Register

fourteen + 6 =

A password will be e-mailed to you.

Hvordan skal jeg holde øje med to benzintanke på een gang, når jeg ikke kan multitaske?

Vores skønne DeTomaso Deauville er forsynet med to benzintanke. Og vi tre ejere HAR fået diskuteret hvorfor, for det er ikke videre praktisk, når de ikke er indbyrdes forbundet: Der skal simpelthen fyldes i dem begge to, når man har været dybt i tankene. Det er ikke ret smart, da man jo typisk holder sig til een stander, og derfor ved tankning af nummer to ender med at række slangen henover bagagerummet – mens man løfter den, så den ikke rører den blanke Rame Metallizzato-lak. Hvis man lige skal lave et sjovt billede til de sociale medier, så kan man også holde i midten og tage en slange fra hver side til hver tank, men det er faktisk heller ikke ret smart. Jeg har ikke billeder af nogen af delene.

Der er utroligt nok kun fem års forskel på disse to limousiner, men hvor Mercedesen (i mine øjne…) føles som en moderne bil er De Tomasoen en ægte veteran.

Inde i kabinen kunne man så på en måde forvente to tankmålere også, men der er kun een. Den viser så indholdet af den tank, som motoren aktuelt suger af. Hvilket man styrer med en vippekontakt på instrumentpanelet. Så når man vipper dén over, så skifter instrumentet også. Smart. Den gik dog i stykker sidste sæson, så nu er den helt ny. 

Jeg elsker instrumenterne med chrom og grønt og blåt og det fantastisk overdrevne speedometer til 300 km/t. (Foto: Gitte Sehested Lund)

Det er også smart, at DeTomaso tænkte på at give bilen et advarselssystem for lav tankstand. Men sjovt nok er dét dubleret: Hver tank har sin afvarselslampe. Det syntes jeg først var irriterende, men min manglende evne til multitasking har lært mig hvorfor: På et tidspunkt kører man jo en tank så langt ned, at man hellere må skifte til den anden, og så er  alt godt igen. Man kommer trods alt et stykke vej på 55 liter. 

De Tomasoen på Gavnø Classic. Ja, fronten er også flot, synes jeg. (Foto: Gitte Sehested Lund)

Men når man så er ved at have brugt dem også (og for en almindeligt kørt dansk klassiker kan det jo tage mange uger eller sågar måneder), så vil man jo gerne bare skifte over til den anden tank, ikke – for det er jo så smart. Bortset fra, at man så finder ud af, at den HAR man allerede tømt. 

Her fra sidste weekend på vej væk fra Gavnø (mere om det senere i Matinéen) ser man den højre advarselslampe lyse.

De Tomasos løsning var de to advarselslamper, der lyser ved lav benzinstand uanset hvilken tank man aktuelt bruger af. Den venstre lampe lyser for den venstre tank og den højre for den højre. Det giver faktisk god mening for sådan en som mig. 

Ulempen er så, at man i al den tid man suger fra tank nummer to har en advarselslampe lysende for den første tømte tank. Det med lysende advarselslamper er der faktisk nogle, der er noget nær allergiske overfor.

Ikke mig, der synes DeTomaso har vurderet helt rigtigt: Hellere en lysende lampe end at blive overrasket af en tom tank, som man troede var fuld fordi man hverken kan multitaske eller huske. Især fordi den tømmer dem ret hurtigt. 

God weekend

Claus Ebberfeld

klub_viaretro_sticker1

ViaRETRO handler om Alt om Klassiske Biler og det gør Klub ViaRETRO også.

