ligger SÅ tæt – og nummer 1 er Tom Kristensen, der startede bagerst.
Der er helt sikkert mange bud på det hele. Men set fra en dansk vinkel må jeg fremhæve Tom Kristensens kørsel i en Ford Fairlane Thunderbolt i første heat af St. Mary’s Trophy: Han startede bagerst efter på grund af tekniske problemer kun at have kørt en kvart omgang i tidtagningen – hans eneste træningstid i bilen nogensinde. Og mens de tre forreste kæmpede en indædt kamp, så åd han sig stille og roligt ind på dem op igennem feltet og tog føringen på næstsidste omgang. Det var så dramatisk, at man skulle tro det hele var instrueret. Men når man så på bilerne og deres 100%’s kørsel, så var der tydeligvis tale om ægte race, og de kørte alt hvad remmer og tøj kunne holde – og Tom K vandt. Det var svært ikke at være meget stolt af Dannebrog.
Dette er en Ford Fairlane Thunderbolt – og sådan kørte Tom den omgang efter omgang indtil han lå i føring. Fejende flot!
Indrømmet, så havde jeg aldrig hørt om en Ford Fairlane Thunderbolt før, og det havde mange andre sikkert heller ikke: Der er bygget 100 af dem i 1964, men Toms indsats gjorde dem med ét verdenskendt. Hold nu op, den lød godt og så godt ud, da Tom fløj banen rundt i den ene driftvinkel efter den anden. Jeg gætter på, at racerfolk verden over nu opkøber Fairlanes, og hvis en af dem vil være en dansker, så ja tak.
Den her tætte kamp gav Nick Swift i den lille Mini stående ovationer bagefter.
I andet heat af samme løb var der stående ovationer til en vogn i den helt modsatte størrelse: Nick Swift i en lille støvetgrøn Mini overhalede gentagne gange Alex Furianis Alfa Romeo GTA på meget præcist tilrettelagte overhalingsmanøvrer baseret på højere svinghastigheder – og gentagne gange måtte han se sig indhentet af den meget hurtigere Alfa på de lige stræk. Billedet herunder viser hvor tæt de var ud af chikanen. Og nej, bulen stammer ikke fra Minien, men fra en BMW 1800. I det hele taget var der ikke mange buler og kørestandarden var generelt tårnhøj, hvilket gjorde det til en fornøjelse at se på. Tæt, tæt kørsel – men med respekt og kontrol, præcist som det skal være.
Pragtfuld vogn, sådan en Ferrari 500TR – men der var for lidt race i det rene Ferrari-felt.
Ovenstående er dog i princippet biler, som man også kan se i Danmark, omend deres måde at køre på kommer meget mere til sin ret på en bane med så ultrahurtige sving som Goodwood. Men så er der også de ultrafine biler, som Goodwood hvert eneste år sørger for at invitere. I år var det blandt andet et komplet felt bestående af Ferrarier, og hvilke vanvittigt skønne biler de var: Luften gjaldede af V12, men også rigtigt mange af de store firecylindrede var med, og dem ser man vitterligt ikke ret tit. Og hvornår ser man lige to Testarossaer i kamp? Alligevel synes jeg dette heat var svagt rent sportsligt, for her var der tydeligt ikke tale om 100% kørsel for ret mange af bilernes vedkommende – helt sikkert påvirket af, at mange af dem kostede over ti millioner.
Hvor tit ser man det?
De stort opslåede seks originale Cobra Daytona Coupé var flotte, men de er racerbiler og skal bedømmes som sådan: Og den ene af dem, der deltog i den rigtige action udgik og kunne altså ikke gentage de berømte sejre over Ferrari, der gav dem verdensmesterskabet i 1965.
Det ville den nu næppe have kunnet selv om den havde gennemført, for løbet var det såkaldte RAC TT Celebration, og her var overliggeren lagt meget højt. AC Cobra, Jaguar E-type og Ferrari GTO var fuldstændigt samme klassekammerater som dengang, og de var i den grad repræsenteret ved ultratoptunede eksemplarer af alle slags. Det vil for dem allesammen sige bedre end dengang! Men udviklingen siden tresserne har været så uretfærdig, at de største fremskridt gælder E-type og Cobra, hvorfor Ferrari i realiteten er hægtet af udvikingen – selv de fireliters 330’ere.
Kørerskifte i RAC TT – ikke én, men TO Ferrari GTO’ere går i pitten. Det ser man heller ikke så tit.
