Kan Bertone komme tilbage til fordums storhed?

Omtrent sådan lød overskriften på et livsstilsmedium, der bragte en historie om endnu en ny hyperbil med over tusind hestekræfter (1100, for at være eksakt), der skulle opstå som en ny Bertone og bygges i (selvfølgelig, havde nogen forventet andet?) begrænset oplæg på 33 eksemplarer. 

Bertone GB110 blev vist her i december 2022.

Men hvordan kan det overhovedet være, for Bertone gik jo konkurs i 2014 og de af deres prototyper, som firmaet selv havde beholdt og ejede blev solgt – blandt andet til museer. Jo, såmædn kan det lade dig gøre, fordi selve navnet blev faktisk også solgt, og i 2020 gik det videre til to franskmænd, brødrene Mauro og Jean-Franck Ricci. De har efter sigende masser af erfaring fra bilbranchen fra deres eget bilkonsulenthus Ideactive, og det er dem, der nu genopliver navnet Bertone – denne gang som bilproducent.

Af en hyperbil. “GB110 er umådeligt kraftfuld”, ifølge Jean-Franck Ricci, der er CEO for Bertone. Lidet overraskende, eftersom det er blevet definitionen på en hyperbil. Men faktisk siger (det nye) Bertone også, at den er designet med tanke på hverdagsbrug samt ergonomi og komfort. Dét virker til gengæld komplet overflødigt, da meget få købere rent faktisk kører i den slags biler. De kan til gengæld sole sig i, at Bertone forsikrer, at bilen er kreeret med bæredygtighed som et centralt element. Et udsagn der sjældent har lydt mere hult – eller bare dumt – end når det bliver anvendt om en hyperbil, der per definition er aldeles unødvendig. Den bliver efter sigende leveret med brændstof fra Select Fuel lavet af genbrugt plastik – og dét vil jeg faktisk gerne høre mere om.

Men tilbage til spørgsmålet: Kan sådan en sag bringe Bertone tilbage til fordums storhed? Svaret er nej. 

For mig er det her toppen af Bertone: Manden selv foran 1968-prototypen Alfa Romeo Carabo. 

Bertones storhedstid strakte sig fra halvtredserne til de tidlige halvfjerdsere, og man kan diskutere præcis hvornår de toppede – jeg vil sige 1968. Men det kan blive en lang diskussion, for Bertone stod også bag Alfa Romeos berømte BAT-prototyper fra halvtredserne og verdens mest indflydelsesrige superbil, Lamborghini Countach. Nogle af verdens bedste bildesignere har været ansat hos Bertone og deres samlede meritter er en næsten ufattelig liste af vidunderlige bildesigns blandt både sensationssøgende prototyper og hverdagsduelige skønheder som Alfa Romeo Giulia GT, der ofte netop bare kaldes “Bertone-coupéen”. Verdens fedeste bil nogensinde, Lancia Stratos? Også et Bertonedesign.

Både Stratos og Countach er eksempler på biler, der bare ikke lige lader sig gentage. Stratos fordi man simpelthen ikke køre motorsport med standardbiler på den måde mere, Countach fordi superbilen og dens designhjørnesten ER opfundet. Lamborghini selv prøvede at efterfølge Countach, og høstede mere badwill end det modsatte over, at den nye ikke nåede originalen til sokkeholderne. 

Det er jo ikke fordi den nye ikke er hurtigere eller overgår den gamle på alle de andre tal. Og netop dét burde Bertone (og mange andre, for den sags skyld) måske lige tænke over. ViaRETRO kan da godt hjælpe dem lidt på vej med lidt logik for burhøns: Folk kører ikke i dem, så hvor vigtigt er fart lige? 

Et klassisk Bertonedesign, der allerede for mange år siden understregede, at selve farten ikke er det vigtigste: Fiat X1/9.

Man kan også spørge, hvor vigtigt det er, når alle andre hyperbiler også er sindssygt hurtige? Og også her kan lære af historien: Lamborghini Countach var næppe meget hurtigere end Ferraris daværende topmodel Daytona – men den var noget HELT andet. Mere moderne. Mere modig. Mere skarp. Ligesom mange af Bertones prototyper igennem tiden havde været det. Og det var selve designet, der definerede storheden. 

Jeg vil faktisk nødig lyde som den sure gamle mand, der siger at alt det der er værd at opfinde allerede er opfundet, og at hesten klarer det fint samt at telegrafen er glimrende til korte beskeder. Men jeg tror bestemt det er sværere at opfinde den dybe tallerken med sportsvogne i dag, og synes jeg bliver bekræftet i det, når de mest succesfulde på markedet bliver ved med at lave genindspilninger af deres tidligere greatest hits.

