Ugerne der gik og den der kommer (del 205)

Der var gang i den i Paris og det har der været lige siden.

Retromobilemessen gav for to uger siden gav en masse kontakter og dem har jeg sådan set fulgt op på lige siden. Så ikke bare var jeg i Paris igen ugen efter, men turen gik også til Italien ugen efter det. Jeg har undervejs set sjældne biler, unikke biler (i ordets egentlige betydning), verdens fedeste bil overhovedet (min personlige mening) og så har jeg kørt den bedste Gruppe B-bil af dem alle. Ja, godt nok i gadeudgaven, men alligevel. Og derefter strandede jeg i Wien, da flyet ikke kunne lande i København på grund af vind. 

Gruppe B-rallybilerne står for mig som noget af det ypperste i bilhistorien. Hvis piloten havde været tidligere Gruppe B-kører, så havde han nok landet flyet i København alligevel!

Men det var faktisk meget tankevækkende med et par dage i Wien, der er en pragtfuld by. Sådanne steder holder jeg meget af at bevæge mig til fods, så byen kan indtages med alle sanser. Der var forårsagtigt uden antydning af storm, og den første klassiker jeg så var en Folkevognsboble – den herunder:

Den første klassiker jeg så på gaden i Wien i weekenden:

Det er en af de – mange – klassiske biler, som jeg aldrig har haft, men det var faktisk meget tæt på: Lige omkring da jeg fik mit kørekort var et familiemedlem blevet for gammel til at køre bil, og der stod jeg sådan set til at overtage hans Boble til ingen penge. Den var metalgrøn med brunt indtræk, og vi nåede så vidt som at få den hentet hjem på matriklen (mine forældres, da jeg stadig boede hjemme) og jeg fik også kørt et par ture i den, vistnok på et lukket område. Bilen var på det tidspunkt blevet afmeldt, så den skulle lige synes igen. 

“Min” var mere metalgrøn og en lysere nuance – men samme variant med de store baglygter og rund forrude.

Det glædede jeg mig til, for jeg syntes dels at Boblen var supercharmerende, og dels var den rigtigt sjov at køre. Den lille boksermotor trommede lystigt derudaf, og den gik faktisk rigtigt godt, når den fik nogle stryg. Ikke hurtigt, selvfølgelig, men sjovt, og jeg fik hurtigt smag for den køreoplevelse, der var meget anderledes end i mine forældres Volvo 240. Glæden (selvom det kun var forventningens) skulle være kort: Den viste sig at være for rusten til at kunne synes, og dét projekt ville min fader klogt nok ikke ud i. 

Senere samme aften:

Så der blev ingen Folkevogn til mig, og det har der som sagt heller ikke været siden. Jeg kan dog ikke lade være med at tænke på, om det var dette mit første møde med gamle biler, der har været med til at præge mig lige siden? Den konkrete Boble var dengang i midtfirserne måske ti-femten år gammel, men i sin grundkonstruktion selvfølgelig meget ældre – og modellen var jo allerede dengang en klassiker. Inklusiv rust, men eksklusiv renovering. Jeg ved ikke hvad der skete med bilen siden, men jeg tror fik fader fik medlidenhed med mig for kort tid efter overtog jeg hans Lancia A112. Siden har jeg så været stor fan af italienske biler. 

I princippet var en Lancia A112 en billig familiebil ligesom en Folkevogn. Og kom også i glade farver. Men dér hører lighederne så op!

Og metalgrøn med brun? Det står den dag i dag som det bedste af det bedste for mig. Hvis jeg nu kunne finde en italiener i den kombination…jo tak. Og så er det jo heldigt, at jeg senere på ugen skal til Retro Classics Stuttgart. Jeg kører derned, for nu gider jeg faktisk ikke flyve mere. Og jeg ER jo også bilmand, ikke? Jo, i dén grad.