Det var en tåbelig idé at blande Chrysler og Citroën og Opel ind i noget af det bedste fra Italien – men dem er der heldigvis heller intet spor af på dette fantastiske museum.
Misforstå mig ikke, for jeg kan lide dem alle – det er bare fire forskellige ting, og ligesom jeg ikke blender saltimbocca sammen med østers og sauerkraut og serverer det hele i en burgerbolle, så vil jeg som bilentusiast også nyde de nævnte nationer hver for sig. Og de kan kalde sig Stellantis så meget de vil, men det virker som om Atlantis måske var mere passende? Det er gået under, og jeg vil stærkt anbefale et besøg på Heritage Hub inden det også gør.
Sikke en modtagelse!
Stærke ord, men kontrasten på dengang og nu er omtrent så slående, og det var ikke mindst derfor jeg efter flere års tilløb endelig fik det til at lykkes med et besøg når jeg nu var i Torino – og det var umagen værd. Den ene perle efter den anden åbenbarede sig på min halvanden time lange rundtur. Der i sig selv understregede, at FCA er et kaos. Men lad mig starte fra begyndelsen.
Abarth er også en del af FCA – og endnu et mærke, de har forvaltet lemfældigt. Kunne 4C have været en Abarth?
På alle andre museer kan man jo bare komme i åbningstiden, købe en billet og så er man inde. På Heritage Hub er alle besøg en guidet tur, som der skal bestilles tid til – og den fredag jeg var der var der to ture, den jeg (måske) kunne nå var 15:30. Lignende uhensigtsmæssigheder (samt mandagslukket og andre italienske ting) har altid stået i vejen for faktisk at få et besøg passet ind. Men nu gjorde jeg det, koste hvad det ville – fordi jeg har en fornemmelse af, at det er ved at være sidste chance.
Carlo Abarths var måske verdensmester i kategorien “Større end du er”? Denne lille formelbil blev optimeret til accelerationsrekorder – og tog dem foran stærkere biler.
Bevares, det kan være jeg er for pessimistisk, for måden Heritage Hub kører på betyder faktisk, at de kan styre en bilsamling på omkrign 300 biler med en håndfuld medarbejdere. Een guide og et par vagter. Der er sikkert også nogen, der har lavet hjemmesiden, dengang de åbnede i 2019 – og deres bannere, der dengang sagde “Heritage Hub is a work-in-progress”. Det siger de stadig i dag – samme banner, faktisk. Så jeg tror ærligt talt ikke der er sket meget siden 2019, og det siger vel lidt om FCA i det hele taget.
Pressefoto fra FCA i 2019.
Når det er sagt, så er det ikke jammer det hele: For Heritage Hub ligger godt nok under hele Stellantis’ paraply (eller måske nærmere det modsatte af en paraply?), men der er kun fokus på den italienske del af koncernen – og det er også rigeligt. Når man er i Torino kan man ikke undgå at mærke FIAT’s enorme indflydelse.
Mit foto fra sidste uge. Jeg tror intet er forandret.
Selve stedet er således værk 81 i det tidligere Mirafiorikompleks nær Lingotto, og det er kæmpestort. På et tidspunkt forladt og overladt til forfald – men så overtaget af Heritage Hub og de rå omgivelser har deres egen industrielle charme. Intet kunstigt her, og det passer perfekt til alle bilerne. Her er et museum, hvor intet er replikaer eller mockups, men alt bare den ægte, charmerende og i mange tilfælde særdeles værdifulde vare.
Lancia D50. Den var min favorit.
Fra indgangen ser man først den skønne træ-model af den oprindelige Multipla, og det formelig stinker af Fiathistorie. Men allerede derfra så jeg samlingens Lancia D50, og så bliver det næsten ikke bedre for mig. Jeg havde (hjemmesiden er ikke helt nem, vil jeg sige – det var ikke med vilje) meldt mig på en tur, der kun var på italiensk, og efter den indledende snak med guiden (på engelsk) overlod jeg ham resten af selskabet og var så stort set på egen fod. Ved nærmere eftertanke var det måske en fordel?
Men noget helt andet er, at Zagato engang lavede en coupéudgave af 500. Jamen, hvad hvis?!!?
Den omtalte Lancia D50 var så pivoriginal, at jeg nærmest græd ved tanken om hvor mange historiske racerbiler der i dag bliver overrestaurerede, så de ligner noget nyt, der aldrig har eksisteret. Det gjorde denne ikke – warts and all, som briterne siger, så var den bare så rålækker, at den alene ville have været turen værd.
Men resten af Lanciasamlingen var bestemt ikke at kimse ad: Guiden forklarede, at det faktisk netop var Lancia, der var samlingen styrke, fordi det var hér, der hele startede – med overtagelse af Lanciamuseet under een af mærkets perioder med økonomisk trange kår. D50’eren var nok mit personlige højdepunkt – men andre ville måske pege på Lancia Delta S4, LC2, Montecarlo Turbo eller noget helt andet. Måske en af hverdagsheltene?
Adgang til hele den glorværdige Lanciahistorie på et budget: Montecarlo! Eller: Betaen bagved gør vel det samme?
Jeg synes jo stadig det er et af mærkets store pluspunkter for vi entusiaster: Der er faktisk ultralækre klassikere fra Lancia, der stadig ikke koster spidsen af en jetjager – og Fulvia Coupé er een af dem, rigt repræsenteret på museet. Jeg har haft een – men besøget her fik mig til at ønske mig en igen.
Og hov, det kan den her Fiat jo også?