Som medlem får du:

  • NYT til de første hundrede: En Klub ViaRETRO-reversnål i ægte emalje
  • det kendte og eftertragtede Klub ViaRETRO-klistermærke til bilen
  • adgang til alt på ViaRETRO
  • rabat på udvalgte varer
  • garanteret godt selskab på nettet og i virkeligheden fem årlige arrangementer
  • samt ikke mindst dybfølt tak fra redaktionen for din støtte til ViaRETRO – for dét er et medlemskab naturligvis også.

devider2

Gavnø Classic Autojumble 2022

Af Michael S Lund

Som navnet antyder er den årlige begivenhed på Gavnø et virvar af klassiske biler, hvor det jo netop med ældre biler er lettere at skabe virvaret, da de var mere forskellige før i tiden. På vejen derned lavede vi igen, ligesom på Store Køredag sidste søndag, vores egen lille kortege. Vejrudsigten lovede regn sidst på dagen, så valget faldt denne gang på lukkede biler. Undervejs både overhalede vi og blev overhalet, hvor der blev vinket og vinket tilbage i de fleste tilfælde.

På det sidste stykke blev der flere og flere biler i køen med bl.a. denne fantastiske MGA,

mens vi blev fordelt mellem to indkørsler til Gavnøs park. 

Flere klubber havde meldt sig til, og en af dem var Klub ViaRETRO. Netop i år arbejder ViaRETRO på at skrue op for de udadrettede aktiviteter, hvor bl.a. ViaRETRO-campen nu også dukker op andre steder end på CHGP og de store heldags-klubture bliver flere. Køresæsonens første tur afholdt vi jo i starten af maj, mens den næste står for døren allerede 25. juni. ViaRETRO-nøgleordet, diversitet, var godt repræsenteret på campen, selvom Mercedes denne gang var repræsenteret med hele 5 modeller. Men hvad gør det, når modellerne er forskellige, og en af dem var en W198 II 300SL Roadster … Ja, faktisk var der også tre Lanciaer!

Stemningen var som sædvanlig god og afslappet – tak til deltagerne for det gode selskab!

Det faste Gavnø-indslag var Concours Charme, hvor et antal biler var tilmeldt … som f.eks. denne Nash Metropolitan, hvor intet i detaljerne – herunder påklædning – var overladt til tilfældigheder.

Selv ville jeg klart foretrække den fine Triumph Stag, der holdt overfor.

Den kunne jo egentlig også godt have holdt sammen med Triumph-klubben, hvor man til gengæld kunne glæde sig over denne fine Triumph Vitesse.

”Angry Birds”-fronten er tidstypisk, hvilket man også kunne forvisse sig om ved at se på Haaning Collection’s Rolls Royce Silver Cloud III Mulliner Park Ward Drophead Coupé.

Et andet (nyt) indslag var en paneldiskussion om ”Fremtidens Klassikere” – og værdisætningen af klassiske biler, hvad der øger værdien og ikke mindst: bud på kommende klassikere. Ordstyreren var Mikkel Thomsager fra Bilmagasinet og paneldeltagerne var Anders Richter (bl.a. kendt fra podcasten Bilklubben) og Claus Ebberfeld & Anders Bilidt, som i ViaRETRO-sammenhæng vel næppe behøver nogen nærmere præsentation … 

Forinden havde de taget turen rundt i parken og valgt nogle biler ud, som blev kørt frem foran panelet. Første bil var denne Mercedes W198 II 300SL Roadster, som her ses køre ind i videoklippet nedenfor.

Valget var selvfølgelig helt oplagt, da Mercedes jo fornyelig lod W196S 300 SLR Uhlenhaut Coupéen sælge på auktion, hvor den gik for ikke mindre end 135 millioner – i Euro vel at mærke! 

I forvejen er en 300 SL Roadster en kostbar klassiker, men kan det nylige salg af Uhlenhaut Coupéen påvirke værdien? Panelet mente, ja … og anslog, at det formentlig uden videre lægger 10% på prisen. Bilen kørte herefter tilbage til ViaRETRO-campen.

Næste bil var den gule Volvo 850 T-5R, der var Anders Richters valg som et godt bud på en kommende klassiker.