Alligevel var der her megen skøn kørsel af se, især for mig, da disse biler repræsenterer det allerbedste i historisk motorsport: Store GT-biler, der kører (relativt) lange løb, her på en time og ikke de ni timer, der blev kørt i halvtredserne og tresserne. Og selvom man har set en AC Cobra for fuld skrue før, så er det altså svært ikke at blive grebet af dens voldsomhed, når man med sine egne øjne kan se, hvordan de brutale kræfter fra motor og store hjul nærmest river og vrider i dens spinkle karosseri, når den bliver tvunget igennem en kurve med fuldt blus på V8’eren i fjerde gear og med godt over 200 km/t – på kontrastyring og speederballet! Gang det så med to eller tre, når det hele foregår i en direkte duel og placeringer, så forstår I hvad Goodwood også er.
På et billede som det her er det umuligt at sige, om det er 1964 eller 2015. Og bilen er en Ferrari “Breadvan”, som de fleste gerne vil rejse langt for at se gøre det den er skabt til.
Jeg skal gerne indrømme, at jeg ikke så så meget race som jeg plejer: Jeg havde i arbejdsøjemed travlt med at tale med kørere, teamejere og ikke mindst de firmaer, der forbereder biler for førnævnte. Men det jeg så var af tårnhøj klasse, og jeg må endnu engang give Goodwood Revival mine varmeste anbefalinger: Har man ikke oplevet det, så mangler man som bilentusiast noget meget stort på sit CV.
Det vil være let at påstå at det hele er alt for meget – især hvis man ikke har været der, men bare dømmer ud fra eksempelvis mine billeder. Og ja, det er ganske vist et teater, men det er så utroligt godt instrueret og iscenesat, at man tror det er løgn. Jeg var simpelthen henne at banke på Michelinværkstedets mur, bare for at se om det nu var en ægte mur. Det var det ikke. Af samme benhårde researchårsager bevægede jeg mig målrettet ind på The Original Bar, og kunne konstatere, at det faktisk er en rigtigt fungerende bar. Omend man kun måtte ryge cigar udenfor.
Purely for research, I assure you!
Men forskellen på fortid og nutid virker uvirkelig og i øvrigt ligegyldig, når man står midt på Goodwood Revival. Så ER man tilbage i tid og genoplever motorsporten på en måde, som den formentligt ikke helt var dengang, men som man sagtens kan bilde sig selv ind at den var.
Det er et meget kommercielt organ, det er der ingen tvivl om: Der er så mange hundrede salgsboder med alt fra håndlavede lammepølser (researchtjek: Ikke 6,80 GBP værd – ja, for én, ikke for en hel lammekølle!) over pelse, rejser og til værktøjsskabe, at man uden videre kunne bruge titusindevis af kroner på ting, som man ikke anede man manglede.
Spitfireprototypen fra 1936. Fan-tas-tisk!
Men der er også så meget andet, som man bare ikke er i tvivl om har kostet dyrt at etablere: Årets dyreste nyhed var formentligt den nyrenoverede lufthavnsbygning, der som alt andet på Goodwood var ført tilbage i den helt og aldeles originale stil. Og som alt andet på Goodwood var der en mening med galskaben: Den nye bygning passede ind i en storslået opsætning af fejringen af Battle of Britain, og med over 20 Supermarine Spitfires samlet, så var der heller ikke hér et øje tørt, og Goodwood har føjet endnu en styrket styrke til sin lange række af fortræffeligheder.
Min yndlingsbil var den her, og den kommer der mere om.
I korte træk så kan man faktisk sagtens tage til Goodwood Revival Meeting udelukkende for at se de fineste historiske racerbiler kæmpe på en utroligt spændende højfartsbane, som man ikke finder magen til andre steder i verden. Man kan faktisk også sagtens tage derover udelukkende for at spille fandango i et rollespil som hemmelig agent, jagerpilot, old money-gentleman eller dekadent playboy for en weekend. Jeg siger jer at min rejsekammerat Sportchefen kom i kontakt med mange på baggrund af hans lederhosen-kostume, og hvem vil ikke gerne bede om ild hos en Pan Am-stewardesse?
Allerbedst er Goodwood Revival Meeting dog helt klart, hvis man kombinerer de to ting: Så får man ikke bare selv mere ud af det, men alle de andre gæster gør også. Og Goodwoods helt enormt store kunststykke er, at det er lykkedes at få langt hovedparten af gæsterne med på den præmis. Utroligt nok også racerkørerne, der spiller rollen som sig selv – og det med en indlevelse, så man skulle tro det var rigtigt race. Og der er det jo. Også.
Lækkert!
Mit mundvand løber…
Ja, det er en reportage der giver endnu mere blod på tanden til at tage derover.
Martin Lindø Westergaards nyeste boganmeldelse hjælper også godt, så mon ikke jeg skulle købe mig bogen til de kommende mørke aftener.
Fantastisk.
Hvorfor fanden er jeg aldrig nået der over???
Morten.