Faktisk er det måske netop hér, et af museets styrker ligger: For det samme kan man jo sige om både Fiat og Alfa Romeo – og knap så meget om Abarth af den ægte aftapning, men alligevel. FCA’s mærker har stået bag nogle af bilverdenens faste holdepunkter og bedste biler – men den arv kan man også blive en del af med en af flere budgetklassikere, der kommer sammesteds fra. Typisk selvfølgelig i nyere tid end dengang en ung Giugiaro slog stregerne til Den Bedste Alfa Romeo Nogensinde – men man kan jo ikke både blæse og have mel i munden.
Lancia Fulvia Coupé. Den kommer vi tilbage til.
Sådan har det altid været, og museet har derfor også en del spændende prototyper, der aldrig blev til noget. Een af dem kommer jeg tilbage til i en separat artikel, men man andre kan man beundre i ro og mag og tænke ved sig selv alt fra “intet under, at den ikke blev til noget” og den sværere “hvorfor i alverden blev den ikke til noget?”.
Lancia Nea. Een af dem, der ikke blev.
Svaret ligger meget ofte hos bønnetællerne, der måske også bærer skylden for FCA’s nuværende problemer: De har sparet så meget og så længe, at FCA ikke har noget (godt) nyt på vej. Men der kan jeg med overbevisning sige, at dagens uorden glemmer man for en stund, mens man går rundt i Heritage Hub: Hvilken opvisning af især Lancias bidrag til motorhistorien – men også (selvfølgelig, da det jo er hovedfirmaet) utallige spændende Fiater, som man måske har hørt om, måske ikke.
Men uanset: Jeg kan varmt anbefale et besøg i Heritage Hub, og hvis jeg var jer ville jeg ikke udsætte det for længe. Indtil I får det til at passe ind er her en stak fotos som antipasti:
10
Bilen bag den røde Montecarlo er ikke en Beta, men en Gamma.
Jaja, @viktor. Same-same, but different som de siger syd for Italien. Den var også pænere end en Beta – men alligevel: Godt at begge findes i coupé.
jaja, @claus. Same-same, og nu alligevel langt mere forskellige end det antydes.
Sådan en Lancia Gamma Berlina er nu i en helt anden klasse end lillesøster Beta Berlina, eller for den sags skyld opgraderingen fra Beta Berlina til Trevi. Baggrunden for disse tre modeller er ligeledes også vidt forskellige.
Lad mig anbefale, at næste gang turen går til Italien, at man får prøvekørt de her forskellige bilmodeller. For det som på papiret ligner forskellige varianter over Beta-temaet, det spænder reelt over meget forskellige resultater og dermed oplevelser.
Hvad med lidt full synthetic at smører med til aften. Det vel ok en gang imellem??
Drøm og nyd..
https://www.youtube.com/watch?v=95k_B5iqkt8
Fantastisk sted med mange lækre italienere…
Men hvad er det her for en rædsel?
@O.W. – en tidlig E type 😂
@john-skov-larsen, det fremgik ikke at man kunne prøvekøre dem – men jo, det ville jeg gladeligt sige ja til.
@ole-wichmann, det er “A streamlined coupé with highly original lines” – kendt som Lancia Flaminia Loraymo. Jaja – det kan godt være den er strømlinet, men det rækker ikke til at komme i min drømmegarage. Navnet er en sammentrækning af Raymond Loewy, designeren der faktisk selv kørte i den. Forhåbentligt ikke til kundemøder!
Der er mere om den her: https://www.stellantisheritage.com/en-uk/heritage/stories/lancia-loraymo
@njalfredhave, det er jo ren AI-gøgl fra ende til anden? Jeg tror der er flere kalorier i at gense Fight of The Century mellem Muhammed Ali og Joe Frazier. Eller noget andet fra virkeligheden. Heritage Hub var ren virkelighed, og det var skønt!
@ce nej, nej. Boksning interessere mig ikke synderlig. Det var måske forkert at jeg viser min begejstning over kunstig intelligens her på viaretro. Selvom det er lidt retro mashuppet af æras og fortryllelse. Jeg er lidt for tideligt ude, det bliver først gammelt nok den dag det er gammel nok.. Den forbandede tålmodighed. Det skulle i stedet have være en typisk dansk lidelse men blev for meget himmelsk og sublimt på en gang til sidst. Kunstig intelligens er skam virkeligheden. Det findes. ☺
Det er i min optik ligemeget om boksning interesserer dig eller ej, @njalfredhave – der er stadig flere kalorier i den kamp jeg nævner end i det du linker til. Eller i alt muligt andet fra eller i virkeligheden.
Nu handler artiklen jo om FCA Heritage, der i den grad findes i virkeligheden og har masser at byde på. Da det var en guidet tur i meget faste rammer (hvilket er dumt, men det er nok bare FCA i en nøddeskal…) var jeg der under to timer – og timer og minutter går AI og Youtube meget op i. Men så enkel er virkeligheden ikke: De to timer i Heritage Hub gav mig måske halvtreds eller hundrede eller fem hundrede gange mere end alverdens AI-skrammel på Youtube kunne gøre.
Ja, kunstig intelligens findes i virkeligheden – men det det producerer gør ikke, og det har ViaRETRO skrevet om et par gange:
https://viaretro.dk/2023/11/aegte-forkert-af-kunstig-intelligens/
https://viaretro.dk/2024/10/morgensur-mandag-ai-alarm-for-fake-news/
De to artikler er stadig relevante – ja, faktisk mere i dag.
Der er cirka 1.500 kilometer til Torino. Kør nu, få en schnitzel på vejen og nyd Heritage Hub. Der var ægte damer med på min tur,hvis det skulle komme an på det.