Det kan godt være, at der blev produceret en del Volvo 850’ere, især i Herregårdsvogn-udgaven, men af T-5R blev der kun produceret godt 7.000 stk. Ikke alle var gule og få havde manuelt gear som bilen her. Panelet var enige om, at der især er flere biler fra 90’erne med klassikerpotentiale som den gule Volvo, fordi de som var teenagere i 90’erne, nu er ved at have nået en alder, hvor det kan komme på tale at anskaffe en klassisk bil … og så må det jo godt være en, der er set langt efter eller ligefrem har hængt på væggen i teenageværelset.

Sidst var der den patinerede, for ikke at sige passionerede, i skikkelse af denne Mini Cooper S. Bilen var oprindelig startet som en skikkelig Morris Mascot 1000, inden den i starten af 70’erne blev ombygget til Mini Cooper S spec. For at spare vægt var motorhjelm og bagklap byttet ud til tilsvarende i aluminium, men ellers var der ikke gjort noget ved det ydre, som derfor også fortalte sin egen historie om, at bilen havde levet et liv, som det ville være synd at ændre på gennem en istandsættelse. Til gengæld var der i hørlig grad særdeles meget spræl under motorhjelmen …

Nye generationer kommer til hele tiden og dermed også biler fra andre tider, hvor det som her er godt at have telefonnummeret til far skrevet på armen, hvis man nu skulle blive væk fra hinanden i virvaret.

Vi fik også gået en runde blandt de øvrige klubber og fik taget nogle billeder. Ingen tvivl om, at stemningen også var god der, men kan det blive andet, når man er omgivet af klassiske biler i solskin …

devider2

Ugens Fund: 1970 Sunbeam Rapier fastback til 57.500 kroner

Først og fremmest: Modellen er bare fed, og det kan der ikke være to meninger om. Der er virkelig noget tresser-GT over designet, og jeg kan personligt ikke lade være med at tænke på Rapier Fastback som en slags Poor Man’s Jensen Interceptor. Jamen, se engang lige på den:

Dertil kommer dette Ugens Fund med den store motor på 1750 kubik, fire gear + overdrive, en virkelig flot farve og syv år til næste syn. Det er en rigtig fed klassiker for hele familien til bare 57.500 kroner. 

Men som sædvanligt vokser træerne ikke ind i himlen: Når sælger skriver “en omlakering vil pynte på bilen”, så kan man jo selv tolke på det – men min erfaring siger mig, at så skal den omlakeres! Hvis man ikke selv lige er autolakerer, så koster den slags penge, og bagefter står den fine lomme-GT ikke længere i 57.500 kroner. Den ene af læserne med tippet om dagens bil kommenterede også, at man skal leve med et grimt soltag – og det er rigtigt. 

Sådan han den fine Rapier ikke forladt fabrikken.

Så rent matematisk kan det nok kun hænge sammen, hvis man enten er et tolerant menneske, der kan leve med lakken som den er – eller er autolakerer. Lad høre hvad I tænker?

Se annoncen hér. Tak for tip til Niels Vegger og Leif Burgdorf, der var omtrent lige hurtige på tasterne.

Med lørdagsserien “Ugens Fund” vil vi hjælpe potentielle klassikerejere godt på vej: Vi udvælger ganske enkelt vores favoritbil til salg fra ugen der gik. Og inviterer læserne til at dele deres synspunkter, erfaringer, gode råd eller slet og ret og røverhistorier om den konkrete bil og model. Indsend forslag til kommende “Ugens Fund” på ugensfund@viaretro.com med link til annoncen, så indgår den i næste uges pulje.

devider2

Efterveer: Peugeot 406

Simpelthen fordi jeg efter Matiné 406’s omtale af 406 coupé som en meget smuk bil kom til at tænke på, at den helt ordinære 406 berline faktisk også er meget, meget vellykket. 

Det er særligt tydeligt i forhold til dagens overdesignede biler, ikke bare fra Peugeot (selv om de er slemme), men også fra alle andre mærker. Når man i dag ser en 406 på en parkeringsplads (og det sker engang imellem), så er det slående hvor dygtige Pininfarina var og hvor desperate dagens bildesignere må være. 