Derfor nytter det ikke noget, når det nye Bertone præsenterer en hyperbil, der ligner andre hyperbiler. Ja, den kunne vel sagtens have haft et McLarenskilt på, uden at nogen havde anet uråd? Og så det er ligegyldigt, om den har 1000 eller 2000 heste. Eller om den er bæredygtig eller lavet af babysæler. 

Bertone står for design. Hvorfor det er lidt en falliterklæring, at det nye Bertone netop erklærer, at den nye bil fokuserer på innovation på andre områder. Nejnejnej – for det var dér Bertone gjorde en forskel. Det hele er ligeså skørt som hvis Lotus, letvægtens korsriddere, pludseligt besluttede sig for at lave en 2000 hestes elbil på to tons. Øhh – mjah, det har de jo faktisk allerede lavet?!?! Men I forstår hvad jeg mener. 

Jeg under faktisk det nye Bertone succes – ikke mindst på grund af den enorme goodwill de har bygget op igennem historien med deres talrige indflydelsesrige design. Hvis jeg skal sige noget godt om den nye GB110, så er det, at der stort set ikke er noget tekniske data på hvor de 1100 hestekræfter kommer fra, hvilke hjul de kommer ud til eller hvordan – ejheller sådanne trivialiteter som pris. På den måde bliver der så bare ekstra fokus på dens design, hvorfor det er ærgerligt, hvis man som bilentusiastisk beskuer hellere bare vil have en Alfa Bertone-coupé. Og det vil jeg. 

God weekend

Claus Ebberfeld

Kunstbiler

Af Michael S. Lund

Overskriften er lidt bredt favnende, for det kan jo både være biler med f.eks. en speciel udsmykning og billeder af biler fortolket af en kunstner.

Jeg blev sporet ind på emnet, da jeg i forrige uge modtog et nyhedsbrev fra Rolls-Royce Motor Cars. Jeg er på mailinglisten, fordi det jo kunne være, at den helt rigtige Silver “et eller andet” skulle dukke op en dag, hvor jeg så kan slå til. Nå, men spøg til side … for det handler reelt om, at selvom mit fokus først og fremmest er på gamle biler, er det også rart at følge med i, hvad der sker mere “overordnet”. Andre, som gør det samme, er selvfølgelig klar over, at der ikke længere findes Rolls-Royce modeller, der hedder et eller andet med Silver. I dag hedder de f.eks. kun Ghost eller Wraith. Phantom har til gengæld altid bare heddet Phantom og senest, for at det ikke skal være løgn, er der også kommet en Spectre til, som er en elbil. Spectre … det må være bilen for Ernst Stavro Blofeld – vi får se, hvad der sker i den næste James Bond film!

Nå, men efter det lille “sidestep” ovenfor, så skal vi nu tilbage til nyhedsbrevet … for det handlede om seks individuelt udsmykkede Rolls-Royce Phantom II.

Rolls-Royce Phantom II fotos af Rolls-Royce Motor Cars

Initiativet var blevet til nede i Emiraterne, hvor Sacha Jafri – en britisk derboende kunstner – individuelt har udsmykket instrumentpanelet i de nævnte Phantom II’ere, under temaerne: Earth, Water, Fire, Wind, Air og Humanity. Især det sidste er jo noget, de er kendt for i Emiraterne … eller noget!!
Men ok, en del af pointen var, at de seks biler blev solgt til overpris, hvor den del af det gik til velgørenhed.

Det hele får i nyhedsbrevet nogle ord med på vejen af chefen for Rolls-Royce Motor Cars: Torsten Müller-Ötvös. Navnet lyder ikke særlig britisk, men det skyldes måske, at Rolls-Royce Motor Cars er ejet af BMW. Müller-Ötvös får understreget, at nok er de seks Phantom II skræddersyede i særdeleshed, men at det i almindelighed gælder alle producerede modeller af Rolls-Royce …

I og for sig er tanken om kunst på instrumentpanelet vel ikke helt tosset endda. Her er chancen for at blive af med den ”japanske åndenød”, det skinnende sorte piano-lignende plastik eller andet …
Men fra kunst på kun en lille del af bilen, så skal vi nu se lidt nærmere på de mere “overall” udsmykkede kunstbiler, og da BMW allerede er nævnt, er det et godt sted at fortsætte.
Allerede i 1975 startede BMW nemlig med sin første kunstbil, som var en E9 3.0 CSL – udsmykket af kunstneren Alexander Calder.