Hello Gents. Ja et fantastisk 3-dages fuelcirkus på den gode måde. Helt enig. Man er stunned flere gange og må samle kæben op fra perlegruset. Jeg vil også lige fremhæve Tom K´s kørsel om søndagen – igen starter han nede som nr. 26 og lykkes med at køre sin Lister Jaguar (nr. 24) helt op på 5. pladsen – mega imponerende og meget spændende at følge. Det mest episke var naturligvis St. Mary´s trophy løbet lørdag hvor Tom K overhalede dem alle sammen – det er der ingen der nogensinde glemmer – og ejeren af bilen, Henry Mann, gjorde arbejdet færdigt søndag med den samlede sejr i Pro/Am løbet. Jeg vil også lige bemærke Bonham´s auktionen lørdag – hold fest nogle lækre gynger – til uvirkelige priser, fx en ret ordinær Mercedes 280 SL fra 1970 – den gik for over 119.000 Pund! Plus en hel masse andre fede items det kræver god plads og mange penge at byde på! Der er så meget at fortælle om men den største anbefaling går på at købe en 3 dages billet – og være ude i god tid mht kost og logi. Det skal bare opleves hvis man har blot en dråbe benzin i blodet. T B continued
Nej, jeg sidder og bliver helt dårlig…
Jeg har endnu ikke turdet at tage til Revival, da jeg er bange for at blive afhængig…
Endnu værre at læse om end Classic Race Aarhus. Uhhh, nu glæder jeg mig til Aarhus…
Daytonaen er vist til salg for sølle 1500000 euro ! Hvis jeg vinder eurojackpotten på fredag så… http://www.oldtimer-veteranen.de
Hvor ser det ellers bare fedt ud – håber jeg kan forkæle mig selv med sådan en tur på et tidspunkt
Mr Kristensens kørsel og overhalinger findes på youtube
Stor slæde og stort kørt !
Jeg beklager hvis ovenstående gør nogle dårlige, thi det var ingenlunde meningen. Ja, det var sådan set meningen at gøre nøjagtigt det modsatte!
Men jeg har skam fået flere klager: Sportchefen mener, at når jeg nu omtalte hans lederhosen så burde jeg også bringe et billede. Det gør jeg så herunder, og den er god nok – de virkede. Her ses han i et rigtigt lederhosen-miljø.
Ultrakort kan man vel sige, at det er svært at forestille sig nogle blive skuffede over et besøg på Goodwood Revival Meeting, så jeg kun opfordre til at gøre alvor af rejsedrømmene. Det bliver også godt i 2016, det er jeg sikker på.
Tusind tak for en fin reportage fra Goodwood Revival, der er intet ved siden af eller over.
Jeg så live-streaming i weekenden over You Tube, hvilket var næsten, nej langt fra som at være der, men stadig underholdende.
Men du må ikke kalde en Bizzarini Breadvan, for en Ferrari.
Den skulle nu være god nok: Nummer 16 er en Ferrari 250 “Breadvan”, men på Facebook er jeg blevet korrekset for billedet af de to 250 GTO’er – den forreste er faktisk en 250 LM. Det bliver det heldigvis ikke ringere af!
Meget mystisk, hvis jeg Googler Bizzarrini Breadvan, så kommer der et billede op af no.16.
Sejt antræk Henrik kommer i, bliver det også stilen til næste års CRAA, så finder jeg absolut også noget frem.
Totalt fede fotos også – festival of Tweed 4 ever:-)
Han var ikke alene i Lederhosen, kan jeg så berette – men om han bruger den uniform til Classic Race Aarhus i 2016 skal jeg ikke kunne sige.
Iggy: When in doubt, wear tweed!
Tjek
Ja loggede ind næsten med det samme :-)
Men er frisk på en tur derover næste år…..
Skal vi tage der over sammen ?
For det vil være fedt
Super – stor tak til Claus.
Goodwood 2005 – fantastisk oplevelse !
Jep
Flotte flotte billeder fra GW 2015 men jeg mangler nu alligevel nogle billeder af smukke damer med hatte. Jeg var der ikke i år men I får et her fra et par år siden. I år foregik GW i den sædvanlige lænestol foran TV’et med stream og HDNI cabel fra PC’ en hold da op, så spillede klaveret, det var næsten som at være der og med langt mere motorløb på tæt tæt hold end hvis man havde være der. Meeeeeeeeeeeeen det er nu nr. at deltage in live.
Der var meget at se på – også udenfor banen, tilskuerne, pitten, paddocken, classic car park med flere tusinder biler, hvoraf nogle kunne have været på banen, Bonhams auktioner, og hele cirkus’et udenfor på P-pladsen med boder af alle slags, rulleskøjte bane, salg af special-biler etc. etc. Herligt. Brugte 2-3 timer derude om søndagen.