Den fås også med skønne veloursæder.

devider2

Grafikken

devider2

Ugens Bonusfund: 1973 Sunbeam Avenger 1600 til 79.500 kroner

Denne her kom faktisk som tip til Ugens Fund i sidste uge, men jeg synes lige den skulle med som dagens spørgsmål: Er denne 22.000 kroner dyrere Sunbeam i virkeligheden et bedre fund end den anden Sunbeam?

Dilemmaet er nemlig, at en Avenger som model (vil de fleste mene – også jeg) er mindre attraktiv end en Rapier Fastback, men at denne konkrete bil ser ud til at være i langt bedre stand. Nyrenoveret tunet motor og aluminiumsfælge er ovenikøbet lidt boyracer-agtigt, men det slipper en Avenger faktisk fint afsted med. Og så har den nogle af halvfjerdsernes frækkeste baglygter. 

Så den her lader til at være en “køb og kør”-klassiker i noget højere grad end den anden.Og den har heller ikke noget grimt soltag. Hvad siger I?

Se annoncen hér. Tak for tip til Ole Sørensen.

devider2

ViaRETROs Weekend Matiné redaktion: Claus Ebberfeld og Michael S Lund.
Grafik og Layout: Søren Navntoft

20 kommentarer

  1. AlfaHahn

    Mærkelig verden vi lever i. En Mercedes solgt til 1 mia.kr. – man sælger da ikke Mona Lisa – det er museumsgenstande. Endnu mere mærkeligt at en almindelig Mercedes skulle stige 1 mio.kr. i værdi fordi en anden er solgt til 1 mia. Nå, men vi kom da i den grad ned på jorden igen med en Sunbeam som ugens fund til 57.500,00 kr. :-) Den anden Sunbeam kender jeg, den er rigtig fin.

    Svar
  2. Claus Ebberfeld

    Det er det der udbud og efterspørgsel, @alfahahn: Der gik ikke en uge før vi kunne mærke at 300 SL er blevet mere populær. Og som nævnt før tror jeg det har løftet HELE Mercedes-Benz og at det lige præcis var meningen med hele det stunt: Meget avanceret PR og markedsføring.

    @peter-bødker, så bliver han meget mere sympatisk i mine øjne. Og Schrödinger og jeg har i øvrigt noget til fælles: Tankeeksperimenter. Ikke helt om det samme, men alligevel…

    Svar
  3. AlfaHahn

    @Claus E, ja, netop, selv ting der før var uopnåelige, er nu blevet en commodity, og bare man har penge nok, kan alting købes. Nå, jeg kører i garagen og sysler lidt med en gammel Alfa :-)

    Svar
  4. Claus Ebberfeld

    @alfahahn, jeg tror på en måde du har fat i noget, og at dét ærgrer de rigtige, hårdkogte klassikerfans både i og udenfor Mercedes-Benz-kredse. I min verden peger det jo bare i endnu højere grad tilbage på biler fra før verden gik af lave.

    Svar
  5. Claus Ebberfeld

    Sandt, @sport, jeg har lige slået det op: Schrödinger døde i 1961, så han kan ikke engang have haft en Vallelunga. Men det var et interessant tankeeksperiment :-)

    Svar
  6. Soren W

    TO MENINGER OM DEN TING? Den Sunbeam Rapier er da på ingen måde fed. Den er kikset. Hjulene er alt for små, og bagakslen sidder for langt fremme, derudover er der nogle kiksede designdetaljer strøet ud med mild hånd. Der er mange andre coupeer af almindelige slæder, der er løst mere elegant. Ford Taunus coupé, Opel (jeg sagde det…) Kadett coupé m.m. Det var så bare min mening…?‍?