For mig er den næste i rækken mere bekendt, bilen – igen en E9 3.0 CSL, men denne gang fra 1976 – var udsmykket af Frank Stella på sådan en lidt ingeniøragtig måde med millimeterpapirmønsteret.

Det er måske værd at gøre opmærksom på, at alle BMW-kunstbilerne er unikaer – ligesom et maleri og ikke til salg – BMW passer selv på dem.
Der findes flere af slagsen, så vi napper lige et par eksempler til, hvor den næste er en 1979 M1, udsmykket af Andy Warhol …
Den kunne jeg godt selv have stående, hvis jeg får bygget lidt til studerekammeret!

Men vi skal da også lige have et dansk-islandsk indslag med (af Olafur Eliasson); et brintbil-koncept fra 2007, der mest af alt ligner et nærbillede af en forfrossen bænkebider. Jeg betragter egentlig ikke mig selv som Rindalist (efter lagerforvalter Peter Rindal), men denne her er måske lige på kanten …

Skulle nogen have fået blod på tanden i forhold til BMW-kunstbiler, er der mulighed for at se flere eksempler på BMW Art Cars. Samlingen er dynamisk i den forstand, at der løbende tilføjes nye ”værker” til samlingen.
BMW-kunstbilerne er alle blevet orkestreret af BMW for at præsentere mærket fra en anden vinkel, men der findes også eksempler, hvor ejerne selv (gennem udsmykningen af deres biler) har givet dem et helt personligt udtryk. Som nogle af de mest kendte eksempler på ovenstående, vil jeg nævne John Lennon som den første … han fik sat sit eget præg på denne 1964 Rolls-Royce Mulliner Park Ward Phantom V.

Oprindelig havde John Lennon bestilt bilen i “sort, med sort på”, og han mente virkelig sort!
Han ville have, at også køleren skulle fremstå helt sort, men det ville Rolls-Royce ikke gå med til (i dag kunne han jo bare have bestilt en Ghost Black Badge, hvor selv Spirit of Ecstasy er sort!).
Senere ombestemte Lennon sig og fik bilen malet om og udsmykket à la cirkusvogn. Der var også andre specielle detaljer, bl.a. muligheden for at omdanne bagsædet til en dobbeltseng, så han og Yoko Ono kunnne tage sig en lur deromme – eller hvad der ellers kunne falde dem ind …

Det andet eksempel (for nu at blive i branchen) var Janis Joplin, der lod en 1964 Porsche 356 C Cabriolet dekorere af en roadie, David Richards. Resultatet kaldte han ”The History of the Universe”. Porsche 911 var allerede lanceret, men på det tidspunkt fandtes den ikke som cabriolet, og Joplin ville have en cabriolet, så det blev 356’eren.

De to biler må vel siges at være i den psykedeliske genre, men de specielle ønsker kunne også gå i retning af en “lomme-luksusbil”, som Peter Sellers’ 1963 Hooper Mini Cooper er et godt eksempel på. Udvendig beklædt med fransk flet på siderne … som ryglænet på Kaare Klints Faaborgstol.

Indvendig var der tilsvarende gjort noget ud af kabinen, bl.a. var det centralt placerede ”stationsur” skiftet ud med flere instrumenter i et rigtigt instrumentBRÆT i poleret træ.

Det var så unika-bilerne, og da vi jo allerede har haft fat i det franske flet, er det nærliggende at gøre opmærksom på, at bilproducenterne begyndte at tilbyde specialudgaver, som ikke var unikaer, men biler i begrænset oplag (Limited Editions). Eksemplet er her Renault 4L La Parisienne, der var resultatet af et samarbejde mellem Renault og mode/livsstils-magasinet Elle.

Renault 4L La Parisienne rettede sig især mod kvindelige købere og fremstod i sort med fransk flet på siderne (jeg tror – ærgerligt nok – ikke, at bagagen hørte med).

Men Quatrelle La Parisenne kunne også fås med skotskternet mønster på siderne (med lidt “kønsstereotyp” tænkning, kan man jo forledes til at tro, at denne version så måske var rettet mod mandlige købere???) …

Lidt i samme genre, så husker flere sikkert Citroën 2CV Dolly og Charleston fra 1980’erne, hvor Citroën lige skulle have presset det sidste ud af citronen, inden 2CV blev faset ud.

Hvis man nu ikke lige er til en kunstbil, hvilket der naturligvis kan være mange grunde til (f.eks. at sådan en Andy Warhol-udsmykket BMW M1 sikkert løber lidt op i afgift!), så kan det være, at man i stedet fatter interesse for et billede med en kunstnerisk fortolkning af en klassisk bil, lige til at hænge op i garagen – eller i stedet for sofastykket med den brølende kronhjort. På de klassiske bilmesser er der altid mindst en stand, der tilbyder billeder eller installationskunst.

