Møde med en gammel flamme: The Blue Flame

Jeg havde egentlig aldrig troet, at jeg skulle møde hende i virkeligheden – og så skete det som en blå flamme fra en klar himmel.

For præcis tretten år siden skrev jeg på denne kanal en lidt alternativ artikel om raketter, der jo næppe bliver mere aktuelle (i et civiliseret samfund…) end på selve nytårsaftensdag. I aften er de fleste af dem komplet nyttesløse, men dem jeg skrev om havde dels alle haft historisk betydning og dels alle gjort stort indtryk på på og uden tvivl været med til at forme mig på min vej mod Retroverdenen – selvom jeg selvfølgelig først har forstået det retrospektivt. Bare for at gøre ironien fuldendt! Det handlede om de tre indehavere af Verdens hastighedsrekorder til lands, til vands og i luften og artiklens titel var ganske enkelt deres fælles fremdriftsmiddel og deres navne:

Klik på billedet for at gå til den gamle artikel.

Dengang i 2012 var ViaRETRO i sin meget spæde vorden, og ingen vidste egentligt rigtigt hvad meningen var med galskaben: Siden var ikke een uge gammel, og vi havde allerede været omkring damer i mudder, aerodynamik og den første Matiné med lidt af det hele – og nu om raketter? Faktisk var der også en læser der skrev “Giv os nu en helt almindelig artikel”. Men kun for at fortsætte således:

Til den pris jeg betaler, kan man jo ikke kræve det store, så man må jo hellere læse det.
Det er jeg glad for jeg gjorde. Det ér jo en helt almindelig artikel. Bare om et lidt alternativt emne, men yderst spændende og velskrevet. Med en masse oplysninger jeg ikke kendte. Faktisk kunne jeg godt finde på, selv at søge endnu mere viden om det. Tak for god morgenlæsning, og godt nytår til alle.

Det varmede dengang, men det varmer også nu, tretten år senere. Jeg genlæste lige artiklen for at se om den var værd at linke tilbage til, og derved faldt jeg også over den tretten år gamle kommentar – og konkluderede, at den faktisk er yderst læseværdig også i dag. Dét kan man vel kalde dobbelt-retro?

Alvorligt talt er sagen, at artiklen på en måde handlede mindre om de tre fartøjer, der gav de omtalte herrer deres indiduelle titler som verdens hurtigste – men mere om den vilde stræben efter at opnå den titel. Eller måske handlede den i virkeligheden endnu mere om, at jeg som teknikfetichist var aldeles fascineret af det race som teenager – og især Chuck Yeagers bedrifter stod for mig som det nærmeste Verden kunne komme på en ægte James Bond (eller måske nærmere Maverick?). Yeagers særstatus hænger også meget sammen med, at min begejstring for teknikkens store smukke retroverden jo startede med fly, som nogle måske ved – og først derefter kom bilerne (inklusiv en afledt dyb interesse for aerodynamik).

Aerodynamik er mange ting og handler ikke kun om minimal vindmodstand, men også om stabilitet – især hvis man skal køre stærkt! Blue Flame havde oprindeligt inddækkede baghjul og -ophæng, men det gjorde den for ustabil, og den kørte derfor rekorden uden.

Den her spæde start på min egen bilinteresse var i de sene halvfjerdsere og tidligere firsere, og det er klart at den rå fart også her på landjorden var fascinerende uden lige – gadebiler kunne (troede nogle…) køre over 300 km/t, og det var da også et fantastisk tal. Men så opdagcde jeg jo under min læsning af alt muligt (fra biblioteket, som det var dengang, husker nogle måske?), at der allerede tilbage i 1970 var en amerikaner, der havde kørt hurtigere end 1000 km/t på landjorden: Gary Gabelich i Blue Flame. Og selvom jeg kom sent til festen, så var Gabelich stadig verdens hurtigste mand på landjorden, da rekorden stod helt frem til 1983.

Den amerikanske rekordindehaver blev for mig simpelthen landjordens Chuck Yeager: Cocktailen af det nærmest vanvittige vovemod (eller bare det rene vanvid?), den stædige fortsatte stræben indtil målet var nået og så tilsat det vilde køretøj, der skubbede på grænserne for hvad der var teknisk og måske endda også fysisk muligt. Og dets design! Hvis man da kan kalde det design overhovedet. Og den motor: Indrømmet, så har en raketmotor ikke meget med bilmotorer at gøre, men når man omregner maksimaleffekten til over 50.000 hestekræfter, så har man den daværende teenager Claus Ebberfelds opmærksomhed. Så kort sagt var bilen, manden og selve rekorden et slags moderne eventyr for mig dengang.