    Svar
  7. Bisgaard

    Gavnø: Fedt sted, fedt vejr, fed tur. En rigtig god dag på den anden side af Storebælt! ?
    Med 330 km hver vej troede Peter og jeg jo, at vi skulle modtage “Long Distance” pokalen. Men lidt længere henne holdt der en Alfa på italienske plader…

    Svar
  8. westmus

    Angående lak spørgsmålet omkring den Sunbeam Rapier, så lever jeg personligt fint med “patineret” lak, det gør bare man er meget mindre ømskinnet over for rent faktisk at køre i bilen og parkerer den ude i den vilde verden. Snakker vi reelt om rust problemer er det en lidt anden snak. Gamle ting som også ser lidt brugte ud, oser bare meget mere af historie end noget der er restaureret til at står finere en fabriksnyt.

    Svar
  9. Skaanning

    Nu var Schrodinger som bekendt ude med riven i forhold til Bohrs udlægning af kvanteteoriens konsekvenser. Bohr vandt jo nok den duel, og det passer mig fint, for så kommer der nok snart en maskine, der gør, at vi alle kan være 2 steder på een gang!
    Pligtskyldigt hjemme ved familien og samtidigt på Gavnø med andre bil-freaks.
    Flotte fotos årets Gavnø, må jeg sige. Ville gerne have været med. Og en god ide med panel-debat. Kunne være rart, hvis videoklippet ikke var så kort. Ville gerne have hørt mere om d’herrers bud på kommende klassikere. Findes der er fuld optagelse af debatten et sted…?

    Svar
  10. Leo Jensen

    Jeg tænker ikke at Avenger’en kan være både fra 1973, med 1600-motor og original ?
    Mit gæt er at 1600 kom sidst i 70’erne.
    Jeg vælger Avenger over Rapier på trods af at den er hverdagsbilen af de to. Jeg er selvfølgelig fuldstændig objektiv på trods af vi havde 2 af dem mens jeg var teenager…

    Svar
  11. jewer

    Vi havde også to af dem da jeg var teenager. En 1500 fra 1973 og en 1600 fra 1976. Jeg mener at 1600’eren havde 1976 som første modelår.

    Svar
  12. stefan

    Mht til to benzintanke, så er det slet ikke nødvendigt. Jeg kører med en (ikke doven) V8 i fornuftig størrelse. Tanken har en måler og virker ganske fornuftigt. Kan man ikke styre det og tanke i fornuftig tid skal man måske køre med bussen… min mc har endda ingen måler!!!!!!
    Jeg er forresten på grænsen ang patina – heldigvis har jeg min bil for min egen skyld og vil aldrig af med den selvom mange andre biler er “fejlfri”. Det er lidt ligesom med børn man elsker sine egne uanset fejl – andres kan til gengæld være for poleret eller for “almindelige”?

    Svar
  13. Michael Sehested Lund

    Debatten var skam også interessant @Skaanning . Den blev optaget i sin helhed med noget mere professionelt udstyr, så den bliver sikkert gjort tilgængelig et sted på et tidspunkt. Klippet var bare en appetizer, med hvad der nu var muligt med håndholdt kamera (smartphone).

    Svar
  14. Uno

    Avenger, der er købt et Kit i England med krumtap plejlstænger og stempler så den er 1750 kubik og 120 hk.

    Svar
  15. AlfaHahn

    @Claus Verden er jo gået af lave, så jeg har bestemt mig for at beholde mindst 1 klassiker og så min mere moderne hverdagsbil, en Alfa Romeo Giulia 200T med alle moderne bekvemmeligheder, sålænge jeg kan beholde mit kørekort og tanke benzin :-)

    Svar
  16. Michael Valentiner-Branth

    Aston DB6 kan i coupé udgave fylde samme ene tank fra valgfri side, men på Volante gav det for alvor mening med dæksel i hver side, da den havde een tank i hver side pga kaleche og hydraulik dertil der foldede ned i hul bag bagsæde, hvor tank ellers ligger på coupé’erne.

    Svar

Skriv en kommentar

Din e-mail adresse vil ikke blive offentliggjort.