Måske man skulle tage Michel Vaillant alias Mark Breton tegningen fra ”Fart og tempo”.  Tegneren hed i øvrigt Jean Graton.

Helt gratis er den (og de øvrige Michel Vaillant tegninger) dog ikke, som det kan ses inde på Michel Vaillant Art Strips. Men da julegaverne sikkert allerede er købt, kunne det være et julegaveønske til næste år …

Ugens Foto: 90210 Youngtimerhappiness

Ugens Fund: 1968 Mercedes “Heckflosse” til 64.900 kroner

Det er vigtigt lige at vide, at Ugens Fund af en pragtfuld Mercedes ganske vist er en ægte “Heckflosse” (som den hedder på tysk – engelsktalende kalder dem for “Fintails”), men at der er to hovedvarianter af dem: Den velkendte og eftertragtede “Grosse Flosse”, og den mindre “Kleine Flosse”, som vi har at gøre med her. 

I princippet er det naturligvis samme bil, men der er alligevel en lang række detaljeforskelle, hvoraf klart den vigtigste i mine øjne er motoriseringen: En “Kleine Flosse” er nemlig firecylindret mens den store altid havde seks cylindre. Andre vil måske påpege de 15 centimeters ekstra karosserilængde? Når det er sagt så er forskellen på en stærkeste lille og den svageste store ikke voldsom når det kommer til stykket. Og Ugens Fund er den (så vidt jeg ved ?) stærkeste lille udgave med 2 liter og 90 hestekræfter, så det går nok endda. 

Jeg synes jeg det vigtigere at bemærke, at bilen kan køre: I stedet for at tage de ringe billeder i sin indkørsel eller garage har sælgeren brugt billeder fra noget der ligner bryllupskørsel – altså vigtig kørsel, hvor bilen både skal kunne starte, bremse og ikke gå i stå undervejs heller. Det er næsten bedre end et synspapir, faktisk, da det ligesom indikerer, at bilen faktisk kan bruges. Men den er skam også synet, og det gælder til 2028.

Sælger skriver også, at der er brugt cirka 20.000 kroner på vedligehold de sidste to år, herunder blandt andet ny kobling og bremser. Det er vigtigt at undersøge hvordan og hvad ellers de penge er brugt på, men igen antyder det jo, at bilen er blevet brugt og tilsvarende også vedligeholdt. 

Ikke mindst er den i en pragtfuld farve inde og ude. Altså en fin sidste-øjebliks julegave til bilentusiasten. Husk lige at tjekke den for rust.

Tak for tip til Ole Sørensen. Find annoncen her: 1968 Mercedes W110 

Med lørdagsserien “Ugens Fund” vil vi hjælpe potentielle klassikerejere godt på vej: Vi udvælger ganske enkelt vores favoritbil til salg fra ugen der gik. Og inviterer læserne til at dele deres synspunkter, erfaringer, gode råd eller slet og ret og røverhistorier om den konkrete bil og model. Indsend forslag til kommende “Ugens Fund” på ugensfund@viaretro.com med link til annoncen, så indgår den i næste uges pulje.

Ugens bonusfund: Standard Vanguard specialtransporter til 31.500 Euro

Med den her er vi mere ovre i “gaven til manden der har alt” – men vi tror han bliver glad for den. Bilen er unik, men ikke original: Der findes åbenbart et historisk forbillede fra halvtredserne, der blev brugt til at transportere en Lotus IX-racer, men mens den konkrete bil er fra 1954, så er den bygget for ti år siden og det ser faktisk ud til at være lavet flot og med en meget lækker opgradering: Den har en sekscylindret Triumphmotor. 

Racerbilen følger ikke med.

Det er ikke helt udenfor skiven, da bilen er en Standard, der senere blev indlemmet i Triumph, og der er ingen tvivl om, at den kan bruge den ekstra motorkraft: Tomvægten på 1300 kilo er det mindste problem, men den må laste yderligere 850 kilo, og så kommer de oprindelige 68 hestekræfter gevaldigt på arbejde. Bevares, det gør 2,5-liters motoren også, men den lyder til gengæld pragtfuldt når den trækker.

Til 31.500 Euro er det den mest geniale vogn jeg har set længe. JEG ønsker mig den! Men vælger at bringe den som Ugens Bonusfund her, så andre kan træde til. 

Tak for tip til Niels V. Find annoncen hér: 1954 Standard Vanguard racertransporter

Glædelig jul med din klassiker!

ViaRETROs Weekend Matiné redaktion: Claus Ebberfeld og Michael S Lund.

God weekend