Kald det lige en “bil” een gang til, og der bliver læserstorm…

Siden fokuserede min interesse sig meget tydeligere på biler – i en grad, så det jo i dag er blevet min levevej. Man glemmer selvfølgelig aldrig en gammel flamme, men jeg vidste at Blue Flame ikke have været indsat aktivt siden rekorden var hjemme – men derudover havde jeg ingen idé om hvad der var sket med rekordindehaveren eller hvor den var. Og så var det netop via jobbet, at jeg kort før jul befandt mig i Sydtyskland og skulle se på biler – og da jeg var færdig med det valgte at se nogle flere. Sinsheim Technik Musuem lå i nærheden, og det får sin egen artikel senere – men tænk engang min overraskelse, da jeg dér fik øje på den legendariske Blue Flame.

Bilen var smukt præsenteret på et podium placeret foran et gigantisk foto af Gabelich, der skridter saltslettens kørebane af – og på billedet herover forstår man ikke umiddelbart størrelsesforholdene, men Blue Flame er altså 11,5 meter lang.

Jeg brugte lang tid på at studere den og dens detaljer, der på mange måder er chokerende enkle. Måske især set i forhold til en rigtig bil, der skal kunne fungere under mange forhold. Blue Flame skulle “bare” køre ligeud på saltet en dag, hvor vinden ikke var over 3 sekundmeter – og mange andre parametre også skulle være indenfor ganske bestemte grænser. Se lige “hjulophængene” bagtil!

Hvem ville køre 1000 km/t på det her system?!?

Men det er da også soleklart, at den på mange måder minder mere om et fly, for selvom et aluminium semi-monocoque-chassis lyder ret bekendt, så er alt her alligevel bare anderledes. Allerede den første Blue Flame var designet til at kunne opnå overlydsfart (der var planer om at forfølge dette mål og Gabelich selv var overbevist om, at det lå inden for Blue Flames muligheder), og det var dengang i 1970 så horribelt avanceret en hastighed, at det gør det endnu mere imponerende at vide, at Blue Flame i praksis blev designet og bygget af nærmest bare to mand. Som så fik en raketmotor fra Reaction Dynamics stukket ud, der kunne levere ti tons tryk. Den struktur de byggede til at modstå kræfterne vejede 1,8 tons tom – og oveni kom så nærmest et tons brændstoffer! Nej, en raketmotor er ikke økonomisk.

Det er ikke kun hastigheden i sig selv, der er ærefrygtindgydende, men også historien om både hvor meget og hvor lidt der skal til. Da rekorden var hjemme den 23. oktober 1970, så blev projektet lagt på hylden. Hvilket jeg nok forstod bedre efter at have set Blue Flame: Goodyear havde kun garanteret dækkene til 1.100 km/t, og mens det var gennemsnitsfarten over en kilometer (og en mil) der talte i rekorden, så var den faktiske topfart lidt højere – omkring 1.050 km/t midtvejs på milen. Derfor fik Gabelich aldrig lov at bruge alle motorens kræfter, men “kun” godt 30.000 hestekræfter. Hvorfor der heller ingen tvivl er om, at Blue Flame kunne have kørt væsentligt hurtigere i et nyt forsøg – men risikoen var selvfølgelig tårnhøj.

De fleste normale mennesker ville nok tænke “ikke udfordre skæbnen”, men det virker ærligt talt som om Gabelich mente netop det var en dels af hans jobbeskrivelse, så han var skam klar. Efter at Blue Flame projektet stoppede, så forsøgte han selv senere at stable et overlydsprojekt på benene, men uden held. Og hans professionelle karriere sluttede i det hele taget et par år senere efter en ulykke, hvor han mistede den ene hånd. Det er en hårfin balance mellem succes og fiasko.

Så ja, Blue Flame og alle historierne omkring den var en stor ting for mig. Måske endda een af årets største biler for mig – en ægte legende, som jeg aldrig havde troet jeg skulle møde i virkeligheden, og den alene gjorde turen til museet det hele værd. Når det er sagt, så var der meget, meget mere, og det dækker jeg lige i en separat artikel senere.

Men for at slutte med Blue Flame og ægte historiefortælling i levende billeder, så kan Youtube faktisk igen være behjælpelig. Egentlig er der masser af materiale om vognen derude, men filmen herunder er et rigtigt interview med Dirk Keller, der var absolut hjørnesten i hele operation Blue Flame: Uden ham ingen Blue Flame. Det smukke ved filmen er, at den baseret på originale og meget smukke smalfilsmoptagelser, som så er suppleret med Dirk Kellers voice over. Det er næsten en halv time i halvfjerdsernes bedste fartjægeres vold, og mon ikke det kan presses ind inden nytårstalen et sted?

I hvert fald: Godt nytår til jer alle derude!